Debat

Klumme: 320 familier har 60 milliarder i skattely, men vi jagter efterlønnere og ledige i frivilligt arbejde

KLUMME: Retfærdighedssansen bliver krænket, når skattesnydere går fri, mens ledige, der arbejder frivilligt, bliver straffet, skriver Camilla Schwalbe.

Aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke i aktion mod skattesnyd. De har styr på deres prioriteter, mener Camilla Schwalbe. 
Aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke i aktion mod skattesnyd. De har styr på deres prioriteter, mener Camilla Schwalbe. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Camilla Schwalbe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks rigeste 320 familier har en fjerdedel af deres formue gemt i skattely. 60 milliarder kroner. Det er saftsuseme mange penge.

Hele affæren med Skat har udviklet sig tragikomisk, og det er ikke længere til at finde hoved og hale i, hvor mange milliarder vi som land er gået glip af, hvem der har ansvaret blandt politikere og embedsmænd, og hvordan man skal ændre på Skats jammerlige og helt igennem pinagtige administration af vores penge.

Men en ting er sikker: Hele miseren nedbryder tilliden til Skats forvaltning. En tillid, som for mange af os nok i forvejen kan ligge på et meget lille sted. Nogle vil muligvis også gå så langt som til at sige, at det nedbryder tilliden til statens rolle som fordeler af vores fælles velfærd.

En kløft mellem samfundet og mig
Men når jeg så har hidset mig op over, hvad de mange milliarder kunne være gået til af velfærd – børnene, de unge, de ældre, de syge mv. – så rammer det mig, at én ting er, at man ser passivt til skattesnyd i milliardklassen, men når man så samtidig jagter ledige og efterlønnere i frivilligt arbejde, så virker det helt grotesk.

Uanset om man politisk er rød, blå, grøn eller lilla, så må man få prioriteterne i orden.

Camilla Schwalbe
Partner, Sivil

Uproportionalitet, uretfærdighed, mangel på (politisk) fornuft – både i lovgivning og i systemet – det skaber en kløft mellem mit samfund og mig.

I starten af året var mediebilledet fyldt med historier om ledige og efterlønnere, der blev skåret i deres ydelser på grund af frivilligt arbejde. Alt fra bogføring og instruktørtjanser, til at hjælpe børn med viden om ernæring på madskoler blev straffet. Altså frivillighed, som ikke erstatter lønnet arbejde, men den slags frivillighed, hvor ingen gør det, medmindre for eksempel en energisk efterlønner byder sig til. Den slags frivillighed, som er tandhjulet i vores civilsamfund, der binder vores land sammen.

Hvem får straf, og hvem går fri?
Og hvorfor kobler jeg så disse to dagsordener sammen? Hvad har skattesnyd og efterlønnere og ledige, der skæres i deres ydelser på grund af for megen frivillighed, med hinanden at gøre?

Alverden!

Fordi det udstiller, hvordan vi som samfund prioriterer, hvem vi går efter, og hvem vi lader slippe. Det sætter tingene på spidsen, og det udfordrer retfærdighedssansen.

Det er et vidnesbyrd om, at der er en gruppe af meget rige mennesker i vores samfund, hvis position tilsyneladende fortsat er ukrænkelig.

I årene efter finanskrisen, hvor regningen fra en finansverden ude af kontrol skulle betales, blev der også truffet en række prioriteringer, der på samme måde udfordrer sammenhængskraften i vores samfund.

Debatten om efterlønnen, dagpengesystemet, løntilbageholdenhed i arbejderklassen og samtidig skattelettelser til erhvervslivet og redningskranse til bankerne. Mange stillede spørgsmålstegn ved, om vores fælles goder blev fordelt retfærdigt.

Blev regningen betalt af de, der forårsagede krisen – eller blev den sendt videre til mennesker, som ingen skyld havde i krisen?

Den historie – i en mindre ramme – gentager sig nu.

Orden i prioriteterne
Mange har haft svært ved at se den sunde fornuft i de prioriteringer i årene efter krisen. Og det har skabt en tvivl og en mistillid, som potentielt hiver tæppet væk under vores sammenhængskraft.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en af de væsentligste opgaver i de kommende år at genopbygge Skat, så man ikke længere får associationer til korruption og magtfuldkommenhed i styringen af de penge, vi lægger i fællesskabets kasse, men at man samtidig også får fordelt landets goder mere anstændigt og retfærdigt.

Uanset om man politisk er rød, blå, grøn eller lilla, så må man få prioriteterne i orden.

Det siger jo sig selv, at vi ikke skal have et samfund, hvor 320 familier har 60 milliarder i skattely – 60 milliarder, som retteligt burde komme samfundet til gode – og imens jagter vi efterlønnere og ledige i frivilligt arbejde. Det er skævt!

 

Camilla Schwalbe er rådgiver og partner i Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau, Sivil. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00