Jørgen Grønnegård: Reformsygen er et politisk svigt forstærket af et fagligt svagt embedsværk

IMD, den schweiziske handelshøjskole, offentliggør hvert år en rapport om verdens tilstand. Vinklen er landenes konkurrenceevne sammenlignet med hverandre og over tid.

2021-rapporten er kommet, og den rangerer Danmark højt. Det er normalt. Det er også interessant at se på, hvem vi er selskab med. Det er andre små lande, det vil sige Schweiz, Sverige, Norge og Holland samt Singapore, som slet ikke ligner de fem europæiske demokratier.

Uden at gå meget videre ad det spor flugter IMD-rapporten med andre internationale rapporter. Det gælder Verdensbankens årlige 'Doing Business', som sammenligner erhvervsvilkårene på tværs af grænser, Transparency International, som årligt offentliggør et korruptionsindeks, og Verdensbankens og andres målinger af regeringsførelsen på tværs af grænser. Føj endelig til, at vores retsvæsen ifølge andre målinger tilhører den samme liga af små, stærke og tilregnelige demokratiske retsstater.

Det er selvsagt nogle overordnede standarder, der ligger til grund for sammenligninger af denne art. Man må derfor også spørge, om det danske folkestyre kan løse problemer. Det være sig de langsigtede og strukturelle, og det være sig dem, der melder sig som lyn på sommerhimlen.

Meget af hastværket er påført politikerne af ingen andre end dem selv

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor i offentlig forvaltning

Bæredygtig politik
Et sådant strukturelt problem var ældrebyrden, som man engang talte meget om. Det er der ingen, der gør i dag.

Det er der to forklaringer på. Den ene er åbenbar: Regering på regering, folketing efter folketing og arbejdsmarkedets parter ikke at forglemme har gennemført en række ændringer af pensionssystemet og reguleringen af arbejdsmarkedet, som har afmonteret den bombe, der engang truede økonomien og den sociale velfærd.

Den anden forklaring er knap så åbenbar, men ikke mindre væsentlig: Demonteringen er ikke sket ved én stor og drastisk reform, der fra den ene dag til den næste ændrede tingenes truende tilstand. Det er den måde, som man i et demokratisk system laver bæredygtig politik på.

Så er der lynnedslagene, som uforudseligt rammer samfundet på en måde, der kræver politisk handling. Covid-19 var i vinteren 2020 et sådant uventet anslag. Hvordan man end vender og drejer det, var der her politikere (i regeringen og i hele Folketinget), som erkendte krisen og som besluttede, at den krævede handling.

De var heldige, fordi de til hjælp havde en centraladministration, som var handlingsberedt, omstillingsparat i en helt ny betydning af det slidte ord og særdeles effektiv fra den dag, hvor gonggongen lød.

Det er ikke det samme, som at kriseindsatsen var dadelfri, for det var den ikke. Men samspillet mellem regeringen, Folketinget og embedsværket har gjort sit til, at danskerne er kommet ganske skånsomt gennem krisen.

Det er pæne ord. De er nødvendige. For i dagligdagens ævl og kævl spotter vi alle alt for let skønhedspletterne. Og når der som her bliver inviteret til principiel debat, fristes enhver til at trutte i dommedagsbasunerne.

Det er såmænd godt nok, for kritisk analyse og idelig debat er nu engang den smørelse, der holder både folkestyre og forvaltning kørende. Kritikken forbliver blot gold og effektløs, hvis den ikke er funderet i en realistisk erkendelse af styreformens såvel stærke som svage sider.

Politisk svigt og uvidende embedsfolk
Der er da også svage sider. Der er uløste og bestandige problemer, som regering efter regering og den ene generation af politikere efter den anden har haft højt på deres dagsorden.

Tag bare et eksempel: Restgruppen, der er den del af de unge, som hverken er under uddannelse eller beskæftigelse, er ganske stor og i størrelse bekymrende stabil.

Tag et andet: Danske regeringer har sammen med brede politiske flertal og organisationernes medvirken ganske rigtigt besluttet og gennemført problemløsende reformer. Straks det er sagt, skal man samtidig tilføje, at de samme regeringer (ingen nævnt, ingen glemt) og de samme politikere ofte har været og er ofre for en farlig "reformitis," der lokker dem til at beslutte store reformer akkompagneret af pauker og basuner – reformer, som hverken er tænkt igennem eller konsekvensanalyseret.

Der er desværre mange, så det bliver i flæng kommunalreformen, den fejlslagne reform af den på snart 20. år nødlidende skatteforvaltning og folkeskolereformen af 2013, der må holde for.

De er trukket frem til efterkritik, fordi de hver for sig bærer vidnesbyrd om politiske svigt. De bliver det også, fordi det embedsværk, som indledningsvis (fortjent) fik ros, lider af en alvorlig skavank:

Dets faglighed er svag, når det kommer til analyse, planlægning og konsekvensvurdering af den vigtige del af den politiske reformvirksomhed, som beskæftiger sig med styringsmæssige og institutionelle tiltag.

Embedsfolkene savner viden, kritisk indsigt, som er en del af forudsætningen for god politikerrådgivning

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor i offentlig forvaltning

Embedsfolkene savner viden, kritisk indsigt, som er en del af forudsætningen for god politikerrådgivning, og så er de i lighed med deres politisk foresatte alt for lette ofre for modebølger, der som en anden virus driver gennem samfundet.

Med de sidste ord er det slået fast, at problemerne ikke stopper i Slotsholmsgade. De er også at finde på Christiansborg. Kogt stærkt ind består de i en utålmodig trang til at træffe beslutninger og aftaler i et højt tempo og på et grundlag, som, enhver moderat begavet iagttager kan se, er tyndt. Løsningen kunne ligge i Folketinget. Det er dog et svært sted at lave om på.

Så lad et sidste besindigt råd lyde: Stil krav til lov- og reformforberedelsen, og giv tid til såvel forberedelse som beslutning og gennemførelse. Urealistisk? Nej, egentlig ikke, for meget af hastværket er påført politikerne af ingen andre end dem selv.