Enhedslisten leder efter sin næste Skipper

ANALYSE: Et forslag om at opbløde Enhedslistens rotationsprincip får svært ved at blive vedtaget på partiets årsmøde, og det sætter Enhedslisten under pres for at finde en ny politisk ordfører. Denne gang er der ingen soleklar afløser, men tre kandidater skiller sig ud.

Tidspunktet var en overraskelse, men ellers var det helt som forventet.
Da Pernille Skipper et år efter valget i 2015 afløste Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens politiske ordfører, havde Skipper allerede en stærk profil og stod som klar favorit til at tage over. Men et år efter valget i 2019 fungerer Skipper meget som en enmandshær, og inden for det næste års tid skal der findes en ny frontfigur.

Det fører til lejlighedsvise rygter på Borgen om, at nu er Enhedslisten ved at vælge ny politisk ordfører. Det så man senest et eksempel på i den foregående uge, men alt tyder på, at skiftet tidligst kommer i slutningen af året. Først skal det afklares, om Pernille Skipper kan få en omgang mere.

Runde mere til Skipper
I folketingsgruppen er flere medlemmer stemt for at opbløde Enhedslistens omstridte rotationsprincip, som partiets transportordfører, Henning Hyllested, har stillet forslag om til næste årsmøde. Rotationsreglen betyder i sin nuværende form, at Pernille Skipper skal forlade Folketinget efter næste valg, men vedtages Hyllesteds forslag, kan Skipper få en periode mere.

Den slags forslag er dog stillet før, og de er blevet forkastet af de delegerede. Der er stadig en væsentlig del af Enhedslistens bagland, der hæger om det rotationsprincip, der er en arv fra det hedengangne VS. Det blev oprindelig indført for at forhindre levebrødspolitikere, og det gik godt et stykke tid, men endte med at koste VS repræsentationen i Folketinget.

Tidligere valgdato
Der er efter alt at dømme stigende opbakning i Enhedslisten til en ændring af rotationsprincippet, men selv de mest optimistiske tilhængere af en ændring giver kun Hyllesteds forslag en 50-50 chance ved årsmødet. Og selv hvis det bliver vedtaget, er det langtfra sikkert, at Skipper rent faktisk vil tage en periode mere. Det aktualiserer behovet for at finde den næste frontfigur, der skal have en chance for at blive kørt i stilling inden valget.

Coronakrisen har kun gjort det hele mere akut. Før coronaen viste sit grimme ansigt, var forventningen på Borgen helt entydigt, at S-regeringen gik efter at sidde perioden ud, altså først folketingsvalg i 2023 eller i slutningen af 2022. Men med det drastisk styrkede socialdemokrati er situationen nu anderledes.

De færreste forventer et valg til efteråret – det vil virke lige lovlig kalkuleret – men i Enhedslisten nævner flere muligheden af et folketingsvalg sammen med kommunalvalget i november 2021.

Tre unge kvinder
Det betyder alt sammen, at Enhedslisten senest i foråret 2021 skal have afklaret spørgsmålet om politisk ordfører. Hvis Skipper ikke fortsætter, skal der vælges en ny – og i partiet er der tre navne, der går igen.

Den mest kendte af de tre er rets- og udlændingeordfører Rosa Lund, der kom ind ved valget i 2019. Som den eneste af kandidaterne har hun en længere folketingserfaring, da hun også var medlem fra 2011 til 2015.

Rosa Lund appellerer til det klassiske Enhedsliste-segment, men hun er markant svagere i argumentationen end Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. Det får nogle til at frygte, at Rosa Lund bliver savet midt over, hvis hun skal deltage i partilederdebatter med Mette Frederiksen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF).

Erhvervs- og beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez er et andet bud. Velasquez blev først valgt ind sidste år, men har alligevel klaret sig ganske godt i debatterne. Velasquez er dog stadig ukendt i den store offentlighed, og hun skal vokse meget hurtigt, hvis hun skal slå igennem inden næste valg.

Favoritten
Lige nu har mange i Enhedslisten den ligeledes nyvalgte Mai Villadsen som favorit. Villadsen har vigtige ordførerskaber som miljø, klima og uddannelse, og hun har formået at markere sig godt.

Hendes erfaring på Borgen er heller ikke helt så pauver, som det kunne se ud til. For før hun blev valgt ind i Folketinget, var hun i fire år ansat som politisk rådgiver for partiet. Alligevel mangler også Mai Villadsen erfaringer fra frontlinjen og er ikke tilnærmelsesvist så kendt, som Pernille Skipper var, da hun tog over i 2016. Dengang havde Pernille Skipper været helt i front som retsordfører, ikke mindst da hun trak tæppet væk under daværende justitsminister Morten Bødskov (S).

Dragsted-modellen
Illustrativt for Enhedslistens problemer var der tidligere en fjerde, noget kreativ, mulighed i spil. Nemlig partiets mest profilerede medlem efter Pernille Skipper, den tidligere finansordfører Pelle Dragsted.

Han måtte forlade Folketinget i 2019 efter kun en periode, fordi han tidligere havde arbejdet som rådgiver og pressechef. Det talte også med i rotationsprincippet.

Dragsted-modellen har dog hele tiden haft indbyggede svagheder. Ganske vist kunne Konservative vælge Søren Pape som formand, selvom han ikke sad i Folketinget på det tidspunkt, men Enhedslisten vælger netop ikke formand, kun politisk ordfører. Og det vil se ret underligt ud med en politisk ordfører, der ikke sidder i Folketinget.

Dertil kommer, at Pelle Dragsted tidligst kan komme på opstillingslisten hos Enhedslisten i foråret 2022, og med den øgede mulighed for, at valget bliver fremskyndet, anses den model nu som død.

Central placering
Overvejelserne om Enhedslistens fremtidige frontfigur kommer på et tidspunkt, hvor partiet har større parlamentarisk indflydelse end nogensinde.

Forholdet til statsminister Mette Frederiksen er bedre end til nogen anden statsminister i Enhedslistens levetid – og partiet er konstant inddraget i afgørende politiske forhandlinger. Senest i de forhandlinger om en klimahandlingsplan, der natten til mandag endte med et forlig. Her lægges op til en skattereform med en  CO2-afgift, selvom det ikke lå i regeringens udspil.

Det gode forhold forhindrer ikke sværdslag undervejs. Særlig klimaminister Dan Jørgensen (S) er blevet mål for angreb fra Enhedslisten, der finder klimaministeren uambitiøs og anklager ham for tendenser til privatisering. Senest så man et større slagsmål om privatisering af affaldsforbrændingen, hvor der blev taget kontakter højere oppe i ministerhierarkiet for at ændre Dan Jørgensens kurs. Det lykkedes et pænt stykke ad vejen.

Var det ikke sket, var klimaministeren for alvor kommet i den yderste venstrefløjs sigtekorn. Enhedslisten kunne ikke vælte Dan Jørgensen på den ufolkelige sag om affaldsforbrænding, men det var efter alt dømme sket ved førstgivne lejlighed. 

Balancegang
Man skal nemlig ikke tage fejl: Det gode forhold mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten baserer sig på en højere grad af politiske fællesnævnere, det er ikke et udtryk for, at Enhedslisten under Pernille Skipper er blevet mere fredsommelig.    

For Enhedslisten er der her tale om en balancegang: Partiet kan glæde sig over den øgede realpolitiske indflydelse, men det gør det samtidig sværere for partiet at markere sig. Det var noget lettere at komme på vælgernes lystavle, dengang en ophidset Johanne Schmidt-Nielsen kunne beskylde Thorning-regeringen for at pisse på vælgerne. 

Samtidig er konkurrenter som SF og Radikale betydelig stærkere end ved valget i 2015, og for den yderste venstrefløj var det en bet, at SF lige akkurat overhalede og blev det største venstrefløjsparti ved valget sidste år.

Det sætter alt sammen ekstra pres på Enhedslisten for at finde en politisk ordfører, der fuldt er i stand til at matche de andre partiers ledere, når fløjten går til næste valgkamp. 

Forrige artikel Black Lives Matter kan ende som et problem for venstrefløjen Black Lives Matter kan ende som et problem for venstrefløjen Næste artikel Året, hvor embedsmændene mistede magten Året, hvor embedsmændene mistede magten