Pia Kjærsgaard: Socialdemokratiet har forvandlet embedsapparatet til et politisk ekkokammer

Sammenblandingen af politik og forvaltning skaber et mudret billede af Folketingets arbejde og betydning. Og i kombination med mediernes flygtige dagsordener og de sociale mediers ekkokamre har man alle ingredienser til at skabe politikerlede. Ekkokamrene kommer jeg tilbage til.

Jeg er glad for at have lejlighed til at deltage i debatten om det "dysfunktionelle demokrati". Der er ingen tvivl om, at tingene er gået i den forkerte retning – og at dele af de politiske beslutningsprocesser har behov for førstehjælp. Det har jeg sådan set ment længe.

Vi har de sidste 16 måneder befundet os i en historisk anderledes situation med en pandemibetinget nedlukning af samfundet, som har været uden sidestykke i verdenshistorien.  

Opgør med nødvendighedens politik
Aldrig før har danskerne været på fornavn med embedsfolk som Søren Brostrøm, Kaare Mølbak og andre. Dag efter dag har de været i medierne, og under nedlukningen har de ofte været vigtigere personer end politikerne.

Men befolkningen har krav på at vide, hvornår noget er en politisk beslutning.

Vi skal genoplive de historiske danske forvaltningstraditioner og adskille politik og embedsværk.

Pia Kjærsgaard (DF)
Værdiordfører, fhv. formand for Folketinget

Tilbage i 2013 lød der fra flere sider kritik af begrebet "nødvendighedens politik" – altså den opfattelse, som den daværende socialdemokratiske teknokrat Bjarne Corydon og andre med ham lagde for dagen med en påstand om, at man "gjorde det nødvendige" i arbejdet med reformer – for at dække over Thorning-regeringens løftebrud.  

Kritikerne talte i stedet om, at man naturligvis traf et aktivt valg – baseret på ideologier og politiske holdninger. Således kan stort set alle "nødvendigheder" koges ned til ren politik.

Embedsmænd skubbet foran
Partierne præsenterer nødvendighederne som sandheder. Men i virkeligheden deler vi os med Viggo Hørups ord efter anskuelser. Den politiske kunst går ud på at strikke love sammen, der afspejler vælgernes sammensætning af Folketinget, og her må vi basere vores beslutninger på saglige betragtninger.   

Pandemien har bragt rod i systemet, og den har forstærket en række tendenser, som allerede var på vej. Især efter valget, hvor den socialdemokratiske regering blandede politik og administration sammen ved at sætte en politisk udpeget leder i spidsen for embedsapparatet i Statsministeriet – et frontalangreb på den danske forvaltningstradition. Det gav anledning til debat lige efter valget, men den forstummede brat, da coronaen ramte os.

Vi har været vidner til en hidtil uset sammenblanding af politik og forvaltning. Vi har oplevet en regering, der under pandemien i høj grad selektivt har skubbet embedsmænd foran sig som statister, når det passede i regeringens kram, fordi embedsmænd i sagens natur udstråler en sagligt baseret autoritet.

Men andre gange blev de ignoreret, fordi regeringen forfulgte sin egen dagsorden – eksempelvis i forbindelse med den meget drastiske nedlukning af samfundet i marts 2020.

Vi har også oplevet det i forbindelse med sagen om de kvindelige danske islamister og deres børn i Syrien. Var det nu også virkelig PET's vurdering af faren for farlig radikalisering eller blot den trælse uro i regeringens eget bagland, der dannede grundlag for beslutningen om at tage kvinderne hjem og dermed begå et helt grotesk løftebrud?

I hvert fald blev det PET, der måtte trække hele slæbet.

Der var sådan set ikke ændret et komma i PET's vurdering, og regeringen valgte længe at overhøre den. Lige indtil det ene bål efter det andet begyndte at flamme op i det socialdemokratiske bagland. Herefter blev PET behændigt brugt som camouflage for en panisk brandslukningsmanøvre.  

Befolkningen får dermed sværere og sværere ved at skelne mellem på den ene side rent politiske beslutninger af hensyn til dagen og vejen og på den anden side reelle saglige hensyn til landets sikkerhed.

Ministerier som socialdemokratiske ekkokamre
Det er klart, at nedlukningen gjorde sit til at forstærke problemerne. Men lige så klart er det, at de sociale mediers stort set ukontrollerede ekkokamre af mange opfattes som en mere "sand" verden end Christiansborg.

Under den socialdemokratiske regering er hele 12 departementschefer blevet udskiftet, mens ministeriernes pressechefer er blevet udskiftet på stribe. Mange af de nye har tætte bånd til Socialdemokratiet.

Vi har oplevet en regering, der under pandemien i høj grad selektivt har skubbet embedsmænd foran sig som statister, når det passede i regeringens kram.

Pia Kjærsgaard (DF)
Værdiordfører, fhv. formand for Folketinget

Som daværende pressechef i Finansministeriet, Sigga Nolsøe, udtalte, da hun fratrådte sin stilling i marts 2020, så var det "en svær stilling, hvis man ikke er professionel socialdemokrat". Dermed bekræftede hun mistanken om regeringens politisering af embedsapparatet.

Regeringen har spundet sig selv i en kokon af embedsfolk og spindoktorer, der altid har ja-hatten på og ikke tør ytre et kritisk ord af frygt for at miste deres job. Således bliver embedsapparatet forvandlet til regeringens eget ekkokammer, hvor enhver kritik er blevet borte.

Lukket for offentligheden
Læg så hertil, at magtens korridorer bliver mere og mere lukkede. Direkte adgang til ministre? Glem det! Journalister må i stedet tage til takke med en SMS, en besked i Messenger eller en Facebook-opdatering.

På den måde mister offentligheden adgang til at gå magten efter i sømmene. Ingen aner længere, hvad der foregår.

Vi skal have tilgængeligheden til ministrene tilbage. Vi skal gøre beslutningsprocesserne transparente. Vi skal genoplive de historiske danske forvaltningstraditioner og adskille politik og embedsværk.

Det er mit håb, at vi kan holde denne vigtige debat i live. Gennem årtierne har vi haft magtudredninger og undersøgelser af Folketingets arbejdsform. Nu må turen være kommet til politikernes samspil med embedsværket.