Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromiset for at undgå britiske tilstande. 

Danmarks første og anden kvindelige statsminister på S-kongres i Aalborg.
Danmarks første og anden kvindelige statsminister på S-kongres i Aalborg.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog FriisErik Holstein

"I gjorde det!"

Med en lettere omskrivning af sin egen sejrstale fra 2011 indledte tidligere statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt lørdag eftermiddag sin tale på socialdemokraternes kongres i Aalborg.

Det var første gang siden sin afgang i juni 2015, at Thorning var på talerstolen.

Og selvom Mette Frederiksen har gjort sig store anstrengelser for at lægge afstand til sin forgænger, bakkede Thorning på overfladen loyalt op om den kurs, der har ført Socialdemokratiet tilbage i Statsministeriet.

Kompromis er blevet et dirty word i UK. Ingen formår at mødes på midten. Sådan må det aldrig blive herhjemme.

Helle Thorning-Schmidt
Fhv. statsminister (S)

"Dansk politik har været lidt dramatisk på det seneste. Nu skal vi ikke genere andre partier, men det minder os om, hvor stolte vi skal være af det formandsskifte, vi gennemførte for fire år siden," sagde Helle Thorning-Schmidt med reference til det turbulente formandsopgør i Venstre.

Løftet pegefinger
Thorning tog sin del af æren for, at formandsskiftet i Socialdemokratiet forløb udramatisk i 2015, selvom fløjkrige havde martret partiet i årevis.

"Vi havde ikke kun en formandskandidat, som var fuldstændig klar, men som partiet også var klar til at bakke op om," sagde Thorning som en diskret påmindelse om, at hun selv mødte større intern modstand.

Efter en række lykønskninger til Mette Frederiksen og det nye regeringshold kom den løftede pegefinger.

Fra sin nye bopæl i London har Thorning-Schmidt nemlig første parket til en nation i politisk nedsmeltning for åbent tæppe.

"Brexit har fuldstændig smadret den sidste del af sammenhængkraft, der var tilbage i Storbritannien. Og det minder os om, at vi skal passe på solidariteten og sammenhængskraften her i Danmark," sagde hun.

I Storbritannien har politikerne helt og aldeles mistet evnen til at indgå kompromiser. For at undgå lignende tilstande i Danmark skal regeringen turde at gå efter kompromiset, lød opfordringen fra Thorning.

"Kompromis er blevet et dirty word i UK. Ingen formår at mødes på midten. Sådan må det aldrig blive herhjemme," sagde hun.

S skal række ud efter midten
Der var ros til Mette Frederiksen for at gøre det klart, at hun ikke ønsker at videreføre den blokpolitik, som har præget sidste valgperiode.

Med klar reference til sin egen regeringstid fulgte også en opfordring om ikke at være bange for reformer.

"Vi socialdemokrater skal også række ud efter midten. Hvis ikke vi gør det, hvem gør det så? Det skal vi gøre, fordi vi er og skal være omdrejningspunkt for progressive forandringer i Danmark," lød det fra Thorning.

"Men det kræver, at vi tør kompromiset," tilføjede hun.

De velmente råd udløste enkelte løftede øjenbryn, men dog taktfaste klapsalver i kongressalen i Aalborg.

"Hvor er det dejligt at være på S-kongres igen," lød det afsluttende fra Helle Thorning-Schmidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00