For ti år siden var al samarbejde udelukket. Men lørdag modtog DF fransk politiker som en superstjerne

En prominent gæstetaler indtog scenen på Dansk Folkepartis årsmøde i Næstved. Før i tiden var det ellers helt uforeneligt med DF's politik at samarbejde tæt med det parti, gæstetaleren repræsenterer.

Jordan Bardella, der er lige så gammel som Dansk Folkeparti, blev på DF's årsmøde præsenteret som "det mest jævne og rare menneske" samt "den største stjerne på den politiske himmel i Europa".
Jordan Bardella, der er lige så gammel som Dansk Folkeparti, blev på DF's årsmøde præsenteret som "det mest jævne og rare menneske" samt "den største stjerne på den politiske himmel i Europa".Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Fransk tv er ikke den mest hyppige gæst til årsmøder i Dansk Folkeparti.

Men der var mere international kolorit end sædvanligt, da DF lørdag indkaldte til årsmøde i Næstved. For første gang i partiets historie på Sjælland.

Her havde både den israelske ambassadør i Danmark, David Akov, og den populære franske politiker, Jordan Bardella fra højrefløjspartiet National Samling, fundet vej til den sydsjællandske købstad.

Fra scenen kunne man således høre både dansk, engelsk og fransk.

Et multilingualt slaraffenland af et årsmøde i et af Danmarks mest nationalistiske partier.

Ja, tiderne er nye i Dansk Folkeparti. Især i forhold til samarbejdet med ligesindede europæiske partier.

Jeg er meget stolt af at kunne kalde DF vores venner.

Jordan Bardella
Formand, National Samling

For bare ti år siden slog Morten Messerschmidt, der dengang var europaparlamentsmedlem, fast, at et samarbejde med blandt andre National Samling "aldrig kommer til at ske".

"På alle områder ser vi forskelligt på tingene," sagde Messerschmidt dengang til TV2.

Derfor var det ikke kun skiftet fra rødternede til blå duge, der var nyt på dette års årsmøde. Besøget af Jordan Bardella – den 29-årige politiske komet i Frankrig – markerede også et markant stilskifte i Dansk Folkepartis historie.

Nu er man ikke længere bange for at blive taget til indtægt for andre partiers holdninger. Og nu skal den nationalistiske kamp ikke kun kæmpes i Danmark.

Unis pour les patries

Det er en storsmilende fransk stjernepolitiker, der træder op på scenen foran de få hundrede DF-medlemmer. Iført en moderigtig, sort rullekravetrøje hilser han høfligt på årsmødets dirigenter.

"Jeg er meget stolt af at kunne kalde DF vores venner," siger Bardella som noget af det første.

Læs også

Inden da har hele Arena Næstved modtaget den franske politiker med store klapsalver. Og massevis af skilte, hvor der på den ene side står "Forenet for fædrelandene" og på den anden side "Unis pour les patries".

Ikke fædreland i ental, men fædrelandene.

I Europa-Parlamentet er Jordan Bardella formand for gruppen Patrioter for Europa, hvor højrenationalistiske partier fra 12 lande har samlet sig. Partierne fik så megen fremgang til valget før sommerferien, at gruppen er den tredjestørste i Parlamentet.

Jordan Bardella har til årsmødet medbragt store roser til sine danske gruppefæller.

Dansk Folkeparti har på mange måder været på forkant, fortæller han. Altid "skarpsynet og fremsynet".

Bienvenue Bardella. Den franske partiformand fik en flot velkomst i Næstved.
Bienvenue Bardella. Den franske partiformand fik en flot velkomst i Næstved. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Generelt er Danmark tilsyneladende et land, den franske toppolitiker længe har været inspireret af. Blandt andet på grund af Muhammed-tegningerne.

"Tegningerne viste den dybe uforenelighed mellem islamisme og de friheder, vi i Vesten har kæmpet for i mange år," understreger Bardella.

Også danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992 er der grund til at beundre, mener han.

"I har en lang tradition for national suverænitet," fastslår han.

Men selvom Bardella lefler for tilhørerne og læser stemningen i salen, som en seismograf læser jordrystelser, er det ikke en tale, der får taget i Næstved til at løfte sig.

Det hele foregår på fransk, og derfor må de ufranskkyndige – inklusive undertegnede – læse undertekster på storskærmen undervejs. Det påvirker talens umiddelbarhed.

Jordan Bardella
  • Formand, Rassemblement National (National Samling). Siden 2021 har han ledet det højrenationale parti sammen med Marine Le Pen.
  • Medlem af Europa-Parlamentet siden 2019.
  • Formand, Patrioter for Europa i Europa-Parlamentet.
  • Medlem af Rassemblement National – dengang Front National – siden 2012.
  • Har to millioner følgere på det sociale medie TikTok.
  • Påbegyndte et studie i geografi på Sorbonne-universitetet i Paris, men droppede ud for at fokusere på politik.
  • I et forhold med Nolwenn Olivier, som er niece til partikollegaen Marine Le Pen.
  • 29 år.
  • Født i det nordøstlige Paris i departementet Seine-Saint-Denis.

Ikke kun DF'ere

Det var imidlertid endnu værre dagen før.

Her brugte Jordan Bardella sin fredag på Christiansborg, hvor han blandt andet havde møder med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og folketingsformand Søren Gade (V).

Sidst på eftermiddagen skulle han holde en tale og deltage i en q&a i Fællessalen på Borgen.

Her var der ingen undertekster til den franske politiker. I stedet var der hyret en tolk. Og her gik der desværre en del tabt i oversættelsen.

Det var ellers en stuvende fyldt Fællessal, der var mødt op for at se manden, alle taler om.

Og der var ikke kun DF'ere. Også flere – især unge – medlemmer af blandt andre Liberal Alliance og Konservative troppede op.

Læs også

29-årige Bardella fortæller også som noget af det første, at der er sket en foryngelse af den politiske klasse i Frankrig.

Efter en kort introduktion får tilhørerne mulighed for at stille franskmanden spørgsmål.

De vil blandt andet høre om hans holdning til Rusland (svar: Rusland er en trussel for Europa), om venstreekstremisme eller islamisme er den største trussel (svar: naivitet er den største trussel), og om Frankrig skal være jødefrit (svar: nej).

Svaret på sidstnævnte spørgsmål ville man dog kende, hvis man tidligere på dagen havde fulgt med i det pressemøde, som Bardella og Messerschmidt sammen holdt.

Anerkend Israel, indstil den økonomiske hjælp til Gaza og forstærk sanktionerne mod Iran. Sådan lyder nogle af de forslag, der ifølge Bardella og Messerschmidt skal være med til at bekæmpe antisemitismen i Europa.
Anerkend Israel, indstil den økonomiske hjælp til Gaza og forstærk sanktionerne mod Iran. Sådan lyder nogle af de forslag, der ifølge Bardella og Messerschmidt skal være med til at bekæmpe antisemitismen i Europa. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Her præsenterede de sammen en plan til bekæmpelse af antisemitisme i Europa. Et af punkterne går ud på at anerkende Israels ret til selvforsvar.

Da Bardella senere på dagen er færdig med at svare på spørgsmål, viser hans tiltrækningskraft sig igen, da udsnittet af den danske højrefløj stimler sig sammen om ham med håb om at få en selfie.

Ungdommens præference

Men lørdag får DF'erne altså Bardella for sig selv.

En af de DF'ere, der kender den franske partiformand særdeles godt, er partiets medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen. De har begge prominente stillinger i gruppen Patrioter for Europa: Bardella som formand og Vistisen som såkaldt chief whip med ansvar for at koordinere og lægge den politiske linje.

Om baggrunden for det franske forsøg fortæller Anders Vistisen, at de gerne vil vise det National Samling frem, som Bardella har været med til at skabe. Bardella var med, da partiet i 2018 lagde sig ind på en mindre ekstrem politisk linje og skiftede navn fra National Front til National Samling.

"Vi synes, at de er trukket ind og ligger ideologisk tæt på Dansk Folkepartis prioriteter," siger Vistisen til Altinget.

I er Dansk Folkeparti, og din partiformand har holdt en lang tale, der handlede om Danmark. Er der ikke mange af medlemmerne i salen, der er ligeglade med, hvad en fransk politiker har at sige?

"Jeg synes, han fik en rigtig god modtagelse fra vores medlemmer. Det, der forener os, er retten til at beskytte det nationale. Det vækker genklang herinde."

Vi synes, at de er trukket ind og ligger ideologisk tæt på Dansk Folkepartis prioriteter.

Anders Vistisen
MEP, DF

"Der skal være forskel på, om man er franskmand eller dansker. Der er ikke noget negativt i at bevare en national egenart, så længe man har et venskabeligt forhold til hinanden, og det har vi jo med franskmændene. Derfor tror jeg, at man er glad for at høre en kendt politiker fra udlandet, der ikke taler som Merkel eller Sarkozy."

For 10 år siden sagde din formand, at et samarbejde med et parti som National Samling aldrig kan komme på tale. Hvad har ændret sig på de 10 år?

"Det er to bevægelser. Den ene er, at en række af de her partier, er trukket ind på det, som Dansk Folkeparti historisk har gjort rigtigt, nemlig at have haft de rigtige skillelinjer. Det er noget af det, man virkelig har gjort sig umage med i National Samling. Man har taget et opgør med fortiden og sat en meget anderledes kurs på for eksempel antisemitisme, hvor man tilbage i historien havde nogle problematiske udsagn."

"Vi ser et andet parti. Et parti, der har modelleret sig meget op ad det, vi altid har prøvet at sige: at man godt kan være et nationalkonservativt højrefløjsparti inden for de her hegnspæle."

"Den anden bevægelse er, at vi i Dansk Folkeparti er kommet til den bekendelse, at den her udskamning, man en gang imellem har deltaget i på højrefløjen, kun gavner vores politiske modstandere. Vi kan godt botanisere i, at der stadig er nogle meningsforskelle, men vi synes ikke, at de er større end dem, man kan finde hos socialisterne eller de kristendemokratiske partier i Europa," siger Vistisen.

Der var blomster og kindkys, da Bardella havde afsluttet sin tale i Næstved. Med franskmanden fulgte blandt andet et fransk tv-hold og et sikkerhedsopbud.
Der var blomster og kindkys, da Bardella havde afsluttet sin tale i Næstved. Med franskmanden fulgte blandt andet et fransk tv-hold og et sikkerhedsopbud. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Meningsforskellene mellem Dansk Folkeparti og National Samling kommer blandt andet til udtryk, når det handler om landbrug og udenrigspolitik, beretter Vistisen.

Men på områder som udlændingepolitik og værdipolitik er der "stor sammenhæng", lyder det.

På trods af den store fællesmængde er der i øjeblikket stor forskel på den succes, National Samling oplever i Frankrig, hvor partiet lige har høstet cirka en tredjedel af stemmerne til det franske parlamentsvalg, og den tilstand, Dansk Folkeparti befinder sig i, hvor partiet på en god dag ligger til seks procent i målingerne.

Derfor skal besøget fra Frankrigs – i nogle målinger – mest populære politiker også bruges til at lade sig inspirere.

"Vi har enormt meget at lære. Vi skal lære af de partier, der i højere grad end os er lykkedes med at engagere ungdommen. Næsten alle steder i Europa ser vi, at ungdommens præference er højrefløjspartierne."

"Det har vi aldrig oplevet i Danmark," siger Anders Vistisen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Anders Vistisen

MEP (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024