Som Thor ville have sagt det

Fremragende skildringer af spillet bag facaden og nye informationer om brutale magtkampe mellem ministrene. Kombineret med overfladiske analyser og mikrofonholderi for udvalgte kilder.

Så underlig sammensat er Henriks Qvortrups bog om Thorning-regeringens næsten fire år, en bog, der byder på enorme kvalitetsmæssige udsving.

Forudsætningerne for en aldeles fremragende bog var ellers til stede: Qvortrup er ikke alene Christiansborg-veteran med et væld af kilder blandt toppolitikere, han har også modet til at skære igennem alle politiker-flosklerne, og han skriver vildt underholdende.

Derfor er det også uden mening, når Qvortrup konkluderer, at Thorning sluttede på toppen.
Hun fik givet sit parti et par mandaters fremgang, ja. Men i størstedelen af sin regeringstid fungerede hun som Vestagers juniorpartner. Og Statsministeriet blev tabt efter kun én periode.
Det er og bliver en fiasko.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det sidste bliver man heldigvis ikke snydt for i ”Tre år, ni måneder og tre dage”, der meget passende har undertitlen ”Det utrolige drama bag kulisserne i regeringen Thorning-Schmidt”. Man keder sig ikke undervejs.

Husarrest på højt plan
Qvortrup har mange veloplagte skildringer af det muntre køkken i Thorning-regeringen: Det gælder ikke mindst Margrethe Vestagers (R) bitchy og til tider helt hysteriske optræden og den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsens konsekvente sortsnak.

Eksempelvis beskrives en seance, hvor Annette Vilhelmsen som erhvervsminister møder en række af erhvervslivets topdirektører. Som Qvortrup tørt konkluderer:

”Det kunne efterfølgende konstateres, at det ikke var en målgruppe til fals for almindeligheder tilsat lærerværelses new speak om dialog og frugtbar proces.”

Beskrivelsen af Nicolai Wammens (S) trængsler på den overflødige post som europaminister – fordi han lidt for ivrigt signalerede ambitioner om at overtage efter Thorning – er ligeledes elegant: ”Husarrest på et højt plan”, kalder Qvortrup det. Yderst præcist!

Men de mange fede elementer i bogen kan ikke overskygge svaghederne.

Helteepos
Et af de helt store problemer er Qvortrups måde at bruge anonyme kilder på.
Enhver, der har prøvet at lave den slags bøger, ved, at anvendelse af anonyme kilder er bydende nødvendigt, hvis man skal beskrive spillet bag kulissen. Men det siger sig selv, at man skal gå til den slags kilder med almindelig kritisk sans. Og det er her, det kikser fuldstændigt i bogen.

Den tidligere SF-næstformand, skatteminister og nuværende afdelingschef hos Socialdemokraterne på Borgen, Thor Möger Pedersen, er tydeligvis en af de mest anvendte kilder, og skildringen af ham nærmer sig et nordkoreansk helteepos:

Det var Thor, der skabte S-SF-aksen, det var Thor, der kæmpede for SF's standpunkter i det sorte tårn, det var Thor, der som minister forsøgte at sikre SF en smule indflydelse – og det var alligevel stakkels Thor, der som en anden martyr blev sonoffer, da den nye SF-ledelse tog over.

Thor Möger Pedersen er en brainy fætter, der kan tilskrives en pæn del af æren for den vellykkede socialdemokratiske kampagne op til folketingsvalget i juni.

Men det var altså også Thor, der havde en stor del af ansvaret for den tandløse SF-valgkamp i 2011. En valgkamp, hvor partiet dårligt nok turde definere, hvad der var forskel på SF og Socialdemokraterne eller udfordre de radikales højredrejede udmeldinger.

SF havde et OK udgangspunkt før valget i 2011, men blødte syv mandater i selve valgkampen som følge af den totalt forfejlede strategi, et nederlag, der svækkede SF fatalt. Det hører ligesom med i bedømmelsen!

Det svage led
Omvendt beskrives den daværende SF-formand Villy Søvndal konsekvent nedladende som en mand, der helt havde opgivet at kæmpe for sit partis synspunkter – og udelukkende tænkte på sin ministerbil. Hvordan det passer med, at bogen også beskriver, at det faktisk var Søvndal, der sloges for SF-mærkesager som betalingsringen, står hen i det uvisse.

I det hele taget halter bogens skildring af Thorning-regeringen svage led – SF – en hel del. Det er nok ikke en tilfældighed: For selvom Henrik Qvortrup har et af de allerbedste kildenet på Borgen, kan man vist uden at fornærme ham konstatere, at det ikke lige er venstrefløjen, han har rendyrket.

Således tilskrives Thor Möger æren for ”den nye strømning, arbejderismen”, hvor såvel rekruttering som interessevaretagelse tager udgangspunkt i arbejderklassen. Men ”arbejderisme” har været kendt – og anvendt som skældsord – på venstrefløjen siden 70'erne.

På samme måde beskrives det som svag ledelse af Søvndal, at han ikke ekskluderede oprøreren Özlem Cekic (SF), da hun nægtede at stemme for skattereformen. Men det skyldtes snarere, at Søvndal havde en bedre føling med stemningen i partiet end Thor Möger: Var Cekic blevet ekskluderet efter skatteaftalen, var det endt med ragnarok – og der var allerede centrale medlemmer af SF's folketingsgruppe, der mente, det var alt for vidtgående at fratage oprøreren alle hendes poster.

Hækkerup til kølhaling
Bogens styrke er, at den tager læseren helt med ind i magtkampenes inderste rum: Den uhellige alliance mellem Mette Frederiksen (S) og Henrik Sass Larsen (S) – der begge er meget lidt imponerende af Thorning – beskrives indgående og med nye elementer.

Hækkerup-klanen var ligeledes tilknyttet denne alliance, og formodningen, om at Nick Hækkerups fald som forsvarsminister var en regulær straffeaktion fra Thorning, underbygges fint. Det er malende beskrevet, hvordan Nick Hækkerup to gange må stille ”på gulvtæppet” i Statsministeriet, hvor en rasende Thorning kalder ham illoyal. Også Mogens Lykketoft (S) måtte stille til overhaling hos Thorning, og vanen tro benægtede Lykketoft alt, indtil det modsatte kunne bevises.

Interessant er det også, hvor indædt krigen mellem Thornings og Mette Frederiksens spindoktorer har været. Det er virkelig ikke for sarte sjæle.

Blandt de mere kuriøse – men illustrative – situationer er en beskrivelse af, hvordan Margrethe Vestager nærmest gik amok i en temmelig perifer sag om en letbane i Århus. Ifølge skildringen skreg hun den fredsommelige transportminister Magnus Heunicke (S) direkte ind i hovedet, fordi hun mente, han havde overskredet sine beføjelser.

Det er magtspillet, der interesserer Qvortrup – og den del har han altid haft bedre fat i end de fleste. Således også i ”Tre år, ni måneder og tre dage”.

Analytisk svaghed
Til gengæld er hans interesse for substans – og især ideologi – noget mindre udtalt. For at sige det pænt. Det giver nogle analytiske begrænsninger.

Således forbigås lærerkonflikten let og elegant, selvom den var ødelæggende for SF og Radikale og åbenlyst medvirkende til de to partiers valgnederlag.

DONG-sagen beskrives som en del af regeringens interne spil. Men sagens egentlige perspektiv var den enorme symbolværdi, som gjorde, at 83 procent (!) af danskerne modsatte sig salget til Goldman Sachs. Der var tale om et klodset og unødvendigt selvmål af Bjarne Corydon (S), der udviste en politisk tonedøvhed af ekstreme dimensioner.

Helt overordnet er den vigtigste fortælling om Thorning-regeringen vel, at den desillusionerede titusinder af engagerede centrum-venstre-vælgere. Det kan føre til politikerlede og manglende demokratisk engagement, men også ud fra en analytisk vinkel er det perspektiv centralt.

For her har vi selve hovedårsagen til, at regeringen næsten fra starten var dødsdømt.

”På toppen”
Derfor er det også helt uden mening, når Qvortrup konkluderer, at Thorning sluttede på toppen. Hun fik givet sit parti et par mandaters fremgang, ja. Men i størstedelen af sin regeringstid fungerede hun som Vestagers juniorpartner. Og hun tabte Statsministeriet efter kun en periode.

Nederlaget kom, selvom omstændighederne ved valget var ekstraordinært positive: Verdensøkonomien var i fremgang, Thornings modkandidat var historisk upopulær, og rød blok fik helt usædvanligt alle fire nordatlantiske mandater. Alligevel tabte hun.

Det er og bliver en fiasko. Uanset hvilke forskønnende vendinger Thor Möger Pedersen eller andre pakker det ind i.

”Tre år, ni måneder og tre dage” af Henrik Qvortrup er udkommet på People's Press. Bogen er på 365 sider og koster 300 kr.