Lizette Risgaard viser det brutale magtspil i de politiske korridorer og fremstår som en moderne Machiavelli

Nu kunne resten af teksten handle om Risgaards mangel på selvindsigt. Men sidstnævnte er ikke hendes skyld alene. Hun er del af et magtsystem, opdraget med at privilegier, ego og uempatisk adfærd udgør ledelsens DNA.

I det system forventes man at tryne andre, kæmpe for sin plads og ære, og aldrig indrømme fejl. Skal man til tops og særligt som kvinde bryde glasloftet, må man bruge alle midler og skåne ingen på vejen.

Hun fremstår unægtelig som Machiavelli, der med bogen 'Fyrsten' forklarede, at politik er et brutalt spil, hvor man kun kan stole på sig selv og må ofre den større sag for at beholde magten.

'Min version' giver et enestående indblik i de rævekager, spidsfindige magtspil og beskidte intriger, der kendetegner fagbevægelsen, og som har fået mange medlemmer til at miste troen på dens ledere.

Risgaard giver os et indblik i transformationen fra solidarisk soldat til en magtfuldkommen leder, der ser alt som et spil.

Christian Groes
Foredragsholder, ph.d. og forfatter

Her er Risgaard ikke kun brillant i sin beskrivelse, men giver os uforvarende et indblik i transformationen fra faglig og solidarisk kampsoldat hen imod en magtfuldkommen leder, der ser alt som et spil, hun skal vinde.

Medmenneskeligheden i fagbevægelsens forkæmper synes at fordufte i takt med oplevelsen af stadig mere magt og med sin færden i de øverste cirkler. Bogen udstiller det praleri, der ofte følger med privilegierne.  

Og Risgaard har lært af de bedste og de værste.

Forud for, at Harald Børsting bliver valgt som formand for LO i 2007, forhandler han og Risgaard sig frem til, at hun stiller op som næstformand. Risgaard vil til gengæld for sin opbakning have Børsting til at love, at hun bliver næste konge i fagbevægelsen.

Kongemager for andre, kongemager for sig selv. "Det var nu, jeg skulle spille spillet," skriver hun.

Hun får et råd fra en mand, "nu kommer du altså op i en anden liga, end du er vant til. Det er tid til at tage handskerne af. Så det gjorde jeg". Da hun selv bliver formand i 2015, afsætter hun en række chefer, der ikke vil det samme som hende, og hun bliver stort set enerådig.

Jeg tror, meningen er, at man som læser skal beundre hendes ambitioner og vilje til som kvinde at gå efter guldet og kæmpe sig til tops.

Men jeg efterlades som læser med en følelse af sorg og afmægtighed overfor de værdier, der kendetegner den elite, hun portrætterer. Eliten som skulle være dem, der står for arbejderklassens retfærdighed og humanisme, ligeværd og solidaritet og et alternativ til den kapitalistiske klasses tyranni.

Hvis der stadig findes toplederne med Risgaards tilgang, og det gør der formentligt, må man for almindelige borgeres, ansattes og samfundets skyld håbe på en snarlig udskiftning.

Christian Groes
Foredragsholder, ph.d. og forfatter

Men af det brutale magtspil i de politiske korridorer har hun lært den gyldne regel, når der kommer anklager om urent trav: benægt, benægt, benægt.

Hvis der stadig findes toplederne med Risgaards tilgang, og det gør der formentligt, må man for almindelige borgeres, ansattes og samfundets skyld håbe på en snarlig udskiftning eller alternativt sende dem på et kursus i magthåndtering.

For de fleste ansatte og lønmodtagere finder sig ikke længere i magtmisbrug, strenge hierarkier og tyrannisk adfærd. Hvis fagbevægelsen skal overleve, må der andre ledertyper til, der viser, at de er underlagt fællesskabet og ikke bruger lønmodtagerne som springbræt for egopleje og fyrstelønninger.

Vi skal være glade for, at Risgaards historie kommer frem. Ikke fordi der er meget at lære rent moralsk, men fordi vi forstår, hvor slemt det har stået til i toppen i alt for mange år, og hvorfor det er så vigtigt, at ledelseskæden ændrer ejermænd og -kvinder.

Det må være muligt at finde ledere, som ikke går efter magten for magtens skyld, og som kan leve sig ind i og lytte til de mennesker, de er valgt til at tjene. Og som kan lære af sine fejl. 'Min version' er historien om oprøreren, der selv ender med at blive tyran.

I et interview med Politiken for nyligt siger Risgaard, at "jeg har aldrig gjort nogen noget". Det er tonedøvt. For vi har formentligt alle fejlet i vores arbejdsliv eller gjort noget, bevidst eller ubevidst, vi ikke burde gøre.

Var hun almindelig medarbejder kunne udtalelsen tilgives, men som topchef anklaget for magtmisbrug er den katastrofal. Som topchef kan det ikke undgås at gøre nogen ondt. Man skal ofte fyre folk og træffe hårde beslutninger. Det hører til magten.

Det som ikke burde være en del af spillet er, at udnytte sin magt til at overskride andres grænser. 'Min version' er den magtblindes bog, som ikke evner at sætte sig i andres sted.

Hvad der er op og ned i metoo-sager, og hvor bagatelgrænsen ligger, er en individuel vurdering baseret på foreliggende oplevelser.

Hvis Risgaard med 'Min version' søger genoprejsning, spænder hun ben for sig selv.

Christian Groes
Foredragsholder, ph.d. og forfatter

Men hvis der er noget, metoo burde have lært os, er det, at man er nødt til at lytte til oplevelser fra underordnede – også hvis de ikke stemmer overens med sine egne.

Hvis Risgaard med 'Min version' søger genoprejsning, spænder hun ben for sig selv.

Det er synd, for bogen giver en sjælden forståelse af magtens forråelse og viser, hvorfor den ledelsesstil, hun stod for, hører fortiden til. Den pointe udelader hun.

Hvor ville jeg ønske, at 'Sådan blev jeg tyran – hvordan magt gør paranoid' havde været bogens titel. En bog hvor Risgaard hudflettede sig selv og det system, der ødelagde hende og gjorde hende magtblind.

En bog som gav håb for en bedre fremtid, og som ville omdanne hende fra skurk til et forbillede.