Forvrænget udlændingedebat kan kapre valget

ANALYSE: Valgkampen kan ende som en karikatur på udlændingedebatten, hvis partierne tvinges til at forholde sig til Rasmus Paludan. S mangler svar på Løkkes nye indspark på pensionsområdet, mens de borgerlige forsøger at lægge den grønne dagsorden død.

Risikoen for, at provokatøren Rasmus Paludan (SK) kommer til at dominere valgkampen, steg betragteligt i den første holmgang mellem partilederne efter valgudskrivelsen.

I DR’s debat tirsdag aften fik Stram Kurs maksimal opmærksomhed, fordi holdningen til Paludans ekstreme synspunkter blev gjort til grundlag for debatten mellem de andre partiledere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte at parere studieværtens vinkling med en bemærkning om, at han hellere ville fortælle om sin egen politik. For ligesom at holde debatten inden for normalområdet. Mens andre partiledere greb chancen for at spille bold op ad Paludan, der er en ønskemodstander for den bløde fløj i udlændingepolitikken.

Thulesen i klemme
Den mærkværdige seance gav størst problemer for DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der havde svært ved at trænge igennem med en slagkraftig strammerprofil i en situation, hvor Paludan og Nye Borgerliges Pernille Vermund kørte løs på den anden side. Og den socialdemokratiske vikar for Mette Frederiksen (S), Nicolai Wammen, forsvandt helt ud af udlændingedebatten.

Begge kom dog igen i den efterfølgende debat på TV 2, men aftenen illustrerede det klippefyldte farvand, DF kommer til at manøvrere i under valgkampen. En helt ny situation for DF'erne.

Kidnappet
Udlændingepolitikken kan meget vel tage førstepladsen også i 2019, som den gjorde i valgkampene 2001, 2005, 2007 og i 2015. Men hvor debatten tidligere har centreret sig om reelle problemer som parallelsamfund, indvandrerbander, islamisme og dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, risikerer den i 2019 at blive en karikatur, der kredser om apartheid-lignende forslag fra et helt marginalt parti.

Den situation generede adskillige af partilederne, måske klarest udtrykt af Klaus Riskær Pedersen, der beklagede, at debatten ”var blevet hijacket” af Paludan. Det var præcis, hvad den var – og det kan få store konsekvenser for hele valgkampen.

Meningsløs polarisering
Det har de sidste 20 år været en sikker politisk læresætning, at det ubetinget er til gavn for højrefløjen, hvis udlændingepolitik dominerer en valgkamp. Denne gang er det langt mere usikkert.

Hvis tendensen fra den første aften fortsætter, bliver det de værdipolitiske yderfløje, der kommer til at dominere. Det giver pludselig en reel mulighed til et parti som Stram Kurs, der under normale omstændigheder ikke ville have en kinamands chance. Og partier som Radikale, Alternativet og Enhedslisten kan kappes om at stå som det stærkeste forsvar mod den højreekstreme provokatør, der i udgangspunktet var fuldstændig ligegyldig.

Dermed risikerer folketingsvalget grundlovsdag at ende med et resultat, der snarere afspejler valgkampens ophidsede polarisering end de holdninger, der under normale forhold trives hos vælgerne. Og man kan få et Folketing, der bliver værdipolitisk fragmenteret, selvom der reelt er bredere enighed om udlændingepolitikken end nogensinde før.

Dårlige nyheder
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik tirsdag aften klargjort sin holdning til at bygge på de mandater, Paludan nu har mulighed for at få. Løkke havde i flere dage været ulden i mælet, men fik nu lagt afstand – uden at forære Paludan et ”ikke-stuerent” martyrium.

Mandater fra Stram Kurs vil blive regnet med, men Løkke gjorde det klart, at han hverken kan opfylde kravene fra Paludan eller Vermund. Og derfor ikke kan blive statsminister på deres mandater.

Det understreger, at såvel Paludan som Vermund er dårlige nyheder for Løkke. Men de kan lige så vel være dårlige nyheder for Mette Frederiksen.

Vinder Morten Østergaard (R) en kanonsejr ved at spille bold op ad Paludan, vil Østergaard stå stejlt over for Mette Frederiksen i regeringsforhandlingerne. Dermed bliver også socialdemokraternes strategisk gennemarbejdede plan bragt i fare.

Kaskade af problemer
Dansk Folkeparti har størst problemer af alle i den nye situation. Det var i forvejen galt nok for DF med fremkomsten af Nye Borgerlige og tab til socialdemokraterne på grund af pensionsdebatten.

Nu bliver DF også overdøvet af Paludan, og hvis Thulesen forsøger at råbe om kap med Paludan og Vermund, mister DF den position som det nye midterparti, det længe har efterstræbt. 

Den sårbare situation er selvsagt skidt for DF. Men den er også et problem for Løkke, der ingen chance har for at genvinde magten uden et stærkt DF. Og den er et problem for Mette Frederiksen, der kan få brug for ”at ringe til Thulesen” i mange situationer efter valget.

Wammen manglede svar
Trods udlændingepolitikkens indledende dominans kommer pension og nedslidning på arbejdsmarkedet også til at blive et af valgkampens sikre temaer.

Her har Løkke forbedret sit dårlige udgangspunkt en smule. Ikke så meget på grund af sidste uges "fem minutter i tolv”-aftale mellem de blå partier. Men snarere fordi han fik startet diskussionen af, hvorvidt pensionsalderen skal stige i det uendelige, altså også over de 70 år i 2040.

Her afslørede Nicolai Wammen, at Socialdemokratiet faktisk ikke har et svar på, om man på langt sigt vil revidere den velfærdsaftale fra 2006, der fører til en bevidstløs hævelse af pensionsalderen. Det svar må partiet hurtigst muligt få kreeret.

Alle maler sig grønne
Valgkampens første dag viste også, at 2019 næppe får det klimavalg, nogle havde håbet. Det skyldes, at det er svært at få et godt politisk slagsmål op at stå her. Hver gang venstrefløjen angriber regeringen for ikke at være ambitiøs nok, parerer regeringspartierne ved at forsikre, at de skam fuldstændig deler de grønne ambitioner. Ja, det er nærmest lidt småligt af oppositionen at lave en konflikt på det område, må man forstå.

Regeringen vinder ikke klimadagsordenen af den grund. Men Løkke kan håbe at afmontere klima som et højspændt politisk konfliktområde. Når det gælder miljø, har de blå større problemer, især fordi landbrugspakken stadig er en møllesten om den blå miljøpolitik.

DKP/ml og Glistrup
Det afgørende bliver nu, om valgkampen også fremover bliver kidnappet af Rasmus Paludan. Svaret afhænger helt af, hvor central en rolle medier og politikere vælger at give ham. For der har også tidligere været ekstreme synspunkter repræsenteret i valgkampene.

Før valget i 2001 havde en affældig udgave af Mogens Glistrup turneret med synspunkter om at ”sælge muslimske piger som slaver til Paraguay”, hvis de ikke rejste frivilligt. Det nonsens var der ingen seriøse politikere, der gad spilde tid på. Glistrup fik 0,5 procent af stemmerne.

Og tilbage i 1980’erne sad der i partilederunderne en mand iført et albansk syet jakkesæt og argumenterede for en politik, der skulle gøre Danmark til et stalinistisk paradis efter albansk forbillede. Det blev betragtet som ufrivillig politisk satire. Han fik 0,1 procent af stemmerne.

Havde det kommunistiske marxistisk-leninistiske parti DKP/ml og den aldrende Glistrup fået lige så stor opmærksom som Rasmus Paludan, var de utvivlsomt blevet valgt ind. 

Forrige artikel EP-valget kan styrke et skrantende Venstre EP-valget kan styrke et skrantende Venstre Næste artikel  S vinder på centrale politikområder S vinder på centrale politikområder
Samuelsen hænger Løkke til tørre i ny bog

Samuelsen hænger Løkke til tørre i ny bog

BODUDGIVELSE: Lars Løkke kæmpede ikke for sine venner under dannelsen af VLAK-regeringen. Det fremgår af Anders Samuelsens nye bog, der også beskriver det vilde finanslovsdrama i 2017.