Ombudsmanden: Ingen kritik af PET i Sass-sag

KORT NYT: Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, ser ingen grund til at kritisere PET i Sass Larsen-sagen.
"Jeg har ikke grundlag for at kritisere PET's politifaglige vurdering."

Således afslutter Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, sidste del af Sass Larsen-sagen.

Samtidig henviser ombudsmanden Henrik Sass Larsen til at rette henvendelse til Statsministeriet og Justitsministeriet vedrørende forløbet af to møder i Statsministeriet den 28. september 2011.

Henrik Sass Larsen har klaget til ombudsmanden over, at PET ikke indkaldte ham til en såkaldt forebyggende samtale, da en konkret efterforskningssag pegede på, at Henrik Sass Larsen havde kontakt til en fremtrædende person i rockermiljøet. Henrik Sass Larsen anfører, at det er normal procedure med forebyggende samtaler.

PET forklarer, at forebyggende samtaler bruges til at forebygge og modvirke trusler mod den nationale sikkerhed. Efterretningstjenesten har på den baggrund vurderet, at der ikke var behov for at afholde en forebyggende samtale med Henrik Sass Larsen. I vurderingen har PET også inddraget hensynet til, om en forebyggende samtale kunne skade verserende efterforskning.

"PET har foretaget en politifaglig vurdering af, om der skulle afholdes en forebyggende samtale med Henrik Sass Larsen. Som ombudsmand kan jeg ikke vurdere det politifaglige. Jeg kan kun tage stilling til juridiske spørgsmål, f.eks. om PET har inddraget usaglige hensyn eller ikke har fulgt sædvanlig praksis. Jeg har ikke grundlag for at antage, at der er sket fejl," siger Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

Nye klagepunkter
I begyndelsen af november udvidede Henrik Sass Larsen sin klage til Folketingets Ombudsmand. Ud over at klage over, at PET ikke indkaldte ham til en forebyggende samtale, ønsker Henrik Sass Larsen nu også bl.a. at klage over, at han på møderne i Statsministeriet den 28. september 2011 fejlagtigt blev bibragt den opfattelse, at der var foretaget en undersøgelse af hans forhold efter de formelle regler om sikkerhedsgodkendelse.

Henrik Sass Larsens advokat skrev bl.a. følgende til ombudsmanden i brevet af 2. november 2012:

"Hvis ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, må man herefter undre sig over, at samtalerne med Sass Larsen overhovedet blev gennemført."

Folketingets Ombudsmand behandler imidlertid ikke de nye klagepunkter. Det skyldes bl.a., at de har tæt tilknytning til forløbet og beslutningerne umiddelbart forud for regeringsdannelsen, og at der ikke er tale om klager over forvaltningsretlige afgørelser.

Hertil kommer, at ombudsmandsinstitutionen behandler sager på skriftligt grundlag og derfor generelt ikke er egnet til f.eks. afklaring af, hvad der er sket eller sagt på møder.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen konstaterer dog, at hverken Statsministeriet eller Justitsministeriet synes at have haft lejlighed til over for Henrik Sass Larsen at kommentere det nye klagepunkt: Om han fejlagtigt blev efterladt med det indtryk, at han var omfattet af de formelle regler om sikkerhedsgodkendelse. Folketingets Ombudsmand henviser derfor Henrik Sass Larsen til at rette henvendelse til de to myndigheder.

Dokumentation
Sagen kort

28. september 2011. Henrik Sass Larsen bliver forud for regeringsdannelsen indkaldt til to møder i Statsministeriet. Her deltager bl.a. departementscheferne fra Statsministeriet og Justitsministeriet. På møderne bliver Henrik Sass Larsen præsenteret for et notat med oplysninger fra PET vedrørende bl.a. hans kontakt til en rocker. Henrik Sass Larsen bliver under mødet pålagt tavshedspligt.

29. september 2011. Ifølge en række medier trækker Henrik Sass Larsen sig som ministerkandidat, fordi han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt.

6. oktober 2011. Henrik Sass Larsen anmoder om aktindsigt i notatet.

7. oktober 2011. Justitsministeriet giver Henrik Sass Larsen afslag på anmodningen.

10. november 2011. Henrik Sass Larsen klager via sin advokat til Folketingets Ombudsmand. Han klager over fem forhold, hvoraf ombudsmanden afviser at behandle nogle med henvisning til ombudsmandens politiske neutralitet.

25. juni 2012. Folketingets Ombudsmand udtaler alvorlig kritik i sagen. Ombudsmanden kritiserer, at tavshedspålægget på mødet den 28. september 2011 udelukkende blev givet mundtligt, og at der ikke fandtes nogen skriftlig dokumentation. Ombudsmanden kritiserer også den måde, hvorpå Justitsministeriet afslog anmodningen om aktindsigt. Senere samme dag ophæver Justitsministeriet Henrik Sass Larsens tavshedspligt og offentliggør notatet, som var blevet forelagt Henrik Sass Larsen på mødet den 28. september 2011.
Ombudsmanden fortsætter behandlingen af et sidste klagepunkt: at PET ikke havde indkaldt Henrik Sass Larsen til en forebyggende samtale.

2. november 2012. Henrik Sass Larsen udvider sin klage. Udover den manglende forebyggende samtale klager han således bl.a. over, at han på møderne den 28. september 2011 fejlagtigt blev bibragt den opfattelse, at der var foretaget en undersøgelse af hans forhold efter de formelle regler om sikkerhedsgodkendelse. Udvidelsen af klagen sker bl.a. som en reaktion på, at PET har anført, at der ikke skal ske en egentlig sikkerhedsgodkendelse af ministerkandidater. Henrik Sass Larsen mener, at han på møderne blev bibragt en anden opfattelse.

23. november 2012. Ombudsmanden afslutter sagen. Han finder ikke grundlag for at udtale kritik af, at PET ikke har afholdt en forebyggende samtale. Ombudsmanden afviser at behandle de nye klagepunkter fra Henrik Sass Larsen og henviser ham til at rette henvendelse til Statsministeriet og Justitsministeriet.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 100 medarbejdere er ansat hos Folketingets Ombudsmand.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Sass Larsen

Adm. direktør, Aktive Ejere, formand, Klasselotteriet, bestyrelsesmedlem, Nordsøenheden
bachelor i HA/forvaltningsstudier (RUC)

Jørgen Steen Sørensen

Højesteretsdommer, fhv. Folketingets Ombudsmand
cand.jur. (København Uni. 1990)

0:000:00