
Jeg er klar over, at det kan føles som en gentagelse igen at skulle læse om Mette Frederiksens historiske nedtur, men to faktorer har i den seneste uge forværret hendes situation markant. Og her tænker jeg ikke på meningsmålingerne, der for Socialdemokratiet nu igen har bidt sig fast omkring 20 procent.
Voxmeter målte mandag S til 19,2 procent, hvilket vil svare til 34 mandater. Ved valget for to år siden fik partiet 50. Sensommerens opblomstring efter Mette Frederiksens sologang omkring pensionsalderen er afblomstret sammen med efteråret.
Mette Frederiksens største problem er hende selv, hvilket står lysende klart efter en sjældent set opvisning i nedladende arrogance i Folketingets spørgetime i sidste uge.
Mette Frederiksen ændrer sig ikke, og det gør vi danskeres opfattelse af hende heller ikke.
Poul Madsen
Det er ikke nyt, at statsministeren beskyldes for at være nedladende og arrogant overfor oppositionen, men det kammede fuldstændig over denne gang – blandt andet da Konservatives leder Mona Juul spurgte, om regeringen kunne lukke et hul i loven og finde 1,5 million til sorgorlov til familier, der har mistet deres barn.
Det syntes Mette Frederiksen åbenbart var under bagatelgrænsen at spørge hende om, og i stedet for at svare begyndte hun at angribe Mona Juul personligt.
Det er dumt af statsmisteren at opføre sig på den måde, for det cementerer en opfattelse af, at hun ikke tåler selv den mindste kritik.
Men alle ved, at man kun kan ændre sin måde at være på, hvis man forstår, at man har et problem. Og det forstår Mette Frederiksen åbenlyst ikke.
På en lidt bizar måde gik det op for mig, da jeg læste foredragsholder Christian Groes kommentar i Altinget. Han har netop læst den detroniserede FH formand Lizette Risgaard næsten 300 sider langt forsvarsskrift for sig selv: 'Min version'.
I kommentaren skriver Groes, at "Lizette Risgaard uforvarende giver os et indblik i transformationen fra faglig og solidarisk kampsoldat hen imod en magtfuldkommen leder, der ser alt som et spil, hun skal vinde."
Jeg kunne ikke sige det bedre – om Mette Frederiksen, hvilket naturligvis er bizart, eftersom Risgaard netop i bogen fremturer med en konspirationsteori om, at Frederiksen og resten af S-toppen stod bag hendes fald.
Risgaard fortryder ingenting, og det gør Mette Frederiksen heller ikke. Begge mener, at det altid er de andres skyld, og ingen af dem vil sige undskyld.
Jeg skal nok stoppe sammenligningen her for den afgørende forskel er, at Lizette Risgaard er færdig, og Mette Frederiksen er vores statsminister. Men hvor længe er Mette det?
Den nuværende regering er med garanti død om senest to år. Men kan der skabes et nyt flertal for Mette Frederiksen ved at kigge til venstre?
Det vil kræve, at alle kræfter fra Radikale til Alternativet samles bag Frederiksen, og det vil måske ikke engang være nok. Og her er vi ved den anden forudsætning, der har forværret Mette Frederiksens situation i den seneste uge.
Er Enhedslisten stadig et brugbart støtteparti?
De forsøger at blive det – igen – ved at give sig selv mulighed for nemmere at komme af med de medlemmer, der har de mest ekstreme synspunkter.
Jeg tror nok, det skal lykkes på det ekstraordinære årsmøde 14. december. Den ekstreme gruppe Rødt Venstre er ikke stor, og de, der taler om, at det kan føre til en splittelse og et nyt venstrefløjsparti skyder langt over målet.
Miraklernes tid er forbi for denne regering.
Poul Madsen
Men der går ikke røg af et bål, uden at det sætter sig spor.
Og jeg tror, at utroligt mange Enhedslisten-folk dybest set vil føle, at de gør vold på sig selv, når de er med til at indskrænke demokratiet og give hovedbestyrelsen nemmere ved at slippe af med partimedlemmer. Det vil ikke gøre det nemmere, men sværere, for Pelle Dragsted og folketingsgruppen at indgå forlig og kompromiser med Mette Frederiksen.
Og hvornår starter oprøret internt i Socialdemokratiet?
Lige nu står hvert tredje medlem til at miste deres mandat. Mette Frederiksen ændrer sig ikke, og det gør vi danskeres opfattelse af hende heller ikke. Det har de seneste to år vist, og der er maksimalt to år tilbage til valget, der kommer til at cementere en socialdemokratisk katastrofe. Det er efterhånden kun et spørgsmål om, hvor stor den bliver. Miraklernes tid er forbi for denne regering.
Hvornår kommer den socialdemokratiske formands ånd ud af flasken?









































