John Wagner: Opret et nimandsudvalg som under Anden Verdenskrig

Af John Wagner
Administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd

"Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske."

Det var ordene, da samlingsregeringen under Anden Verdenskrig 2. juli 1940 nedsatte det såkaldte "Nimandsudvalg", hvis officielle navn var Rigsdagens Samarbejdsudvalg, og som bestod af to ledende repræsentanter for hver af regeringspartierne – Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – samt en fra Retsforbundet.

Formålet var at styrke og effektivisere det parlamentariske arbejde under de forhold, som besættelsen bød. Ikke-parlamentarisk sindede partier, det vil sige partier, der ikke ønskede "den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv" – altså Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, det agrarfascistiske Bondepartiet og Danmarks Kommunistiske Parti – blev ikke indbudt.

Indtil 29. august 1943 fungerede udvalget som et mini-folketing. Efter samarbejdspolitikkens ophør og frem til befrielsen blev udvalget udvidet til 13 repræsentanter for de fem partier, og formålet var i den periode at støtte og kontrollere det såkaldte departementschefstyre.

Nimandsudvalget var altså for nu 80 år siden i krigstid en helt særegen "institution", som på én gang havde til formål at sikre regeringen parlamentarisk rygdækning bag den førte politik – og vel også i en vis grad inspirere til de nødvendige politiske tiltag – og føre kontrol med regeringen.

Det nytter ikke at holde afstand mellem regering og opposition, hvis man sammen skal tjene Danmarks interesser bedst muligt i overensstemmelse med "folkets fornemmeste ønske".

John Wagner
Administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd

Krigstid og krisetid
Og så er spørgsmålet, om man kan sammenligne krigstid og en krisetid som disse uger med coronavirussens spredning og måneder, måske år med efterfølgende økonomisk ragnanok?

Og om corona-krisen burde have fået/bør få statsministeren til som sin salige forgænger Thorvald Stauning at etablere et udvalg af partilederne med hende selv for bordenden.

Ikke en samlingsregering. Ikke – som nu – nogle tilfældige møder med mere (eller måske snarere mindre) inddragelse af øvrige partier i politikudviklingen. Ikke bare take-it-or-leave-it. Nej, ægte inddragelse i politikudviklingen med henblik på at bære et fælles ansvar og stå ved det, når krisen er omme.

Mit svar er, at statsministeren straks efter påske bør træffe en sådan beslutning, når hun nu ikke allerede har gjort det. Nu står hun nærmest med eneansvaret for rigtigt mange pt. gode beslutninger og en imponerende performance, men lur mig, om den brede politiske opbakning til det meste ikke forsvinder som dug for solen, når sundhedskrisen erstattes af en økonomisk krise med tusindvis af konkurser, stærkt stigende ledighed og massive underskud på de offentlige finanser.

Alene udsigten til den regning, som på et eller andet tidspunkt skal betales for nedlukningen (rædselsfuldt ord) af det danske samfund, burde få statsministeren til meget mere aktivt, meget mere synligt, mere officielt at inddrage de øvrige partiledere i den politiske beslutningsproces.

Ikke for at tage dem som gidsler, men for at mobilisere hele Folketinget i at gøre så meget godt som muligt for at bringe Danmark igennem krisen – præcis som Stauning gjorde det med Nimandsudvalget i 1940.

Stå sammen om at åbne Danmark
Men ikke nok med det. På et eller andet tidspunkt – sidst i april, i maj eller juni – kan man formentlig åbne (for nu at leve med disse udtryk) Danmark igen.

Men hvem skal bære ansvaret for at træffe denne beslutning, som vel heller ikke kan tages uden koordination med vores nærmeste naboer: Statsministeren? Sundhedsstyrelsen? Og hvad hvis de også denne gang er uenige? Her får statsministeren måske for alvor brug for at fordele ansvaret bredt politisk.

Det kan meget vel vise sig, at det var lettere at lukke Danmark end at åbne det igen – for tænk, hvis det ud fra en sundhedsmæssig synsvinkel sker for tidligt, men hensynet til den økonomiske udvikling og dermed velfærdssamfundet viste sig at få forrang. Så vil alle partier uden for regeringen formentlig være forrygende bagkloge. Derfor behovet for et formaliseret samarbejde med de øvrige partiledere.

Det samme gælder de beslutninger, som skal træffes for at reetablere normal økonomisk aktivitet i samfundet og få flest muligt virksomheder ud af diverse hjælpepakker og dermed fuld beskæftigelse igen.

Her skal der træffes rigtigt mange beslutninger på forventet efterbevilling. Men det er også beslutninger, som kun får fuld effekt, hvis de vedtages og fastholdes af et bredt politisk flertal, og virksomhederne dermed kan planlægge, investere og ansætte ud fra sikker viden om, hvad der er de politisk givne erhvervsøkonomiske vilkår en række år frem, langt ind i næste valgperiode.