Debat

Danske Universiteter: Vi nærmer os grænsen for at kunne absorbere flere bevillinger fra private fonde

For universiteterne kræver det en betydelig medfinansiering at huse fondsfinansierede projekter, og de offentlige basismidler er ikke tilstrækkelige til at følge med væksten i den eksterne finansiering. Det kræver et højere ambitionsniveau fra statens side, skriver Anders Bjarklev.

Det er "tankevækkende," at Danmark ikke har sat os nye mål for den danske forskningsfinansiering siden globaliseringsaftalen for godt 15 år siden, mener Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter.
Det er "tankevækkende," at Danmark ikke har sat os nye mål for den danske forskningsfinansiering siden globaliseringsaftalen for godt 15 år siden, mener Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter. Foto: Pressefoto
Anders Overgaard Bjarklev
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er helt utvetydigt, at investeringer i viden, forskning og uddannelse er en helt essentiel forudsætning for den danske velstand og velfærd og forskningen har en meget central plads.

Temadebat

I Danmark bryster vi os af at være et videnssamfund. Det betyder blandt andet, at de videregående uddannelser og højtudviklet viden spiller en afgørende rolle i økonomien.

Siden 2006 har skiftende regeringer haft en ambition om, at det offentlige skal investere én procent af BNP i forskning og udvikling. Samtidig ser vi private midler spille en stadig større rolle i dansk forskning.

Vi stiller dette spørgsmål: Skal den danske stat øge sin økonomiske støtte til forskningen?

Her er deltagerne:

  • Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet, Sociologisk Institut
  • Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv
  • Ulla Tørnæs, forskningsordfører, Venstre
  • Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation, Lægemiddelindustriforeningen
  • Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter
  • Bjørn Brandenborg, forskningsordfører, Socialdemokratiet
  • Jon Nielsen, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Maria Theresa Norn og Jeppe Wohlert, analysechef og programleder, Tænketanken DEA
  • Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos
  • Forskningsalliancen (IDA, Dansk Metal, Dansk Industri og Akademiet for de Tekniske Videnskaber)
  • Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
  • Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre
  • Caroline Adolphsen, formand, Djøfs udvalg for undervisning og forskning

Forskningen lægger fundamentet for universiteternes uddannelser. Forskningen giver mulighed for, at erhvervslivet kan skabe nye produkter og implementere ny teknologier.

Forskningen er fundamental for at skabe gode løsninger på de store samfundsudfordringer såsom klimaforandringer eller nye pandemier. Og forskningen styrker skabelsen af en effektiv og retfærdig offentlig sektor og en oplyst debat.

Kort sagt skaber forskningen forudsætningerne for et godt samfund, som også er konkurrencedygtigt med omverdenen. 

Omverdenen gearer op
Derfor er det også tankevækkende, at vi i Danmark ikke har sat os nye mål for den danske forskningsfinansiering siden globaliseringsaftalen for godt 15 år siden.

Vi var dengang ambitiøse og gik målrettet efter, at det offentlige forskningsbudget skulle udgøre minimum én procent af BNP og de samlede danske forskningsinvesteringer minimum tre procent af BNP. Og det lykkedes – også inden for ganske kort tid – da vi allerede i 2009 indfriede én-procentmålsætningen.

Tilbage i 2006 var én procent en stærk målsætning! Men her 15 år efter må vi spørge os selv, om målsætningen er tilstrækkelig ambitiøs, i en fremtid hvor viden bliver stadig mere afgørende for konkurrenceevnen? 

Hvis vi ser på landene omkring os, bliver ambitionsniveauet hævet for forskningsinvesteringerne i disse år. I Sverige og Finland har man nu en ambition om at investere fire procent af BNP i forskning. I Østrig har man sat en national målsætning på 3,76 procent, og i Tyskland har man hævet niveauet til 3,5 procent.

Og kigger man længere ud i verden bliver kontrasten til det danske ambitionsniveau endnu mere slående.

Når danske forskningsmiljøer må sige nej til bevillinger fra de private fonde, grundet manglende økonomisk råderum til at medfinansiere projekterne, risikerer vi at gå glip af en gylden mulighed for at styrke vores videnssamfund.

Anders Bjarklev, formand, Rektorkollegiet, Danske Universiteter og rektor, DTU 

I Kina har man planer om at øge investeringerne i forskning og udvikling med syv procent om året de næste år, ligesom Biden-administrationen i USA har lagt øgede investeringer i forskning og udvikling på bordet for at kunne følge med Kina. 

Imod god fornuft
I det lys er det faktisk bekymrende, at vi i Danmark ikke har hævet ambitionsniveauet siden 2006. Faktisk har vi tværtimod set finanslovsbevillingerne til den offentlige forskning skrumpe i en årrække. Først i 2020 blev de genoprettet til omtrent det samme niveau, som for 10 år siden.

Nogle år har vi ikke engang ramt den ene procent, fordi man i Finansministeriet har forsøgt ikke at bruge en øre mere end nødvendigt for at indfri målsætningen - og har forregnet sig. 

At det overhovedet har været muligt at indfri én-procentmålsætningen, hænger blandt andet sammen med det høje danske hjemtag fra EU’s forskningsprogrammer, som imod god fornuft indgår som offentlige midler i den danske én-procentsberegning.

Men det hænger også sammen med, at de regionale og kommunale midler til forskning er steget, omend der har været stillet spørgsmål ved, om de regionale udgifter til forskning rent faktisk er reelle investeringer - eller om der måske er blevet regnet mere med, end der burde? 

Hvis Danmark fortsat skal være at finde blandt de allermest innovative og velstående lande og således understøtte de muligheder, det giver for at investere i offentlig velfærd, så bør vi hæve barren i det danske ambitionsniveau. 

Må sige nej til private fonde
Vi har faktisk alle muligheder i Danmark for at være mere ambitiøse. Vi har gennem de seneste år set en betydelig stigning i bevillinger til forskning fra de private forskningsfinansierende fonde. Novo Nordisk Fonden, som er den største, danske erhvervsdrivende fond, vil snart uddele omkring fem milliarder om året!

Vi hører bekymringerne om de manglende ambitioner fra store dele af det danske erhvervsliv og fra fagbevægelsen, som er bekymrede for Danmarks evne til at konkurrere og skabe arbejdspladser på sigt, såfremt vi sakker bagud i det globale videnkapløb.

Anders Bjarklev, formand, Rektorkollegiet, Danske Universiteter og rektor, DTU 

Men på universiteterne nærmer vi os grænsen for at kunne absorbere flere bevillinger fra private fonde. For det kræver en betydelig medfinansiering at huse de fondsfinansierede projekter, og vores offentlige basismidler er ikke tilstrækkelige til at følge med væksten i den eksterne finansiering.

Faktisk er basismidlerne til forskning ikke steget nævneværdigt siden 2011 (kun med cirka tre procent), mens de eksterne forskningsmidler i samme periode er steget med 31 procent. Størstedelen af den vækst er drevet af bevillingerne fra de private fonde.

Når danske forskningsmiljøer må sige nej til bevillinger fra de private fonde, grundet manglende økonomisk råderum til at medfinansiere projekterne, risikerer vi at gå glip af en gylden mulighed for at styrke vores vidensamfund.

Stop nidkær modregning
Den situation kan vi imødegå ved en bedre model for fordeling af udgifter i fondsfinansierede projekter, men det kræver selvsagt også et højere ambitionsniveau fra statens side gennem en styrket basismiddelfinansiering, der sikrer, at universiteterne også fremadrettet har mulighed for at indgå i eksterne samarbejder til gavn for dansk erhvervsliv og til gavn for Danmark. 

Det er klart, at vi på universiteterne kan se, at det er en god idé at være mere ambitiøse omkring forskningen, men vi står ikke alene.

Vi hører bekymringerne om de manglende ambitioner fra store dele af det danske erhvervsliv og fra fagbevægelsen, som er bekymrede for Danmarks evne til at konkurrere og skabe arbejdspladser på sigt, såfremt vi sakker bagud i det globale videnkapløb.

Derfor kan vi kun opfordre de danske politikere til at hæve blikket, stoppe den nidkære modregning af EU-midler og anskue udgifter til forskning som nødvendige investeringer i fremtiden. Vi skal hæve ambitionsniveauet, for fremtiden står ikke stille.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion