Analyse af 
Jakob Nielsen

Hvem skal styre Udenrigsministeriet efter Ulrik Vestergaard? Her er favoritterne

ANALYSE: En departementschef og en ambassadør er favoritter til at blive ny topchef i Udenrigsministeriet. Men i kulissen lurer en dark horse med gode forbindelser til statsministeren.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Jakob Nielsen

Sommerens store gætteleg i diplomatiet handler selvsagt om, hvem der skal afløse Ulrik Vestergaard Knudsen som ny departementschef i Udenrigsministeriet, når han rykker videre til Paris.

Posten er en af de mest prestigefyldte i statsadministrationen, og med den rigtige person i stolen er der også masser af indflydelse, fordi den danske udenrigs- og europapolitik er tæt vævet sammen med nogle af de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål. Tænk bare på hele spørgsmålet om flygtninge og håndteringen af migranter.  

Oven i købet er udenrigsministeren for tiden en partileder for et af de tre partier i regeringen, og det giver yderligere pondus til den, der som departementschef er ministerens nærmeste og vigtigste rådgiver.

Partilederne sidder med afgørelsen
Så hvem skal det være?

Det er samtidig et opgør mellem to typer af embedsmænd: den klassiske embedsmand, der kan referere fra EU's traktatgrundlag i søvne eller den mere moderne embedsmand, som har nok så meget fokus på at aflæse det politiske spil

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Det hele afgøres i en meget snæver kreds. Formelt er det regeringens ansættelsesudvalg, der foretager udnævnelsen.

Her sidder fire ministre, hvoraf de tre er partiledere: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) samt finansminister Kristian Jensen (V).

Udvalget får på forhånd en indstilling fra departementscheferne i Udenrigs- og Finansministeriet, og derfor har det stor betydning, om kandidaterne har deres netværk i toppen af centraladministrationen på plads.  

Da Ulrik Vestergaard fik jobbet i 2013, besluttede Udenrigsministeriet at få ekstern hjælp fra konsulentfirmaet Mercuri Urval, og også denne gang er eksterne konsulenter involveret, nemlig firmaet Heidrick & Struggles. (* se rettelse nederst i artiklen)

På baggrund af samtaler med en stribe kilder i centraladministrationen vover vi denne liste over favoritter og outsidere til posten:

5: Michael Starbæk Christensen

Michael Starbæk Christensen

Sidder i Statsministeriet som udenrigspolitisk rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, og netop dette job har de senere år fungeret som katapult til nogle af de største stillinger i centraladministrationen. Michael Starbæk har bred erfaring fra ambassaden i Moskva, FN-missionen i New York og fra EU-systemet. Til gengæld har han aldrig selv været ambassadør ude i verden.


4: Kim Jørgensen

Kim JørgensenHistorikeren Kim Jørgensen sidder på den centrale post som fast repræsentant ved EU og nyder stor faglig respekt. Han har tidligere været ambassadør i Tyrkiet og fungeret som udenrigspolitisk direktør i Udenrigsministeriet. Baggrunden er i orden, men modsat Michael Starbæk og flere andre favoritter har han ikke siddet helt tæt på statsministeren.


3: Lone Wisborg

Lone Dencker WisborgNogle steder i Udenrigsministeriet hviskes der om, at man jo også kunne prøve en kvinde på posten som øverste chef. Hvis det skulle ske, er Lone Wisborg den oplagte og bedst kvalificerede kandidat. Hun er allerede medlem af direktionen med ansvar for ressourcer og organisationsudvikling (COO) og har en meget bred erfaring med i bagagen, bl.a. som ambassadør i Madrid og som politisk direktør i ministeriet.

2: Thomas Ahrenkiel

Thomas Ahrenkiel Blandt mange regnet som topfavorit. Thomas Ahrenkiel var allerede en af favoritterne, da jobbet senest skulle besættes i 2013. Dengang var han chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, og i mellemtiden har han optjent erfaring som departementschef i Forsvarsministeriet. Ahrenkiel har stor erfaring fra Statsministeriet, hvor han har været chef for både den indenrigs- og udenrigspolitiske afdeling. I Udenrigsministeriet betragter mange ham som lidt mere gammeldags end den afgående departementschef, Ulrik Vestergaard. Til gengæld anerkendes han overalt for sin imponerende faglige viden og analyseevne.


1: Lars Lose

Lars Gert Lose Danmarks vellidte ambassadør i Washington er på vej hjem, og mange i ministeriet sætter deres sparepenge på, at han skal afløse sin gode ven Ulrik Vestergaard, der selv udpegede ham til den prestigefyldte post i USA i 2015. Lars Lose har gjort kometkarriere, siden han blev ministersekretær for Per Stig Møller (K) i 2004. Han var udenrigspolitisk rådgiver for Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet og har lige som Ulrik Vestergaard en meget veludviklet politisk sans. Den har han også anvendt som ambassadør i Washington, hvor han har vist sig i stand til at operere i det kaotiske miljø under Trump og skaffe danske politikere de eftertragtede besøg hos deres amerikanske kolleger.

Traktaktknuser eller politisk nørd?

De fleste iagttagere venter et tæt oplæb mellem Lars Lose og Thomas Ahrenkiel. I så fald vil spørgsmålet være, om regeringens inderkreds lægger hovedvægten på forankringen i centraladministrationen og bred administrativ erfaring, hvor Ahrenkiel uden konkurrence er stærkest – eller på aktuel diplomatisk erfaring, hvor Lose kommer lige fra Washington.

Er det med andre ord en diplomat eller en topchef, der skal skal stå i spidsen for Udenrigsministeret?

Det er samtidig, sat lidt på spidsen, et opgør mellem to typer af embedsmænd: På den ene siden den klassiske embedsmand, der kan referere fra EU's traktatgrundlag i søvne og har hovedfokus på substansen. På den anden side den mere moderne embedsmand, der selvsagt også kan sit stof, men som har nok så meget fokus på at aflæse det politiske spil og indrette sig efter det. 

Men den gode nyhed for regeringstoppen er, at uanset hvilken type, der løber med sejren, vil den valgte kandidat også have stærke kompetencer på sit svagere felt.  

Og hvad med outsiderne?

Nøjagtig som ved VM i fodbold er der også her en stribe navne, der ikke regnes blandt favoritterne, men som alligevel kan ende med at overhale de øvrige til sidst. Her er tre bud på navne, der også spørger i kulissen: 

Outsider: Peter Taksøe

Peter Taksøe-Jensen Danmarks ambassadør i Indien kan ikke helt afskrives. Han vil næppe stå øverst på den afgående departementschefs liste. Men han har til gengæld en meget stor stjerne hos statsminister Lars Løkke Rasmussen. De to mænd svinger godt sammen, og Løkke udpegede i 2015 Taksøe som såkaldt “udenrigsgransker”. Det satte Taksøe i den usædvanlige situation, at han skulle levere en regeringsanalyse af dansk udenrigspolitik, mens han selv sad som ambassadør i Indien. Opgaven løste han efter de flestes mening godt, og som ambassadør i Indien har han dygtigt medvirket til at optø den frosne relation til verdens mest folkerige demokrati. Men en udpegning som departementschef vil af mange blive betragtet som politisk, og det er et åbent spørgsmål, om Taksøe i givet fald vil få lov at fortsætte efter et eventuelt regeringsskifte.


Outsider: Anne Steffensen

Anne H. Steffensen Blandt de alleryderste outsidere nævnes også direktøren i Danske Rederier, Anne Steffensen, der har en fortid som ambassadør i London. Hun er fagligt respeketeret og har pustet nyt liv i rederiernes organisation, men har næppe netværket til at få posten.


Outsider: Jeppe Tranholm-Mikkelsen

Jeppe Tranholm-Mikkelsen Den nok bedst kvalificerede kandidat sidder i Bruxelles som generalsekretær for EU’s ministerråd. Og det er også forklaringen på, at han næppe kommer i spil. For Jeppe Tranholm vil det nærmest være en degradering at skifte EU-topmøder ud med møder i regeringens koordinationsudvalg, og for Danmark vil det også være et stort tab at miste den prestigefyldte post i EU-systemet.  

*Rettelse: i den oprindelige version stod, at eksterne konsulenter ikke ville blive involveret i jagte  på en ny departementschef.

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget og Mandag Morgen. Du kan følge ham på Twitter her 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne H. Steffensen

Adm. direktør, Danske Rederier, medlem af flere bestyrelser
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1990), MSc (London School of Economics 1988)

Kim Jørgensen

Generaldirektør, Den Europæiske Investeringsbank i Bruxelles, fhv. kabinetchef, EU-Kommissionen (Margrethe Vestager)
cand.mag. (Københavns Uni. 1989)

Lars Gert Lose

Chef, Global Public Affairs, Copenhagen Infrastructure Partners
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00