Kommentar af 
Svend Brinkmann

Svend Brinkmann: Folkeskolen er forslået og såret, men den er stadig verdens bedste idé

Den fælles folkeskole har fået mange tæsk, siden den blev udsat for en destruktiv reform for ti år siden. Nu må vi se, om forårets nye politiske aftale, der ruller mange af reformens elementer tilbage, kan hjælpe den sårede patient, skriver Svend Brinkmann. 

Meget tyder på, at tidens udbredte mistrivsel har at gøre med en overdreven vending indad mod selvet. Folkeskolens formål bør modvirke dette ved at vende børnene tilbage mod den fælles verden, skriver Svend Brinkmann.&nbsp;<br>
Meget tyder på, at tidens udbredte mistrivsel har at gøre med en overdreven vending indad mod selvet. Folkeskolens formål bør modvirke dette ved at vende børnene tilbage mod den fælles verden, skriver Svend Brinkmann. 
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Svend Brinkmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er blevet tid til første skoledag for cirka 60.000 børn i Danmark.

Selv om der er flere og flere, som går i fri- eller privatskole, er det stadig næsten 80 procent af en årgang, der begynder i folkeskolen.

Den fælles folkeskole har på mange måder været en forslået og såret patient, siden den blev udsat for en destruktiv reform for ti år siden.

Utallige fagpersoner advarede mod reformen før, under og efter implementeringen, og gentagne evalueringer har da også vist, at reformen hverken har givet fremgang med hensyn til børnenes læring eller trivsel – snarere tværtimod. Vi må se, om forårets nye politiske aftale om folkeskolen, der ruller mange af reformens elementer tilbage, kan hjælpe den sårede patient.

I skolen skal instrumentelle hensyn til produktion, arbejde og reproduktion for en stund suspenderes.

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Hvis folkeskolen er forslået og såret, kunne det være fristende at begynde helt forfra. Det er der dog ingen grund til, for selve tanken bag den danske folkeskole er værdifuld.

Jeg vil endda vove den påstand, at den er blandt verdens bedste idéer.

Ethvert samfund har brug for at genskabe sig selv gennem uddannelse og pædagogik, og et demokratisk samfund har i særlig grad brug for, at denne genskabelse ikke blot sker gennem træning og indlæring, men gennem kultivering af dyder og evner, der understøtter menneskers selvstændige tænkning, kritiske sans og samarbejde. Alt dette er indeholdt i idéen om folkeskolen.

Den tidligere undervisningsminister Knud Heinesen (S) sagde engang, at folkeskolens formålsparagraf er samfundets trosbekendelse til fælles værdier. Men hvilke værdier? Hvad tror vi egentlig på som samfund?

Jo, i folkeskolens formålsparagraf står, at folkeskolen skal forberede til videre uddannelse, give fortrolighed med dansk kultur og historie samt andre lande, kulturer og naturen, hvilket skal give eleverne mulighed for at tage stilling og handle, hvilket igen skal forberede til deltagelse i et samfund med frihed og folkestyre.

Læs også

Der er en flot begrebslig bevægelse gennem de tre lovstykker: Ved at erhverve sig kundskaber og færdigheder om verden – både den nære og fjerne – tror vi på, at eleverne selv kan udvikle erkendelse, selvstændighed og fantasi, så de kan deltage i et demokratisk samfund sammen med andre.

De skal altså først vendes mod verden (naturen, kulturen, historien) med henblik på at blive selvstændigt handlende for siden at kunne virke i samfundet. Bevægelsen går således fra verden til individet og tilbage til verden igen. I sit væsen kan dette siges at være udtryk for et dannelsesideal.

I sin ”Teori om dannelsen af mennesket” fra 1793 skrev Wilhelm von Humboldt om ”opgaven for vort liv,” der i hans øjne bestod i at give begrebet ”menneskehed” et så rigt indhold som muligt: ”Denne opgave løses alene ved at sammenknytte vort jeg med verden gennem den mest muligt omfattende, livligste og frieste vekselvirkning.”

Dannelse finder altså sted i en fri og livlig vekselvirkning mellem jeget og verden. Det kan kun lykkes, hvis vekselvirkningen i videst muligt omfang friholdes fra ydre bindinger.

Instrumentaliserede institutioner risikerer at skabe instrumentaliserede mennesker.

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Hvis man anspores til at lære sprog eller matematik for at klare sig godt i en test, er der ikke tale om dannelse, men om eksamenstræning. Hvis man bevæger sin krop i 45 minutter hver dag i gennemsnit for at øge sine læsefærdigheder (hvilket var en tanke bag skolereformen), er der ikke tale om fysisk udfoldelse for dens egen skyld, men om instrumentaliseret disciplinering.

Her ligger det dybere problem ved den ødelæggende skolereform: Den havde et grundlæggende instrumentelt syn på undervisning og læring og var dermed dannelsens modsætning.

Det danske ord skole har rod i det græske ”schole”, der betegnede den frie og befriede tid. Jeg ved ikke, om børn skal have at vide, at den frie tid principielt begynder, når de går ind gennem skolebygningens dør, og slutter når de forlader skolen.

Vi har på mange måder fået vendt dette helt på hovedet – igen på en temmelig ekstrem måde via skolereformen. At skolen er ”den frie tid” betyder selvfølgelig ikke, at der ikke må være regler, pensum eller lærerautoritet i skolen. De ting er nødvendige.

Men det betyder, at skolen skal være det sted i samfundet, hvor man møder verden i bredest mulige forstand uden tanke på, om man kan ”bruge den til noget.” I skolen skal instrumentelle hensyn til produktion, arbejde og reproduktion for en stund suspenderes.

Den danske pædagogiske tænker Thomas Aastrup Rømer skriver, at dannelsen i skolen  ”udspringer af mødet mellem tingen, når den tages ud af brug, og mennesket, når det tages ud af dets funktion.”

Når tingen ikke defineres af sin brugsværdi (”hvad kan vi bruge matematik til?”), og mennesket ikke defineres af sin rolle som mand, kvinde, arbejdskraft eller skatteyder, bliver den frie vekselvirkning mulig mellem menneske og verden.

Læs også

På den måde kan eleverne lære om sprog, håndværk, musik, historie, idræt og matematik, ikke som instrumenter i konkurrenceevnens eller arbejdsudbuddets tjeneste, men som noget der i sig selv er konstituerende for et godt menneskeliv i fællesskab med andre mennesker.

Et aktuelt begreb fra den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta er verdensvendt, og det er netop, hvad folkeskolen ideelt kan tilbyde: At hjælpe eleverne til verdensvendthed, selvstændig tænkning og samfundsansvar.

At realisere folkeskolens formål som verdens bedste idé er de voksnes ansvar.

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Meget tyder på, at tidens udbredte mistrivsel har at gøre med en overdreven vending indad mod selvet, så måske kan en besindelse på folkeskolens formål også modvirke dette ved at vende børnene tilbage mod den fælles verden.

Både børn og voksne har det bedst, når de er optaget af noget for dets egen skyld. Og lige så vigtigt er det, at mennesker kun kan blive moralsk ansvarlige i forhold til hinanden, hvis vi forstår, at der er noget, der har værdi i sig selv (for eksempel at hjælpe sine medmennesker).

Instrumentaliserede institutioner risikerer at skabe instrumentaliserede mennesker (”soldater i konkurrencestaten”, som Ove Kaj Pedersen omtalte børnene for godt ti år siden).

Alt det skal børnene selvfølgelig ikke bekymre sig om. De skal lære rim og remser, at holde på en blyant og skrive bogstaver, vente på at det bliver deres tur og lytte, når klassekammeraten fortæller om den kattekilling, der blev observeret på vej til skole.

At realisere folkeskolens formål som verdens bedste idé er de voksnes ansvar. God vind i det nye skoleår til både børn og voksne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
ph.d. (Aarhus Uni. 2006), cand.psych. (Aarhus Uni. 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024