Bekymret borger til Auken og Brinkmann: Jeres snak om åndelig oprustning går hen over hovedet på danskerne

Anders Munch Heintzelmann-Troelsen
Strategisk projektleder
Alt imens Svend Brinkmann og Ida Auken diskuterer, hvorvidt regeringens tilgang til den åndelige oprustning i for høj grad hviler på et kristent fundament, og hvordan ånden er en "fin sommerfugl", flyver fremmede droner ubesværet rundt i dansk luftrum, hackergrupper angriber danske vandværker, og russiske krigsskibe sejler på kollisionskurs med danske orlogsfartøjer.
Der kan ikke længere herske tvivl om, at Danmark nu jævnligt bliver udsat for hybridangreb, der søger at skabe frygt, splid og i sidste ende selvafskrækkelse, med det formål at få flere danskere til at sætte spørgsmålstegn ved Folketingets kurs mod militær oprustning.
Det er derfor yderst velkomment, at regeringen sætter fokus på at styrke danskernes modstandskraft gennem åndelig oprustning.
Vi kommer dog ingen vegne, hvis centrale meningsdannere som Brinkmann insisterer på, at oprustningen sker ved at "tale om kultur, historie og det fælles liv som vigtigt i egen ret" og fjerne bogmomsen.
Vi skal kende fjenden
En effektiv åndelig oprustning består af en fælles forståelse af tre dele: Hvad vi kæmper for, hvem vi kæmper mod, og hvordan vi kæmper.
Udfordringen opstår, når vi hænger fast i en intellektuel diskussion af, hvad vi kæmper for.
Vi danskere ved godt, hvad vi kæmper for, så lad os gøre snakken om åndelig oprustning konkret.
Anders Munch Heintzelmann-Troelsen
Strategisk projektleder
Jeg er stærkt overbevist om, at de fleste danskere nærer en dyb kærlighed til Danmark og har en intuitiv forståelse af, hvad det er for elementer, der gør vores land helt enestående:
Tårnhøj tillid til hinanden, (relativt) effektiv velfærdsstat, stærkt foreningsliv, balancerede institutioner og magtfordeling, fælles sprog, frihed fra korruption, ytringsfrihed, frie medier og så videre.
Lad diskussionen i stedet handle om, hvem vi kæmper mod og hvordan. Fjendebilledet kan næppe males klarere, end det allerede er.
Putins regime er imperialistisk, i åben krig med et suverænt europæisk land og nådesløst i brugen af midler for at opnå dets politiske mål (likvideringer, påvirkning af nationale valg og sabotage for at nævne et par eksempler).
Vi må ikke være naive i regimets villighed til at løbe risikoen for at blive afsløret i undergravende virksomhed, når svaret er fordømmelse og – i særlige tilfælde – sanktioner.
Når ikke russerne til sokkeholderne
Den svære del af den åndelige oprustning er at nå til en bredtfunderet accept i befolkningen af, hvordan vi kæmper.
Vi kæmper med militære kapaciteter – vores egne og vores alliancepartneres. Våben er dyre, og der er en konstant innovation, som gør, at vi ikke blot kan se oprustningen af Forsvaret som et engangsfænomen, der tilfældigvis er faldet sammen med en massiv opjustering af det økonomiske råderum.
Det er uundgåeligt, at målet om at bruge fem procent af BNP på forsvarsudgifter i 2030 kommer til at kunne mærkes enten på skatten, velfærden eller begge dele.
Det er her, at regeringen og meningsdannere skal forberede danskerne på at bære den smerte, det er at blive dårligere stillet.
Russernes egen modstandskraft er imponerende og dybt forankret i deres kultur, som er formet af en historie med blodige krige, revolution, politisk undertrykkelse og brutale vintre. Vi når dem ikke til sokkeholderne.
Det er derfor ikke svært at forestille sig det ramaskrig, der vil opstå, når det for eksempel bliver besluttet at opbygge et ubådsforsvar på bekostning af minimumsnormeringer og en forhøjet elafgift.
Vi danskere ved godt, hvad vi kæmper for, så lad os gøre snakken om åndelig oprustning konkret.
Hvad kræves der af os? Skal vi være klar til drastisk at øge antallet af værnepligtige? Løbe risikoen for at eskalere konflikten ved at skyde russiske kampfly ned, der krænker vores luftrum? Øge skatten for at finansiere flere F-35'ere? Forhøje pensionsalderen for at få danskproducerede fregatter?
Lad os lægge intellektualiseringen til side og tage de svære samtaler i stedet. Åbent, ærligt og konkret.
Artiklen var skrevet af
Anders Munch Heintzelmann-Troelsen
Strategisk projektleder
Omtalte personer
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Det er en sensation, at Jordskreds kandidater blev valgt ind. Bevægelsens næste kapitel bliver afgørende
- Fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation skifter navn
- Centerchef: Problemer med at få støtte til drift rammer ikke kun de små organisationer
- Dansk version af EU-strategi, investering i folkeoplysning og fokus på private penge. Det ønsker aktører af ny regering




























