Før Den Store Bog om Corona kommer, kan vi ikke gennemskue den krise, vi går i gennem

Man opnår en helt særlig følelse af indsigt og forståelse, når det ind i mellem sker, at man får en virkelig god bog mellem hænderne.

Sådan en tyk fætter, der grundigt behandler et emne, lidt på afstand, med gamle og nye kilder, perspektiv, der ikke er tynget af, at det hele skete for kun 24 timer siden men beskriver det lidt på afstand, både i tid, involvering og følelser. Som i sine fakta og sine analyser leverer præcis det, der giver dig indsigt og forståelse for sammenhænge, holdninger og handlinger. 

Sådan en bog glæder jeg mig, som en lille dreng glæder sig til juleaften, til at læse om corona-krisen! 

Ikke nu, ikke til jul. Måske, kun måske, til næste år en gang. Eller i 2023.

Tålmodighed her er en dyd. En af glæderne ved den ellers lidt trælse konstatering af, at man er nærmere de 60 end 50: Man har lært at leve med tålmodighed, man har opnået langt over 50 års indsigt i, hvor nyttig tålmodighed kan være.

Afstand kan være sagligt nyttigt, for eksempel i forhold til aflivningen af minkene, også de raske. Lukningen af en hel branche. Fjernelsen af tusindvis af danskeres livsværk, livsførelse og deres daglige brød. Et rask farvel til - trods op- og nedture i salgspriserne på minkskind - solide indtægter til Danmark. Og farvel og tak til en kvalitativ førerposition på de bedste skind i verden. 

Til sådan noget kan afstand, ikke en eller to meter, men i tid, være en god ide, både følelsesmæssigt og analytisk.

Bare som eksempel. Ikke som opfordring til en debat nu og her om mink. Det vil jeg ikke. Det bliver følelsesladet og skyttegravsforudsigeligt.

Men i Den Store Bog om corona-krisen, jeg ser frem til, der godt må være 2000 sider tyk, skal der være lange, grundige kapitler, der afdækker hele minkskandalen. Om Grundloven. Om de raske mink. Om nødvendigheden, eller måske ikke nødvendigheden. Hvad var det i grunden med Cluster-5 og folkesundheden?

Muligt, det er vældigt fornuftigt alt sammen. Men jeg glæder mig til at læse en samlet fremstilling, hvor det hele afdækkes.   

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Hvorfor blev minkene aflivet med henvisning til faren for de kommende vacciner, når en dansk professor i veterinær virologi blandt andet. sagde: ”Det er på ingen måde klart, at de observerede forskelle mellem mink-varianten og den ”normale” virus vil betyde, at en vaccine mister evnen til at yde beskyttelse?”

Og stod regeringens beslutning på klippegrund eller kviksand, taget i betragtning, at Berlingske kunne afsløre, at hverken Statens Serum Instituts egne vaccineforskere eller Lægemiddelstyrelsen blev involveret i beslutningen, og selv Kåre Mølbak til Politiken sagde, at den fyldte mere politisk end reelt?

Hvad er konsekvenserne af det? Hele baduljen – med perspektiv. Til læring via indsigt.

Det samme om mundbind. Hvad hjælper de på? For hvem? Hvor meget? Blev Søren Brostrøm reelt klogere, da han skiftede synspunkt på nytteværdien? Eller var han nødt til at sige det, fordi nu skulle der smækkes mundbind på folket?

Her på Altinget.dk slog lektor, ph.d og speciallæge i intern medicin ved Københavns Universitet, Lars Kayser, til lyd for, at mundbind ikke burde indføres, før man havde evidens for effekten. Og nu, hvor vi alle er pakket ind i dem, vil ikke engang den konservative sundhedsordfører af med dem igen, heller ikke for de vaccinerede…

Hvad hjælper det i grunden på en pandemi - eller bare herhjemme i Danmark, for eksempel i Spejlsalen i Statsministeriet - når statsministeren og hele hendes pressemødefølge i takt marcherer ind i salen iført mundbind, stiller sig bag pultene og alvorsfuldt fjerner deres mundbind og spritter hænder? 

De skal ikke røre ved nogen. Der er vel max 50 meter fra statsministerens kontor rundt om trappen til Spejlsalen. De har, formentligt, alle siddet sammen på kontoret forinden pressemødet. Uden mundbind, håber jeg da. Og de står i Spejlsalen med langt mere end to meters afstand til de spredte journalister. Og afstand er ”kongevåbnet” har Brostrøm lært os.

Men hvad er det så med de mundbind? 

Er det på grund af reglerne om mundbind i offentlige bygninger? Eller er det mere en kommunikativ demonstration? Nu kan vi alle se, hvor vigtige mundbund er? Eller nyttigt? Og hvor nyttige er mundbind – egentlig? Og for hvem?

Dét ved jeg ikke!

Men jeg ved, at jeg dårligt kan trække vejret i det, og jeg ved, at det skaber en ubehagelig og fremmedartet afstand mellem mennesker. Dét ved jeg, for det er min daglige oplevelse. Men ellers fortaber fakta sig en hel del. 

Jeg glæder mig i den grad til at blive klogere i bogen. For der var jo noget med en norsk rapport… Og der kom en dansk undersøgelse om manglende evidens… – som vældig hurtigt blev skudt ned og skubbet til side.

Vi ved for lidt og tror for meget. Kort sagt. For eksempel det der med afstand. ”Kongevåbenet”.

Hvorfor har vi siden 11. marts 2020 måtte vælte os rundt i supermarkederne? På dag ét i fællespanisk, pinlig jagt på toiletpapir, så vi i hvert fald kunne sikre vores egen røv – når vi on-off ikke har måtte nærme os en fodboldbane, vores familie udenfor husstanden, flere end fem eller hvad der nu har været af spændende regler. Er 10, eller fem, i et kollegieværelse reelt ikke et større problem end 25 i en strandvejsvilla?

Smitter corona mere ved bageren, hvor vi alle pænt står i kø med afstand og hele molevitten, både udenfor og indenfor, end i Brugsen og Bilka? Der sine steder har været forfremmede fra dagligvarebutikker til udflugtsmål, både for familier, der kedede sig, og grupper af unge, der vist også kedede sig - og ofte mener sig ”undtagede” for mundbind.

Blev vi grebet af overdreven frygt? Blev frygt et magt-greb, som regering og myndigheder benyttede og benytter?   

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Muligt, det er vældigt fornuftigt alt sammen. Men jeg glæder mig til at læse en samlet fremstilling, hvor det hele afdækkes. 

For jeg mistede undervejs overblikket. Heldigvis ikke humøret. Jeg forstår dog i dén grad dem, der også mistede dét. Jeg er blot tilstrækkelig enfoldig til at mene, at livet er en gave og trods alt og desværre er så kort, at vi er forpligtede til at bruge det, leve det aktivt og berige vores omgivelser, helst med godt og ikke dårligt humør - hvis vi ellers orker det. Og må det, vel at mærke.

Men overblikket, det mistede jeg allerede sidste forår, og jeg har ikke fået det tilbage.

Sådan en samlet, klog bog kan berige os. Gøre os klogere på, hvad pokker der skete. Døde der egentligt flere herhjemme under corona end gennemsnitligt under de seneste 30 års influenza-epidemier? 

Foråret er brugt på især i medierne at snakke festivaler. Det endte så skidt: ingen store festivaler. Til gengæld megen brok over manglende hjælp til kulturlivet og at regeringen nærmest er kulturfjendsk. Og er det i grunden rigtigt? Det forekommer mig, at Danmark har givet mere hjælp til kultur end naboerne i Sverige, Norge og Finland. Dét må den bog også afdække. Vi vil have overblik!

Og apropos hjælp; Hvad med de der million-milliard dyre hjælpepakker? Er det hjælp? Eller kompensation? Kaldes det bare hjælp for, som nogen hævder at fremstille statsministeren bedre, end hun er? Det ér jo positivt at hjælpe. Kompensation lyder mere som sådan en pligt…

Og er det sundt, apropos folkesundheden – den der i bestemt ental, der længe kun har handlet om corona – når Folketinget frivilligt overdrager så meget magt til en regering?  

Blev vi grebet af overdreven frygt? Blev frygt et magt-greb, som regering og myndigheder benyttede og benytter? 

Hjemmefra, fra den corona-hjemsendte plads i sofaen eller ved spisebordet, har det set ud til, at mange medier og mange mediefolk stemplede så meget ind i #samfundssind, at de ind i mellem glemte kritikken.   

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Den slags viden. Den gode analyse af det skal dog nok ske lidt på afstand af perlerækken af både alvorlige pressemøder og Instagrambilleder af sportsjubel, markrelmadder og vinduespudsning for amatører…

Kan være, en politiker eller to har behov for at pege fingre. Jeg har ikke. Mit stilfærdige råd vil være, at politikere nok lige skal tænke sig om, inden fristelsen eventuelt overmander dem. 

For de var med til det hele alle sammen hele vejen, med få og små udfald.

Pressen skal nok også selvransage. Vilkårene har være sære og svære – to spørgsmål per mand og så videre i rækken på pressemøde efter pressemøde. Så bliver saglig opfølgning svært. Rækken af ustillede spørgsmål er dog lang og løjerlig og lidt ærgerlig.

Hjemmefra, fra den corona-hjemsendte plads i sofaen eller ved spisebordet, har det set ud til, at mange medier og mange mediefolk stemplede så meget ind i #samfundssind, at de ind i mellem glemte kritikken. 

Nok lettere sagt end gjort i situationen at være terrier, men en observation, jeg har gjort mig - hele vejen. Det er blot min betragtning - og måske jeg bare som så mange andre trods alt er ramt af corona-frustration?

Det er jo netop dérfor, det bliver så fantastisk at læse den bog. Der er heldigvis rækker af dygtige, danske journalister i mediehuse, på dagblade, i gravergrupper, freelanceburauer, og hvor de ellers er. Og der er mange med penge, der kunne finansiere en lang og grundig research til en grundig bog.

For bogen, dén får vi brug for. 

Trygt på den anden af corona.