Hun hoppede højest i 2009

HØJDESPRINGER: Venstres finansordfører Tina Nedergaard er det folketingsmedlem, der er rykket længst opad på listen over synlighed i 2009. Marion Pedersen (V) må til gengæld tage til takke med en absolut sidsteplads.
Venstres Tina Nedergaard har kunnet udnytte sin nye platform som finansordfører til et ordentligt spring opad på listen over folketingsmedlemmernes synlighed.
Venstres Tina Nedergaard har kunnet udnytte sin nye platform som finansordfører til et ordentligt spring opad på listen over folketingsmedlemmernes synlighed.Foto: www.ft.dk
Niels Th. DahlAnne Bjerregaard

Jeg har nogle gange haft følere ude i pressen de sidste par måneder som formand for Udenrigsudvalget, men jeg er ofte nødt til at henvise til vores hovedordførere. Jeg må ikke udtale mig som formand for udvalget - og slet ikke, når det er noget der har med Udenrigspolitisk Nævn at gøre.

Marion Pedersen (V)
Årets bundskraber på listen over folketingsmedlemmernes synlighed
Fakta

ÅRETS HØJDESPRINGERE:

Her er de fem folketingsmedlemmer, der er gået flest pladser frem på årets liste over synlighed i medierne i 2009 i forhold til den tidlsvarende undersøgelse for 2008:

88. Tina Nedergaard (V) + 68 pladser
27. Karen Ellemann (V) + 59 pladser
55. Karsten Lauritzen (V) + 57 pladser
90. Villum Christensen (LA) + 56 pladser
79. Marlene Harpsøe (DF) + 52 pladser

Fakta

ÅRETS DUMPERE:

Her er de fem folketingsmedlemmer, der er faldet flest pladser på årets liste over synlighed i medierne i 2009 i forhold til den tidlsvarende undersøgelse for 2008:

174. Jens Kirk (V) - 115 pladser
165. Johs. Poulsen (R) - 104 pladser
116. Pia Christmas-Møller (UP) - 89 pladser
171. Christian H. Hansen (DF) - 82 pladser
127. Jørgen Poulsen (R) - 80 pladser

Forskellen mellem den mest og den mindst omtalte danske folketingspolitiker kan synes aldeles uoverkommelig. Der er særdeles langt fra det færøske folketingsmedlem Edmund Joensens 9 omtaler i løbet af 2009 til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) knap 36.000.

Nogle folketingsmedlemmer formår ikke desto mindre at bevæge sig opad på listen over folketingsmedlemmernes synlighed. Den, der har taget det største skridt opad i 2009, er Venstres finansordfører Tina Nedergaard. Hun er gået fra en beskeden 156.-plads i 2008 til plads nr. 88 i 2009, og dermed hoppet hele 68 pladser op af listen.

Det viser undersøgelsen af folketingsmedlemmernes synlighed i medierne i 2009 fra Infomedias analyseafdeling, som i dag kan offentliggøres af Altinget | Christiansborg.

"Det skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg er rigtig glad for. Det er faktisk noget, jeg har arbejdet meget bevidst med i det sidste år. Man kan jo have nok så mange gode idéer, men det hjælper jo ikke, hvis ikke borgerne hører om dem. Derfor har jeg forsøgt at have bedre blik for, hvilke historier journalisterne kunne skrive om, og at blive bedre til at udtale mig på en måde, så det er mere interessant at skrive. Der må gerne være lidt mere knald på," siger Tina Nedergaard.

Finansordførerskab rykker
Tina Nedergaard var i begyndelsen af året Venstres fødevareordfører. I forbindelse med regeringsrokaden i foråret blev hun imidlertid forfremmet til finansordfører, fordi Peter Christensen, der tidligere havde siddet på posten, blev ny politisk ordfører. Tina Nedergaard fremhæver selv, at det også har haft en stor betydning for hendes synlighed:

"Det rykker meget at være finansordfører i stedet for fødevareordfører. Især nu, hvor der er finanskrise, og hvor jeg har oplevet mange spørgsmål fra journalisterne om, hvordan vi får hjulpet befolkningen igennem krisen," siger hun.

Senior medieanalytiker hos Infomedia Søren Langelykke tilskriver også Tina Nedergaards finansordførerskab som en af de væsentligste årsager til springet opad på listen.

"Vi kan se ud fra undersøgelsen, at hun ikke overraskende mest har været på banen, når finanslov, kommunernes økonomi, bank- og vækstpakker har været på dagsordenen. Men når det er sagt, så er det samtidig tydeligt, at Tina Nedergaard endnu ikke har samme gennemslagskraft som sin forgænger. For Peter Christensen fyldte bl.a. de verbale og tit lidt spidsfindige slåskampe med politiske modstandere mere end for Tina Nedergaard, og det var godt stof for de politiske journalister," siger han.

Marion Pedersen nummer sjok
Allerlængst nede på listen over politikernes synlighed finder man en anden Venstre-kvinde. Marion Pedersen er således i undersøgelsen landet på plads nr. 183 - en absolut bundplacering, hvis man ser bort fra de nordatlantiske mandater i Folketinget. Det er således kun lykkedes Marion Pedersen at optræde i 28 artikler i pressen i løbet af det sidste år.

"Jeg ved ikke, hvad det er, der sker. Jeg synes, jeg sender rigtig mange læserbreve ind, men jeg må åbenbart ikke være kontroversiel nok. Jeg har jo heller ikke noget hovedordførerskab, og ordførerskaber, jeg har, er der ikke så meget sexet ved. Men jeg er så heller ikke en af dem, der render til de fester, hvor man skal ses. På den måde er det svært at komme i medierne," siger Marion Pedersen, der fungerer som Venstres øresunds-, hjemmeværns- og beredskabsordfører, og som også er blevet formand for Folketingets udenrigsudvalg:

"Jeg har nogle gange haft følere ude i pressen de sidste par måneder som formand for Udenrigsudvalget, men jeg er ofte nødt til at henvise til vores hovedordførere. Jeg må ikke udtale mig som formand for udvalget - og slet ikke, når det er noget der har med Udenrigspolitisk Nævn at gøre. Så skal de mere tunge drenge på banen," siger Marion Pedersen.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00