Bestyrelsesformand for værested: Vi kan ikke ignorere de unges problemer

Af Eva Riedel
Bestyrelsesformand, Hellebro – værested for unge hjemløse

Det er ikke nemt at være ung i dag. Det er dyrt for os alle. Hver femte hjemløs er ung i dag. De ”usynlige unge” mellem 18-25 år, der hverken er i skole, job eller i offentlig forsørgelse, udgør i dag 7,7 procent.

Det er en over en fordobling fra fire procent i 2000 i følge Danmarks Statistik. Rockwoolfonden har beregnet, at i gruppen af unge mellem 25 og 29 år, er der cirka 5.000 fra hver årgang, der hverken har været i job eller i skole i over to år.

De cirka 25.000 mennesker anslås at koste samfundet mellem kr. 12-15 milliarder kroner. Boliger i Storkøbenhavn er historisk dyre, og kontanthjælpsreformen slår social-realistisk igennem nu. Ikke overraskende stiger andelen af unge i hjemløsestatistikken år for år ifølge Socialforskningsinstituttet – og mange søger mod København.

De fleste forbinder hjemløshed med landevejsriddere, gamle junkier, alkoholikere og tosser. Det er det også. Men i dag er det helt almindelige unge, der rammes hårdest af den stigende strukturelle fattigdom.

Eva Riedel, bestyrelsesformand for værestede Hellebro

Det er vores alles børn og deres venner 
De fleste forbinder hjemløshed med landevejsriddere, gamle junkier, alkoholikere og tosser. Det er det også. Men i dag er det helt almindelige unge, der rammes hårdest af den stigende strukturelle fattigdom.

Det er vores alles børn og deres venner. Dem, der skal arbejde og betale skat, så vores samfundsøkonomi kan vækste eller bare balancere, hvis man ikke er helt så ambitiøs. Dem, der bliver stadig færre af. Og dem, der skal sørge for, at vi kan blive gamle og gå på pension i tryg forvisning om, at Riget vil bestå.

De unge mennesker starter som sofasurfere, der sover hos venner, bekendte og familie. De ender på gaden, når netværket er slidt op, og de har ikke mange langtidsholdbare overlevelsesstrategier at arbejde med.

Alting er kortsigtet fra dag til dag. Man kan hverken passe job eller uddannelse, når man sover på Hovedbanegården, og langsomt, men sikkert, glider de ud i farezonen for kriminalitet, misbrug og psykiske skader, mens de drømmer om at passe ind som helt almindelige danskere.

Jo, men får de ikke penge af kommunen?
Nogle gør, de fleste gør ikke. Helt overordnet kan vi stadig være stolte af vores velfærdssamfund. Der er hjælp til de hårdest ramte. Men de unge hjemløse er til at starte med helt almindelige ikke-kriminelle unge uden svære psykiske diagnoser eller tunge misbrugsproblematikker, og så er der ingen kasse, før det er gået mere galt. 

Og mange har ikke lært gængs formalia. Når de unge ikke har en folkeregisteradresse og dermed NemID, så kan de ikke kommunikere med kommunen og overholde det hav af formalia, der kræves.

De unge giver op overfor systemet. Og de er sværere at finde, sværere at kommunikere med og sværere at hjælpe.

Så er der vel nogle venligboere eller velgørende fonde?
Hjælpeorganisationerne er oftest fokuserede på deres egen overlevelse og drift, og er derfor ikke så trygge ved det nye sort: collective impact – at gå sammen med andre organisationer om tværorganisationelle projekter.

De takker nej tak for ikke at kannibalisere deres adgang til fondsmidler. Mens de velgørende fonde foretrækker at donere penge til collective impact-projekter frem for drift og tilsyneladende venter på, at hjælpeorganisationerne skifter overlevelsesstrategi.

Hvad skal der til? Vi skal i gang. Ikke mere snak og gode intentioner. Vi skal i gang med at arbejde effektivt sammen på tværs af hjælpeorganisationer, det private erhvervsliv, de frivillige og kommunerne.

Inddrag de velgørende fonde. Fordelingen af midlerne skal centraliseres eksempelvis i staten, så midlerne bliver givet til drift og de projekter, hvor behovet er størst. Det vil typisk være i de større byer, som de unge graviterer imod.

Men der skal også nye løsninger til. Betalelige boliger til de unge. Og politisk vilje og opbakning til nye løsninger. Det er nu, systemet skal overvinde frygten for at arbejde med frivillige og private investorer og være mere inkluderende over for erhvervslivet.

Det vil give muligheden for ægte samskabelse.

En ny måde at tænke velfærd og samskabelse
Piloten er klar. Værestedet for unge udsatte og hjemløse, Hellebro, er et glimrende eksempel på samskabelse mellem det offentlige, erhvervslivet og civilsamfundet. 

Man får idéen om at skabe en hjælpeplatform, der ikke findes for de unge. Så tager man en udlejer med hjertet på det rette sted, aktiverer netværket af entreprenører, arkitekter, skiltefirma, trykkeri, rengøring med videre, stifter en velgørende non-profit forening, og opretter en Facebook-side. 

Tre måneder senere står man med et værested for unge hjemløse på 700 kvadratmeter i varme, indrettede lokaler i Københavns Sydhavn. Og føler sig stolt over den overvældende energi og overskud, der findes i erhvervslivet og blandt de frivillige.

Men vi er også stolte over de unge. I dag må Hellebro med over 100 faste unge brugere i en skøn anti-radikal blanding, en strikt no-drugs politik og ikke mindst gode resultater med at skaffe de unge i job, skole og bolig, siges at være en succes allerede. 

Hellebro er udelukkende drevet af private midler og drives med hjælp af 25 frivillige. Der er åbent på alle hverdage fra 15-22, og det er blevet en helt unik platform, hvor både Københavns kommune, politiet, Hjemløseenheden, Kriminalforsorgen, Sociolancen, KFUK, High:Five og medarbejdere fra hjælpeorganisationer som Projekt Udenfor helt gratis har deres daglige gang.

Det lyder dyrt og besværligt
I dag bruger Hellebro 30.000 kroner om måneden på at holde de over 100 unge varme, rene, mætte og beskæftigede med musik, værksteder, yoga, mindfulness og job/boligansøgninger, så det ikke går galt for dem.

Til sammenligning koster en enkelt ungdomsherbergsplads let 60-80.000 kroner per måned som kommunerne betaler for.

Vi har ikke råd til at ignorere de unges problematikker længere. Vi har ikke råd til at fastholde hinanden i vores tro på, at velfærdssamfundet tager sig af alt.

Vi skal blive ved med at skabe nye innovative, inkluderende løsninger, der skaber gode resultater. Og vi skal insistere på, at vores penge skal bruges bedre end de gør i dag.

Der er stort overskud i både erhvervsliv og i civilsamfund. Det aktiveres i takt med en kollektiv erkendelse af, at velfærdstaten ikke slår til. Nu mangler vi bare en større tro på og lyst til nye innovative løsninger fra det offentliges side. Det virker, og vi har ikke råd til at lade være.