Uddrag af Løkke-bog: Klimakamp

Af Thomas Larsen

Udover at skulle håndtere den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig måtte Lars Løkke Rasmussen i rollen som ny statsminister kaste sig ind i forberedelsen af et af de største internationale møder på dansk jord nogensinde, FN's klimakonference i København i december 2009.

Han fik kun kort tid til at opbygge det nødvendige internationale netværk og skabe sig overblik over de positioner, som verdens lande indtog forud for konferencen.

Målet var at blive enige om en ambitiøs global aftale for at modvirke de menneskeskabte klimaforandringer.

Konferencen endte i massiv skuffelse og blev undervejs præget af kaos. Det danske værtskab blev kritiseret, og Lars Løkke Rasmussen blev i et udenlandsk medie omtalt som en klodsmajor.

Før og under konferencen var der uoverensstemmelser i den danske lejr, topembedsmænd fra Statsministeriet og Klimaministeriet var involveret i magtkampe, der var uro om strategien, og på mødet i København følte Løkke sig svigtet af sine rådgivere.

Set i tilbageblikket ville en mere international rutineret og taktisk tænkende regeringschef utvivlsomt være sluppet bedre fra mødet med færre skrammer, men han ville næppe have været i stand til at frembringe et resultat, som var ret meget bedre end det, det danske værtskab præsterede. Skillelinjerne mellem verdens lande var ganske enkelt for skarpe.

Af den grund fik verden ikke den store globale klimaaftale.

På plussiden står tilbage, at verdens stats- og regeringschefer blev engageret i klimapolitikken, og at man trods alt nåede frem til en aftale, der rummer vigtige elementer i forhold til målet om, at temperaturen i verden ikke må stige med mere end to grader, ligesom der blev aftalt procedurer for de enkelte landes indberetning af deres reduktion af CO-2.

Det skete med aftalen - Copenhagen Accord - som i dag støttes af op mod 140 lande. I dag lyder det i spøg fra Lars Løkke Rasmussen, at han i 2009 fløj jorden rundt to gange som led i forberedelsen af topmødet, og det svarer omtrent til en jordomrejse per sides tekst, der kom ud af COP 15.

I tilbageblikket lægger han ikke skjul på, at han ikke vil ønske sig for sin værste modstander at skulle gennemleve det forløb, han oplevede i København.

Men han fastholder, at der skete fremskridt, og han kan se flere fordele i, at der i verden er sket en mere realistisk forventningsafstemning af, hvordan klimaproblemerne skal tackles.

"Da jeg blev statsminister og skulle deltage i forberedelsen af COP-15, var det substantielle ikke nyt. I regeringen var der nedsat et klimakonferenceudvalg, som havde kørt siden, vi fik tildelt værtskabet for COP-15.

Jeg blev medlem af det udvalg, da jeg blev udnævnt til finansminister i 2007. Men den internationale dimension var naturligvis ny.

Jeg havde ikke været i nærheden af at skulle deltage i løsningen af en så stor og kompleks opgave på internationalt plan.

Hvad gjorde jeg?

Jeg arbejdede målrettet på at etablere et netværk på stats- og regeringschefniveau. Vi etablerede det, vi kaldte for The Copenhagen Commitment Circle. Det startede for alvor med G8-mødet i Italien i sommeren 2009. Her var jeg inviteret med, og jeg fik talt kort med bl.a. Barack Obama.

The Copenhagen Commitment Circle blev velfungerende, og vi holdt løbende en lang række videomøder, som gjorde det muligt at holde tæt kontakt med de vigtige aktører op til selve COP15 konferencen i København.

Dertil kom den intensive rejseaktivitet rundt om i verden, hvor vores opgave var at aflæse de enkelte landes forhandlingspositioner for derigennem at kunne finde veje til mulige kompromiser."

Var du bekymret over, at der var så kort tid til konferencens start, da du blev regeringschef?

"Det var et grundvilkår, og det stod ikke til at ændre.

Jeg var ikke bekymret for, at jeg ikke skulle nå at møde alle de afgørende aktører, og det lykkedes også. Det svære var at danne sig et præcist overblik over, hvor langt forhandlingerne var bragt frem for at kunne indgå en ambitiøs aftale allerede i december 2009.

Det var vanskeligt at se, hvordan man kom fra punkt A til B, og det var svært på et så sent tidspunkt at ændre retning og justere forventninger.

Håbet var, at København skulle være rammen om den vigtigste internationale aftale siden Anden Verdenskrig. Det var succeskriteriet. Dermed var målet sat højt, også for højt, men disse forventninger havde jeg ikke mulighed for at påvirke i ret stort omfang.

Jeg måtte koncentrere mig om at forsøge at indfri målene. I det forløb arbejdede jeg især på at engagere stats- og regeringscheferne i konferencen, og et af de afgørende møder foregik i september
2009, hvor FN-chefen Ban Ki-moon holdt et klimatopmøde, der sluttede med en middag for en kreds af verdens politiske ledere.

Her fik jeg mandat til at løfte konferencen i København op på stats- og regeringslederniveau, for der var bred enighed om, at det var nødvendigt for at kunne nå et ambitiøst resultat. Middagen fandt sted på den øverste etage i FN- bygningen i New York, i generalsekretærens spisesal, og her deltog bl.a. Barack Obama, præsident Hu Jintao og præsident Lula fra Brasilien.

Middagen blev en god afslutning på en vellykket dag. Alle, som havde talt i FN's plenarsal, havde givet udtryk for vigtigheden af at nå en aftale, men der var også et billede af, at processen måtte tilføres større fremdrift, hvis vi skulle præstere et resultat i København. Sonderingerne og forhandlingerne i FN-sporet bevægede sig kun langsomt frem.

Derfor blev det besluttet, at der skulle arrangeres et egentligt topmøde i København, og jeg fik i opdrag at sikre et større momentum på stats- og regeringschefniveau.

Mandatet brugte vi senere til at lancere tanken om at søge at indgå en politisk aftale og ikke en juridisk bindende aftale, som ikke ville kunne lade sig gøre. Ideen med at indgå en politisk bindende aftale var, at en sådan aftale skulle rumme to formål.

Der skulle indgås en aftale, som skulle skabe udgangspunkt for at få lavet hele den juridiske aftale færdig i alle sine detaljer på et senere tidspunkt, men aftalen skulle være så konkret, at man kunne starte implementeringen med det samme, så aftalen hurtigt kunne have en effekt. Den strategi var der opbakning til, selv om den fik kritik for at være uambitiøs.

Sagen var, at det var den eneste realistiske vej at gå. Den næste skelsættende beslutning handlede om at invitere verdens stats- og regeringschefer til København. Bagefter har mange spurgt, om dette ikke var udtryk for en fejlvurdering fra dansk side? Men i det omfang, der var tale om en fejlvurdering, var der tale om en global fejlvurdering, for verdens stats- og regeringsledere mente, at det var
rigtigt at deltage, og deres fremmøde afspejlede deres deltagelse i den internationale dialog, som jeg deltog i.

Hvad var dit billede af mulighederne for succes, da konferencen gik i gang? Oplevede du en større modvilje og modstand, end du havde regnet med?

Da vi kom hen i den fase, hvor stats- og regeringslederne ifølge drejebogen skulle flyve ind, og vi skulle løfte mødet op på topmødeniveau, var der grund til alvorlig bekymring. På det tidspunkt var forhandlingerne ikke trukket derhen, hvor de skulle være.

Hvis vi havde kunnet diktere en time out for at tage stilling til, om de politiske ledere skulle komme eller blive væk, kunne man godt overveje visdommen i, at de skulle komme. Men det var ikke en seriøs mulighed.

De sad i deres flyvere og var på vej ind.

Der blev taget et billede af dig fra konferencen, og det er kommet til at stå som et symbol på dine massive problemer. Du ser nedslidt ud og frustrationerne lyser ud af dig. Hvordan var det at sidde i stolen med verdens øjne hvilende på dig og i visheden om, at konferencen ikke flyttede sig ud af stedet?

Det var vanskeligt. Der opstod en situation, hvor valget stod mellem at forsøge at nå et resultat eller blot konstatere, at det ikke kunne lade sig gøre. Grundlæggende var sagen ikke nået til det punkt, hvor den skulle være, for at vi - succesrigt, ordentligt og veldesignet - kunne bringe en aftale på plads på den tid, der var sat af til topmødet. Men vi valgte at forsøge.

Hvornår træffer du denne afgørende beslutning?

Præsident Lula fra Brasilien var en af de statsledere med størst gennemslagskraft, der ankom først til København. Jeg kendte ham fra et tidligere besøg og havde god kemi med ham.

Han var samtidig en central person, for de nye økonomier havde en stor betydning, så jeg valgte at køre hen til præsidenten på Hotel d'Angleterre, hvor vi fik en lang samtale. Jeg kan ikke referere samtalen, men blot konstatere, at den ikke efterlod mig med den store optimisme.

Jeg havde også samtaler med den daværende britiske premierminister Gordon Brown og den daværende australske premierminister Kevin Rudd, som var to superstærke allierede.

Gordon Brown var dedikeret til denne proces med hjerte og sjæl. Jeg havde haft et fantastisk besøg hos ham i Downing Street forud for mødet i København.

Her forsvandt al normal etikette, og han var i værkstedshumør. Han var interesseret i at finde løsninger, og han var også en vigtig indgang til alle Commonwealth-landene. Kevin Rudd var også uhyre hjælpsom og dedikeret. Han havde stor viden om den asiatiske verden og Kina, som Australien har tætte forbindelser til.

Det lykkedes også at få skabt ret stor opbakning fra gruppen af Commonwealth-lande i processen. Disse lande repræsenterede alle skillelinjerne i debatten og rummer med lande som Sydafrika, Australien og Indien en enorm forskellighed og bredde.

I samarbejde med dem lykkedes det at formulere et dokument, som matchede vores tænkning og vores koncept i København.

Jeg fik et nyt møde med dem i København, og de var fortsat optimistiske.

Men da jeg mødte Lula, var analysen en anden, ikke fordi præsidenten var negativ, men hans nøgterne vurdering af situationen gav mig ikke det store håb om, at det ville kunne lade sig gøre at lande en løsning.

Derfra tog jeg tilbage til Bella Centret, hvor vi holdt et internt møde, som foregik i skismaet mellem optimisme og pessimisme. Gordon Brown og Kevin Rudd havde sendt det signal, at det skulle vi nok kunne klare, mens Lula i sin skarpe analyse var tæt på at sige:

„Du skal nok ikke tage hele verden på dine skuldre, unge mand!"

I løbet af natten er vi nødt til at vælge, om vi skal fastholde den ambitiøse køreplan med at løfte hele mødet op til statslederniveau eller om vi skal sænke ambitionerne. Jeg mener ikke, at vi foretager en forkert afvejning.

Det var forkert, hvis målet var, at jeg selv skulle komme igennem med så få skrammer og risici som muligt. Men det var rigtigt i forsøget på at rykke sagen frem. Dertil kom, at vi havde følelsen af, at vi havde nået et point of no return.

Vi var kommet så langt, vi havde udstedt invitationerne, vi havde gjort klar til verdens største topmøde, stats- og regeringschefer var på vej ind fra hele kloden, og derfor var det reelt ikke en option at sige:

„Desværre, vi aflyser - I må godt rejse hjem igen!".

Et andet skisma var, at der eksisterede en modsætning mellem de meldinger, vi fik på det politiske niveau, og de meldinger, der indkom fra forhandlerniveau. Vi valgte at fæstne lid til de meldinger, der blev givet på politisk niveau, og vi satsede på, at der hvilede et enormt pres på alle for at nå et resultat.

Onsdag aften var jeg også hos Dronningen på Amalienborg, hvor stats- og regeringscheferne var inviteret. Onsdag var i det hele taget en intensiv dag. Jeg talte med utrolig mange folk af meget forskellig karakter, herunder repræsentanter fra de lande, der endte med at blokere, bl.a.
Venezuela, Bolivia og Cuba.

Vi havde også et møde i EU-landenes kreds, og jeg havde løbende møder med Ban Ki-moon. Der tegnede sig et billede af, at det danske formandskab måtte træde i karakter og fremlægge et forslag.

Der var intet, vi hellere ville, for vi havde i dagevis kæmpet for at få lov at lægge noget frem. Der skete noget i løbet af den dag. Vi fik legitimiteten til at handle offensivt. Ud af det voksede ideen om, at vi var nødt til at etablere en repræsentativ sammensat gruppe af stats- og
regeringsledere, som forhåbentlig kunne skabe den endelige ramme for
en aftale.

Det krævede en stor indsats at få denne gruppe etableret og justeret på plads, så alle følte sig hørt, og gruppen blev så legitim, som den kunne blive, når nu alle ikke kunne være til stede. Alt dette sker i
tæt konsultation med Ban Ki-moon.

Vi var voldsomt presset på tid. Den oprindelige plan var, at statsog regeringscheferne skulle lande i København for at tage stilling til et brugbart dokument, de skulle dernæst på besøg hos Dronningen, og endelig skulle næste dag bruges på at finjustere udstående punkter og
besegle aftalen.

I stedet stod vi pludselig aftenen før og havde i princippet ingen legitimitet til den gruppe, som skulle etableres. Det skete først i forlængelse af Dronningens middag.

Det ender med at gruppen finder samme i et lille trangt lokale i Bella Center, og på billedet kan man se, hvordan du står midt i en kreds med bl.a. Barack Obama og den tyske kansler Angela Merkel. Hvordan var det for dig at skulle improvisere overfor en stribe verdensledere under forhold, som lå så langt fra den oprindelige køreplan?

Det var jo ikke optimalt. Der havde været udarbejdet rigtigt mange planer, og der havde været mange papirer og løsningsforslag i spil, men det var ikke forudset, at det kunne ende sådan. Der fandtes ikke et beredskab, som kunne håndtere, at 130 verdensledere var fløjet ind til ingenting.

Det var der ikke taget højde for, hvis man nu skal være selvkritisk. Derefter blev slutspillet meget vanskeligt. På det rent praktiske og logistiske plan var det også svært. Vi endte i et lokale, som ikke var optimalt.

Pressen var for tæt på, det var svært at få sluset deltagerne ind, og der dukkede i øvrigt for mange op, fordi alle bragte rådgivere med sig.

Undervejs var der glimt af håb. Der skulle udarbejdes et dokument, som skulle fungere som en slags opsamling over de resultater, der med sværdslag trods alt var opnået, og jeg kan huske, at da jeg omsider trillede omkuld i min seng klokken tre eller halv fire om natten efter en stribe bilaterale møder, og da jeg kørte ind til Bella Center igen kl. 7 om morgenen, havde jeg en fornemmelse af, at der ville være en rimelig fornuftig tekst parat til os.

Jeg faldt faktisk i søvn med en vis optimisme, som gik på, at nu havde vi fået gruppen på plads, og at der var gjort fremskridt. Jeg havde følelsen af, at skibet trods alt var sat i søen, og jeg havde en forventning om et resultat. Jeg var træt, men tænkte; det kan lykkes!

Men da jeg mødte op i Bella Center næste morgen, fik jeg meldingen om, at det havde været op ad bakke hele natten, og at papiret var forhandlet baglæns. Den melding var skuffende og frustrerende, og dagen blev i det hele taget vanskelig at håndtere.

Det officielle program havde opereret med, at dagen skulle have været brugt til en festligholdelse af resultatet med taler osv., men det måtte vi parkere, eftersom der stadig var reelle forhandlinger i gang.

I løbet af eftermiddagen forelå et slags resultat. Der opstod et logistisk pres, der betød, at flere ledere forlod Bella Center. Der blev varslet snestorm over Washington, og Barack Obama var nødt til at flyve, for ellers kunne han ikke være sikker på at kunne lande derhjemme.

Det resultat, som var nået, begyndte at blive kommunikeret ud til pressen. Resultatet var ikke så ringe endda, men der var stadig kun tale om en slags mundtlig aftale mellem nogle store aktører, som var begyndt at defilere ud, og vi manglede stadigvæk at få det fuldstændigt ned på papiret.

Det viste sig svært, og der gik en ny proces i gang. Djævlen ligger som bekendt altid i detaljen, og en række mindre lande, bl.a. de små østater, var utilfredse med, at deres langsigtede ønsker ikke var nævnt.

Der manglede en ordentlig formulering, og den formulering var vigtig for dem. Det er helt legitimt, men forløbet trak ud, og efterhånden skiftede den oprindelige gruppe karakter fra have været en statsledergruppe til i højere grad at blive en statsleder pr. stedfortrædergruppe.

Hvis man skal se situationen fra en række af disse lande, der blokerede, så blev de provokeret af, at der nok havde været sammensat en repræsentativ gruppe, men når der pludselig blev proklameret en aftale, og der blev holdt pressemøder, uden at de havde sagt god for aftalen, så skaber det selvfølgelig irritation.

I det forløb spillede Australien en vigtig rolle som brobygger, og det lykkedes til sidst.

Da jeg kom ned i plenarsalen, vidste vi godt, at der ville være markeringer, men vi havde alligevel et berettiget håb om opbakning. Men der var problemer, og der gik proces i den, og jeg måtte derfor spille efter gehør.

Starten blev voldsomt konfrontatorisk, men heldigvis vendte stemningen. Efter et indlæg fra Sudans forhandler, Lumumba Stanislaus Di-Aping, som sammenlignede mig med Holocaust og alt muligt, var der andre, som sådan set roste det danske værtskab.

Fra Maldiverne lød det, at det godt nok ikke var jordens bedste aftale, men det var bedre end ingenting, det var det muliges kunst, og præsident Mohamed Nasheed sagde, at han ikke ville kunne se sin befolkning i øjnene, hvis vi ikke fik truffet en beslutning.

Så begyndte folk at klikke ind. Jeg valgte at give dem ordet, og så vendte stemningen. Det kunne man ikke se i News næste morgen, de klippede kun de talere ind, der kritiserede det hele, men det vendte, blot ikke tilstrækkeligt til, at jeg kunne få det vedtaget.

Vi holdt en pause sidst på morgenen, en slags timeout, og i løbet af den pause var der en dialog, som jeg ikke kan fortælle om. Det hele ender med, at vi trods alt fik et dokument på plads, som mange lande støttede.

Hvad var den væsentlige årsag til, at sagen ikke var bragt tilstrækkeligt langt frem, da stats- og regeringscheferne sad i deres flyvere over København?

Det er der jo skrevet bøger om. Jeg vil afholde mig fra at give en præcis forklaring. Jeg har ikke det privilegium, at jeg kan pege fingre ad den ene eller anden. Diplomatisk må man konstatere, hvis man skal lave en aftale, skal alle være enige, og den situation opstod ikke.

Men du kan vel opgøre en række af årsagerne: Den økonomiske krise betød efter mange analytikeres opfattelse, at flere stats- og regeringschefer begyndte at tænke mere på at bevare arbejdspladser i en svær økonomisk situation og blev mindre lune på at investere store beløb i abstrakte klimamål. Der har været rejst kritik af, at USA og især Kina ikke flyttede sig nok. Og endelig har der været kritik af, at den vestlige verden - og det danske værtskab - ikke havde øje for udviklingslandenes position. Disse forhold er vel ikke hemmelige?

Nej, og en række af konflikterne var relativt nemme at aflæse udefra. Man kan sige, at der nok var en overordnet enighed om konceptet for mødet i København, men det viste sig, at der var en forskellig forståelse af, hvad konceptet konkret skulle resultere i.

Problemet var, at alle beslutninger var gensidigt afhængige af hinanden. Enten ville man - ultimativt - få en aftale, der dækkede det hele, eller også fik man ingen aftale. Forløbet var ikke indrettet sådan, at man kunne lægge en brik på plads, og konstatere, at så blev vi eksempelvis enige om, at de industrialiserede lande skulle begrænse deres CO-2 udslip signifikant.

Man ville aldrig kunne presse de industrialiserede lande derhen, med mindre f.eks. BRIC-landene - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - og andre stærke vækstøkonomier indgik i forpligtelser, som selvfølgelig ikke skulle være på samme niveau som hos de vestlige lande, men som alligevel udfordringsmæssigt skulle rumme samme alvor og sværhedsgrad.

Omvendt ville de nye vækstøkonomier aldrig nogensinde gøre deres del af arbejdet, med mindre de
industrialiserede lande gik meget langt. Det var som et puslespil, hvor alle brikker skulle falde ned på en gang.

Jeg havde ikke andet valg end at tage stolen og dirigentstokken, velvidende at det rummede risici. Nogle har sagt, at jeg skulle have ventet, og at jeg gjorde mig sårbar ved at tage føringen på dette tidspunkt. Men brikkerne var ikke faldet på plads, og jeg måtte gøre forsøget på at få det til at lykkes.
Jeg vidste udmærket, at enten ville det hele falde på plads eller også ville det hele falde sammen.

Når det ikke endte med at falde på plads, har det intet at gøre med manglende tillid mellem aktørerne eller lækager af danske dokumenter med forslag til løsninger.

Sådan har analysen ofte lydt i medierne.

Men det var ikke lækagen, der skabte problemet. Lækagen var blot et symptom på, at en række aktører ikke ville være med, da det kom til stykket, og grundlæggende var den sag blot et udtryk for, at der eksisterede afgørende interessemodsætninger.

Ville amerikanerne lade sig presse ind i en juridisk ramme? Nej, det ville amerikanerne kun overveje, hvis Kina ville være med, men kineserne hægede om deres suverænitet og ville ikke kigges over skuldrene udefra. Og sådan kunne man blive ved.

Ligningen ville ikke gå op. For mange stod for fast på deres positioner. Efter min mening giver det ikke mening at udpege én synder. Brikkerne kunne simpelthen ikke falde på plads.

Givet at det ikke gik op, mener jeg, at vi gjorde fremskridt, når vi ser på det papir, som vi trods alt fik udarbejdet. Her tænker jeg absolut ikke på stilkarakteren, for da fik vi intet ud af vores anstrengelser.

Men i substansen lykkedes det at snedkerere en aftale - en accord - som op mod 140 lande siden har associeret sig med.

Dokumentet oversætter de videnskabelige anvisninger, om at klodens gennemsnitstemperatur ikke må stige mere end to grader, til en politisk målsætning, som klargør behovet for en substantiel finansiering af kampen mod klimaforandringerne og fastslår princippet om, at de enkelte landes indsats mod klimaforandringerne kan måles og vejes.

En række lande ønskede ikke at blive overvåget og påberåbte sig suverænitetshensyn. De ville nøjes med at sige, at de var grønne og levede op til målene om at sænke CO2-udslippet, men de ønskede ikke at blive holdt op på, om de levede op til de aftalte mål.

Andre lande stod fast på, at de ikke ville indgå i en aftale, med mindre det ville være muligt at overvåge og kontrollere, at de enkelte lande levede op til de fastsatte mål. Udviklingslandene ønskede penge fra den rige verden for at klare udfordringerne med at omlægge til en mere miljøvenlig produktion, mens de rige lande svarede; hvis I skal have penge, skal vi være sikre på, at I bruger dem rigtigt.

Alt i alt kom der bevægelser, og der blev vedtaget bestemmelser om nationale afrapporteringer, som skulle hvile på internationale guidelines.

Disse resultater levede bestemt ikke op til de skyhøje forventninger, men der blev gjort fremskridt.

Bagefter blev Kina udpeget som skurken. Du kom efterfølgende på et besøg i Beijing, hvor du sagde, at kineserne ikke bar ansvaret for sammenbruddet i København. I Politiken lavede Roald Als en tegning, hvor du står og roser kineserne for deres indsats, mens en kinesisk leder trykker din hånd så hårdt, at den er ildrød. Er det farligt at sige sandheden, når man er et lille land?

Den tegning har jeg ikke set. Jeg vil ikke blåstemple den. Efter min mening
var der en hel række aktører, som ikke havde vilje til at være tilstrækkeligt
kompromissøgende.

Danmark indkasserede især kritik for at have lagt for stor vægt på USA's rolle og for at have undervurderet FN-sporet, hvilket bl.a. betød, at vi ikke havde tilstrækkeligt øje for udviklingslandene?

Alt, hvad jeg har gjort i denne sag, er sket indenfor rammerne af FN og i et tæt samarbejde med Ban Ki-moon, som jeg både før og efter klimatopmødet har haft regelmæssige videokonferencer med.

Ifølge arbejdsdelingen var Connie Hedegaard i sin egenskab af dansk klimaminister COP15-formand, og hun havde derfor den tætte personlige kontakt med FN-systemet, mens jeg varetog kontakten på generalsekretær-niveau og fik ansvaret for at løfte mødet op på stats- og regeringschefniveau.

Ambitionen var, at vi skulle nå resultatet på et topmøde. Ambitionen var ikke, at jeg skulle sidde klokken halv fem om morgenen med klimaambassadører, det vil sige embedsmænd fra alverdens lande. Ambitionen var, at toplederne skulle sidde i salen og godkende en ambitiøs klimaaftale.

Det viste sig desværre umuligt at komme så langt, at der var et tilstrækkeligt stærkt afsæt for stats- og regeringscheferne til at handle.

Nogle skyder skylden på det danske værtskab. Men man kan foretage den lakmusprøve og stille spørgsmålet, om mødet ville have ført til et andet resultat, hvis det havde været afviklet et andet sted? Jeg tror, at man ædrueligt må svare - næppe. De aktører, som skulle have flyttet sig, gjorde det ikke.

Det er ikke en hemmelighed, at der var problemer internt i det danske værtskab med magtkampe mellem centrale embedsmænd. Hvad betød de interne uenigheder?

Den linje, som vi lagde, og de justeringer, som vi foretog, var hele vejen forankret i regeringens klimaudvalg, og jeg havde på det personlige plan et fint samarbejde med klimaministeren.

Der opstod usikkerhed kort efter, at jeg var trådt til som statsminister, eftersom min forgænger havde truffet beslutninger om, hvem der skulle deltage i en række vigtige internationale møder, men det blev løst, og jeg fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Connie Hedegaard.

Der var ingen sprækker.

Kan man ikke konstatere - i al stilfærdighed - at flere embedsmænd var oppe
at toppes?

I det omfang, der var uenighed, fik det ingen indflydelse. Danmark var vært, og jeg vil ikke skjule, at vi naturligvis fik tildelt et ansvar, som handlede om mere og andet end at stille lokaler til rådighed for resten af verden.

Når det er sagt, vil Danmark aldrig nogensinde kunne samle verden, hvis verden ikke vil samles. Vi ville aldrig kunne få en aftale til at glide ned, hvis forudsætningerne ikke var til stede, og det viste sig at være problemet. Var det lykkedes at nå en stor global aftale, ville det heller ikke have været vores fortjeneste - selv om vi måske ville have haft svært ved ikke at sole os i resultatet.

Internationale møder på dette niveau bliver afgjort af, om der er vilje til at overkomme en række objektive interessekonflikter, og det var der ikke.

Jeg må sige, at de fleste af de råd, som vi efterfølgende har fået om, hvordan vi burde have grebet tingene an, har været overordentligt naive.

Nogle mener, at vi blot skulle have presset USA. Men ville den amerikanske præsident flyve ind til København for lægge sig fladt ned? Næppe.

Andre siger, at vi skulle have sat Kina i en skruestik. Ville Wen Jiabao flyve til København for at stå model til det? Næppe.

Hele ideen med det mandat, vi fik på FN-topmødet i New York, var baseret på, at der skulle opstå en fælles international interesse i at bringe sagen frem, og der var forhåbninger om, at det ville lykkes, for ellers ville stats- og regeringschefer fra hele verden ikke være fløjet til København.

Da den fælles vilje ikke rakte til at lave en definitiv aftale, endte mødet efter manges mening som en entydig fiasko. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg kan sagtens se, at designet af forløbet kunne have været bedre, for vi endte med at kaste os ud i verdenshistoriens mærkeligste politiske gruppearbejde, som fandt sted i et baglokale i Bella Center.

Ingen havde forestillet sig, at vi ville være nødt til at tage det middel i brug for at kunne slutte med noget, der mindede om en aftale. Men jeg vil til min dødsdag være lidt stolt af, at vi ikke tænkte på stilkarakteren, men forsøgte at nå en form for aftale.

Normalt når politiske ledere flyver ind til topmøder, har man de facto løst alle problemer - altså, flyver de reelt ind for at få taget et gruppebillede, når de har sanktioneret beslutningen - eller også flyver de ind for at løse et veldefineret problem. Der findes ikke mange historiske eksempler på, at stats- og regeringschefer flyver ind til - et tomt papir.

På forhånd vidste vi naturligvis, hvor interessekonflikterne var, men ingen var i slutspurten i stand til at finde opskriften på, hvordan vi skulle overkomme dem. Derfor endte vi med at blive kastet ud i dette ekstraordinære forløb med gruppearbejdet som kulminationen.

Det andet, der var ekstraordinært, var de skyhøje forventninger. Det var skabt et billede af, at det var nu eller aldrig. Historiens største aftale skulle laves. Bommen var sat uhyggeligt højt, og den blev holdt højt i meget lang tid. Men heller ikke på dette punkt fandtes der enkle løsninger.

Hvor havde det danske værtskab været henne, og hvordan havde karaktergivningen været, hvis vi isoleret var begyndt at trække forventningerne ned? Hvad var der sket, hvis Connie Hedegaard og jeg var gået ud en måned før og havde sagt, at vi ikke rigtigt troede på, at der kunne nås et resultat?

Det var ikke en option.

Vi forsøgte at finde en balance mellem at sørge for at holde stangen højt for at tvinge folk til at hoppe højt og nå et ambitiøst resultat, men samtidig skulle stangen helst ikke være sat så højt, at den blev revet ned. Bagefter kan det diskuteres, om stangen blev sat for højt, eller om paratheden til at springe var for ringe, og der var nok tale om en kombination.

Hvor efterlod forløbet dig, personligt og politisk? Du arbejdede i døgndrift, men selv om I fik en mindre aftale på plads, lykkedes det jo ikke?

Det efterlod mig da forpjusket i situationen, og jeg vil ikke ønske for mine værste fjender, at de skal gennemleve det forløb, som jeg var igennem i de sidste tre døgn.

Derudover havde det samlede forløb den store omkostning i forhold til den hjemlige indenrigspolitiske situation, at jeg måtte bruge så meget tid på forberedelsen af mødet, og det gjorde det svært at være så meget til stede i den politiske debat i Danmark, som jeg kunne have ønsket mig som nytiltrådt statsminister.

Hvordan reagerede du fysisk og mentalt, da du forlod Bella Center?

Da var jeg totalt udbrændt. Jeg tog ned på mit hotel og pakkede mit værelse, hvor jeg stort set ikke havde været i fire dage, men trods alt havde mit jakkesæt, mine slips og mine skjorter hængende. Jeg kan huske, at jeg siger til min chauffør; jeg går lige op og pakker min kuffert, jeg er tilbage om ti minutter!

Da jeg kom op på værelset, stod jeg et split sekund og overvejede - der var en stor seng, og det var lidt bøvlet at skulle pakke sammen - om jeg måske skulle lægge mig og tage en power nap, inden jeg pakkede sammen.

Det var jeg meget, meget fristet af, men valgte alligevel at pakke tingene sammen.

Det endte med at blive eftermiddag, før jeg nåede hjem, for efter afslutningen i Bella Center skulle jeg deltage i tv-interviews, vi holdt en evaluering på vores kontor, og jeg havde et møde med Ban Ki-moon om formiddagen, hvor vi bekræftede hinanden i, at det var det bedst opnåelige resultat.

Jeg var først hjemme ved to-tre tiden, og jeg aftalte med familien, at jeg lige ville lægge mig et par timer, inden vi skulle spise aftensmad.

Jeg gik op i vores gæsteværelse, som udmærker sig ved, at man kan mørklægge det. Jeg trak gardinet for og gik i seng, og så sov jeg. Da jeg vågnede, tænkte jeg; nå, nu skal jeg ned og spise med familien, men da var det næste eftermiddag. Jeg havde sovet i et døgn.

Mange mener, at klimasagen har tabt voldsomt højde på den internationale dagsorden efter mødet i København. Hvor højt står kampen mod klimaforandringerne på den internationale dagsorden i dag?

Klimasagen lever. Selv om det ikke lykkedes at lave den store aftale i København, viste det massive fremmøde af stats- og regeringsledere, at der er politisk vilje til at slå ind på en grønnere og mere bæredygtig udvikling, og at denne satsning skal gå hånd i hånd med indsatsen for at skabe vækst og bekæmpe fattigdom.

Det er ikke sådan, at der kun var et skud i bøssen - og at det var i København. Kampen mod klimaforandringerne er kommet for at blive.

Hvis man rejser rundt i Kina, vil man se, at der investeres målrettet i grøn teknologi og miljørigtige løsninger, for det er en tvingende nødvendighed, hvis de skal få deres forurening under kontrol. Derudover øjner de muligheder for at udvikle en ny grøn vækstindustri. I Amerika ser vi det samme mønster, og BP's olieforurening i Golfen har for mange amerikanere understreget perspektivet i at
frigøre sig fra de gamle og forurenende energikilder.

Der er uden tvivl kommet en større grad af realisme, når det gælder om at skabe holdbare klimaaftaler på globalt plan.

Drømmen om, at verdens ledere i et hug kan formulere et dokument, der endegyldigt løser klimaproblemerne, lever lidt mindre, men i politik foretrækker jeg realisme frem for luftige konstruktioner, og jeg hæfter mig ved, at alle er enige om, at vi skal vinde kampen mod klimaforandringerne.

Det økonomiske tilbageslag i verden har heller ikke ført til, at klimadagsordenen er forsvundet. Man kunne have frygtet, at mange lande kollektivt ville fokusere på at komme igennem krisen og beskytte arbejdspladser end at skulle lægge om til nye energiformer og foretage investeringer i bæredygtighed.

Man kunne også have frygtet, at politiske ledere ville sige, at det alligevel bliver børnebørnenes problemer, og at de hellere ville tænke på at vinde næste valg, men den reaktion er ikke kommet.

Tværtimod arbejdes der videre internationalt, ligesom alle lande - og deres industrier - forfølger grønne vækststrategier. Håbet om økonomisk vækst er farvet grønt.

Mange lande har brugt en del af de vækstpakker, som er blevet vedtaget for at stimulere økonomien, til at sætte ekstra fart i en grøn vækststrategi, og de har satset store beløb på udvikling af nye grønne teknologier og højere energieffektivitet.

I det lys blev opløbet til København en øjenåbner.

En hel verden engagerede sig i kampen mod klimaforandringerne, og i den forstand var det gavnligt, at stats- og regeringscheferne blev involveret. Nu er punktet rykket længere ned på dagsordenen, og det er erkendt, at problemerne skal løses etapevist, men indsatsen er ikke afblæst, slet ikke.

En del kritikere har kritiseret, at forskere og politikere i for høj grad kom med dommedagstrusler for at få vedtaget en løsning i København. Er du enig i den kritik?

Jeg tror, at det er gavnligt, at der er kommet fokus på, at der er en stribe gode argumenter for at gøre os fri af de gamle energikilder. Advarslen om, at isen smelter kan ikke stå alene, for så altruistisk er mennesket ikke.

Selv om det er konkret, at isen smelter, bliver det hurtigt til en fjern problemstilling, og der er andre dimensioner, som også tæller. Vi har fået mere bevågenhed på forsyningssikkerhed, og vi er blevet klar over, at adgangen til energi også handler om sikkerhedspolitik.

Den olie, der er tilbage på globalt plan, ligger ikke i de mest stabile områder, og der vil være en sikkerhedspolitisk gevinst i at kunne frigøre sig fra afhængigheden af olie. Dertil kommer det økonomiske potentiale, der ligger i at satse på satse på grøn teknologi. De lande, som teknologisk får en førerstilling, vil stå stærkt i fremtiden.

Disse aspekter har været med i debatten hele tiden, men de har fået mere plads.

De voldsomme trusler om klodens undergang skabte en oppisket stemning, som var med til at udløse en polarisering, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved forskernes teorier og sået tvivl om, hvor vidt klimaforandringerne var menneskeskabte.

Jeg har personlig ikke indsigt til at kunne sætte eller løfte de spørgsmålstegn.

Jeg må tro på videnskaben, men jeg kan se, at der har været en stærkt polariseret debat. Da tjener det klimasagen, at der er mange gode grunde til at gøre en indsats. Det gælder også for Danmark. Det er i vores nationale interesse at satse målrettet på dette felt, og det vil vi gøre.

Vi skal være blandt verdens tre mest energieffektive lande. Kritikerne siger, at regeringen er medskyldig i, at vi har tabt terræn på miljøfeltet, eftersom regeringen i 2001 havde travlt med at pille Svend Aukens „miljøimperium" ned. Kom I til at smide så meget vand ud af badekarret, at babyen røg med?

Nu var det et meget vidt spændt miljøimperium, som ikke kun handlede om energieffektivitet og CO-2 reduktion. Der var skabt et hierarki, der gav mindelser om enevældens dage. Nogle gange må man rive ned for at bygge op, og når man ser på, hvordan Danmark har udviklet sig, og når man gør op, hvor stor en del af vores el-produktion, der kommer fra vedvarende energi, har vi flyttet os den rigtige vej.

Vi er et mønsterland.

Men vi må også tage bestik af, at vindmøllestrøm er dyr strøm. Der er mange positive sider ved det danske vindmølleeventyr, men det er ikke sådan, at så levede de lykkeligt til deres dages ende. Den svære opgave handler om at fremme udviklingen endnu mere på en for skatteyderne omkostningseffektiv og forsvarlig måde.

Når du skal se frem, skal fremtidens klima- og miljøpolitik så baseres mindre på politiske løsninger og mere på de løsninger, som kan skabes af markedet?

Markedet kommer til at bestemme en del, men markedet agerer indenfor en politisk ramme, så man kan ikke skille de to ting ad.

I Europa har der meldt sig en eftertanke, som handler om, at vi måske burde træde nogle yderlige skridt frem på banen, i betragtning af alvoren ved klimaforandringerne og i betragtning af, at vi også kan vinde ved at være langt fremme i kapløbet om nye grønne teknologier. Det er en overvejelse, for fremtiden er stadigvæk grøn.

Vi vil kunne stå stærkere sikkerhedspolitisk ved at være selvforsynende og økonomisk uafhængige, og i et længere perspektiv vil det også forretningsmæssigt være attraktivt at være grøn, i betydningen fri af fossile brændstoffer.

Det kan sammenlignes med dengang, da John F. Kennedy sagde, at USA ville sætte en mand på månen. Det satte gang i banebrydende gennembrud, og det samme vil ske indenfor den grønne teknologi.

Alt dette trækker den ene vej.

Over for det står, at i et kortere perspektiv vil det være byrdefuldt, hvis vi forpligter os til at producere så rent og miljørigtigt som overhovedet muligt, mens andre blot producerer billigt
og sviner.

I den situation vil de kunne sælge mere og tjene flere penge.

Sådan er verden indrettet. Vi kan sagtens sidde herhjemme og ønske økologi og grønne produkter, men når forbrugerne står i butikken og kan vælge mellem to produkter, vil mange forbrugere vælge efter prisen.

Det trækker den anden vej.

Derfor ligger Europa i krydsfeltet mellem om vi skal løfte fanen i idealisme, men også i egeninteresse, fordi vi får kompetencer, som de andre først får senere, eller om vi under indtryk af krisen skal tænke mere kortsigtet.

Verden er ikke så god, at en del af verden kan løse hele verdens problemer. Det var vel det, vi lærte i Bella Centret. Alle er nødt til at bidrage.