Civilsamfundet skal stoppe fødekæden af radikaliserede mørkemænd

Hvad gør man, når man møder et ungt menneske, der har en forenklet – og forskruet – verdensopfattelse; hvis fjendebilleder er vores forbilleder og omvendt? Det er det helt store spørgsmål. Hvordan sætter vi ind med den rette modstandskraft?

Svaret skal findes i civilsamfundet.

Hvis vi skal stoppe tilgangen til de ekstremistiske og radikaliserede miljøer, så skal vi sætte ind tidligt. Civilsamfundets finmaskede net skal forhindre, at mennesker falder igennem og ender uden for fællesskabet.

En rapport fra 2016, udarbejdet af Trygfonden, viser, at der i de enkelte lokalsamfund findes ressourcer, der kan være afgørende for at forebygge, inddæmme og modvirke radikalisering og ekstremisme.

Vores indsats og strategi bliver simpelthen for vag, hvis vi først åbner øjnene og munden, når et ungt menneske har taget det første skridt op ad risikotrappen imod radikalisering og ekstremisme.

Camilla Schwalbe
Klummeskribent

Hvor politikere, kommuner, uddannelsessystemet, forskere, politi og socialarbejdere mv. kan skabe rammerne, vidensgrundlaget og metoderne for arbejdet med anti-radikalisering, så kan civilsamfundets aktører være praktikerne, der i mødet med mennesket gør den største forskel.

Det er næppe viden, der kommer bag på nogen, men alligevel synes en reel civilsamfundsstrategi at mangle, når det kommer til at forbygge radikalisering og ekstremisme.

Vel bringer PET's outreach team, forældrenetværk, hotline mv., som den daværende regering lancerede i 2014, os et skridt nærmere et handlingsorienteret civilsamfund, men der er lang vej endnu.

Vi mangler konkrete metoder og værktøjer, som kan forankres til civilsamfundsaktører, og som kommer et spadestik dybere end den hæderkronede og meget omtalte Aarhus-model. Vi skal mere end tværfaglighed, infohuse, mentor- og forældrenetværk og exitstrategier mv. Vi skal have en metodik, som man kan anvende i hverdagen i mødet med risikogruppen, før mørket går ned.

En metodik, der som et led i forebyggelsen gør folk trygge ved at tale om radikalisering, værdier, religion og politik mv., og som giver folk tryghed til at handle på ændret adfærd, tegn og signaler.

Vores indsats og strategi bliver simpelthen for vag, hvis vi først åbner øjnene og munden, når et ungt menneske har taget det første skridt op ad risikotrappen imod radikalisering og ekstremisme.

Vi skal styrke familierne, som ofte først oplever den ændrede adfærd, og som har de bedste forudsætninger for og største vilje til at påvirke et ungt menneske i gråzonerne af radikalisering og ekstremisme.

Samtidig skal vi kompetence- og kapacitetsopbygge flere af civilsamfundets forgreninger, så de kan forebygge radikaliserede og ekstremistiske miljøers negative indflydelse. Det er ikke kun familien, der har et ansvar for anti-radikalisering; det er også foreningslivet, interesseorganisationer, religiøse forkyndere, boligsociale medarbejdere mv. Det er de ressourcepersoner og ildsjæle, der kontinuerligt har snitflader til unge, som skal klædes på til opgaven.

De unge mennesker, der har ladet sig forføre af propaganda og flirter med totalitære terrororganisationer, må vi ikke vende ryggen til og fordømme. Vi må ikke ekskludere dem. Tværtom skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bringe dem tilbage til fællesskabet. Jeg synes, at vi har svigtet dem, når vi bare en gang har ladet dem lukke mørket ind og være alene med lyssky tanker om ekstremismen. Det er et kæmpe samfundssvigt.

Men jeg tror på, at vi med den rette strategi kan komme længere i vores arbejde med anti-radikalisering.

For lokale fællesskaber kan det, som storstilede politiske initiativer ikke kan. De kan skabe relationer over tid mellem mennesker, der kan blive afgørende for, om en knægt bliver til en mørkemand eller en demokratisk borger i vores land. Men forudsætningen er, at vi tør tale med de unge, der søger de radikaliserede miljøer. Ikke bare tale til dem, men med dem.

For det er netop relationerne til fællesskabet, der er afgørende. Relationer til venner, fodboldtræneren, eller familien bygger på tillid. Derfor kan en sagsbehandler eller skolelærer heller ikke alene løfte opgaven omkring anti-radikalisering, fordi relationen oftest vil være mere professionel end personlig/privat.

Og det er i de personlige/private relationer, at vi skal arbejde med den unge omkring værdier, moral, etik, selvværd, religion og følelser mv. Det er dér, vi kan komme ind under huden og få blotlagt, at der ofte er sociale årsager til, at man er til fals for at blive radikaliseret.

Civilsamfundet skal stoppe fødekæden af radikaliserede mørkemænd – før mørket falder på, ikke ved et tilfælde, men ved brug af sociale metoder, der virker.