Kommentar af 
Morten Reimar

Verden er ikke så smuk, som Radikale tror, og det står i vejen for deres genrejsning

Ved valget blev Radikale mere end halveret og har efterfølgende måtte skifte ud i toppen. Nu er tiden kommet til også at skifte kommunikativ stil, skriver Morten Reimar. 

Der er en tendens til, at man i Radikale siger, at hvis vælgerne ikke kan se, radikal politik er den bedste, så er det vælgerne, der er noget i vejen med, skriver Morten Reimar.
Der er en tendens til, at man i Radikale siger, at hvis vælgerne ikke kan se, radikal politik er den bedste, så er det vælgerne, der er noget i vejen med, skriver Morten Reimar. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Først en digression: Jeg har arbejdet for Radikale. I lige nøjagtigt seks måneder var jeg ansat som seniorpresserådgiver for partiet på Christiansborg og har derfor både et kendskab til og, så meget som ansættelsens længde tillader, et medansvar for de kommunikative greb, der er gået godt og mindre godt for Radikale.

Jeg kender også de mennesker, der arbejder med netop deres kommunikation. Som dygtige og rare mennesker, der hver eneste dag anstrenger sig hårdt for at gøre deres bedste.

Men jeg kender også til partiets helt store problem, når det kommer til politisk kommunikation. Heldigvis et problem, de selv er delvist bekendt med og kan grine selvironisk af.

Der er nemlig en tendens til, at man i Radikale siger, at hvis vælgerne ikke kan se, radikal politik er den bedste, så er det vælgerne, der er noget i vejen med. For nu at skære det ud i pap.

Partiet har nogle meget smukke tanker om den politiske debat. Stod det til dem, ville den næsten udelukkende foregå i lange debatindlæg, der ser en given sag både fra den ene og den anden side, timelange TV-interviews, hvor der var tid til nuancer og respekt for forskellige måder at se verden på, og konsensussøgende debatter, alle gik ind til med åbent sind for at finde den objektivt bedste løsning.

Det behøves næppe siges, at så god er verden ikke.

Forestillingen er, at vælgerne aktivt opsøger politiske meninger, og for en god portion af deres vælgere, er det nok også tilfældet. Men vil man tilbage på sporet og vinde tabte vælgere tilbage, er man nødt til også at nå de tusindvis af potentielle vælgere, der ikke gør.

Radikale Venstre er simpelthen nødt til at spille spillet på spillets præmisser. Og komme til den erkendelse, at hvis de vil have vælgerne til at høre om deres politik, må de fortælle dem om den.

I skrivende stund er jeg ikke stødt på et eneste ’ny politisk leder-portrætinterview’ med Martin Lidegaard. Jeg har læst et flot et med den nye 2’er, Samira Nawa, i Børsen, der præsenterer hende som en politisk komet, der er en sammensat figur med en spændende personlig fortælling og masser af drive.

Det er kroningen af den nye konge, de har sprunget over.

Morten Reimar, kommentarskribent, fhv. seniorpresserådgiver, Radikale

Som læser sidder man tilbage og tænker ’hold da op, nu sker der noget ovre i Radikale’.

Så hvorfor har der ikke været et eneste med Lidegaard? Når man er ny politisk leder, skal man ud og slå sin retning fast.

Det er kroningen af den nye konge, de har sprunget over. Han er nødt til at tage turen rundt til dagblade, radio og TV og fortælle, hvad det er for et parti, han kommer til at tegne fra nu af.

Årsagen er nok den, at man regner med, folk udmærket kender Lidegaard, der immervæk har været i politik i en del år.

Men den attitude indkapsler netop problemet. De er nødt til at gå til kommunikationen med mere ydmyghed og stædighed.

Det er en skam. Både fordi ethvert parti må og skal hige efter så meget opmærksomhed som muligt, og fordi det burde være den første åbenlyse opgave for en politisk leder at præsentere sit projekt.

Men også fordi Lidegaard har meget at byde på, og det derfor gælder om at præsentere ham som ny leder på den rigtige måde. Tonens skal slås an af dem selv, før andre gør det for dem.

Læs også

Hvorfor ikke sende ham på tourné som ’Mr. International’? Lade ham snakke om EU-samarbejde, øse ud af sine erfaringer som udenrigsminister, globale klimamål, humanitære indsatser, forholdet til vores allierede og så videre.

Eller lade ham være den forsonende midte i dansk politik? Han vil utvivlsomt kunne fylde adskillige journalisters båndoptagere ud med fortræffelighederne ved det brede samarbejde.

Han kunne snakke om, at der, modsat hvad andre partier antyder, ikke er noget moralsk forkert i at bo i en by og tage en lang videregående uddannelse. Gøre sig til talsmand for og forsvarer af by- og forstadsvælgerne. Der er mange ting, han kunne blive bygget op som.

I stedet gør medierne det for ham, og det bliver som ham, der ikke kunne svare på, om det var et ultimativt krav, at Rwanda-planerne skulle droppes.

Radikale gik til valg på sloganet ’Tænk nyt’. Hvad betyder det?

Efter at have grublet lidt over det, forestiller jeg mig, det er i tråd med et tidligere, nemlig ’Fremad.’ Sidstnævnte står dog en del skarpere i mine ører. Som et kampråb og en bøn for de progressive vælgere, der synes, udviklingen går for langsomt.

’Tænk nyt’ lyder mere som en intellektuel øvelse end et kampråb.

Morten Reimar, kommentarskribent, fhv. seniorpresserådgiver, Radikale

Det er til, når campingvognsejere brokker sig over udfasning af dieselbiler – fremad!

Det er til, når bitre kældermennesker skriver forfærdede kommentarer på Facebook, fordi en transkønnet person er gået på toilettet – fremad!

Det er til, når vindmølleparker bliver blokeret af den ene petitesse efter den anden – fremad!

Det giver super meget mening. Men ’Tænk nyt’? Det lyder mere som en intellektuel øvelse end et kampråb, selvom budskabet muligvis er det samme.

Radikale er nødt til at tale mere rent ud af posen. Hvad er det, I vil? Hvad er det, Radikale kan, de andre ikke kan? Tænke nyt, ja, men hvad er I så kommet frem til?

Man kunne kigge på et parti som SF, der under valgkampen havde valgt en tre-fire klokkeklare mærkesager og gentog dem igen og igen og igen. Miljø, børns trivsel og ligestilling.

Ikke til at tage fejl af, ikke til at undgå. Og jævnfør tidligere nævnte måde at gå til politisk kommunikation i Radikale, så bliver det en omvendelse.

Radikale er bange for at dumme tingene ned. De ønsker ikke at være med til at forfladige debatten eller gøre komplekse problemstillinger falsk overskuelige, og det er utvivlsomt agtværdigt. Risikoen er bare, at det flyver hen over hovedet på alle andre end dem selv.

Verden er simpelthen ikke så smuk, som Radikale tror. 

Morten Reimar, kommentarskribent, fhv. seniorpresserådgiver, Radikale

Hvad andet er, så behøver man i den radikale verden kun sige tingene én gang. ”Det skrev vi jo på Facebook i onsdags, og ellers må folk kigge på hjemmesiden,” ville de sige.

Helt modsat var SF ikke bange for at gentage og gentage, og resultatet har været derefter.

Man kunne også kigge på Liberal Alliance, der jo på ingen måde har kørt en kedelig kommunikation.

Det har været friskt og nyskabende hele vejen igennem, men der er næppe nogen, der har været i tvivl om, hvad LA er gået til valg på.

Og der kommer den nedslående pointe: Verden er simpelthen ikke så smuk, som Radikale tror. Det er langt de færreste vælgere, der sætter hele eftermiddage af til at læse hvert partis hjemmeside fra ende til anden for så til slut at holde dem op imod hinanden.

Langt de fleste lægger kun mærke til den del af den politiske debat, der bliver sagt direkte til dem.

Vil Radikale genrejse det gamle parti, er der ikke nogen vej uden om: åbn munden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Reimar

Rådgiver, Advice, forfatter
journalist (DMJX 2017)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)