LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

ANALYSE: Simon Emil Ammitzbøll-Billes farvel til LA understreger dilemmaet, når liberale partier skal forholde sig til trusler mod det liberale samfund. Men Ammitzbølls meget principielle holdning er af nyere dato.

Det er rent deja-vu.

Med de tidligere toppolitikere Simon Emil Ammitzbøll-Billes og Christina Egelunds farvel til Liberal Alliance er partiet ved at rulle tilbage til udgangspunktet.

Til dengang i 2008, hvor det, der dengang hed Ny Alliance, fik reduceret sin folketingsgruppe på fem medlemmer til ét enkelt: Anders Samuelsen. Og ganske som dengang handler det både om politiske og personlige modsætninger.

Det seneste akt i LA-dramaet startede søndag, da den tidligere politiske ordfører Christina Egelund meldte sig ud af partiet med den begrundelse, at LA bevæger sig væk fra det liberale og hen mod det nationalkonservative.

Den foreløbige kulmination kom tirsdag, da partiets tidligere næstkommendarende Simon Emil Ammitzbøll-Bille fulgte trop. Hans begrundelse ligger tæt op ad Egelunds, blandt andet ønsker Ammitzbøll et parti, ”der er Jakob Ellemanns (V) bedste ven, hver gang han måtte blive uenig med Inger Støjberg (V)”.

Udsagnet er ikke tilfældigt, for på mange måder ligner konflikterne i Venstre og Liberal Alliance hinanden. Der er enighed om den økonomiske politik, men der er enorme uenigheder om værdipolitikken. Kernespørgsmålet er, hvor langt man skal gå for at bekæmpe trusler mod det liberale demokrati.

Nye Borgerlige eller Radikale
Konflikten blev tydeligst illustreret i striden om burkaforbuddet.

Her mener den klassisk liberale fløj, at et burkaforbud er et så stort indgreb i den personlige frihed, at man ubetinget må vende sig imod det.

Mens den fløj, der af modstanderne beskrives som ”nationalkonservative”, ser forbuddet som et nødvendigt forsvar mod islamismen, der står som den ultimative knægtelse af de liberale værdier.

Ser man på Liberal Alliances decimerede folketingsgruppe, står især Henrik Dahl (LA) for en værdipolitisk strammerkurs, der ikke ligger langt fra Inger Støjbergs kurs i Venstre, mens Ammitzbøll står for den klassisk liberale linje i stil med Venstres Jan. E. Jørgensen.

Mens Henrik Dahl ligger tættere på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige end Radikale Venstre, forholder det sig omvendt med Ammitzbøll, der også har en fortid som radikal.

Den nye LA-leder Alex Vanopslagh har foreløbig lagt sig tættest på Henrik Dahl, og der tegnede sig et flertal mod Ammitzbøll i den lille LA-folketingsgruppe. Det er en ny situation: Indtil valget var Henrik Dahl i mindretal i gruppen. Tyngdepunktet er forskudt.

Reelle uenigheder
Den konkrete anledning til Ammitzbølls udmeldelse tirsdag er efter alt at dømme, at et flertal i LA's hovedbestyrelse truede med at indkalde til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde for at få ham til at rette ind – eller forlade partiet. Det fremgår af et brev, TV 2 er kommet i besiddelse af.

Ud over utilfredshed med Simon Emil Ammitzbøll-Billes arbejdsindsats siden valget går kritikken på, at Ammitzbøll har lagt op til en mere EU-positiv linje og en anden holdning til hastelovgivning mod de islamistiske syrienskrigere.

Ammitzbøll har derfor fuldstændig ret, når han peger på principielle og alvorlige politiske uenigheder i den nye LA-gruppe. Men Alex Vanopslagh har også ret i, at den politiske linje i LA ”ikke har ændret sig voldsomt siden valget” – siden dengang LA-ledelsen bestod af Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll.

Parat til studehandler
I hele sidste valgperiode satsede LA meget ensidigt på den økonomiske liberalisme. Med Samuelsen og Ammitzbøll i spidsen var man villig til at gå meget langt for at imødekomme DF i værdipolitikken, hvis LA til gengæld kunne få de skattelettelser, partiet prioriterede over alt.

Den studehandel var LA ikke alene villig til at indgå, da partiet kom i regering. Det var en strategi, der var udviklet længe før, allerede ved LA's landsmøde i 2014 lagde Anders Samuelsen i et interview med Altinget op til denne arbejdsdeling mellem DF og LA.

Heller ikke, når det gælder Ammitzbølls ønske om en mere EU-positiv linje, er der den store konsekvens. For ved folkeafstemningen om retsforholdet i 2015, anbefalede LA et nej – og det skete med Ammitzbøll som partiets næstkommanderende. Den anbefaling var sandsynligvis afgørende for, at nej-siden opnåede et flertal på 53 procent.

Vildt angreb
Som så ofte suppleres de politiske modsætninger i en fløjkamp af en række personlige modsætninger, igen med Henrik Dahl som en central figur.

Efter massakren ved valget, hvor Anders Samuelsen ikke engang blev genvalgt til Folketinget, ønskede den faldne LA-leder den trofaste løjtnant Ammitzbøll som sin efterfølger.

Men straks efter valget rettede Henrik Dahl et rasende angreb på Samuelsen, der blev beskyldt for nepotisme, fordi hans søster Mette Bock (LA) var blevet minister. Henrik Dahl undskyldte siden ordvalget, men han fik forpurret, at Ammitzbøll overtog stafetten og støttede i stedet Vanopslagh som ny leder.

Den kontrovers er ikke blevet glemt blandt støtterne af den tidligere LA-ledelse.

De personlige modsætninger i partiet fik endnu en spand kul, da partiets tidligere finansordfører – og stærke ideologiske profil – Joachim B. Olsen – beskyldte Christina Egelund for at forlade partiet i skuffelse over, at hun ikke kunne blive ny landsformand. En udlægning, der pure afvises af Egelund. Kontroversen understreger, hvor giftig stemningen er blevet.

Liberal Alliance må være dybt taknemmelig over, at den socialdemokratiske regering sidder så sikkert, at intet tyder på valg på de næste par år.

Forrige artikel Sverige er Mette Frederiksens dystopi Sverige er Mette Frederiksens dystopi Næste artikel Ellemann manglede slagkraft i den første duel Ellemann manglede slagkraft i den første duel
Ellemann manglede slagkraft i den første duel

Ellemann manglede slagkraft i den første duel

ANALYSE: Mette Frederiksen (S) gik langt i sin kritik af de internationale konventioner under statsministerens spørgetime. Alex Vanopslagh var endnu en gang skarp, mens Jakob Ellemann-Jensen var overraskende tam.