Analyse af 
Erik Holstein

Hollandsk professor er socialdemokraternes udlændingeguru

Med en systematisk påvisning af hvorfor det ofte går muslimske migranter dårligere end andre indvandrergrupper har den hollandske professor Ruud Koopmans sat et væsentligt aftryk på integrationsdebatten. Ikke mindst hos ledende danske socialdemokrater som integrationsminister Mattias Tesfaye.

Pointen med integrationsminister Mattias Tesfayes nye MENAPT-kategori underbygges af Ruud Koopmans forskning om islam.<br>
Pointen med integrationsminister Mattias Tesfayes nye MENAPT-kategori underbygges af Ruud Koopmans forskning om islam.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Skal man forstå tankegangen hos den socialdemokratiske strammerprofil, udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S), skal man nærstudere den hollandske sociologiprofessor Ruud Koopmans. Og Stoklund er langt fra den eneste socialdemokrat, der er inspireret af Koopmans.

Helt det samme gælder udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der også har studeret Koopmans. Det er en af grundene til, at Tesfaye er begyndt at operere med begrebet MENAPT-lande, der dækker landene i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Alle muslimske lande.

Interessante sammenligninger
Ruud Koopmans arbejder i Berlin som leder af et institut, der studerer migration og integration, og han har flere gange skabt debat med sine undersøgelser af muslimske indvandrergrupper. Men det er ikke mindst Koopmans seneste bog, ”Islams forfaldne hus”, der har inspireret de danske socialdemokrater.

Her går Ruud Koopmans usædvanlig metodisk til værks, og i modsætning til den politiserende indvandrerforskning, man har set eksempler på herhjemme, bygger Koopmans sin argumentation op på bunker af statistik.

Koopmans undersøger en række indvandrergrupper med nogenlunde samme udgangspunkt, men med religionen og kulturen til forskel.

Som eksemplet Qatar viser, er der ikke sammenhæng mellem velstand og demokrati i den muslimske verden.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Indien og Pakistan
Et af eksemplerne er de mange indvandrere, der kom til Storbritannien fra det tidligere Britisk Indien, der dengang dækkede både Indien, Pakistan og Bangladesh.

Konklusionen er entydig: Indvandrere med hindu eller sikh-baggrund fra Indien klarer sig i gennemsnit betydeligt bedre end indvandrere med muslimsk baggrund fra Pakistan og Bangladesh. Ja, selv når man kun kigger på indvandrere fra selve Indien med henholdsvis hinduistisk og muslimsk baggrund, er tilknytningen til arbejdsmarkedet markant større blandt hinduerne. Det gælder især for kvinder, hvor beskæftigelsesgraden er meget lav for muslimske kvinder.

Tankevækkende statistik
Et andet eksempel – som Rasmus Stoklund ynder at bruge i den hjemlige debat – er de libanesiske indvandrere i Australien.

Gruppen består af både muslimer og kristne, og også her har indvandrerne med muslimsk baggrund den dårligste tilknytning til arbejdsmarkedet. Selvom de har været lige lang tid i Australien, er kvinder med muslimsk baggrund generelt dårligere til engelsk end kvinder med kristen baggrund, muslimerne har i snit lavere husstandsindkomst osv.

I dette eksempel kan man diskutere, om Koopmans i tilstrækkelig grad tager hensyn til forskelle i uddannelsesniveau, men mønstret er klart nok og kan genfindes i næsten alle EU-lande.

Det gælder også Danmark. Herhjemme er der formelt ikke lavet statistik efter religiøst tilhørsforhold, men Danmarks Statistik har en meget detaljeret gennemgang af indvandrergrupper fra forskellige lande, herunder flere muslimske lande.

Selvom der er masser af enkelteksempler på muslimer, der klarer sig glimrende, finder man ret konsekvent de højeste kriminalitetsfrekvenser og den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet hos indvandrergrupper med muslimsk baggrund. Uanset om det er migranter eller flygtninge.

Det var netop de statistikker over ledighed og kriminalitet, Mette Frederiksen (S) nærstuderede som først beskæftigelsesminister og siden justitsminister. Koopmans tager det et skridt videre og tilbyder forklaringer på fænomenet.

Den muslimske verden
For hvorfor går det dårligere for indvandrergrupper med muslimsk baggrund (MENAPT-landene) end det gør for indvandrere fra eksempelvis Vietnam, Kina, Indien, Sri Lanka og Chile? Kan det være et resultat af diskriminering, en verdensomspændende islamofobi?

OK, siger Koopmans, så lad os træde et skridt tilbage og se på, hvordan det går i de lande, hvor muslimerne er i absolut flertal. Hvor de med sikkerhed ikke bliver diskrimineret.

Her tager Koopmans fat i lande, der stod på nogenlunde samme udgangspunkt ved selvstændigheden og tjekker så status i dag. Det helt indlysende eksempel er igen Indien over for Pakistan og Bangladesh. Indien har formået at bevare en status som verdens største demokrati, mens Pakistan og Bangladesh har været præget af militærkup og uro. Levestandarden er også højere i Indien.

Et andet eksempel er ferieparadiserne Mauritius og Maldiverne, der begge ligger i Det Indiske Ocean, har nogenlunde samme størrelse og begge blev selvstændige i 60’erne. Mauritius har et flertal af hinduer, mens Maldiverne er muslimsk.

Igen er forskellen slående: Mauritius er et demokrati, der tilmed både har valgt præsidenter fra hindu-flertallet og fra det muslimske mindretal. Der hersker religionsfrihed i landet. På Maldiverne derimod er sunni-islam statsreligion, og man må ikke dyrke andre religioner offentligt. Maldiverne har været præget af et langvarigt diktatur og senest et statskup.

Endelig sammenligner Koopmans Sydkorea med Egypten, der så sent som i 1970 havde nogenlunde samme velstandsniveau. Mindre end 50 år senere, i 2015, var gennemsnitsindkomsten ifølge Koopmans otte gange så høj så i Sydkorea som i Egypten. Blandt årsagerne er, at Sydkorea har fået kontrol over befolkningstilvæksten, og at kvinderne i højere grad er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Hovedrige diktaturstater
Det er ikke tilfældige eksempler. De er repræsentative. Som Koopman understreger, består de islamiske lande helt overvejende af diktaturer og autokratisk styrede lande, mens der i den ikke-islamiske verden er langt højre procentdel af demokratier. Det gælder især de vestlige lande, men det gælder også de ikke-vestlige, ikke-islamiske lande (altså Sydamerika og de ikke-islamiske dele af Asien og Afrika), der har en markant større grad af demokrati end de islamiske lande.

Men kan mangen på demokrati så skyldes, at den islamiske verden er fattigere og har færre naturressourcer? Nej, svarer Koopmans, der med statistik kan vise, at der er en vis sammenhæng mellem demokrati og materiel levestandard i den ikke-islamiske verden. En sådan sammenhæng findes ikke i den islamiske verden.

Her kan man bare kigge på Saudi-Arabien eller på diskussionen om fodbold-VM i det hovedrige Qatar. Enorme naturressourcer, høj levestandard – og på trods af det fatal mangel på demokrati og menneskerettigheder.

Islam var førende engang
Koopmans metode er den klassisk videnskabelige, hvor han skræller lag på lag af uholdbare forklaringer på et fænomen væk – tilbage står nogle bud på, hvad forklaringen så kan være.

I modsætning til dele af den nationalistiske højrefløj afviser Koopmans, at problemerne med islam er et resultat af, at islam pr. definition er mere krigerisk, intolerant og tilbageskuende end kristendommen.

For i mange århundreder var islam førende indenfor videnskab og statsdannelse, ligesom man sagtens kan finde historiske perioder, hvor islam gav mere religiøs frihed end kristendommen.

Man kan finde tolerante og fredselskende passager i Koranen, men man kan også finde intolerante og krigeriske passager. Nøjagtig det samme kan siges om Bibelen. Det er altså ikke teksten i de religiøse skrifter, der kan forklare islams aktuelle problemer.

Fundamentalismen
Forskellen er derimod, hvor bogstaveligt man tager de religiøse skrifter. Om man anvender en fundamentalistisk tolkning eller ej. Her er der en langt større tendens til fundamentalisme blandt muslimer, viser Koopmans.

En undersøgelse fra 2015 viste således, at mellem 70 procent (Tyrkiet) og 95 procent (Pakistan) af svarpersonerne i en række muslimske lande er enige i udsagnet: ”Når videnskaben og religionen er uenige, har religionen altid ret”. I europæiske lande som Tyskland, Sverige og Holland var kun ca. 5 procent enige i det udsagn.

Og endnu mere fatalt: de fundamentalistiske holdninger tages ifølge Koopmans med af mange af de indvandrere og flygtninge fra muslimske lande, der har bosat sig i Vesteuropa.

I en af Koopmans egne undersøgelser erklærede over 60 procent af indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet og Marokko i seks vesteuropæiske lande sig enige i udsagnet: ”Religiøse love går forud for sekulære love”. Her var tallet 11 procent i de samme lande (Frankrig, Tyskland, Østrig, Sverige Holland og Belgien) for kristne uden indvandrerbaggrund.

Køns-apartheid
Dermed skaber religionen i praksis en række konflikter, og Koopmans opsummerer islams tre grundproblemer således: Den manglende adskillelse mellem religion og stat, den manglende respekt for sekulær viden og diskrimineringen af kvinder.

Koopmans er kritisk over for den reaktionære tolkning af islam, men han er på ingen måde islam-fjendtlig. Han drager ingen politiske konklusioner af sin forskning, men håber på en reformbevægelse inden for islam.

For de danske socialdemokrater vil konklusionerne nok være noget mere håndfaste. Her vil vurderingen af, hvilke grupper, der har bedst mulighed for en vellykket integration i Danmark, indgå stadig tungere i overvejelserne om indvandring og asylpolitik.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå den nye MENAPT-kategori. Hvis man læser Ruud Koopmans undersøgelser får man et ganske godt indblik i, hvor den danske udlændingepolitik bevæger sig hen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Rasmus Stoklund

MF og politisk ordfører (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

0:000:00