FAKTA:

Sådan fordeles de 175 mandater.

De 175 syddanske folketingsmandater er inddelt i 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater.

De 135 kredsmandater er på forhånd fordelt mellem de 10 storkredse. I fordelingen er der både taget hensyn til storkredsenes befolkningstal og deres areal, ligesom Bornholm forlods altid tildeles to kredsmandater. Derfor har tyndt befolkede storkredse en lille fordel frem for de tæt befolkede.

De 40 tillægsmandater er på forhånd fordelt mellem tre landsdele: Midtjylland-Nordjylland, Sjælland-Syddanmark og Hovedstaden (inkl. Bornholm). Også i denne fordeling er der taget hensyn til både befolkningstal og areal, og også her har de tyndest befolkede landsdele derved en fordel.

Når stemmerne er talt op, fordeles først hver storkreds' kredsmandater mellem partierne i storkredsen. Fordelingen sker efter den såkaldt d'Hondtske metode. Ved valget i 2007 fik Socialdemokratiet i alt 41 kredsmandater, Venstre 40, Dansk Folkeparti 20, SF 19, Konservative 11, Radikale Venstre 3 og Enhedslisten 1. Ny Alliance og Kristendemokraterne fik ingen kredsmandater.

Dernæst beregnes det forholdsmæssigt ud fra det samlede stemmetal på landsplan, hvor mange mandater partierne i alt er berettigede til. I 2007 skulle Venstre f.eks. have 46 mandater på landsplan, Socialdemokraterne 45, Dansk Folkeparti 25, SF 23, Konservative 18, Radikale Venstre 9, Enhedslisten 4, Ny Alliance 5 og Kristendemokraterne 0.

Nu bruges de i alt 40 tillægsmandater i de forskellige landsdele til at "fylde op" i forhold til kredsmandaterne, så et parti får præcis det antal mandater, det er berettiget til ud fra sit stemmetal. I 2007 skulle Venstre således have 6 tillægsmandater, Socialdemokraterne 4, Dansk Folkeparti 5 osv.

Tillægsmandaterne er ganske rigtigt bundet på landsdele, men uanset hvor stærkt eller svagt et parti står i en bestemt landsdel, så kan et parti aldrig få tildelt flere tillægsmandater, end det endelige stemmetal berettiger til.

Kun i det ekstremt usandsynlige tilfælde, at et parti har fået flere kredsmandater, end det samlede stemmetal på landsplan berettiger til, kan det endelige resultat blive "uretfærdigt". Det er imidlertid ikke sket siden 1948, og både udjævningen af de store befolkningsforskelle i Danmark og de store storkredse efter valgkredsreformen i 2006 har gjort det endnu mere usandsynligt, at det nogensinde sker igen.

Da der altså gives lidt flere kreds- og tillægsmandater til de områder af Danmark, der er tyndt befolkede, frem for de områder, der er tæt befolkede, er det rigtigt, at et partis kandidater i de tyndtbefolkede områder behøver kapre lidt færre stemmer for at blive valgt, end kandidaterne i de tætbefolkede områder gør.

Denne forskel har dog kun betydning for kandidaternes valgchancer inden for partierne, men har altså ingen betydning for partiernes samlede styrkeforhold.