Kommentar af 
Malene Møller Hall

Pia Olsen Dyhr har vist, hvordan man flyver højt uden lyd

SF har hverken lækkert hår, en Inger Støjberg eller TikTok-berømmelse. Alligevel fik de en ikke ubetydelig fremgang ved valget. Hvad har Pia Olsen Dyhr gjort rigtigt? Kommunikationsrådgiver Malene Møller Hall kommer med tre nedslagspunkter i SF’s succes.

SF har appelleret til vælgere, der vil have socialdemokratisk politik, men som alligevel synes, at det med de slettede SMS’er var lidt mærkeligt, skriver Malene Møller Hall. SF fik 8,3 procent af stemmerne ved valget 1. november.
SF har appelleret til vælgere, der vil have socialdemokratisk politik, men som alligevel synes, at det med de slettede SMS’er var lidt mærkeligt, skriver Malene Møller Hall. SF fik 8,3 procent af stemmerne ved valget 1. november. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Malene Møller Hall
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er kamp om vælgerne på den rød-grønne fløj. Især fordi den grønne fløj, snarere er blevet til en grøn akse. Klimadagsordenen er ikke længere en unik identificerbar mærkesag, men snarere et uundgåeligt vilkår i partiernes partiprogram.

Derfor har slaget for SF i den forgangne valgkamp stået på traditionelle travere som kampen mod ulighed og kampen for børn og unge. De er Socialdemokratiet light. Partiet for offentligt ansatte, lidt mere grønne, og så opfører de sig ordentligt. De har koncentreret sig om at signalere, at de igen er et voksenparti – ansvarlige og professionelle – med en markant, men ikke skinger position.

Der er talt ’mistrivselsvalg’ og om ’børnenes tur’ i så høj grad, at selv Jacob Mark var træt af at sige minimumsnomineringer, da kalenderen viste valgdag.

Malene Møller Hall

SF har været optaget af at holde fast i de vælgere, de fik i folden ved valget i 2019. Please og pleje og sørge for, at de følte sig hørt. Det er vælgere, der sætter deres kryds efter børnepolitikken. Ansatte inden for velfærdsfagene. Der er talt ’mistrivselsvalg’ og om ’børnenes tur’ i så høj grad, at selv Jacob Mark var træt af at sige minimumsnomineringer, da kalenderen viste valgdag. Men de er lykkedes med budskabet.

Børneområdet blev udvidet til også at handle om psykiatri, og især dét har fungeret. For med udgangspunkt i Marks egen tidligere stresssygemelding er det et område, som SF har formået at indtage med stor troværdighed. I stedet for at forsøge at kapre nye dagsordner og risikere at miste vælgere, er de gået SF-Classic med budskaber, de ved fungerer.

Andre kan muligvis råbe højere, men SF er pragmatiske og realistiske. De har gjort en dyd ud af at være saglige og placere sig et sted, hvor de er loyale mod Socialdemokratiet, men stadig har deres egen tydelige profil.

De er FOA’s repræsentanter. Ulighedens forkæmpere. Men ikke så kritiske, at det gør noget.

Malene Møller Hall

De er FOA’s repræsentanter. Ulighedens forkæmpere. Men ikke så kritiske, at det gør noget. SF ved man, hvor man har – og det er de blevet belønnet for.

Som et af få partier uden en karismatisk formand med fødderne plantet i den jyske muld, en tidligere statsminister-stjerne på skulderen eller rockstjerne-status blandt unge, er SF gået frem.

Det er ellers snart mere reglen end undtagelsen, at succesfuld politisk kommunikation er bundet op på en person, og ser vi nærmere på valgets succeser, har partierne med den største fremgang været dem med populære formænd som ledestjerne.

Se blot på ”Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg”, hvor Jyllands talsperson har huseret på stemmesedlen i alle valgkredse. Eller på Lars Løkke, der ikke engang agtede at have sit navn på valgplakaten, fordi alle må formodes at være dus med Lille Lars fra Græsted.

Politik er personer mere end nogensinde før. Alligevel har Pia Olsen Dyhr sikret et stabilt valg. Det skyldes ikke alene SF’s vellykkede målgruppeanalyse, men i lige så høj grad, at Olsen Dyhr er neutral, uden at være vag. Hun er først og fremmeste partiets kvinde, før hun er sin egen reklamesøjle. Hun har ført valgkamp for SF og ikke for sig selv.

Diskussionen om, hvorvidt tiden bedst er givet ud ved at partiformanden stemmemaksimerer i egen kreds eller ved rundtur i landet, er interessant. For skal en kampagne have formanden i fokus eller centrere sig bredere om partiet som helhed? SF’s analyse synes at være det sidste. Og måske med rette.

Hun er stabil, loyal og svær for alvor at have noget imod. Kedelig? Jovist, en smule. Men det er både hendes styrke og kryptonit.

Malene Møller Hall

For selvom hun hverken vinder troværdighedskonkurrencer eller partilederdebatter, så har Olsen Dyhr format. Hun er stabil, loyal og svær for alvor at have noget imod. Kedelig? Jovist, en smule. Men det er både hendes styrke og kryptonit, som er med til at sikre stabiliteten.

For lige så meget som karismatiske politikere giver vind under sejlene, kan de også være ventilen til nedtur. Bedste eksempel herpå findes til højre ved takt-og-tone-segmentets formand, Søren Pape (K), som alt andet lige kan skrive under på, at det går op og ned i showbiz, hvis man gerne vil føre sig frem.

Læs også

SF har ikke gjort meget væsen af sig i gættelegen om nye bogstavkombinationer. Faktisk har de ikke gjort meget væsen af sig overhovedet. SF har som eneste parti lagt sig mere eller mindre i slipstrømmen af Socialdemokratiet, men uden at være omgivet af Mette Frederiksens magtfuldkomne aura.

Med et Radikale Venstre, der truede med at trække støtten (og på radikal vis gjorde det), på den ene side og Enhedslisten på den anden, købte Pia Olsen Dyhr ikke ind på præmissen. SF har placeret sig et sted, hvor de har været kritiske uden at være skingre, og hvor de har stået fast på krav, der har været relativt nemme for Socialdemokratiet at realisere.

Med hånd i hanke på leverbare mærkesager, har partiet dygtigt kunne opretholde deres raison d’etre uden at snuppe stemmer fra S.

De har været loyale, men samtidig stået i egen magt. De har talt politik og ikke ledelsesstil. De snakket med om mink, men ikke om advokatundersøgelser. Og de har ikke engang gidet at gå ind bogstavleg og gætterier, eller hvad andre i mellemtiden har gjaldet op om.

SF har således appelleret til vælgere, der vil have socialdemokratisk politik, men som alligevel synes, at det med de slettede SMS’er var lidt mærkeligt, og at det med at være grøn før rød kom lidt for sent.

De har samlet storbysstemmer op fra Enhedslisten, der ellers støvsugede de rød-grønne ved kommunalvalget, men som har været vævende på for mange centrale dagsordner. De sidste er fisket fra Radikale vælgere, som hverken ville være en del af det radikale cirkus eller ser sig selv som socialdemokrater.

SF har også været et valg i mangel på bedre. Et fravalg af andet snarere end et tilvalg.

Malene Møller Hall

Sagt med andre ord: SF har også været et valg i mangel på bedre. Et fravalg af andet snarere end et tilvalg. Men sådan er politik. Den enes brød – den andens død. På den måde er vælgertilslutning et nulsumsspil.

Summa summarum – strategien (og omstændighederne) har fungeret. Set i lyset af partiet vælgerlussing på en halvering og små 4,2 procent ved valget i 2015, har partiet igen fundet det rette ben at stå på og formår på mange måder at flyve højt, men uden lyd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malene Møller Hall

Kommunikationsrådgiver, Primetime
kommunikation (Aalborg Uni.)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)