Peter Loft om minkredegørelse: Ansvaret ligger hos departementschefen

KOMMENTAR: Embedsværket dumpede i juridisk børnelærdom, da de ikke orienterede regeringen om den manglende lovhjemmel i minksagen. Ansvaret ligger hos den ansvarlige departementschef, der burde have handlet. Og vi mangler fortsat at få svar på, hvorfor regeringen undlod at tilbagekalde den ulovlige ordre, da den fandt ud af, at den var ulovlig.

Allerede inden offentliggørelsen af de længe ventede redegørelser om forløbet i den såkaldte minkskandale valgte fødevareminister Mogens Jensen at gå af som minister. I den forbindelse oplyste han, at der var begået fejl i hans ministerium, hvilket han påtog sig ansvaret for. Men heri ligger vel så også, at han ikke mener personligt at have begået fejl.

Af redegørelserne – der er tre, én om hjemmelsspørgsmålet, én om forløbet forud for meddelelsen om nedslagtningen af alle mink i Danmark og én om de sundhedsmæssige aspekter, der lå bag beslutningen – fremgår det, at der fra et ret tidligt tidspunkt blandt de involverede embedsmænd var fokus på spørgsmålet om, hvorvidt der var hjemmel til også at kræve raske mink udenfor den såkaldte sikkerhedszone aflivet.

Aspektet er berørt flere gange, men kun i bilag og med en temmelig indirekte beskrivelse af problemet. Det fremgår af redegørelsen om hjemmelsspørgsmålet, at fødevareministeren forelægges dette materiale, men som sagt skal man langt ned i det, før end hjemmelsproblematikken overhovedet berøres. Det er svært at kritisere den afgående minister for ikke at blive opmærksom på problemet.

Det fremgår også, at der i perioden op til mødet i regeringens koordinationsudvalg er visse sonderinger om hjemmelsspørgsmålet mellem de involverede embedsmænd, men heller ikke her er der tale om klare konklusioner, og overvejelserne når ikke højere op i ministerierne.

I det materiale, der udarbejdes til brug for drøftelserne i regeringens koordinationsudvalg 3. november, er problemet heller ikke omtalt. Det fremgår, at materialet er udarbejdet i stor hast, og at det først udsendes til koordinationsudvalget umiddelbart før mødet.

Uanset de praktiske problemer, der har været forbundet med at få udarbejdet det nødvendige beslutningsgrundlag, forekommer det højst usædvanligt, at hjemmelsproblematikken ikke er oplyst. Der har som sagt været et vist fokus på spørgsmålet, og i en sag af denne karakter er netop dette aspekt meget centralt.

Det er almindelig juridisk børnelærdom, at der skal være hjemmel til enhver beslutning eller afgørelse, som en offentlig myndighed træffer. Jo større et indgreb er, jo tydeligere skal hjemmelsgrundlaget være.

Når det drejer sig om særdeles vidtgående beslutninger, der har ganske betydelige følger for et stort antal personer og for et helt erhverv, og som medfører meget store både personlige og nationale økonomiske konsekvenser, kan ingen være i tvivl om, at det er vigtigt at sikre sig, at hjemmelsgrundlaget er i orden. Det må undre, at det er helt uomtalt – de snævre tidsfrister til trods.

Det korte tidsrum til rådighed og den manglende omtale af hjemmelsspørgsmålet legitimerer formentligt, at ingen af deltagerne i Koordinationsudvalget – hverken embedsmænd eller politikere – bliver opmærksom på den manglende hjemmel.

Statsministeren har udtalt, at hun aldrig som minister har stillet spørgsmål om, hvorvidt der var hjemmel til den beslutning, hun skulle til at tage. Sådan bør det også være. Enhver minister eller politiker har ret til at lægge til grund, at det beslutningsgrundlag, der ligger foran dem, baserer sig på et lovligt grundlag.

Det er ikke noget, en minister behøver at sikre sig. Men hun er formentlig i sin ministertid flere gange blevet forelagt sager, hvor det fremgår, at embedsmændenes vurdering er, at der i den foreliggende situation ikke er hjemmel til dette og hint.

Det er netop denne forudsætning – at embedsmændene siger fra, når der er problemer – der er grundlaget for, at ingen minister behøver at sikre sig, at man nu har tilstrækkelig hjemmel. Og denne forudsætning svigter i dette tilfælde.

På denne baggrund er det efter min mening på sin plads, når den nu afgående fødevareminister siger, at fejlen er begået af hans ministerium – ikke af ham selv.

Men som sagt er det meget svært at forstå, hvorfor Fødevareministeriet – eller for den sags skyld et af de andre involverede ministerier – ikke sikrer, at et så væsentligt og åbenbart uafklaret aspekt bliver nævnt for de besluttende ministre.

Hertil kommer, at det fremgår af det nu offentliggjorte materiale, at departementschefen i Fødevareministeriet efter mødet i Koordinationsudvalget bliver bekendt med, at hjemmelsspørgsmålet er uafklaret; muligvis bliver han også bekendt med, at vurderingen nu er, at der mangler hjemmel.

Redegørelsen givet intet svar på, hvorfor denne oplysning – eller dog denne tvivl – først kommer fødevareministeren og derefter resten af regeringen for øre flere dage senere.

I en så væsentlig sag som denne kan man spørge, om ikke departementschefen af egen drift burde have undersøgt hjemmelsspørgsmålet; men under alle omstændigheder er det svært at forstå, at der ingenting sker i ministeriet, da spørgsmålet aktualiseres 4. november om aftenen eller i løbet af 5. november.

I den konkrete sag burde den ansvarlige departementschef selv kunne indse, at hjemmelsspørgsmålet var et vigtigt anliggende, men selv om vedkommende ikke måtte have gjort dette, er det dog dennes ansvar at sikre sig, at der er lavere rangerende medarbejdere, som påser den slags væsentlige aspekter.

Sagen rejser på ny spørgsmålet om, hvorvidt det var en god ide, da man omkring 2010 ændrede kriterierne for ansættelse af topchefer i staten, således at det udslagsgivende nu var generelle ledelsesmæssige færdigheder og evnen til at yde politisk rådgivning – og ikke specifik faglig indsigt.

Jeg har før påstået, at skiftet fra fagligt ansvarlige topchefer til mere generelt fokuserende ledere har været kimen til mange af de skandaler, som den offentlige sektor er plaget af. Denne sag får mig til at gentage min påstand.

Redegørelsen besvarer ikke det spørgsmål, hvorfor Mogens Jensen ikke tilbagekaldte den ulovhjemlede – og dermed ulovlige – beslutning om at kræve samtlige mink slagtet, da han blev bekendt med, at der ikke var hjemmel til at stille dette krav.

Han fik oplysningen lørdag 7. november. Først tirsdag 10. november blev der reageret herpå overfor minkfarmene. At man ikke kan fortsætte en ulovlig handling efter det tidspunkt, hvor man er blevet klar over, at den er ulovlig, behøver man vist ikke være jurist for at indse. Alligevel brugte han i stedet tiden på at prøve at skaffe sig hjemmelsmæssig rygdækning for den irreversible beslutning, han allerede havde iværksat, og som pågik imens.

Det er muligt, at han heller ikke på dette punkt har fået hjælp af sit ministerium, men denne fejl kan han efter min mening ikke smøre af på systemet. Så helt korrekt er det ikke, når han angav, at det ene og alene var hans ministeriums fejl.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer Næste artikel Jarl Cordua: Mette Frederiksen ligner de borgerliges drøm om et socialdemokratisk fjendebillede Jarl Cordua: Mette Frederiksen ligner de borgerliges drøm om et socialdemokratisk fjendebillede
Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

ANALYSE: Aflivning af mink uden lovgrundlag er den største forvaltningsfejl, en dansk regering har begået i mange år, men sammenligningen med tamilsagen holder ikke en meter.