Lavbundsjordene skulle være landbrugets billige klimatrumf. Nu er der opstået tvivl om effekten, prisen og potentialet

FEATURE: Historien om udtagningen af lavbundsjorde som værktøj i klimakampen handler om vores trang til simple løsninger, og om hvor svær klimapolitik kan være, når virkeligheden rammer.

Liberal Alliances Henrik Dahl har bedt om ordet.

Det er den 9. januar 2020, det er sidst på formiddagen og igennem vinduerne på Christiansborgs tykke mure kan man se københavnerne køre forbi i deres varme biler i det råkolde januar-mørke.

Inden for murerne er fødevareminister Mogens Jensen (S) kaldt i samråd i Miljø- og Fødevareudvalget.

Emnet er det samlede areal af de klimabelastende såkaldte lavbundsjorde i landbruget, som på grund af en regnefejl fra Aarhus Universitet har været undervurderet i årevis. En regnefejl, som ministeren har kendt til i flere måneder uden at orientere Folketinget, og som alene får Danmarks udledning af klimagasser til at stige med cirka tre procent.

LA-ordføreren vil dog gerne med afsæt i sagen vide, hvad ministeren mere overordnet tænker om forholdet mellem politik og videnskab.

"Når man vejer faktorerne sammen, så ved vi jo ingenting. Alligevel er der bevilliget milliarder af kroner og truffet beslutninger, der rækker langt ud i fremtiden,” begrunder Henrik Dahl sit spørgsmål med.

Mogens Jensen bladrer lidt forvirret i sine talepapirer.

”Tak for spørgsmålet. Det er jo…”, får ministeren fremstammet og når formentlig frem til en erkendelse af, at svaret ikke kan findes i embedsmændenes forberedende noter.

”Bredt,” konstaterer ministerens sidemand og udvalgets formand René Christensen (DF) hjælpende med et smil, inden Mogens Jensen fortsætter.

”Det er et bredt spørgsmål, der kan gælde mange fagområder,” medgiver ministeren, inden han får slået fast, at det nu altså stadig er en god idé at betale landmænd for at tage jordene ud af drift.

Spol så tiden godt otte måneder og en coronapandemi frem. Klimaminister Dan Jørgensen (S) præsenterer regeringens klimaprogram, der byder på en regulær mavepuster til kampen mod at nedbringe landbrugets CO2-udledninger; en markant nedjustering af forventningerne til potentialet for udtagning af lavbundsjorde.

”Det er ikke noget, vi som regering er glade for. Det ville have været et dejligt virkemiddel at have,” lyder dommen fra en ærgerlig klimaminister.

Dette er fortællingen om lavbundsjordene.

Om hvordan en minister tilbageholdt oplysninger for Folketinget, og hvordan der pludselig blev sået tvivl om en af de mest populære klimavirkemidler i politikernes værktøjskasse til at nå målet om en reduktion på 70 procent af drivhusgasserne i 2030.

Det er en historie om usikkerheder og tvivl i en fagspecifik diskussion, men også om forholdet mellem videnskab og teknologi på den ene side og politik på den anden. Og om hvordan og hvorfor vi mennesker konstant drages af et håb om simple løsninger, der skal løse store problemstillinger for os. Et håb, der har det med at briste, når virkeligheden kommer tættere på.

Det er derfor ikke kun en fortælling om klimabelastende lavbundsjorde i landbruget, men også om klimapolitikkens dynamik og faldgruber i al almindelighed.

Og den starter med et Facebook-opslag fra et chokeret folketingsmedlem.

Stampes bombe 
Klokken er 14.58 den 20. november 2019, og det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe har netop skrevet et opslag til sine godt 100.000 følgere på Facebook. 

”Alvorligt! Det her har endnu ikke fundet vej til medierne. Men det kan hurtigt udvikle sig til en bombe under vores klimaindsats,” indleder landbrugs- og miljøordføreren.

Zenia Stampe kan efter et møde med de øvrige ordførere afsløre, at Aarhus Universitet har lavet en regnefejl, der omhandler de såkaldte lavbundsjorde i landbruget, der er meget klimabelastende. Hidtil har man troet, at jordene udgjorde 108.000 hektar, men fejlen betyder, at det reelle areal er 171.000 hektar.

De forkerte opgørelser har været anvendt siden 2011 og betyder, at Danmark i årevis har undervurderet udledningerne fra landbruget med 1,6 millioner tons drivhusgasser, hvilket svarer til cirka 3,2 procent af landets samlede udledninger.

Dagen efter Zenias Stampes opslag, den 21. november, offentliggør og bekræfter Aarhus Universitet så selv regnefejlen på sin hjemmeside.

Nyheden er ikke god for Danmarks klimaregnskab, men den giver alligevel medvind til regeringens støttepartier i de igangværende finanslovsforhandlinger. De forsøger nemlig i forvejen at overtale regeringen til at sætte flere penge af til at udtage jordene for at opnå en klimaeffekt.

”Det er dybt bekymrende og understreger bare behovet for, at vi får taget lavbundsjorde ud af drift og udlagt dem til natur,” konkluderer SF’s klimaordfører, Signe Munk.

Idéen om at udtage de klimabelastende lavbundsjorde er dog ikke politikernes alene. Da redskabet både kan være til gavn for klimaet, miljøet og naturen, og da arealerne ikke er optimale til landbrugsproduktion, omfavnes tiltaget bredt af eksperter, landmænd og naturelskere.

Sammen gik Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer for eksempel ud i et opsigtsvækkende fælles udspil i februar 2019 og foreslog at nedbringe landbrugets samlede reduktioner med hele 10 procent ved at udtage 100.000 hektar lavbundsjorde, mens Greenpeace har kaldt redskabet for et ”columbusæg”.

S-regeringen og dens støttepartier fik da også skrevet ind i forståelsespapiret, at der skulle tages ”initiativ til en jordreform” med ”udtagning af landbrugsjord til natur”, og knap to uger efter Zenia Stampes Facebook-opslag giver det brede pres pote.

Det røde flertal sætter to milliarder kroner over de næste ti år af på finansloven til at udtage 15.000 hektar lavbundsjorde.

Dramaet er dog kun lige begyndt. 

Afsløringerne 
Onsdag 18. december 2019 kan Altinget på baggrund af en række interne mailkorrespondancer, notater og ministerorienteringer afsløre, at fødevareminister Mogens Jensen (S) har kendt til regnefejlen siden august, men tilbageholdt den for Folketinget.

”Det er departementets beslutning ikke at orientere Folketinget,” lyder det blandt andet i en intern mail i starten af september.

På Christiansborg fører afsløringen til massiv kritik af ministeren, der også omgående kaldes i samråd.

Enhedslistens fødevareordfører, Søren Egge Rasmussen, konstaterer, at regeringen ”underminerer en tillid til systemet,” som er ”skadelig for demokratiet”, mens Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, kalder det ”uærligt”, at ordførerne ikke er blevet orienteret.

En ny afsløring om lavbundsjordene med endnu flere potentielle konsekvenser er samtidig undervejs.

Fire dage før juleaften kan Altinget således fortælle, hvordan Miljø- og Fødevareministeriets embedsmænd fra Landbrugsstyrelsen i et internt notat sår tvivl ved, hvor stor klimaeffekten egentlig er ved at udtage lavbundsjordene.

Det skyldes helt konkret, at forventningerne til jordenes udledninger, der i fagsproget kaldes ”emissionsfaktorer”, sandsynligvis ikke er korrekte.

Oplysningerne bygger på en ny redegørelse fra Aarhus Universitet og får embedsmændene til at konkludere, at der er behov for mere viden, ”inden udtagning af kulstofrige jorde kan udrulles i stor skala”.

Hvis ikke er der ”en betydelig risiko for fejlprioritering af midler,” lyder konklusionen fra departementet, der desuden advarer mod, at det nu kan blive sværere for Danmark at nå EU’s klimamål frem mod 2030.

På Christiansborg mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, at nyheden ”stiller hele spørgsmålet om udtagning af lavbundsjorde i et helt andet lys”. 

Notatet ender dog med at blive ændret.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Miljø- og Fødevareministeriet beder Landbrugsstyrelsen om at justere notatet, sådan at det ”tydeliggøres, at der kan arbejdes videre med udtagning af lavbundsjorde”.

Embedsmændene er bekymret for, “som sagen er fremlagt i vores notat, at den kan blive en show-stopper for lavbundsordningen – og det skal den jo helst ikke være,” lyder forklaringen i en mail, og i det ændrede notat er afsnittet om omkostningseffektiviteten ved tiltaget derfor også kortet væsentligt ned.

Med den nye viden lider det populære redskab også samme skæbne, som en række andre klimatiltag, der umiddelbart så ligetil ud på overfladen.

Det kunne eksempelvis være den sympatiske idé om at udskifte fossile brændsler med bæredygtig biomasse og biobrændsler, som siden har udviklet sig til en ny hovedpine for politikerne, fordi forsyningsselskaberne nu blot importerer fældede træer fra udlandet for at brænde dem af herhjemme.

Eller tanken om, at man ved at fremme mulighederne for et bestemt antal elbiler i transportsektoren kunne opnå en massiv klimareduktion – blot for senere at erkende, at det ikke hjælper det store, når antallet af fossile biler ligeledes stiger. 

Ifølge Jette Bredahl Jacobsen, professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, er forklaringen på de pludselige besværligheder simpel.

”Det er fordi, at det nærmer sig virkeligheden. Og virkeligheden er mere kompliceret. Det er nemt at tage nogle gennemsnitstal og bruge dem på tværs af et helt samfund, og det kan også være rigtig smart, når man skal finde ud af, hvordan vi gennemfører en opstilling af samfundet billigst muligt. Men så snart vi begynder at dykke ned i det, åbenbares alle realiteterne. Og så kommer alle de detaljer, der gør, at det, der gennemsnitligt er en god idé, ikke nødvendigvis viser sig at være en god idé i hvert eneste tilfælde,” siger hun.

Jette Bredahl Jacobsen er også næstformand i regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet, men da Rådet stadig arbejder på en analyse om udtagning af lavbundsjorde, udtaler hun sig i denne sammenhæng på vegne af sig selv.

Hun sammenligner problematikkerne ved udtagning af lavbundsjorde med undervisningen i folkeskolen; Selvom man ved, hvordan man generelt lærer børn at læse, så ved man også, at noget virker godt på nogle børn, mens noget andet virker bedre på andre.

”Den forskellighed tager man jo ikke højde for, når man laver nogle generelle politikker, og derfor vil det også vise sig at blive mere kompliceret, hver gang vi så dykker ned i noget,” fortæller hun.

Næsten-næse til Jensen 
Og så er vi fremme ved samrådet 9. januar 2020.

Her forklarer Mogens Jensen, at ministeriet ønskede at give Aarhus Universitet lov til at komme til bunds i regnefejlen og dens konsekvenser, inden Folketinget blev orienteret.

Fødevareministeren erkender dog samtidig, at Folketinget burde være blevet orienteret, og han beklager forløbet.

For støttepartierne er det en skærpende omstændighed, at informationen har været tilbageholdt under forhandlinger om både klimalov og finanslov.

”Lige præcis på det her område kommer vi til at træffe meget store beslutninger meget hurtigt med meget store konsekvenser og med rigtig mange nuller på beløbene. Derfor går det jo ikke, at der er sådan en forsinkelse i informationen af folkestyret,” lyder det advarende fra Radikales Zenia Stampe.

Og Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen samler hurtigt de formanende ord fra regeringens røde venner op.

”Det ligner helt klart en næse til ministeren i passende farver sådan her på vej op til fastelavn,” konkluderer Bonnesen triumferende.

Men V-ordføreren ender med at være i undertal.

Stampe fortæller, at man med ministerens beklagelse har fået ”genoprettet tilliden”, og Mogens Jensen slipper derfor med et rap over nallerne i form af samlet skriftlig kritik fra Miljø- og Fødevareudvalget.

På samrådet orienterer fødevareminister Mogens Jensen dog også om den pludselige tvivl om jordenes udledninger, som kan have en betydning for, om der reelt er tale om en stigning på 1,6 millioner ton drivhusgasser som følge af arealfejlen.

Dansk Folkepartis René Christensen konstaterer efterfølgende, at sagen ”stiller flere spørgsmål, end den giver svar”, og få dage senere erkender klimaminister Dan Jørgensen (S), at Danmarks sandsynligvis har tillagt udtag af lavbundsjorde en for stor effekt.

Med tanke på, at der skal forhandles om klimareduktioner i landbruget samme år, igangsætter regeringen derfor et arbejde, der skal give et mere retvisende billede, mens Miljø- og Fødevareudvalget sideløbende kræver mere viden fra både eksperter og ministeren.

Usikkerhederne er mange, og forvirringen total. Tilbage står, at udtagning af lavbundsjorde stadig kan være et godt klimatiltag, men at det ikke er noget quick fix.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix  

Nedjusteringen 
Corona-pandemien rammer Danmark, og kravet om mere viden bliver derfor også det sidste, offentligheden hører om lavbundsjordene i mange måneder.

Og så er vi fremme ved september 2020 og det foreløbigt sidste kapitel i fortællingen om lavbundsjordene.

4. september kan regeringen fortælle, at man sammen med partierne bag finansloven er blevet enige om at afsætte de første 600 millioner kroner til udtagning af lavbundsjorde frem til 2022. En del af pengene bliver i øvrigt afsat til at opbygge mere viden om effekten af selvsamme tiltag.

Og den 30. september konkluderer regeringen så i sit klimaprogram, at der ”maksimalt” er et klimapotentiale i at udtage 50.000 ud af de i alt 171.000 hektar lavbundsjorde.

Regeringens vurdering er altså, at det foruden de 15.000 hektar fra finansloven kun er relevant at udtage op til 35.000 hektar yderligere, som i øvrigt kun vil give en klimagevinst på cirka 0,5 millioner ton CO2 om året.

"Potentialet er desværre ikke helt så stort, som andre havde vurderet,” siger klimaminister Dan Jørgensen og konkluderer, at det er blevet ”en sværere opgave, end vi troede, det var at nå de 70 procent” i 2030.

Besværlighederne stopper dog ikke her.

I et notat til Folketinget viser det sig senere, at regeringen reelt kun ser et potentiale i at udtage 38.000 hektar i alt, fordi en fjerdedel af de 50.000 hektar er tilstødende arealer, som ikke belaster klimaet.

I klimaprogrammet vurderer regeringen også, at det kun er muligt at udtage 15.000 hektar, hvis det skal ske i frivilligt samarbejde med landmændene og overholde EU’s statsstøtteregler.

Vurderingerne deles bestemt ikke af hverken Danmarks Naturfredningsforening eller Landbrug & Fødevarer, der kalder regeringens udregninger ”grebet ud af den blå luft”. 

Og det er så her, vi står nu.

Virkeligheden og problemerne synes – for at bruge Jette Bredahl Jacobsens ord – at komme tættere og tættere på, jo mere der dykkes ned i detaljerne ved de klimabelastende lavbundsjorde.

Faktum er, at der stadig er stor usikkerhed om, hvor meget man får ud af at udtage jordene, og at det, der lignede et omkostningseffektivt og nemt tiltag, ikke nødvendigvis er det.

"I bagklogskabens lys er jeg ikke overrasket. Men hvis du havde spurgt mig inden, om jeg havde set de her udfordringer komme, ville jeg nok have været mere tvivlende,” erkender Jette Bredahl Jacobsen. 

Hindbærsnitter i Kina 
Sådan er historien om lavbundsjordene også historien om dynamikken i klimapolitikken og om de udfordringer, der venter politikerne og Danmark i de kommende årtier. 

”Historien viser, at der ikke er noget overordnet fix, som kan løse det hele. Og det viser måske i virkeligheden også, at vi skal være opmærksomme på, at vi ikke lægger alle vores æg i én kurv, fordi den enkelte kurv nok ikke nødvendigvis kan komme ud og række helt til, hvad potentialet er,” siger professoren i miljø- og ressourceøkonomi.

På den måde bør fortællingen måske også være en advarsel til regeringen om ikke at sætte for meget lid til fremtidige teknologiske løsninger. Som for eksempel fangst og lagring af CO2 – også kaldet CCS – der ifølge regeringen selv har et potentiale på fire til ni millioner tons drivhusgasreduktioner i 2030.

”Så snart man laver en meget teknologispecifik politik og favoriserer enkelte tiltag, fordyrer man i virkeligheden også omstillingen, fordi man på forhånd deklarerer, at nogle bestemte teknologier er vinderne. Sådan er det bare ikke nødvendigvis, fordi der hurtigt kan vise sig at være tilfælde, hvor de bliver væsentligt dyrere end forventet,” siger Jette Bredahl Jacobsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Netop den faldgrube handler ikke kun om politikere, der vil vise handlekraft. Grundlæggende adfærdsbiologi kan også forklare, hvorfor vi mennesker har tendens til at blive tiltrukket af nemme løsninger på svære problematikker.

Det forklarer adfærdsforsker på Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen.

”Vi kan få at vide, at en million mennesker flygter på grund af tørke i Afghanistan, men det stimulerer os ikke. Det svarer til at få at vide, at der står en hindbærsnitte i Kina. Det får ikke munden til at løbe i vand. Det er først, når der står tusinde emigranter ved grænsen - eller endnu værre nede foran vores dør - at vi begynder at reagere på migrationen, der skyldes klimaforandringerne,” siger Pelle Guldborg Hansen. 

Når problemet ikke er nærværende, er det med andre ord sværere at blive overbevist om, at man for alvor skal reagere på det og ændre sin adfærd - og nemmere at håbe på, at en smart teknologi eller noget relativt simpelt som udtagning af nogle lavbundsjorde kan løse problemerne for os.

Derfor er vi som mennesker heller ikke skruet sammen til at forholde os til klimaforandringer, der udvikler sig gradvist, forklarer adfærdsforskeren.

”Ligesom man kan designe apps til at hacke vores psykologi, sådan at vi ikke kan lade være med at sidde med vores telefon og trykke på dem hele tiden, kan man designe ting på en måde, der gør, at vi ikke gider at forholde os til dem. Og hvis man skulle designe en krise, som mennesker ikke forholder sig til, så er klimakrisen et godt bud på hvordan,” siger Pelle Guldborg Hansen. 

Det er ikke matematik 
Hos politikerne har sagen om lavbundsjordene også givet stof til eftertanke. 

Forløbet har været ”rodet”, men afspejler lige præcis derfor også, at virkeligheden aldrig er så ligetil, som den nogle gange gøres til, mener Enhedslisten.

”Selvom en løsning udadtil kan lyde enkel, kan det godt være mere kompliceret, når man kommer ned i materien. Klimapolitik er meget mere kompleks end som så, og det skal vi bare huske. Derfor viser det her også en flig af, hvor kompliceret udfordringen er i det store billede,” siger klima-, miljø- og naturordfører Mai Villadsen.

Dansk Folkepartis miljøordfører, René Christensen, husker tydeligt samrådet tilbage i januar, og for ham er hele sagen et godt eksempel på, at det har sine begrænsninger at opnå viden og føre politik fra et skrivebord. 

”Det er ikke matematik, det er natur. Men vi vil gerne lave det om til matematik,” siger han.

Ifølge miljøordføreren bør sagen lære politikerne, at man ikke skal være bange for at træffe beslutninger i frygt for, at det ikke viser sig at være helt nok til at nå et bestemt mål – fordi ellers nås målet jo aldrig.

”Det bliver hele tiden sådan noget med, at man skal forsvare sig selv, inden man træffer beslutningen, og så er det, at der går 10 år uden, at der sker noget,” siger René Christensen.

Mai Villadsen drager samme konklusion og langer derfor også ud efter regeringens strategi om at sætte lid til, at billige løsninger og fremtidige teknologier i en ”hockeystav”-form skal sikre de påkrævede reduktioner af drivhusgasser kort før 2030-målets deadline.

”Nogle af de virkemidler, vi får sat i gang, vil måske ikke vise sig at være lige så effektive, som vi troede. Det fortæller mig, at vi langt hellere skal gå i gang med for meget end for lidt og slet ikke klamre os til, at teknologien måske kommer og redder det hele til sidst. Det er der ingen som helst garanti for,” siger hun.

I de kommende år vil klimapolitikken utvivlsomt komme til at fylde mere på den store dagsorden.

Fortællingen om lavbundsjordene minder os om, at den er meget mere end ambitiøse målsætninger og flere vindmøller.

Artiklen er baseret på en artikelserie på over 20 artikler om klimaeffekten af lavbundsjorde, som er udarbejdet af Andreas Arp, Sine Riis Lund, Morten Øyen Jensen og Hjalte T. H. Kragesteen.   

Den er en del af det kommende Altinget Magasin, der er på gaden 12. november.  

Forrige artikel Ugens målinger: Massiv dansk opbakning til Joe Biden Ugens målinger: Massiv dansk opbakning til Joe Biden Næste artikel Snit af målinger: Blå blok får den største opbakning siden marts Snit af målinger: Blå blok får den største opbakning siden marts
Thulesen er ikke længere herre i eget hus

Thulesen er ikke længere herre i eget hus

ANALYSE: Kristian Thulesen Dahls vision om at gøre DF til et nyt midterparti fortrænges af en langt snævrere kristen dagsorden. Thulesen var under øget pres på årsmødet, og Peter Kofods stærke valg til hovedbestyrelsen illustrerer, at formandens støtte i baglandet er svundet ind.