Hvorfor stikker indvandrere fra muslimske lande ud i statistikkerne? Her er syv bud på en forklaring

Men en fyldestgørende forklaring kan det ikke være. For flygtningegrupper uden for MENAPT-området klarer sig glimrende i Danmark.

Det gælder eksempelvis vietnamesere, hvoraf en del oprindelig kom til Danmark som bådflygtninge efter vietnamkrigen. Og det gælder tamilerne fra Sri Lanka, der ellers fik den dårligst tænkelige start i Danmark, da deres sager om familiesammenføring ulovligt blev syltet. Den skandale, der blev kendt som tamilsagen. 

Samtidig figurerer klassiske indvandrergrupper som marokkanere, pakistanere og tyrkere også højt oppe på kriminalitetsindekset, og de kom hverken fra krige eller borgerkrige. 

Flygtningebaggrund og krigstraumer kan derfor ikke være den gennemgående forklaring, men det kan have en forstærkende effekt for visse grupper.   

Forklaringen er socioøkonomiske problemer:
Her er argumentet, at indvandrere fra MENAPT-landene ofte hører til de økonomisk dårligst stillede, og der er klassisk en overrepræsentation af underklassen i kriminalstatistikken. Det er i sig selv korrekt.

Men andre ikke-vestlige indvandrere som vietnamesere, tamilere og kinesere var også meget fattige, da de først kom til Danmark, og de har hele igennem figureret ganske anderledes i statistikkerne, både hvad angår kriminalitet og beskæftigelse.

Desuden ser man stadig en stor overrepræsentation fra MENAPT-landene, hvis man korrigerer kriminalitetsstatistikkerne for socioøkonomiske forhold, så her må andre forhold også spille ind. 

Forklaringen er diskrimination:
Det er flere gange dokumenteret, at der foregår en negativ forskelsbehandling af personer med muslimsk klingende navne ved jobansøgninger, hvor Ali og Muhammed typisk skal sende flere ansøgninger for at lande et job end Anders og Alfred.

Man kan diskutere årsagen til den forskelsbehandling, men at den foregår, synes der ikke at være tvivl om. Det kan naturligvis sætte sig negativt i beskæftigelsesstatistikken.

Det forklarer dog ikke den store forskel i beskæftigelse mellem mænd og kvinder fra MENAPT-landene, hvor kvindernes beskæftigelsesfrekvens er helt nede på 55, mens danske kvinder ligger på 79. Ser man på kvinders beskæftigelsesgrad i lande med muslimske majoritetsbefolkninger, ligger den typisk endnu længere nede, og her kan årsagen af gode grunde ikke være islamofobi. 

Diskriminering forklarer heller ikke det meget store antal førtidspensioner til borgere fra MENAPT-landene.    

Forklaringen er den hårde danske udlændingepolitik og tonen i debatten:
Det er et argument, man næsten aldrig hører mere, og det er da også det argument, der har mindst valør.

For som udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) påpeger, har det erfaringsmæssigt gjort en meget lille forskel, hvilken politik MENAPT-indvandrerne og flygtninge er blevet mødt med, når man sammenligner forholdene rundt om i Europa.

Hvis der endelig er en forskel, synes den nærmest at være omvendt, så forholdene er værre nogle af de steder, hvor man ikke har talt åbent om problemerne. I hvert fald er kriminaliteten blandt MENAPT-borgere på et helt andet og langt værre niveau i et land som Sverige, der indtil for et par år siden var et mønstereksempel på en god tone og en meget lempelig udlændingepolitik.

Forklaringen er den muslimske drengeopdragelse:
Drengeopdragelsen i nogle muslimske miljøer adskiller sig en del fra den danske, og det ser nogle som en medvirkende årsag til kriminalstatistikkerne. Den socialdemokratiske politiker Yildiz Akdogan udtrykte det for nogle år sådan i et interview med Altinget:

"Drengen er den lille prins i familien. Der er ingen krav, ingen regler, ingenting. Han bliver opvartet og skal ikke andet end at være sønnen i familien. Men når han kommer ud i samfundet, er han bare en ganske almindelig Ali: Der er ikke nogen, der henter kaffe til ham eller viser ham en særlig respekt. Og så bliver nederlaget så meget desto større.” 

Yildiz Akdogan fortsatte:
"I de første 12-13 år er det moderen, der står for opdragelsen. Først når Ali kommer i puberteten, træder hans far ind, og så bliver der pludselig stillet krav. Men det er for sent. På det tidspunkt er Ali kommet bagud i skolen og kan ikke opfylde farens forventninger. Derfor vælger en del nydanske drenge at opgive det hele og finder i stedet sammen med nogle, der har samme problemer som dem selv. Det er her, den farlige proces begynder.” 

"Så kommer alle undskyldningerne, og drengene bliver hurtigt enige om, at deres problemer skyldes ”den møgkælling af en lærer, der garanteret også er racist”. Når de er nået derhen, bliver de lette at hverve for banderne eller de radikale salafister."

Den proces kan i givet fald være med til at forklare, hvorfor mandlige andengenerationsindvandrere fra MENAPT-landene er så heftigt overrepræsenteret i kriminalstatistikken.  

Forklaringen er kulturen:
Da Altinget bad udlændingeminister Kaare Dybvad og de politiske ordførere fra Konservative og Moderaterne, Mette Abildgaard og Mohammad Rona om deres forklaring på, at MENAPT-indvandrere skiller sig negativt ud i statistikkerne, pegede de alle på kulturen som en afgørende faktor. 

Kulturen er med sikkerhed en del af forklaringen, når man ser på den meget lave beskæftigelsesfrekvens blandt kvinder fra MENAPT-landene. Det er uomtvisteligt, at gammeldags og patriarkalske kønsroller er medvirkende til at holde MENAPT-kvinder væk fra arbejdsmarkedet, hvilket igen går ud over sproget og integrationen. Drengeopdragelsen er på sin vis også en del af kulturen. 

Kulturen er generelt mere kollektivistisk end den danske kultur - og bygget op omkring familien som den bærende enhed. Det kan have sine positive sider, men kan også føre til klanstrukturer, hvor det gælder om at tilgodese klanen på bekostning af det omgivende samfund. Det er en struktur, der er skabt i samfund med en svag stat, hvor staten ofte ses som en fjende, men en struktur, der passer dårligt til en moderne velfærdsstat. Hvis klanerne ligefrem agerer kriminelt, som man har set i nogle af de belastede boligområder, opstår mafialignende strukturer, der udgør et alvorligt problem for omgivelserne.

Negativ social kontrol - især af kvinder - er et fænomen, der er langt mere udbredt i det muslimske miljø. Man kan også finde negativ social kontrol i danske religiøse sekter som Jehovas Vidner, men det er netop begrænset til små sekter - og selv her er det sjældent fulgt op af trusler om vold. Krisecentrene kan melde om en kæmpe overrepræsentation af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, heraf mange med muslimsk baggrund. 

Forklaringen er islam:
Den hollandske sociologiprofessor Ruud Koopmans har foretaget de hidtil mest grundige sammenligninger af indvandrergrupper med og uden muslimsk baggrund - ligesom han har sammenlignet muslimske og ikke-muslimske lande med samme udgangspunkt - som Indien, Pakistan og Bangladesh, der indtil 1947 var ét land.

I bogen "Islams forfaldne hus" afviser Koopmans den klassiske forklaring fra højrenationale partier, der ser koranens tekst og islam i sig selv som problemet. For, som Koopmans rigtigt påpeger, kan man finde tidligere historiske perioder, hvor de islamiske lande både var mere tolerante og mere fremgangsrige end de kristne lande. 

Men det er jo nok så afgørende, om en religion udvikler sig og tilpasser sig en ny tid. Ligesom det er ret afgørende, hvorvidt tilhængerne tolker religionen fundamentalistisk og sætter religiøse love højere end det verdslige samfunds love. Her er det hævet over enhver tvivl, at der i det 21. århundrede er en langt større procentdel muslimer end kristne, der har en dogmatisk tilgang til religionen.

Koopmans ser en direkte sammenhæng mellem fundamentalistismen og manglen på demokrati og fremskridt i mange muslimske lande, ligesom han ser religionens rolle som en afgørende hindring for muslimske indvandreres integration i Vesten.

Politiske konsekvenser
Alt i alt er der her er skitseret nogle bud på forklaringer, hvor nogle er mere sandsynlige end andre. Ruud Koopmans studier er blandt de mest grundige og systematiske, men der er ingen facitliste. 

Selv i Danmark anno 2025 er diskussionen om disse emner meget sprængfarlig. For det får betydning for den fremtidige udlændingepolitik, om man vælger den ene eller den anden forklaring på de negative statistikker for indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene.

Er forklaringerne primært socioøkonomiske forhold eller diskrimination, vil der være større grad af velvilje til en fortsat indvandring fra MENAPT-landene. For så skal man bare ændre integrationspolitik og bekæmpe diskrimineringen.

Er forklaringerne derimod primært religion og kultur, er det langt sværere at gøre noget. Og så vil mange politikere konkludere, at den eneste løsning er at begrænse indvandringen fra MENAPT-landene, så meget man overhovedet kan.