Søren Søndergaard: Min mor sagde, jeg ikke skulle opføre mig som en proletar

BARNDOMMENS GADE: Enhedslistens Søren Søndergaard voksede op i et Danmark, hvor klassesamfundet var konkret virkelighed. Hvor man fik en kindhest, hvis man ikke kunne sine salmevers. Og hvor ungdommen gjorde oprør.

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

Det eneste, der ligner sig selv, er lossepladsen 
“Det meste af min barndom boede jeg på Lyngbyvejen nær Vangede. Det var det sted, hvor Gentofte Kommune anbragte alt det, der ikke lige passede ind andre steder. Kirkegården lå i det ene hjørne, og husvildebarakkerne tæt derved. Vi havde et gasværk lige i baghaven og lossepladsen som nabo, og så lå det store vandtårn her også. I vandtårnet lå et hjemmeværnsdepot, og det var faktisk her, Blekingegadebanden senere brød ind og skaffede våben. 

Vi boede i et rækkehus, der fungerede som tjenestebolig til Nesas transformerstation, hvor min far var ansat. Vores rækkehus lå, lige hvor den udvidede Lyngbyvej nu ligger. Det var ret isoleret fra alle andre, så jeg havde ikke så ofte kammerater på besøg.

Flere af mine kammerater måtte faktisk slet ikke komme her. Lyngbyvejen var for farlig, mente deres forældre, og så gik der ofte historier om, at der var børnelokkere i området, hvilket lossepladsen, husvildebarakkerne og de skæve eksistenser, der holdt til her, vist bare forstærkede frygten for. Men historier var nu nok alt, det var. 

De første år, vi boede på Lyngbyvejen, var der kun to spor, og der kunne gå længe mellem, at der kom en bil. Derudover var vejen ofte befærdet af de farende svende, der skulle fra København til Nordsjælland på marked og kom gående ad Lyngbyvejen med deres trækvogn, lirekasse eller harmonika. Min mor var sådan én, der altid skulle hjælpe alle mennesker, så når svendene kom forbi, ringede de altid på hos os og spurgte, om de kunne få en madpakke med til turen. Og jeg tror, det rygtedes i de kredse, for vi havde tit folk, der kom forbi. 

Når man står her i vejsiden i dag, er det svært at forestille sig, hvordan der har set ud. Rækkehuset er stort set jævnet med jorden, der er biler overalt, og det er jo nærmest et kafkask helvede af forskellige afkørsler. Vandtårnet er blevet til eksklusive lejligheder, gasværket er blevet revet ned, og der er blevet bygget flygtningeboliger midt mellem motorvejene.

Det eneste, der ligner sig selv, er lossepladsen. Den ligger her stadig; i dag bliver den bare kaldt for en genbrugsstation. Rygterne siger jo, at lossepladserne skiftede navn til genbrugsstationer, fordi vi i 1980’erne havde en miljøminister fra Kristendemokraterne, som havde en lidt uheldig talefejl. Når han sagde l, lød det som n, hvilket efter sigende skulle have udløst en let fnisen i Folketingssalen. Om det er helt sandt, ved jeg ikke, men det er nu meget sjovt.” 

Protester og lussinger 
“I 1962 begyndte jeg i 1.C på Tjørnegårdsskolen i Gentofte. Jeg gik i folkeskole i en tid, hvor hele opgøret om pædagogikken for alvor tog fart. På den ene side havde vi lærere, der var enormt moderne; lærere, der spillede guitar og læste ‘Lille Virgil’ for os, der ikke skulle konfirmeres. Og på den anden side havde vi nogle gamle lærere, som næsten var sadister, som opførte sig præcis som lektor Blomme i 'Det forsømte forår'.

Især en af mine lærere virkede til næsten at nyde afstraffelsen af os elever. I begyndelsen af hver time i kristendomskundskab satte han os til at recitere salmevers. Og hvis man ikke kunne sine vers, hev han én op ved øret med venstre hånd. Når man så stod helt oppe på tæerne – næsten løftet fra gulvet – gav han slip, samtidig med han svingede højre hånd, så man fik én på siden af hovedet.  

Jeg kan huske, der på et tidspunkt var nogle elever, der i protest mod forholdene på skolen malede hele den 75 meter lange skolemur og skrev “Vores skole, fascismens yngleplads, Amdi (rektoren, red.) er et svin”. Jeg blev som en af de første mistænkt for at så bag. Formentlig fordi jeg var med i elevrådet, lavede skoleblad og sagde min mening. Min storesøster blev sågar afhørt af politiet, hvor hun blev udspurgt om, hvad jeg havde foretaget mig den pågældende nat, men jeg havde intet med det at gøre.

Til gengæld var det mig, der stod bag en større aktion, da jeg gik 7. klasse, hvor hele skolen protesterede mod, at vi ikke havde fri 1. maj, fordi vi boede i Gentofte Kommune. Derfor organiserede vi, at næsten 600-700 elever blev siddende i skolegården, da det ringede ind efter det spisefrikvarter. Lærerne kom ud og truede med eftersidninger, men selv 3. klasses-elever blev siddende. Der var virkelig en følelse hos os alle af, at vi kunne handle – og med 1968-oprøret som bagtæppe for det hele var der en stor tro på, at vi også kunne forandre noget. 

En af vores store sejre, som jeg bestemt ikke er stolt af i dag, var, at vi fik indført, at de ældste elever måtte ryge i skoletiden. Det var en kamp om retten til at ryge, for vi så det som et tegn på, at vi ikke blev respekteret som voksne mennesker, når nogle begrænsede vores rettigheder. I dag ville langt de fleste nok betragte det som en afsindigt dum kamp, men for os var det en kæmpe sejr, at vi fik lov til at stå ovre bag plankeværket og pulse løs i frikvartererne.“ 

Da Kennedy blev skudt 
“Mit hjem var nok mere samfundsinteresseret, end det var decideret politisk. Jeg er aldrig blevet slæbt med til for eksempel demonstrationer, ligesom mine egne børn er blevet. Men det var et hjem, hvor man skulle følge med, hvor dagens begivenheder blev diskuteret, og hvor især min far var meget samfundsengageret. Han læste filosoffer, tonsvis af fag- og skønlitteratur og holdt Information – i hvert fald indtil slutningen af 60’erne, hvor den blev for rød til ham, og jeg overtog abonnementet. Min far og jeg kunne diskutere i timevis, og min storesøster blev ofte så vanvittig af at lytte til os, når vi sad der ved spisebordet og diskuterede invasionen i Tjekkoslovakiet, mordet på Lumumba eller primærvalgene i USA, at hun forlod bordet i protest. 

Min første politiske erindring var, da jeg var otte år gammel, og John F. Kennedy blev skudt. Jeg kan huske, min mor kom ned på mit værelse og bad mig om at komme op, fordi der var noget, jeg skulle se i fjernsynet. Det var startskuddet til en politisk interesse, hvor jeg blev lidt af en Kennedy-fan og sågar meldte mig ind i Kennedy-samfundet, som skulle sprede Kennedys visioner i Danmark. Med min Kennedy-begejstring fulgte, at jeg var temmelig proamerikansk. Min far derimod var noget mere kritisk, og da vi først begyndte at diskutere Vietnamkrigen, var det eksempelvis mig, der forsvarede USA, og min far, der stillede kritiske spørgsmål. Og sjovt nok endte det jo lige omvendt med, at jeg var meget mere radikal i min kritik af Vietnamkrigen, mens han forsøgte at forsvare og moderere.” 

Ungdomsoprøret startede med modstandsbevægelsen 
“Der er ingen tvivl om, at min opvækst har været med til at politisere mig. For som barn fra Vangede, der gik i skole i Gentofte, mærkede jeg, at det gjorde en forskel, hvor man kom fra. Jeg kan for eksempel huske en lærer, der i en time sagde: “Så har vi jo to arbejderbørn i klassen”. Det var der sikkert ikke mange andre af mine klassekammerater, der lagde mærke til, men det ene af de to børn var jo mig, så jeg havde en klar følelse af at blive peget ud. 

Og det var jo ikke engang, fordi min familie var fattig eller udannet. Min far var funktionær, havde fast arbejde, og vi boede i en tjenestebolig. Vi boede ikke ovre i husvildebarakkerne, og vi havde med tiden råd til både sommerhus og tv. Men det handlede jo ikke bare om at være rig eller fattig. Det handlede også om den repression, man tydeligt mærkede, hvis man var anderledes eller forsøgte at gøre oprør. Jeg kan huske engang, hvor en lærer tvang mig til at sidde med sløjfer i håret, fordi hun mente, at jeg havde så langt hår, at jeg da måtte være en pige – og jeg havde altså kortere hår, end jeg har i dag. Det fremkaldte en modstand i mig, som nok har fulgt mig siden. 

Jeg er opdraget til at opføre mig ordentligt – for som min mor sagde, skulle jeg ikke opføre mig som en proletar. Trods hendes baggrund var det et af hendes værste skældsord. For mig er det ironisk nok en æresbetegnelse. Men jeg har også fået det med hjemmefra, at man altid skal kæmpe for både retfærdighed og lige rettigheder. Min mor var børnehjemsbarn, og begge mine forældre var unge under krigen, hvor de oplevede et stort behov for at gøre oprør. Min far var lidt involveret i modstandskampen, hvor han blandt andet var på flere skydeøvelser i Hareskoven og havde maskinpistoler liggende i krybekælderen hjemme. 

Det er ret interessant, at de fleste taler om, at ungdomsoprøret i 1968 var det første ungdomsoprør i Danmark, for det første ungdomsoprør var jo reelt under Anden Verdenskrig. For det var de unge, der lavede sabotage; de unge, der sagde fra, mens det var de ældre, der anerkendte samarbejdspolitikken. I dag ser vi med stolthed på en gruppe som Churchill-gruppen, som vel ikke var mere end 15-16 år, da de begyndte med den første sabotage. Med de internationale konventioner, vi har i dag, ville det være forbudt. Vi ville fordømme børnesoldater, men det var jo en anden tid.”

Uden bukser foran hele stadion 
“Når jeg ikke var i skole, brugte jeg det meste af min tid på fodboldbanen. Jeg var bestemt ikke den bedste spiller på mit hold, men jeg fik flere pokaler for at være den mest energiske. En af de oplevelser, jeg især husker i dag, var, da mit hold fra Jægersborg Boldklub blev udvalgt til at spille opvarmningskamp mod et pigehold, inden Bronzeholdet fra OL i 1948 og Sølvholdet fra OL i 1960 skulle mødes i en opvisningskamp på Gentofte Stadion. Der var propfyldt på tilskuerpladserne, og omend det var en stor oplevelse, var den ikke uden en smule ydmygelse; da jeg med stor selvtillid dribler op langs siden, er der nemlig en af pigerne, der finder på det ufine trick at hive i mine shorts, så jeg lige pludselig løb med bar bagdel foran 10.000 tilskuere. 

Vi blev med årene ret gode og vandt en del, men efterhånden som vi blev ældre, gik holdet langsomt i opløsning. Mens nogle spillere rykkede til B1903, der trods alt var bedre end os, stoppede jeg, fordi jeg vist blev mere interesseret i piger og politik. De to kunne godt kombineres; det var værre med piger og fodbold. Jeg havde en enkelt gang en kæreste med på sidelinjen til en fodboldkamp, men det syntes hun vist ikke, var så sjovt at stå og glo på.” 

Forrige artikel Ugens målinger: Få mangler et parti som Fremad Ugens målinger: Få mangler et parti som Fremad Næste artikel Baglandet er klar til Ellemanns grønne Venstre classic: “Men uden klimahysteri. Naturkatastrofer har vi altid haft”  Baglandet er klar til Ellemanns grønne Venstre classic: “Men uden klimahysteri. Naturkatastrofer har vi altid haft” 
Terroranslag styrker Mette Frederiksens fortælling

Terroranslag styrker Mette Frederiksens fortælling

ANALYSE: Striden om retspolitik er flammet op i både rød og blå blok. Men kritikerne af øget overvågning og mere magt til efterretningstjenesterne får svære kår efter oprulningen af den storstilede aktion mod et islamistisk terroranslag.