Så længe der er puls, er der håb

PORTRÆT: Anders Samuelsen ved godt, at regeringsdeltagelsen er skyld i Liberal Alliances nedgang i meningsmålingerne. Men han mener stadig, at det er der, partiet har sin plads. Altinget er fulgt i hælene på LA-formanden, udenrigsministeren og privatpersonen Anders Samuelsen. 

”Jeg sætter lige min favoritsang på,” siger han.

Anders Samuelsen bøvler lidt med teknikken, før musikken flyder ud af bilens anlæg. Med et tryk på siden af iPhonen synger Freddie Mercury højere. Samuelsen stemmer i. Hans særlige rådgiver, der også er med i bilen, har tydeligvis været gennem det her før. Vejret udenfor er gråt, dryppende, og asfalten våd, og dagen er kun halvvejs overstået. Men bilen bliver med Queens hit ”Don’t Stop Me Now” til en boble af en smule uventet overskud i det ellers stramme program.

Det virker næsten for tykt med den sang. Men på mange måder udtrykker den Samuelsens mantra som politiker og som menneske. Stopper man op, kommer man højst sandsynligt ikke i gang igen. Fortsætter man ukueligt, er der altid en stråle af håb, uanset hvor mørkt det er.

Egentlig var en af mine hensigter med det her interview at finde ud af, hvad der holder ham kørende. Hvorfor han bliver ved. De lidt mere end to år, han og hans parti har været i regering, har – i hvert fald for de politiske kommentatorer at se – været en ydmygende march gennem det ene nederlag efter det andet, og undervejs er fortællingen om partiet som de borgerlige oprørere brudt sammen.

Netop den ministerbil, vi sidder i, er symbol på det. Fra 2011 og frem gentog Samuelsen i interview efter interview, at ministerbilen var helt uinteressant for ham – magtens komfort skulle aldrig bedøve ham, så han glemte sin liberale mission.

Men nu sidder han her alligevel, og der er dem, der vil sige, at alle hans forudsigelser, hvordan ministerkæderne ville stække ham, har holdt stik. Men Samuelsen stopper ikke, fordi han ikke stopper. Hån, anklager, spot og spe til trods. 

Det er noget, han har fra sine unge dage som atletikløber, fortæller han. At man går glip af for mange oplevelser, hvis man giver op. Men det kommer også fra hans far, Ole Samuelsen, hvis folketingskarriere for De Radikale brutalt blev annulleret med jordskredsvalget i 1973 – et nederlag, han aldrig kom sig over.

”Han drak sig ihjel. Tænk, hvis han havde ladet være med det. Så havde han oplevet, at hans ældste datter var blevet kulturminister, og en af hans sønner udenrigsminister og partileder. Det er så meget, han er gået glip af, fordi han gav op.”

Valgdagen tæller

”Det er et godt anlæg, ikke?” siger Anders Samuelsen, imens chaufføren trækker op foran Udenrigsministeriet og nådesløst slukker motoren, før Freddie Mercury har sunget de sidste strofer.

Tilbage til virkeligheden og tidsplanen. Det stod ellers ikke i kortene for Anders Samuelsen, at han skulle sidde bag i en ministerbil. Efter en turbulent tid med det nyopstartede parti Ny Alliance i 2007 og derefter et forsøg på en frisk start med navneskiftet til Liberal Alliance nåede meningsmålingerne et nyt lavpunkt. Det skete, da Naser Khader trak sig fra partiet i 2009 og efterlod Samuelsen med både lederskabet og meningsmålinger, der ramte 0,0 procent.

Alligevel var det ikke enden, og da folketingsvalget i 2011 kom, fik partiet fem procent af stemmerne. Måske er det derfor, at Samuelsen ikke har meget tilovers for meningsmålinger. Slet ikke de dårlige. Det er valgdagen, der gælder, og alt andet er lige meget. Fortællingen om 0,0 procent er efterhånden også blevet en del af partiets dna, og det er en anekdote, der altid kan trækkes frem, hvis det ser skidt ud. For hvis man kan komme tilbage fra nul, er alt andet vel småting.

 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Altinget er startet dagen på den obligate tidlige morgenløbetur. Her blev de nul procent også nævnt. Han løber næsten hver morgen, så vidt det er muligt. Det er også ofte den samme tur på lidt over fire kilometer, fordi den ”er så nem at huske”. Og hellere kort og hurtigt end lang og langsomt. Og så løber han for at få ro i hovedet. I dårlige perioder løber han meget, som for eksempel under sin skilsmisse. For fysikken kan man kontrollere, selvom man mentalt er udmattet. 

Tilbage i bilen er det første punkt på dagens program et kort møde i Udenrigsministeriet med Litauens tidligere premierminister. Derefter går turen til Digitalt Topmøde i DR-byen. Samuelsen træder ud af den sorte Mercedes, imens han taler i mobil om linoleum og træ. Det er noget på hjemmefronten, der hurtigt skal klares. Han har skiftet løbetøjet ud med et mørkeblåt jakkesæt og hvid skjorte. Ved indgangen venter erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), og kort efter ankommer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) omgivet af et par PET-vagter.

”Han har slips på,” konstaterer Samuelsen, da han ser Løkke.

Det er meningen, at udenrigsministeren skal være til mødet i tre timer og dermed have tid til at sidde og lytte lidt til de andre oplæg, før han selv skal holde tale.

”Det er meget rart; det får jeg ikke lov til så tit. Normalt er det bare fra møde til møde,” siger han nærmest som en selvopfyldende profeti, da hans særlige rådgiver lidt under en time senere prikker ham på skulderen og siger, at de bliver nødt til at tage tilbage til Christiansborg et øjeblik.

Der er noget med en ordfører, der skal ordnes. Hvad, er fortroligt. Undervejs kører bilen forbi Udenrigsministeriet, hvor en ministersekretær står klar med en stor gul konvolut. Også fortroligt, og hverken konvolutten eller mødet kan klares via mobil. På vej op ad trappen til Christiansborg går udenrigsministeren forbi en gruppe midaldrende mennesker.

”Godmorgen,” siger en mand højt, og Samuelsen svarer tilbage med endnu et ”godmorgen”.

”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at en minister ikke kan cykle på arbejde,” fortsætter manden, imens Samuelsen når de øverste trin, lige før han smutter ind ad døren.

Er DF klar til ansvaret?
I november 2016 indtrådte Liberal Alliance i regeringen sammen med Venstre og Konservative. Nu små tre år efter er flere af partiets kanter blevet slebet væk, og truslerne og de ultimative krav fra finanslovsforhandlinger i 2017 er også pænt pakket sammen.

Hvis du kigger tilbage på den periode, I har haft i regeringen, er der så noget set i bagklogskabens lys, du tænker, I skulle have gjort anderledes?

”Jo, det er der da. Men det bruger jeg ikke så meget tid på. Der er nogle bump på vejen, men bundlinjen siger 21 milliarder kroner i skattelettelser. Det er rigtig meget. Og så er der DR, blasfemiparagraf, folkeskolen og trafikplan. Det handler om, hvad du kigger på. Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Jeg mener, det er mindst tre fjerdedele fyldt. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at have så stor indflydelse, som vi har haft i regeringen,” siger han og prøver at vende det negative til resultater.

Han mener nemlig, at beslutningerne var de rigtige på det tidspunkt, de blev taget, med den viden, der nu hørte til. Derfor er konkrete fejltagelser ikke noget, han lige umiddelbart gider dykke ned i. Heller ikke Dansk Folkepartis erklæring om, at de ikke vil have Liberal Alliance i en mulig borgerlig regering efter et valg, er noget, Samuelsen kommenterer meget på.

”Det er et parti i sin egen ret. Jeg tror, jeg var den første partileder, der sagde, at jeg selvfølgelig godt mente, at de kunne være i regeringen, hvis de var klar til at løfte ansvaret. De må vurdere, om de er klar til at tage de tæsk, det også giver at sidde i regering. De kan jo kigge på os. Det koster også. Det er slut med gratis omgange. Derfor sidder de og overvejer, om de er klar.”

Løkke udtalte i et interview med Altinget, at LA var grunden til, at det sandede til. At I muliggjorde alliancen mellem S og DF. Hvad tænker du om det?

”Ingenting. Min arbejdsdag går med noget helt andet end at tænke over, hvem der har sagt hvad for 14 dage siden. Det er hans analyse, og det er jo fint nok. Jeg bruger min energi på at skabe de næste resultater i morgen.”

Men er du enig i det?

”Jeg kan knap nok huske, hvad det var, han havde sagt.”

At jeres skarpe krav muliggjorde alliancen mellem S og DF. At de begyndte at finde nogle fælles fodslag.

”Det ved jeg ikke. Det har jeg ingen kommentar til. Det er hans bud.”

 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Hvad har det kostet jer at være en del af regeringen?

”Det koster på profilen. I perioden inden, hvor der var et rødt flertal, kunne vi jo bare sig nej til hvert eneste forslag nede i folketingssalen, hvis det ikke var LA-politik. Allerede efter skiftet i 2015 ændrede det sig. Vi var en del af de 90 mandater inde i maskinrummet. Nogle gange lavede V så noget med DF og S. Derfor var det vigtigt, at vi kom i regering, så de fik brug for vores stemmer, fordi det er en del af at være i regeringen. Det gør en kæmpestor forskel. Men så bevægede vi os også helt væk fra at kunne sige ja eller nej til lige det, vi havde lyst til. For nu er det den regeringspolitik, vi forhandler os frem til, som vi også skal stemme for.”

Så når du siger, at I tabte lidt på profilen, mener du, at I gik fra kun at kigge på jeres egen politik til, at I blev nødt til at tage nogle middelveje?

”Ja, før kunne vi nøjes med at holde fast i vores egen fane. Nu er vi nødt til at holde lidt fast i de andres også. Så kan man måske ikke holde sin egen lige så højt, fordi man skal bruge nogle kræfter til de andre også. Jeg synes stadig, fanen er hævet, fordi skattetrykket falder, beskæftigelsen er høj, arbejdsløsheden er rekordlav. Vi har fået det sociale frikort og fixerum. Desuden sidder vi på stærke holdningsministerier. Det er jo ikke kun den økonomiske politik, der er interessant i LA’s politik, den er jo et redskab til at kunne føre værdipolitik,” siger han.

Igen vender han det tabte til noget vundet, og det er svært helt at vurdere, hvorfor han gør det. Om det skyldes, at han snakker med en journalist, eller fordi han tror på det. Man hælder på en eller anden måde til det sidste: at det er den ukuelige optimisme, hvor det kun er de fejl, der bliver til sejre, som får lov til at overleve og at blive overleveret. 

Vi har loyale kernevælgere
Men lige for tiden er partiet i nedgang, i hvert fald hvis man kigger på tallene. I de seneste vægtede meningsmålinger ligger Liberal Alliance nede omkring 4,5 procent, et stykke fra de 7,5 procent, de fik ved det seneste folketingsvalg i 2015.

Hvorfor tror du, at I er faldet i meningsmålingerne?

”Prøv at huske på, at vi startede på nul, og så får vi fem procent i 2011. Vi lå også her et par måneder før sidste valg, hvor vi endte på 7,5, så det prøver vi bare at gøre igen. Det gælder om at vinde på valgdagen. Alt andet er mellemregninger. Der kan ske så meget. Politik handler helt grundlæggende ikke om at forlænge brædder, men om at forudsige, hvilket bræt der kommer ind på tværs.”

Hvad tror du, I gør anderledes lige nu, end I gjorde, da I toppede?

”Vi sidder i regeringen, og så er der også kommet andre partier. Begge dele har kostet lidt. Vi har ikke længere helt rene hænder, og så er der nogle vælgere, der bliver lidt skuffede, og nogle tager et andet parti. Jeg håber, vi vækker de fleste af dem inden valgdagen. Det er jo den meningsmåling, der tæller. Så jeg er fuld af optimisme. Efter to år i regeringen, hvor der er blevet råbt efter os, og hvor vi er blevet hånet, tror jeg, der var nogle, der forventede, at vi ville ligge omkring spærregrænsen. Så vi har nogle meget loyale kernevælgere.”

Hvad skal der til, for at I bevæger jer opad igen?

”Ro, renlighed og rytme. Vi skal bruge 95 procent af vores tid på at fortælle om vores egen politik og så lade andre om at sidde og skændes om, hvem der er idioter i andre partier. Det skal vi ikke blande os i.”

Men hvis regeringsperioden har været årsagen til jeres nedgang, vil et regeringssamarbejde så ikke altid være lig nedslidning for jer?

”Nej, for noget af det, vi hørte op til valget i 2015, var, ‘I råber og skriger bare, I tør jo ikke tage ansvar’. Det har vi så gjort, og nu er der nogle, der synes, at det gør lidt ondt. Hvis man holder det her længe nok, så kommer der en respekt for, at vi ikke bare er et nyt parti, men at vi faktisk er et regeringsbærende parti. Vi startede rigtig godt ved 7,5 til sidste valg, og så var det lidt nemmere at miste noget. Konservative bundede totalt på 3. Så er det svært at komme længere ned, og så er der kun en vej op. Der har jeg prøvet at være.”

Jeg lever mit værk
Efter lidt køren frem og tilbage mellem Borgen og DR er både det fortrolige med ordføreren og talen til Digitalt Topmøde klaret. Næste punkt er optagelser til valgkampsvideoer, der skal deles på sociale medier. Et lokale på Liberal Alliance-gangen på Christiansborg er blevet indrettet som et interimistisk videostudie, og både gaffatape og et lagen er taget i brug for at få det perfekte lys. En af videomændene giver Samuelsen lidt L’Oreal på næseryggen og panden, før kameraet tændes, og partiformanden skal fortælle om partiets holdninger i en valgkamp.

Det er tydeligt, at LA-formanden nyder at være på sit partis gang, og det er også noget, han taler om. Arbejdskulturen er bygget op efter Thyras plejehjem, Lotte, fortæller han. Her skal være rart at være, og man skal altid give folk lidt mere, end de beder om. 

Senere går turen til Holte i Nordsjælland, hvor Samuelsen igen skal lægge udenrigsministeren lidt til side og tage partiformanden på. Jakkesætsjakken er skiftet ud med en mere afslappet cardigan med lynlås. Det er umuligt at skelne rollerne helt fra hinanden, siger han. Hverken udenrigsministen, partiformanden eller privatpersonen. Der sker en sammensmeltning, når man arbejder 70 timer om ugen. Der er flyvende udskiftninger i maskineriet omkring ham, men han bliver nødt til at være der hele tiden. 

”Det kan ikke være anderledes,” siger han og fortsætter:

”Når det er lykkedes at få et parti op at stå og få det i regering, så er det selvfølgelig et samarbejde med de fantastiske mennesker, jeg er omgivet af. Men det er også, fordi man ikke kan skille tingene ad mellem udenrigsministeren og Privat-Anders. Tingene er selvfølgelig smeltet sammen. Men det er ikke træls. Det er, fordi man lever i det. Lev i dit værk, var der en, der engang sagde.”

 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

På powerpointen bag ham står der ”Politisk beretning – Anders Samuelsen”, og ved siden af teksten er indsat en slags tegnet animationsdukke af partiformanden. Den har sølvhår og isblå øjne. Han giver en hurtig gennemgang af, hvad der sker på Christiansborg lige nu, og efterlader en smule tid til spørgsmål. De fremmødte ligner kernevælgerne. Størstedelen midaldrende mænd, en håndfuld kvinder og et par unge mennesker. 

Han når kun lige sit eget oplæg til generalforsamlingen, inden han skal videre. Igen. Sådan har det været hele dagen. Ingen arrangementer når til ende, før Samuelsen bliver nødsaget til at haste videre til det næste punkt på dagsordenen. Han ankommer til dagens sidste aftale, endnu en gang i DR-byen. Programmet Debatten, som han skal deltage i, er allerede begyndt, men han skal først på til sidst. Han er endnu en gang omklædt til skjorte og sidder på en stol og kigger på en fjernsynsskærm, der viser, hvad der sker inde i studiet på den anden side af de halvgennemsigtige skillevægge. Man kan se de lysende bogstaver, der danner programtitlen og baghovederne af den bagerste række publikummer, dem, der altid er gemt i mørket på fjernsyn.

Den grønne plan
Indtil i sommer havde Liberal Alliance virkelig godt fat i de unge. Ifølge en analyse lavet af valgforsker Kasper Møller Hansen for Altinget, ville 16,6 procent af de 18-24-årige sætte deres kryds ved liste I. De var suverænt dem med bedst greb i ungdommen. I slutningen af januar i år var situationen dog en anden. Partiet var rykket fra en klar førsteplads til en fjerdeplads med en tilslutning på blot 9,6 procent. Valgforskeren påpegede over for Altinget, at Liberal Alliances manglede engagement på den grønne front kan være at bebrejde.

På et tidspunkt havde I virkelig fat i de unge ...

Samuelsen afbryder, før spørgsmålet er færdigt.

”Det har vi endnu. Det har vi helt sikkert. Det viser alt, hvad vi har af målinger. Det er ikke nødvendigvis præcis samme tal, som da vi generelt lå højt. Men det tror jeg, du skal spørge mig om efter valget. Jeg tror, det er valgdagen, der afgør det,” siger han.

Det er, fordi vi havde en artikel ...

Igen afbryder han. Han ved, hvor spørgsmålet ender.

”Jeg har set de tal. Men det er jo én gang, hvor der har været lidt nedgang. I ret mange målinger ligger vi stadig relativt højt på de unge.”

I artiklen blev det påpeget, at nedgangen blandt de unge kunne skyldes en forsømmelse af den grønne dagsorden fra jeres side?

”Men det er jo gætværk.”

Men synes du, I har forsømt den grønne dagsorden?

”Vores dagsorden på det grønne er, at vi har en kæmpe udfordring, og vi skal fokusere på at løse den med rationelle midler. Vi kommer ikke til at kunne deltage i et kapløb om, at man skal lade være med at spise kød og lade være med at flyve. Det ligger ikke til den liberale del. Vi har en optimistisk tilgang til, at det nok skal blive løst, ligesom verden hele tiden i de sidste hundrede år via nye teknologiske fremskridt har løst ting. Vi tager det dybt alvorligt. Men vi prøver faktisk at løse det. Det er måske ikke med lige så populære løsninger, men jeg tror også, vores bagland ville blive forvirret, hvis vi bare sagde noget, som enhver økonom ville sige, var irrationelt.”

 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

I slutningen af marts kom Liberal Alliance ud med en ny klimaplan. Hovedpunkterne lyder på en markant satsning på forskning i nye klimaløsninger og fremme af eksisterende teknologier som vindmøller og solceller. Helt konkret vil partiet afsætte 0,2 procent af BNP til en klimaforskningsfond svarende til 3,7 milliarder kroner per år. Det er ifølge Liberal Alliance en seksdobling af det nuværende beløb. Partiet er et af de sidste til at udrulle sin klimaplan, og kun Dansk Folkeparti står nu tilbage som det eneste parti uden. Men Samuelsen mener ikke, at Liberal Alliance har været for sene til at opdage, at det er en dagsorden, vælgerne brænder for.

”Vi har deltaget aktivt i alle debatter, der har været om klima. Men vi har ventet på at få svar fra Finansministeriet på vores 2030-plan. Så selvom vi godt vidste, hvilken retning vi skulle gå, skulle vi også være sikre på, at vi havde pengene. For ellers så bliver det bluff, og jeg synes, der er rigeligt med bluff i dansk politik,” siger han.

LA-formanden mener, at teknologi og forskning er den eneste realistiske vej mod at løse klimakrisen. Han tror ikke på, at hverken højere afgifter eller mindre forbrug, som ofte også bliver foreslået som klimaløsninger, er en farbar vej.

”Jeg prøver bare at være realistisk. Vi kommer ikke til at nå i mål, hvis vi tvinger mindre forbrug og højere afgifter igennem. Det er 100 procent sikkert,” siger Samuelsen.

Han mener, at sådanne løsninger vil kunne ende med store demonstrationer. Som med De Gule Veste i Paris. For hvis det virkelig skal virke med afgifterne, bliver man nødt til at skrue, til det gør ondt. Og hvis man omvendt forsøger at kompensere ved at føre penge tilbage i grønne checks, er der ingen effekt, vurderer han og peger derfor på teknologien. 

”Hvis vi satser massivt på forskningen, er det lige meget, hvor meget du flyver, og hvor mange bøffer du spiser. For så har vi fundet den teknologi, der gør, at det er CO2-neutralt,” siger han.

Samuelsen er udmærket bevidst om risikoen for, at den nye teknologi, vi venter på, ikke bliver opfundet i tide, om end han mener, den er minimal. Han vurderer, at man ved at sætte tilstrækkeligt mange midler af til forskning kan øge sandsynligheden for det teknologiske klimagennembrud, så den kommer op i nærheden af 95-100 procent. Men hvis det skal lykkes, er det altafgørende, at markedet får hjælp i form af en kapitalindsprøjtning.

”Hvis vi kun skal lade markedet løse det – og det her kommer fra en liberal – så er det simpelthen for dyrt at udvikle de teknologier. For de investeringer, virksomhederne skal bruge, er for store til, at de kan nå at blive tjent ind igen,” siger Anders Samuelsen og tilføjer:

”Vi ved ikke, hvilken teknologi vi venter på, men den er derude. Det eneste, der er sikkert, er, at vi ikke opfinder den, hvis vi ikke sætter penge af til det.”

For tidligt at tænke på min egen begravelse 
Men hvordan ser fremtidsudsigterne ud for partiet, hvis det står til formanden selv? Af de nu siddende partiformænd har kun Lars Løkke Rasmussen siddet lige så lang tid som Samuelsen, og Liberal Alliance har aldrig været uden ham. Kan partiet eksistere post-Anders Samuelsen? Samuelsen har ofte før sagt, at arvefølgen i partiet ligger klar. Det er Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der skal tage over, og han er ikke bekymret for, når det engang sker.

”Jeg forsøger at arbejde på den måde i partiet, så jeg sikrer mig, at jeg kunne forsvinde i morgen, og så kunne det overleve. Det må aldrig blive noget, der er afhængigt af mig. Og det er det heller ikke. Det skal nok overleve, også selvom jeg faldt i havnen i morgen. Fordi partiet har så dygtige politikere,” siger han.

Men hvornår Ammitzbøll-Bille skal overtage, er der ikke noget endeligt svar på, og Samuelsen understreger, at han ikke har planer om at trække sig.

”Jeg synes, det er for tidligt at begynde at tænke i sin egen begravelse. Jeg har været med til at stifte et parti, der er gået fra ingenting til regeringsbærende. Det skulle gerne fortsætte i mange år endnu,” siger han.

Man går glip af meget, hvis man giver op. Der kommer han lidt tilbage til det med ikke at stoppe. Ikke at lære kroppen, at det er en mulighed.

”Det eneste, der kommer ud af at stoppe, er, at man er ude af kapløbet. Derfor er det en god egenskab at have, når man står med ryggen mod muren. Når det gør ondt. Jeg er bekymret for, at hvis man giver op, så lærer man sig selv, at det er okay med de halve løsninger. Jeg har set for mange politikere, som ikke orker det mere og trækker sig. Så står de og savner det bagefter.”

Så det er godt, fordi det driver dig fremad. Men kan det også gå for langt?

”Det er jo Kierkegaard. Du lever livet forlæns, men forstår det baglæns. Hvis det var endt med et nul komma nul i valgresultat, så havde jeg nok tænkt, at det havde været smartere at stoppe to år før. Men nu endte det på fem. Så længe der er puls, så er der håb. Det er min grundtænkning.”

Men er der nogle steder, hvor den blev på 0,0, hvor den der stopmekanik lige skulle være slået til?

”Jeg bruger ikke så meget energi på det, der gik dårligt. Men jeg tager det med og prøver at lære af det. Det lærte jeg også med Ny Alliance. Det er som at være iværksætter, hvor man siger, at firmaet helst skal være gået fallit to gange, før man gider investere i det, for før forstår man ikke, hvad det vil sige at være iværksætter. Det har jeg også gjort som partileder. Jeg gik fallit første gang, med Ny Alliance. Så startede jeg igen.” 

Forrige artikel Påskens målinger: Rød blok fører med 13 mandater Påskens målinger: Rød blok fører med 13 mandater Næste artikel Mere end 180.000 vælgere har forladt blå blok siden sidste valg Mere end 180.000 vælgere har forladt blå blok siden sidste valg
Ellemann manglede slagkraft i den første duel

Ellemann manglede slagkraft i den første duel

ANALYSE: Mette Frederiksen (S) gik langt i sin kritik af de internationale konventioner under statsministerens spørgetime. Alex Vanopslagh var endnu en gang skarp, mens Jakob Ellemann-Jensen var overraskende tam.