Hvepsen Facebook

Af Rasmus Nielsen, chefredaktør 

EN STILLE, ROLIG dag op mod jul i 1993 havde TV 2's daværende politiske redaktør, den navnkundige Kaare R. Skou, taget mig ved hånden, fordi jeg skulle starte en Christiansborg-redaktion for TV 2's regioner. Under rundturen på Borgen stødte vi ved trappen op til folketingssalen ind i den senere lige så navnkundige minister Birthe Rønn Hornbech (V).

De to talte længe om ... ja, det har jeg glemt. Men ikke at stå længe som det tynde øl. Og nu kommer det: Bagefter sagde Kaare nøgternt, stilfærdigt, som kun han kan gøre det: Ja, det kom der ikke noget ud af. Men man er nødt til at snakke med politikerne, når de har tid og lyst. Så kan det være, man en anden gang får en historie. 

Sådan har forholdet politiker-journalist været i så mange år: Give and take. Naturligvis i respekt for tilstræbt objektivitet er det et kendt fænomen, at medier somme tider bringer små historier med gode kilder for til gengæld at have noget på bogen, når kilden har en stor sag på bedding, som man kan få solo.

Det verdensomspændende sociale medium Facebook - nu på børsen - har ændret afgørende på den finbalancerede forståelse mellem politikere og medier, som vi har kendt til i menneskealdre.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk

Det verdensomspændende sociale medium Facebook - nu på børsen - har ændret afgørende på den finbalancerede forståelse mellem politikere og medier, som vi har kendt til i menneskealdre. Hvor ofte anfører medier i dag ikke som kilde "skriver politiker NN på sin Facebook-profil". Selvforsynende Facebook er snart ophavskilde til lige så mange politiske historier som det nationale nyhedsbureau Ritzau.

Bare et par af de seneste eksempler: Den konservative Bendt Bendtsen skriver på Facebook, at han ikke vil stille op som borgmester i Odense efter sin afdøde partifælle Jan Boye. Eller: kirkeminister Manu Sareen (R) vil skrive en ny børnebog i sin ferie. Begge historier snuppes efter ganske kort tid af et overvågende medium, hvorefter historierne kører videre rundt med medie-nettet.

Lad os tage den fynske historie. Bendt Bendtsen stod på skuldrene af de fynske medier Fyens, TV 2/FYN og DR Fyn, da han i 90erne brød igennem som national politiker. Mon ikke hver af dem ville juble, hvis de havde fået historien om, at Bendtsen afviser at forsøge en kommunalpolitisk afslutning på sin smukke karriere? 

Embedsmænd frygter, hvad deres politiske chef gør på Facebook. Tænk bare på, hvad Søren Pind (V) har skrevet af udbrud og sande holdninger på sin FB-væg, både før, mens og efter han var minister? Uha, meget var nok blevet frarådet i embedsmands-tragten, hvis ordene var blevet kørt igennem hér først. Embedsmænd opfatter Facebook som en løsflyvende hveps, de ikke kan styre. 

HVAD ER DET, der får så mange politikere til at vælge Facebook fremfor journalister til at bringe sig ud i verden?  For det første har Facebook afskaffet pressemeddelelsen. Hvis du er i hvert fald landskendt politiker, er det bedre at skrive noget på sin væg end at maile en pressemeddelelse rundt. Facebook-stoffets karakter af "solo" får journalister til at kaste sig over det.

Så er der interessen i at have et bagland i form af Facebook-venner, der elsker at få lidt mere at vide i denne "intimsfære" mellem politiker og udvalgt vælger. Det fungerer kun, hvis politikeren jævnligt smider lunser ud i computer-akvariet, så vennerne oplever, at de får noget at vide minutter før, det ryger på medie-nettet. 

Og så er der det berømte medie-filter, som politikerne gerne omgår. Altså den generende redaktion af stoffet - fra politikeren siger noget, til det rammer vælgeren. Skriver du til Facebook frem for til den gode redaktør-kontakt, får du uredigeret kontrol over de budskaber, du afsender. Og du omgår risikoen for opfølgende spørgsmål, der til Bendt Bendtsen kunne have lydt: - Erkender du, at du ikke kan slå Socialdemokraterne i Odense? Vil du i stedet forsøge genvalg til Europa-Parlamentet i 2014 osv.

Politikere føler uden tvivl ikke, at de skylder medier noget. De medier, som skriver om dem, i medgang og modgang, ringer dem op kl. 5.30 og stiller skarpe spørgsmål. Politikere føler generelt ikke, at de skylder de altid kritiske medier noget og kan derfor lige så godt selv skrive deres udmeldinger på deres profil. 

DANSKE MEDIER HAR helt øjensynligt ikke det troværdige omdømme, vi havde indtil for bare 10-15 år siden. Det går stærkt, det går "skarptvinklet", og også derfor vælger mange den direkte vej med Facebook. 

De engang så stolte og stærke medier står - igen - som taberne. Vi skubbes tilbage i fødekæden og må nøjes med at citere Facebook. Uden umiddelbart adgang til at sætte dagsordenen eller bare stille opfølgende spørgsmål. Har medierne helt tabt slaget til Facebook?

Lad os sige, at du eller jeg var en politiker på vej frem. Sådan en med fire-otte år på bagen i et byråd, med en formandspost i et partiudvalg og opstilling i en så godt som sikker kreds til Folketinget. Så ville opskriften være at opbygge og vedligeholde et journalist/redaktør-netværk på måske fem medier: Den regionale tv-station som det primære. Det regionale dagblad og så to landsdækkende morgenaviser med ideologisk profil så vidt mulig tæt på din egen. Endelig et specialmedium som Altinget.dk, hvor man opnår kontakt til det professionelle segment på de fagområder, man vil gøre karriere inden for. Som den sjette finger ville jeg så sætte Facebook på, hvor partistøtter og andre tæt på kernen blev fodret med semi-nyheder.

Jeg vil mene, at politikere stadig gør klogest i at vedligeholde et godt forhold til en håndfuld medier. Og de bør tænke på, at hver gang de publicerer deres nyheder selv via et socialt medium, er der redaktører, der tænker: Hvorfor tænkte han/hun ikke på os? Hvepsen Facebook stikker både embedsmænd og journalister.