Ophøret af blokpolitik glæder Alternativets politiske leder: "Spillepladen er mere åben nu"

En ny politisk virkelighed har skabt en åbning for, at alternative idéer kan komme på bordet, siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde. Regeringen får imidlertid ikke mange roser med på vejen.

Til Alternativets landsmøde i weekenden bliver det markeret, at det i år er 10 år siden, partiet blev stiftet. På programmet er blandt andet en samtale mellem politisk leder Franciska Rosenkilde og stifter Uffe Elbæk om partiets næste 10 år.
Til Alternativets landsmøde i weekenden bliver det markeret, at det i år er 10 år siden, partiet blev stiftet. På programmet er blandt andet en samtale mellem politisk leder Franciska Rosenkilde og stifter Uffe Elbæk om partiets næste 10 år.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann NielsenLine Høvik Søby

Et halvt år senere er jublen over valgresultatet endnu ikke forstummet hos Alternativet.

Seks mandater og 3,3 procent af stemmerne var over alles forventninger – inklusive partiets egne. Der er derfor lagt op til en fest, når Alternativet i weekenden afholder landsmøde og fejrer tiårsjubilæum.

"Det var noget af en bedrift at blive genvalgt," siger politisk leder Franciska Rosenkilde og fortsætter:

"Vi går til landsmøde med en stemning, der er høj og sejrsagtig. Modsat på landsmødet sidste år, hvor vi stod foran en overlevelseskamp. Så vi glæder os – men nu starter det rigtige arbejde så også."

Efter valget har Alternativet fundet sig til rette på Christiansborg, hvor man nu nyder godt af et væsentligt større sekretariat, end tilfældet var førhen, hvor Torsten Gejl agerede ene mand på tinge.

Min målsætning for Alternativet er helt klart at komme i regering, for det betyder, at Danmark i så fald fører en progressiv, grøn politik.

Franciska Rosenkilde
Politisk leder, Alternativet

Partiet har fået plads i den absolut yderste ende af kontorfløjen ved ridebanen, og man skal derfor bevæge sig forbi først Liberal Alliances lokaler og dernæst Nye Borgerliges, før man støder ind i Alternativets folketingspolitikere og ansatte.

Placeringen langt væk fra Christiansborgs hjerte afspejler meget godt den besværlige parlamentariske situation, Alternativet er havnet i.

Med dannelsen af en flertalsregering hen over midten er Alternativet langt væk fra politisk indflydelse. Men faktisk ser Franciska Rosenkilde også muligheder ved de nye omstændigheder.

"Jeg oplever, at centrum-højre-regeringen på mange måder har forvirret de fleste – både pressen, befolkningen og herinde på Christiansborg. Det har skabt en større åbning for, at alternative idéer kan komme på bordet," siger hun og uddyber:

"Da der tidligere var en traditionel rød og blå blok, kunne det være svært at kile sig ind med en ny måde at se samfundet på. Spillepladen er mere åben nu."

Læs også

Det betyder ifølge Franciska Rosenkilde, at der nu er en større platform til at præsentere idéer om "det bæredygtige samfund, en økonomi, der understøtter menneskets trivsel, og et opgør med økonomisk vækst og BNP".

Men vil du ikke hellere have haft en rød regering, hvor Alternativet havde haft mere parlamentarisk indflydelse?

"Vi vil til enhver tid hellere have haft en rød-grøn regering. Men nu er den parlamentariske situation, som den er, og det er mit job at sikre Alternativet mest mulig indflydelse og se, hvordan vi gror bedst i det," siger hun og tilføjer om fremtidens mål:

"Min målsætning for Alternativet er helt klart at komme i regering, for det betyder, at Danmark i så fald fører en progressiv, grøn politik – og det ville jo være fantastisk."

Mere taletid

Trods tilfredsheden med det blokpolitiske opbrud har Franciska Rosenkilde ikke mange roser til overs for SVM-regeringen.

På næsten samtlige områder fører regeringen den forkerte politik, lyder det.

"Det er en Excel-ark-regering. Det handler om, at vi skal arbejde mere, vi skal tjene mere, og vi skal vækste mere. Lige nu har vi sygeplejersker, der arbejder 17 timers vagter og ikke har tid til at gå på toilettet. Regeringen er så langt fra, hvad vores samfund har brug for. Indtil videre gør regeringen et ret godt job med at lave politik, som danskerne ikke vil have," siger den politiske leder.

Franciska Rosenkildes pointe afspejler sig også i meningsmålingerne, hvor samtlige regeringspartier er gået signifikant tilbage siden valget.

Alternativet
  • 2022: Valgt til Folketinget med seks mandater.
  • 2022: Uffe Elbæk melder sig ind i partiet igen.
  • 2021: Franciska Rosenkilde bliver politisk leder.
  • 2020: Uffe Elbæk og andre folketingsmedlemmer forlader partiet.
  • 2020: Josephine Fock bliver politisk leder og forlader senere posten samme år.
  • 2019: Valgt til Folketinget med fem mandater.
  • 2015: Valgt til Folketinget med ni mandater.
  • 2013: Stiftet af Uffe Elbæk og Josephine Fock.

Regeringens modgang er dog ikke kommet Alternativet til gavn. I seneste vægtede snit fra Altinget ligger partiet til 2,9 procent af stemmerne – 0,4 procentpoint under valgresultatet.

Og det på trods af, at en af forårets største politiske dagsordener har handlet om arbejdstid – i forbindelse med afskaffelsen af store bededag.

Var I gode nok til at stemple ind i den debat?

"Man kan selvfølgelig altid være bedre. Men vi gjorde det, og jeg synes også, at vi fik relativt meget taletid. For et år siden fik vi ingen taletid. Altså jeg har været i Debatten flere gange de seneste tre måneder end i de to år, jeg har været politisk leder, og det siger jo noget," siger Franciska Rosenkilde og fastslår:

"Men jeg håber, at mange ved, at det har været en mærkesag for Alternativet fra starten af at få en 30-timers arbejdsuge og i det hele taget arbejde mindre."

Meningsmålingerne er hun fint tilfreds med.

"Jeg var glad for valgresultatet, men jeg var også bange for, om det ville blive ved. Jeg er glad for, at vi alligevel ligger relativt stabilt lige under tre procent. Jeg er fortrøstningsfuld om, at målingerne nok skal stige frem mod næste valg."

Der var nok også en del, der normalt stemmer SF og Enhedslisten, som stemte på os ved valget for at få os over spærregrænsen. Det var 'blok-kærlighed'.

Franciska Rosenkilde
Politisk leder, Alternativet

Blok-kærlighed

En analyse af vælgervandringer, som professor Kasper Møller Hansen har udført for Altinget på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion, viser, at Alternativets tabte vælgere hovedsageligt er gået til Enhedslisten og SF.

Det undrer ikke Franciska Rosenkilde.

"Der var nok også en del, der normalt stemmer SF og Enhedslisten, som stemte på os ved valget for at få os over spærregrænsen. Det var 'blok-kærlighed'. Og når SF så lige pludseligt bliver store, synes mange, at det er fedt. Folk vil gerne med vinderne. Der sker en automatisk intern rotation i en blok, og det svinger, alt efter hvilken sag der lige er oppe," siger hun.

For Alternativet viste det sig at være en god idé før valget at lave en ihærdig indsats for at samle de grønne partier i Alternativet. Eksempelvis lykkedes det at gøre Grøn Alliance – tidligere Veganerpartiet og De Grønne – til en del af partiet.

"Inden valget gav det rigtig god mening at samle de små grønne partier. Det var en stor succes, og det var jo også i den sammenhæng, at Uffe Elbæk og Theresa Scavenius kom tilbage," siger Franciska Rosenkilde.

Skal Frie Grønne ind under Alternativets faner?

"Jeg har ikke talt med Sikandar (Siddique, red.) fra Frie Grønne siden valget, så jeg ved det slet ikke. Han var ret afvisende op til valget, så jeg ved ikke, om det er en mulighed. Men vi har ikke lukket døren."

Sikandar Siddique oplyser, at hans dør heller ikke er lukket.

"Jeg er glad for, at Alternativet stadig ønsker at samarbejde. Det ønsker vi også i Frie Grønne. I første omgang kunne man sagtens forestille sig et samarbejde til kommunalvalget. Vi lukker bestemt heller ikke nogen døre for Alternativet," skriver lederen for Frie Grønne til Altinget.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Franciska Rosenkilde

MF, politisk leder (ALT)
cand.scient.geo. (Københavns Uni. 2015), BA i Sundhed og Ernæring (Metropol Suhrs, 2010)

0:000:00