Kombit svarer igen: Fejl fra kommunalvalget gentager sig ikke. Vores valgsystem er klar til folketingsvalg

Der går mange rygter om, at Danmark står på tærsklen til et nyt valg.
For os i Kombit betyder det én ting: at alt skal være gennemtestet, gennemarbejdet og gennemført klar. Derfor vil vi gerne slå fast – både over for vælgere, medier og politikere – at Danmarks valgsystem er klar.
Kommunal- og regionalvalget 2025 var første gang, det nye valgsystem var i brug, efter det havde afløst det tidligere system – det 40 år gamle KMD Valg. Selve valgafviklingen – registrering af vælgere, indrapportering af stemmer og den tekniske drift – fungerede, som det skulle.
Der var ingen fejl i stemmetal, optælling eller databehandling i selve valghåndteringen. Systemet leverede præcist, stabilt og sikkert.
De problemer, som optog særligt medier på valgaftenen, var udelukkende relateret til valg.dk – altså hjemmesiden, der udstiller resultater til offentligheden.
Fejl vil ikke gentage sig
Stemmetallene var korrekte hele aftenen. Udfordringen handlede derimod om de beregninger, der viste partiernes frem- og tilbagegang i forhold til 2021-valget.
Her blev nogle beregninger fejlbehæftede på grund af ændringer i kommunernes valggeografi – altså ændringer i antallet og størrelsen af afstemningssteder siden sidst.
Da omtrent en tredjedel af kommunerne havde ændret på valgstederne siden 2021, opstod der situationer, hvor små valgsteder blev sammenlignet med store sammenlagte valgsteder.
Det gav misvisende procentvise differencer – men aldrig forkerte stemmetal.
Der er en stor forskel på selve valgsystemets funktionalitet og den offentlige præsentation af data på valg.dk. Den forskel drukner nemt i den offentlige debat, men er afgørende.
Mikkel Tang Hedegaard
Direktør for borgernære løsninger, klima og kommunikation, Kombit
Kombit traf på valgnatten beslutningen om ikke at ændre i systemets grundfunktioner midt under optællingen, men valgte i stedet midlertidigt at fjerne de fejlbehæftede sammenligningskolonner, indtil en sikker løsning kunne implementeres.
Dagen efter klokken 12 var alle historiske sammenligninger på kommuneniveau rettet.
Efter valget gennemførte vi en omfattende evaluering af valgforløbet – både teknisk, organisatorisk og metodisk. Derfor har vi fjernet historiske sammenligninger på valgstedsniveau, da de viste sig for sårbare over for ændringer i kommunernes valggeografi.
Dertil har vi indført en ny udregning for historiske sammenligninger på kommuneniveau, som ikke bygger på valgstedsopdeling, men direkte på kommunale tal fra forrige valg.
Vi vil være helt tydelige: De fejl, der fandt sted på valg.dk i november 2025, vil ikke gentage sig på valg.dk ved det kommende valg.
Der er stor forskel
I en tid, hvor cybertrusler og misinformation er en reel del af virkeligheden, er sikkerhed og gennemsigtighed afgørende. Valgsystemet er bygget til at kunne modstå eksterne angreb, tekniske forstyrrelser og høj belastning.
Det viste det i 2025 – og det står endnu stærkere i dag.
Tre valgeksperter foreslog for nylig i et debatindlæg her i Altinget, at valgsystemet skulle fikses før næste folketingsvalg. Det er et vigtigt og legitimt ønske at sikre maksimal kvalitet i demokratiske processer, som vi også deler, og vi hilser al input velkommen.
Men der er en stor forskel på selve valgsystemets funktionalitet og den offentlige præsentation af data på valg.dk. Den forskel drukner nemt i den offentlige debat, men er afgørende.
Vi håber, at dette indlæg har svaret på de eventuelle usikkerheder og tvivl, der kan have været efter sidste valg.
Når statsministeren udskriver valg, er både kommunerne, systemet og beredskabet nemlig klar.
Derfor kan danskerne trygt gå til stemmeurnerne ved det kommende valg.
Artiklen var skrevet af




































