Simon Emil Ammitzbøll-Bille er ny skribent på Altinget

Altinget opruster sit debatunivers med tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der vil levere faste bidrag til Altingets opinionssider frem mod kommunalvalget.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Kristian Andersen

Altingets læsere vil fremover få glæde af kommentarer fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der bliver en del af Altingets faste skribentkorps.

Den tidligere minister for Liberal Alliance og nuværende løsgænger i Folketinget vil frem mod kommunal- og regionalvalget 16. november bidrage med ugentlige indlæg. 

"Som tidligere indenrigsminister og medlem af op til flere partier har Simon Emil Ammitzbøll-Bille en unik indsigt i det krydsfelt, hvor lokale og nationale politiske hensyn brydes. Derfor er vi meget glade for at få ham som fast kommentator frem mod kommunalvalget", siger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen.

43-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille har siddet i Folketinget i mere end 16 år, og har repræsenteret hele fire forskellige partier.

Han startede sin folketingskarriere for Radikale i 2005, men brød med partiet i efteråret 2008 og stiftede kort tid efter partiet Borgerligt Centrum. Partiet havde dog blot et halvt års levetid og blev derefter fusioneret med Liberal Alliance, hvor Ammitzbøll-Bille har brugt størstedelen af tiden på Christiansborg (2009-2019). Med Liberal Alliances indtræden i regeringen i 2016 blev Ammitzbøll-Bille udnævnt til økonomi- og indenrigsminister.

Efter valget i 2019 stiftede Ammitzbøll-Bille partiet Fremad med tidligere LA-folketingsmedlem Christina Egelund. Projektet blev skrottet i oktober 2020 og Ammitzbøll-Bille har siden været løsgænger i Folketinget.

17. august kunne han til Altinget fortælle, at han forlader politik til næste folketingsvalg. 

Læs Simon Emil Ammitzbøll-Billes første kommentar her.

Blå bog
  • Født 20. oktober 1977 i Hillerød. Søn af frisør og socialrådgiver Annie Henriksen og uddannet flyverløjtnant Nils Ammitzbøll Henriksen.
  • Uddannet bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitetscenter i 2003.
  • Har været landsformand for Radikal Ungdom fra 2000-2003, redaktør for Radikal Politik fra 2004-2005 og fra 2007-2016 formand for Krogerup Højskole, hvor han var elev i 1999.
  • Økonomi- og indenrigsminister og medlem af koordinationsudvalget i VLAK-regeringen fra november 2016 til juni 2019.
  • Medlem af Folketinget i 16 år. Fra 2005 til 2008 for Radikale, fra 2008 til 2009 som løsgænger og formand for Borgerligt Centrum, fra 2009 til 2019 for Liberal
  • Alliance og nu igen som løsgænger. Stiftede sammen med Christina Egelund i november 2019 partiet Fremad, som blev nedlagt i oktober 2020.
  • Bor i København med sin kone Kristine Rishøj Ammitzbøll-Bille og parrets to børn, Lili og Thit. Fra 2005-2016 gift med Henning Olsen, som døde af kræft.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), radiovært, 24syv
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)