Da Messerschmidt forlod Herning som DF-formand, sad der nye knive i ryggen på ham

På en regnvåd januar-søndag blev Morten Messerschmidt Dansk Folkepartis første valgte formand. Medlemmerne vil have ro. Det er ikke sikkert, de får det.

Faren for Messerschmidts formandskab består i – hvis resultaterne udebliver, og hans aura af at være en vinder løber tør for dokumentation – at medlemmerne pludselig ser panamahatten, rødvinen og sonetterne som de fysiske udtryk for, at han ikke mener, at de er gode nok til ham.
Faren for Messerschmidts formandskab består i – hvis resultaterne udebliver, og hans aura af at være en vinder løber tør for dokumentation – at medlemmerne pludselig ser panamahatten, rødvinen og sonetterne som de fysiske udtryk for, at han ikke mener, at de er gode nok til ham.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

HERNING: Det ender som ventet. Hen mod halv fire søndag den 23. januar 2022 står det klart, at Morten Messerschmidt er ny formand for Dansk Folkeparti. 60 procent af de 828 delegerede har stemt på ham, 40 procent imod. Ingen har stemt blankt. Alle har taget stilling.

Rene Christensen, MF og finansordfører, kalder det bagefter et stort mandat. Men hans behov for at gøre netop det understreger, at det modsatte er tilfældet. Formandvalget i DF, der skulle tilendebringe splittelsen i partiet, er endt med at institutionalisere den.

Messerschmidt selv er den første til at erkende det. Nu skal der samles, siger han. Selv Martin Henriksen, som få minutter inden har lanceret det sidste personangreb på ham fra talerstolen i Herning Kongrescenter, får lovning på en fremtrædende plads i partiet.

Nu skal skeletterne ind i de skabe, hvorfra de ellers er væltet ud på daglig basis siden 7. januar, da kandidatfeltet blev officielt. Og giftblandingerne skal tilbage i deres små flasker.

Men som medlemmerne trisser ud i den gråsorte og regnvåde Herningnat, er der ikke meget, der tyder på, at de, skeletterne, bliver sådan lige at få af vejen. Giften flyder stadig, og knivene sidder endnu løst. Jeg støder ind i Marie Krarup, og hun lægger ikke fingrene imellem:

”Det er bemærkelsesværdigt, at de mennesker, der kender Morten, ikke stemmer på ham. At de mennesker, der har arbejdet sammen med ham, ikke stemmer på ham. Og at de mennesker, der kender ham via tv, stemmer på ham. Det viser jo noget om, at han har nogle fantastiske retoriske og manipulatoriske evner. Og det skal man ikke underkende, og det er fantastisk, men at arbejde sammen med Morten er bare noget andet. Han kan tryllebinde folk og bilde dem ind, at solen står op i vest i morgen,” siger hun.

Det er her, partiet befinder sig. I den zone, hvor man ikke ved, om der er tale om veer fra en genfødsel eller dødskrampernes urolige spjæt.

Famileskænderi for åben skærm

Fire timer før Messerschmidt rakte hænderne og blomsterbuketten over hovedet, skulle man bevæbne sig med mundbind, coronapas og en vis tålmodighed for at komme ind i Herning Kongrescenter.

Udenfor signalerede en lystavle, hvad der formelt skulle foregå. ”Ekstraordinært årsmøde”. Den beskrivelse var for nøgtern. DF'erne ynder at betegne sig selv og deres parti som en familie, og de seneste uger har været som et familieskænderi, der er løbet ud af kontrol.

Samtlige danske medier er troppet massivt op. TV 2 er her med 20 mand, lyder det. Der er kameraer allevegne, og nede i salen er der fastmonteret et foran hver af hovedpersonerne ved deres respektive pladser. Ethvert ansigtstræk, ethvert blik, enhver gestik bliver registreret og fortolket i realtid på Twitter.

Kombineret med det, at medlemmerne skal stemme én ind og to andre ud, har det hele et skær af reality-tv. Og ligesom med reality-tv spørger man sig selv, om deltagerne er helt klar over, hvad de er med i.

For DF’erne skal ikke bare vælge formand. De skal gøre det for første gang i partiets historie. Om få timer vil de ikke længere være medlemmer af Pia Kjærsgaards eller Kristian Thulesen Dahls parti, men af deres eget. Ingen tænker over det, men i dag skal de rive partiet ud af hænderne på stifterne. I dag tager de magten ved at give den til deres nye formand.

Da vi kommer indenfor i salen, står talerpulten tom og venter på at blive taget i besiddelse. Til hver side i salen hænger to store bannere ned fra loftet med ordene ”Tryghed” og ”Tillid”. Engang var det noget, man kæmpede for politisk, nu udtrykker det et indre håb. Utryghed og mistillid er blevet dagens orden i folketingsgruppen, der har lækket som en si i to måneder nu. Hemmelige optagelser, toksiske personkarakteristikker og slet skjulte rænker.

Det har gjort alle dem fra salen, jeg når at tale med, regulært kede af det. Anders Risen, hærdebred og midaldrende DF-medlem fra Viborg, sætter ord på:

”Vi skal bare have ro i partiet nu. Jeg er ked af, at det hele kører i medierne. For mange af medierne er jo meget farvede. Man skal ikke køre en valgkamp i medierne, man skal køre den internt. For vi har jo den gode politik.”

Julie Jakobsen, byrådsmedlem fra Odsherred, tilhører den unge del af medlemsskaren, og hun er enig:

”Normalt er det en familiefest, når vi kommer til årsmøde. Men det har været en meget grim formandsvalgkamp. Jeg har været rigtig ked af det, og nogle dage har jeg måttet lukke ned for de sociale medier og de etablerede medier, for det har været grimt på grimt.”

På scenen bag den afventende talerpult glider et lysbilledshow over storskærmen. Det er fotos fra partiets storhedstid i nullerne og tierne, der passerer revy. Et potpourri af DF-familien fra sommermøderne med grill og havefodbold og så trofæbilleder fra tiden med Anders Fogh Rasmussen, da han var statsminister, og Venstretoppen klappede tingene af med DF over flæskesteg og brun sovs.

Dengang man grinede bredt og satte agenda, og solen skinnede.

Pia Kjærsgaard ser så ung ud på billederne, tænker jeg. Thulesen og Skaarup ligner de drenge, de var engang. Tiden er gået med andre ord. Man har fået arv og gæld. Og undervejs også de føromtalte skeletter i skabene.

Nu skal man også vælge ny formand.

Dem, der har gjort livet surt for mig

Inden da toner Thulesen Dahl frem på storskærmen. Han har haft covid i den her uge og har ikke fået orden i sit coronapas, så han sender fra et studie i Messecenteret lidt væk. En leder uden et følge er bare en mand, der er ude at gå en tur. Eller alene med et kamera og et telelink. Og Kristian Thulesen Dahl er snart ikke leder mere.

Hvorfor det er blevet sådan, berører han som det første i sin sidste formandstale:

”Det er også en håndsrækning til dem, der de seneste år har ønsket min afgang, og som - i forsøget på at gøre livet så surt for mig som muligt - også har gjort det træls for så mange af jer andre.” 

Han når at sende de sidste giftigheder afsted mod Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Ingen af dem nævnt ved navn ganske vist, selvom alle herinde ved, hvem der refereres til. Sådan kan man forsøge at bevare en lille flig af en for længst tabt uskyld.

Men Thulesen Dahl er ikke klar til at brænde partiet ned til afgrunden. Tværtimod kan man sige. Han ved godt, hvad der sker nu, at partiet nu tager sine første skrøbelige skridt ud af stifternes skygge.

Så hvordan gik det hele så galt? Thulesen Dahl står ikke der for at bekende sine synder. Ifølge ham selv har han været offer for den lunefulde skæbnes udsving.

Andre partier er faldet sammen og blomstret op igen, analyserer han. SF, De Konservative og fjenderne hos De Radikale. Han nævner også Alternativet, men her er historien vist ved at løbe af med fortællingen. For hvor de andre partier har fristet en tilværelse efter Poul Schlüters devise om, ”at det går op, og det går ned, men det skal nok gå alt sammen”, er Alternativet i dag landspolitisk udraderet.

Det er heller ikke Thulesen Dahls pointe. Hans pointe er, at der ikke er en stor sandhed om DF's fald fra tinderne i dansk politik. For Thulesen er der tale om det, man i kristendommen kalder Matthæus’ lov: ”Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få i overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har”, som det står skrevet.

Oversat til politik: Når det går godt, går det bedre og bedre, og når det går dårligt, kan det altid blive værre.

”Vi ser det, vi kigger efter,” siger han med en aforisme. Det betyder vist, at fokuserer man på det negative, bliver man negativ. Og omvendt.

"Det betyder også, at succeser - positive fortællinger - kan blive selvforstærkende. At succes avler ny succes. Men også den modsatte vej. At fortælling om nedtur bliver selvforstærkende. At nedtur simpelthen i sig selv avler yderligere nedtur."

Thulesen Dahl bekender sig åbenbart til positiv psykologi. DF'erne skal tro på, at det hele nok skal gå, for så går det hele nok.

”Der er ikke mange, der tiltrækkes af en taber. Der er mange, der tiltrækkes af en vinder,” siger han.

Det lyder som noget, man lærer på et hurtigt kursus i ledelse.

”Læren er, at vi selv er med til at forme fortællingen,” formaner han.

Måske er det princippet bag lysbilledshowet lige før. De gode minders strategi.

Han slutter med at rammesætte sit eget eftermæle.  

”Det kan godt være, at jeg ikke fik gjort alting, så godt som jeg gerne ville. Men jeg gjorde det, så godt jeg kunne.”

Klapsalverne skyller ud over den tomme talerpult og mod storskærmen. Så bliver der blændet ned.

Nu er det Henriksens tur.

Henriksens vits lettede stemningen

”Er det Morten eller Pia, der styrer anlægget,” siger han midt i sin tale om at gøre DF til ”det vigtigste indvandringskritiske parti på Christiansborg”.

En hvinende feedbacklyd har afbrudt ham, men nu afløses den af en bragende latter. Comic relief, hedder det. Henriksen forener den splittede sal med en vits om alt det, der er sket.

Han har taget sit gavtyveblik på, og han holder et brag af en tale, der flere gange påkalder sig spontane bifald. Og nogle af dem akkurat så store, at man næsten kan ane skæbnen lette på låget for kassen med sensationelle overraskelser – kan han tvinge afstemningen ud i to runder? Kan han vinde? Det troede han ikke ret meget på, da jeg interviewede ham for et par uger side til Altingets podcastserie med formandskandidaterne.

Henriksen kæmper for sit politiske liv oppe fra scenen, og han taler som en mand, der ikke længere har noget at tabe.

Inden det hele gik i gang, nåede jeg at tale med hans hustru, Lea – ”konen,” som hun siger – og hendes to veninder.

”Det er meget godt, at man er pædagog,” lyder det fra veninderne.

”Var der åben mikrofon, så var jeg gået op, og så havde de fået en god gammeldags skideballe. For jeg synes, det er unfair over for os, der løber og deler brochurer ud og sætter valgplakater op, at de ter sig på den her måde. Som en børnehave.”

Oppe på talerstolen siger hendes mand, at han vil genetablere forbindelsen til det arbejdende folk med skattelettelser i bunden:

”For hvis Dansk Folkeparti igen skal blive til et bredt favnende folkeparti, så skal vi også sætte ind her. Derfor skal vi også passe på med at blive et parti, der nærmest udelukkende er styret af akademikere. For at kunne være et dansk folkeparti skal vi afspejle vores vælgere.”

Mon Messerschmidt fangede den? Gjorde medlemmerne?

Uanset hvad, er det forgæves. Det ved Henriksen vist også godt. Men da han når til vejs ende efter ti minutter, ved han også, at han har ført spillet til ende. ”Jeg vil kunne sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne,” siger han.

Han har ikke haft ressourcerne til at føre en ordentlig kampagne, han har ikke smedet alliancerne og aktiveret de interne netværk. Ungdomspartiet, hvis fremmeste repræsentanter går rundt i salen iført figursyede jakkesæt, sideskilning og med blikket rettet stift mod karrieren på Christiansborg, har ikke været på hans side.

Set i det lys er hans 219 stemmer måske ikke så værst.

Men det er heller ikke nok til at slå næste mand på scenen.

Franske vine eller friske fadbamser

Messerschmidt arriverer til talerpulten på en bølge af jubel. Lige der ved man, at det her er et fait accompli. En bebudet kroning. Kulminationen på det, Messerschmidt igennem et allerede langt liv i politik, hans blot 41 år taget i betragtning, har dokumentation for, at han har i overflod. Han kan føre en kampagne som få.

Det er åbenlyst også en af grundene til hans sejr. ”Der er mange, der tiltrækkes af en vinder,” som Thulesen Dahl sagde. Og baglandet har valgt en, de tror, der kan vinde.

Det er også det, Julie Jakobsen fra Odsherred fremhæver, når jeg spørger til det her med, at Messerschmidt konstant sender på en elitær frekvens med franske vine, panamahatten og operaen, mens DF-vælgerne dyrker en folkelig smag.

”Jeg tænker på, at når formanden skal forhandle med andre partiformænd, at han så kan måle sig med dem. Mere end hvad udtrykket er.”

Indholdsmæssigt adskiller hans tale sig ikke meget fra Henriksens. Hvor Henriksen siger: ”Danmark er for danskerne”, siger Messerschmidt: ”Danskerne først”. Begge vil ud af EU, begge vil stramme tonen i udlændingedebatten.

Messerschmidt læner sig op ad konservatismen som politisk filosofi, når han understreger, at ’folket’ ikke kan opdeles efter de andre partiers ideologiske kasser, klasser og interesser. ”Vi er et folkeparti,” siger han, ”ikke kun et arbejderparti, ikke kun et erhvervsparti, ikke bare et enkeltsagsparti”.

Det er nok så meget sagt med kun seks procent i meningsmålingerne, men det er et håb, og det er også personligt. Er DF nemlig udkantsdanskernes, de lavtlønnedes og de lavtuddannedes parti, så har Messerschmidt med sin kandidatgrad fra jura og fortid på elitegymnasiet Sankt Annæ ikke meget at gøre der. Panamahatten, den franske rødvin og ditto kogekunst og alt det der.

Messerschmidt udtrykker det sådan, at DF ”er Danmarks ægte folkeparti, hvor alle har en plads. Om man er til franske vine eller friske fadbamser.”

Det sidste siger han, som om han aldrig har stået med sådan én i hånden.

Talen er formfuldendt, og bifaldene er mobiliseret lang tid i forvejen. Messerschmidt gør jobbet færdigt deroppe.

Det har været slut længe, og længe før Merete Dea Larsen kan trisse op på scenen. Hun er sidst i talerækken, der er etableret per lodtrækning. Men luften er gået af ballonen og dramaet, og det virker, som om hun ikke engang har gidet at skrive den håbefulde kandidats tale.

Snarere giver hun en sidste opsang, inden stemmerne skal tælles op. Og så alligevel siger hun noget, der er værd at holde fast i.

DF er ikke længere et monarki

”Den til enhver tid udskiftelige formand, sådan bliver det i fremtiden, skal også lytte til dem i partiet, der måske ikke altid er enige med det, der kommer fra toppen,” siger hun stramt.

Dea Larsen ved godt, at det ikke er sig selv, hun taler om, men hun sætter ord på det faktum, at DF nu er medlemmernes parti. Formanden er blevet valgt, han sidder på deres nåde.

Forbindelsen mellem partimedlemmerne og deres formand er ikke længere mytisk, mystisk og monarkisk, men matematisk, målbar og demokratisk. Før var den genstand for teorier om Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahls person, aura og fornemmelser for folkestemning. Nu er den evidensbaseret, opgjort og registreret.

Kjærsgaard overdrog magten til ”kronprins Kristian,” som hun kaldte ham i 2012. Nu har Messerschmidt fået den ved flertalsafstemningens affortryllede kynisme.

Formandsvalget er et resultat, og det skal modsvares af resultater – meningsmålinger, stemmeprocenter og mandater. På den måde har Messerschmidts formandskab fået noget rationelt og transaktionsagtigt over sig. Leverer han ikke resultater, omgør baglandet det resultat, det har vedtaget i dag.

Der er blevet vendt et timeglas et sted herinde, hvor sandet begynder at løbe ud for ham som DF-formand. Der kan gå ti år. Men der kan også gå meget mindre.

Hvor længe ved vi ikke. Medlemmerne ved det ikke. Messerschmidt ved det ikke.

Messerschmidts flugt

Første stop på vejen bliver retssagen om EU-fusk og dokumentfalsk. Ingen herinde kan sige, at de ikke er blevet advaret tidsnok. Messerschmidt selv nævner ikke sagen direkte i sin tale, men måske rammesatte han den alligevel, da han sagde, at han ”skal være den første til at erkende mine fejl, men ved I hvad, det vigtige er ikke at gå igennem livet som et fejlfrit dydsmønster. Det vigtige er, at man tør erkende det og lære af det.”

Nu har flertallet af medlemmerne kautioneret for ham på forhånd. Det er Messerschmidts stærkeste kort, hvis han bliver dømt igen. Hans skandale er partiets skandale nu.

Men den største trussel mod ham kommer måske et andet sted fra. Nemlig i det gab mellem fransk rødvin og friske fadbamser, han påstod ikke fandtes i DF.

Messerschmidt er født i den klasse eller livsverden, DF har forsvaret i 27 år.  Men hele hans biografi fra Frederikssund over Bruxelles til partiformand er én lang flugt fra det. Intet i hans offentlige person – som i intet – afslører ham. Faren for Messerschmidt består i – hvis resultaterne udebliver, og hans aura af at være en vinder løber tør for dokumentation – at medlemmerne pludselig begynder at se panamahatten, rødvinen og sonetterne som de fysiske udtryk for, at han ikke mener, at de er gode nok til ham.

Det var det, Henriksen hentydede til, da han advarede om et parti kun styret af akademikere.

”Du skal være mere folkelig, hvis du skal kunne samle. Der har Morten lidt et problem,” lyder det fra Anders Risen fra Viborg.

Ude i foyeren møder jeg Christian Langballe, tidligere MF’er og søn af en af partiets nationalkonservative fædre, Jesper Langballe.

Christian Langballe er Messerschmidt-mand. Lidt overraskende, for Marie Krarup, som han er i familie med – Jesper Langballe var fætter til Marie Krarups far, Søren – er Messerschmidts mest udtalte kritiker. Det vil Langballe ikke nærmere ind på.

”Jeg har jo også både et venskab og et familieskab med Marie,” siger han.

Jeg spørger til det her med afstanden mellem Messerschmidts elitære stil og DF's kærlighed til kolonihavehuse og pølsevogne.

”Jeg har ikke noget imod krukker. Bare der er noget i dem,” siger han. Det lyder som noget, hans far også kunne have sagt.

”Jeg kender Morten godt. Det der flamboyante, det synes jeg bare, er charmerende. Han er ikke en jantelovstype, og det er det positive ved ham.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Martin Henriksen

Kommunalbestyrelsesmedlem (NB), Stevns Kommune, spidskandidat til EP-valget 2024 (NB), fhv. MF (DF), sikkerhedsvagt
kursus i kristendom og teologi, vagtkursus, Landtransportskolen, HF (Frederiksberg HF-kursus 2004)

Merete Dea Larsen

Byrådsmedlem (DF) og formand social og beskæftigelse, Roskilde Kommune
farmakonom (Roskilde Dom Apotek 2001)

0:000:00