Eksperter som facitliste

"En falliterklæring for Danmark, hvis Abu Laban rejser", "dumt af Anders Fogh Rasmussen at vælge Naser Khader som dialogpartner" og danskerne, der "ikke er mentalt parate til at være globale".

OVENSTÅENDE er blot et lille udpluk af de kommentarer fra "uvildige" eksperter på udlændingeområdet, der de senere år har domineret mediebilledet. Citaterne er fra lektor Tim Jensen fra SDU og lektor Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet, to af de mest benyttede eksperter, når det gælder islam.

Som det fremgår af citaterne - der på ingen måde er atypiske - hører Simonsen og Jensen samtidig til de mest politiserende forskere på området. Tilmed på et meget yderligtgående grundlag. De to forskere er konsekvent kritiske over for progressive muslimer som Naser Khader, mens de sjældent bliver trætte af at fremhæve selv de mest reaktionære imamers indsats.

FOR TIM JENSEN OG JØRGEN BÆK SIMONSEN har hverken synspunkter på linje med Socialdemokraterne, De Radikale, SF - eller Enhedslisten. Deres synspunkter falder uden for det almindelige politiske univers, men ligger sig til gengæld smukt i forlængelse af Minoritetspartiets standpunkter. Minoritetspartiet, der, som nogle husker, "bragede igennem lydmuren" med hele 0,3 procent af stemmerne til sidste folketingsvalg.

Trods de ekstremt politiserende udsagn bliver forskerne ikke behandlet som politiske aktører. Tværtimod har mange journalister en nærmest barnlig autoritetstro, så snart en person tager den "neutrale forskerkåbe" på. De kritiske spørgsmål er ofte helt fraværende, og det hører til de absolutte undtagelser, at journalister beder om forskningsmæssig dokumen-tation for de udtalelser, Jensen og Simonsen slynger om sig med. Det er pinlig dårlig journalistik.

Erik Holstein
Redaktør, Altinget|Integration

Nu er enhver jo i sin gode ret til at have eksotiske synspunkter. Men i dette tilfælde er det ikke uden bivirkninger for islam-debattens kvalitet.

FOR TRODS DE EKSTREMT POLITISERENDE UDSAGN bliver forskerne ikke behandlet som politiske aktører. Tværtimod har mange journalister en nærmest barnlig autoritetstro, så snart en person tager den "neutrale forskerkåbe" på. De kritiske spørgsmål er ofte helt fraværende, og det hører til de absolutte undtagelser, at journalister beder om forskningsmæssig dokumentation for de udtalelser, Jensen og Simonsen slynger om sig med. Det er pinligt dårlig journalistik, og det forlener de politiserende forskere med en neutral autoritet, der er helt uberettiget.

Jørgen Bæk Simonsen mener selv, at det er en illusion at tale om "objektiv forskning" - og han tilslutter sig dermed den diskurs, der er typisk for akademikere fra 68-generationen.

DER ER ET GRAN AF SANDHED i Bæk Simonsens argumentation, for det er indlysende, at forskere akkurat som journalister også vælger vinkler og tolker på fakta. Men det er bare ikke noget argument for en total sammenblanding af personlige holdninger og forskning.

Selvfølgelig er det muligt at undgå rendyrkede politiske kommentarer, når man optræder i rollen som forsker. Andre islam-forskere har klart dokumenteret, at det sagtens kan lade sig gøre at give analytiske kommentarer, uden det ender i ren subjektivitet.

Hvis en forsker har behov for at komme med et politisk statement, bør han gøre opmærksom på, at dette kun er udtryk for hans egen personlige mening. Akkurat som den sondring, journalister foretager - alt afhængig af om de skriver artikler eller som i dette tilfælde en subjektiv klumme, der ikke postulerer at være neutral journalistik.

DER ER DERFOR GRUND TIL AT HILSE DEN DEBAT VELKOMMEN, som Naser Khader og Venstres Eyvind Vesselbo har rejst med deres offentlige kritik af Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen. Forhåbentlig kan den i det mindste føre til, at journalister også bruger den indvendige side af hovedet, når de interviewer "eksperter".

Et minimum af kritisk distance burde ikke være for meget at forlange.