Læren af Topsøe

SKUD FOR BORGEN: Den afdøde kæmpe Haldor Topsøe, der stemte konservativt hele sit liv, forstod, hvad embedsmænd kan gøre for forretningen, noterer Altinget.dks chefredaktør.

Lad os håbe, at langt flere embedsmænd finder vej til erhvervslivet. De bedste af dem, der bærer et kommmercielt gen i deres DNA, vil have stor betydning for dansk erhvervslivs evne til at klare sig.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk
Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør

"HALDOR TOPSØE" - NAVNET klinger som noget, der altid har været i Danmark. Og så var det alligevel ikke helt udødeligt. Mærsk forklarede gerne, at han holdt så længe ud, fordi "jeg undgår at brække noget". Det skete uheldigvis for Haldor Topsøe i ugerne op til sin stort planlagte 100-års-dag - og så rindede livet ud få timer før stregen.
 
Men Haldor Topsøe bliver stående. Som et vigtigt kunstværk på væggen, hvor det i grunden er uden betydning, om kunstneren lige lever - eller er død. Hvad kan vi lære af ham, alle os, han har efterladt i Danmark?
 
Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen giver svar på det i sin nye, veltimede bog på Gyldendal, Haldor Topsøe - et portræt. Han belyser Topsøe som forsker, som opfinder, som iværksætter, som globalist, som forretningsmand og som familiefar.

Og så - som med en særlig hilsen til de politisk interesserede - får vi et indblik i Topsøes forhold til politik, og hvorfor han for få år siden ansatte en dansk topembedsmand til sin direktionsgang.
 
Thomas Larsen kaldes af nogen lidt hånligt for "Pleaser-pennen", og i sit nye værk viser han sig igen som den venlige pen for nu at udtrykke det mere venligt. Den venlige stil har sine fortrin - f.eks. når man modsat andre bejlere kan opnå et ja fra den personlighed, man drømmer om at portrættere. 
 
TOPSØE OPLYSER, AT han har været konservativ og stemt konservativt hele sit liv. Ja, mere end det: Han leverer i bogen en forklaring på sit ståsted, der burde kunne få opbakningen til det gamle, borgerlige parti til at blafre igen, hvis budskabet blev blæst ud.
 
"Det, som appellerede til mig, er, at vi alle først og fremmest har pligter. Det solide i det konservative grundsyn er, at vi har pligt til at hjælpe hinanden, hjælpe det lokale samfund og hjælpe internationalt. Det er godt, at vi også har rettigheder, men det, der gør, at jeg har stemt konservativt, er, at man har en rimelig afvejning mellem pligter og rettigheder. Når det gælder erhvervslivet, er det konservative grundsyn, at det er regeringens pligt at gøre det lettere for erhvervslivet at komme fremad og dermed indirekte skabe fremgang for os alle sammen." 
 
Lettere for erhvervslivet? Lettere sagt end gjort med en offentlig sektor, der er så vigtig en del af den danske beskæftigelse - og som i bund og grund skal "forsørges" af bl.a. den eksport af kunstgødning, som Topsøe har leveret i årtier.
 
Erhvervslivet og det offentlige opleves i stigende grad som parallelsamfund - parterne har svært ved at forstå hinandens motiver og kvaliteter. Desværre.
 
Men ikke Haldor Topsøe. Han havde eksempelvis blik for, hvad nationens dygtige embedsmænd kan bruges til, når der skal skaffes indblik i internationale forhold, og dørere kan åbnes til udenlandske samfund.
 
THOMAS LARSEN HELLIGER et afsnit til ansættelsen i 2009 af dengang 65-årige Ulrik Federspiel. Han var efter en stor diplomatisk karriere som direktør i Udenrigsministeriet på vej på pension, da Topsøe, der kunne være hans far, ringede. - Er du entusiastisk? Kunne du så tænke dig at komme ind i firmaet?
 
Mange erhvervsledere anser vist embedsmænd og deres djøfisering som to ord af samme negativt klingende alen. Ineffektive, samfundsbevarende, økonomisk belastende osv.
 
Men også på dette punkt så den afdøde kæmpe anderledes på sagen. Han forstod, at Federspiel kunne bruges, når udenlandske markeder skulle vurderes og åbnes. Han havde et kendskab til andre landes udvikling og politiske systemer. Har det noget med eksport og dermed indtjening at gøre? 
 
Ja! Med Topsøes ord kan man ikke være forretningsmand, hvis ikke man følger med i verden og sætter sig ind i, hvor de nye kunder opstår, og hvad de behøver. Det kunne "unge Federspiel" hjælpe med til, da først han havde foretaget et af de karriereskift, der er blevet snakket mest om de sidste fem år på Slotsholmen.
 
Lad os håbe, at langt flere embedsmænd finder vej til erhvervslivet. De bedste af dem, der bærer et kommercielt gen i deres DNA, vil have stor betydning for dansk erhvervslivs evne til at klare sig i den nye, aggressive, globale virkelighed. Og når flere embedsmænd lægger sveller ned mellem erhvervs-sporet og det offentlige spor, kan Danmarks samlede vækst tage fornyet fart.
 
Mennesket Topsøe er død. Men virksomheden og visionerne lever. Vi danskere, han efterlod, må forsøge at leve op til denne udtalte kærlighed til "at virke". 
 
 
 
 
 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Haldor Topsøe

Grundlægger, Haldor Topsøe
cand.polyt. (1936)

Thomas Larsen

Politisk kommentator
fellow (Stanford Uni. 2000), journalist (DJH 1988)

0:000:00