Debat

Debat: Det offentlige elsker de frivillige - men frygter den frie vilje

DEBAT: Det offentlige ønsker den hjælpende hånd fra de frivillige, men frygter den frie vilje og prøver derfor at kontrollere rammerne for de frivillige. Frivillige organisationer bør kæmpe for at beholde selvstændighed, skriver Morten Goll.

Foto: Grænseforeningen Ungdom
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset

Jeg var for nylig til en stor konference arrangeret af Fonden for Socialt Ansvar (FSA). Den handlede om frivillig social bæredygtighed, og der var over 400 repræsentanter fra frivillige foreninger organisationer repræsenteret.

Vi fik også besøg at to ministre. Børne- og socialminister, Mai Mercado (K), talte om fremtidens frivillighed, muligheder og ambitioner, mens integrationsminister, Inger Støjberg (V), talte om civilsamfundets rolle i et bæredygtigt samfund.

Lad mig med det samme takke direktør for FSA, Thit Aaris-Høegh, for værtskabet i de flotte omgivelser på. H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Efter konferencen var jeg dog stadig lettere forvirret over begrebet frivillig social bæredygtighed. Hvad er det?

Det frivillige Danmark og velfærdssamfundet
Ministrenes tilstedeværelse viser, at det er et særdeles varmt emne, og begge talte varmt om den rolle, som, de mener, det frivillige Danmark spiller og skal spille i velfærdssamfundet. Samtidig med omfavnelsen fik vi frivillige også en advarsel.

Der er et sundt element af oprør, kritisk stillingtagen, nytænkning, vilje til at tage ansvar for hinanden, men også et smittende fælles “Yes we can!”, som er en central del af det frivillige Danmark

Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset

Der er ting, vi ikke skal blande os i. Kerneopgaver, som for eksempel det der ligger hos jobcentrene, hospitalsvæsnet og politiet. Det er som at sparke en åben dør ind, for jeg tror, de fleste frivillige er enige om, at de ikke er frivillige for at arbejde gratis for det offentlige.

Begge ministre var faktisk bemærkelsesværdigt sympatisk indstillede overfor frivillighed og den rolle, som de frivillige spiller i dagens Danmark, og især Mai Mercado imponerede mig, ved ikke at levere færdige løsninger, men i stedet lægge op til dialog om en ansvarsfordeling mellem det frivillige Danmark og velfærdsinstitutionerne.

Jeg sad alligevel tilbage med en tvivl omkring forbrødringen mellem det frivillige og det offentlige. Både FSA's invitation til ministrene og deres interesse viste, at der er stor interesse for de frivilliges indsats i velfærdssamfundet, men det var som om, at de gode viljer havde dækket over en underliggende konflikt. Jeg havde en fornemmelse af, at vi hele dagen havde listet rundt som katten om den varme grød.

Hvad er den rette balance mellem de fælles opgaver, som henholdsvis det offentlige og det frivillige Danmark påtager sig?

Det offentlige elsker de frivillige - men frygter den frie vilje
Der er jo en forhandling i gang allerede rundt om i kommunerne. Jeg har hørt om kommuner, som med succes afskediger bibliotekspersonalet i håb om, at frivillige træder til. Jeg har hørt om en enkelt kommune, som uden succes forsøgte at afskedige medarbejderne på genbrugspladsen, fordi man mente, at frivillige kunne overtage disse job.

Som direktør i Trampolinhuset har jeg selv indledt et frugtbart samarbejde med Roskilde Kommune, som ønsker vores service, fordi vi som frivillige, det vil sige ikke kommunale, kan møde de nye borgere på en anden måde. Som partnere anerkender vi hinandens styrker og svagheder og forsøger få det bedste fra begge verdner.

Men jeg har også oplevet at kontakte Københavns Kommunes integrationsborgmester med et tilbud om at hjælpe byen med integrationen af deres nytilkomne flygtninge for så at modtage det svar, at integrationsborgmesteren ikke ønsker at benytte Trampolinhusets indsats for at skabe socialt netværk, demokratisk medborgerskab, rådgivning, systemforståelse og opkvalificering og inklusion på arbejdsmarkedet.

Måske mest fordi Trampolinhuset har den holdning, at integrationen skal kickstartes, mens folk endnu sidder i asylcentret. Og dog indviede samme borgmester tre måneder efter afslaget om samarbejde et velkomsthus med et program, der på papiret var identisk med Trampolinhusets.

I åbningsugen kunne man også se velkomsthuset annoncere efter frivillige til at udfylde det omfattende program.

Eksemplet er ikke enestående. Det offentlige ønsker den hjælpende hånd fra de frivillige, men frygter den frie vilje. Derfor ønsker mange politikere at kontrollere de rammer, som de frivillige kan agere i.

Det sker også hvert år, når satspuljemidlerne fordeles. Politisk motiverede puljer opstår i kølvandet på finansloven, og de politikere, der står med gaven i hånden, opnår maksimal PR. Men udover PR får politikerne også et styringsredskab.

Pengene ordineres efter politikernes behov, og ikke på baggrund af behov som det frivillige Danmark oplever ude i samfundet.

Det åbenlyse eksempel på dette er naturligvis det ekstremt kluntede forsøg på politisk kontrol, da først Inger Støjberg, senere Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Markus Knuth (V) forsøgte at fratage Exitcirklen en bevilling, som de var berettiget til via lovgivningen.

Mere subtilt og effektivt foregår styringen ved simpelthen at lede de frivillige kræfter derhen, hvor deres indsats er økonomisk understøttet. 

Frivillighed er anarkistisk
Og hvad er der så galt i, at politikerne brugere deres mandat til at styre puljerne til det frivillige arbejde? Der er vel deres ret som folkevalgte? For at finde svaret på dette gode spørgsmål må man først forstå vores rolle som en del af den demokratiske proces.

Den frie vilje er i sagens natur anarkistisk og trives ikke i snor. Den udfolder sig hos ildsjæle, som ser en brændende platform og udvikler løsninger, som de kan se sig selv og fællesskabet i. De frivillige samles om en sag, som samfundet ikke kan eller vil håndtere, eller som politikerne, ifølge de frivillige, har besluttet at håndtere på en uhensigtsmæssig måde.

Der er derfor et sundt element af oprør, af kritisk stillingtagen, nytænkning, vilje til at tage ansvar for hinanden, men også et smittende fælles “Yes we can!”, som er en central del af det frivillige Danmark. Som leder af Trampolinhuset gennem 7 år har jeg været i kontakt med tusinder af frivillige.

Det er min erfaring, at det ganske enkelt er umuligt at styre frivillige, hvis man ikke respekterer deres fri vilje. Derfor udvikles naturligt en kultur, som bygger på konsensusdemokrati og udbredt selvledelse. I Djøf kalder de det "værdibaseret ledelse", og det er, ligesom demokratiet selv, en skrøbelig social proces, som hver dag skal plejes og passes for at kunne trives.

Det er inden for denne ramme, at borgerne oplever, at demokrati er noget andet en flertallets ret. Det er her, man træner samtale, forhandling i gensidig respekt og dermed opnår fælles handlekraft. Der er kort og godt demokratisk dannelse.

Jeg vil lade Hal Koch selv udtrykke det i sit sprog fra 1945, som dog virker skræmmende aktuelt: 

Menneskelig vækkelse, oplysning og opdragelse - uden det bliver demokrati en farlig ting. Så går det, som kritikerne påstår, at den behændige agitator og den samvittighedsløse intrigemager kan køre med det hele.

Men lægemidlet … er gennem ansvar og krav at opdrage folket til selvstyre. Det nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle, det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtigste i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, som foregår i folketinget.

Og opdragelsen foregår ikke blot gennem de mange forskellige former for skoler - lige fra folkeskolen over de mange mere eller mindre frivillige ungdomsskoler til universitetet - men lige så fuldt gennem det folkelige organisationsliv og hele det samarbejde som der udfolder sig. Jeg betænker mig heller ikke på at sige det så stærkt: dette folkelige arbejde er den eneste virkelig effektive indsats mod befolkningens nazificering.”

Frivillige organisationer skal beholde serveretten
Udover at de frivillige foreninger har hver deres mission i samfundet, er de fælles om at yde et livsvigtigt medspil til det repræsentative demokrati. Uden den kultur forfalder demokratiet til politikernes evne til at tælle til 90.

Når politikerne eller det offentlige forsøger at styre den proces, så angriber og svækker de en af demokratiet livsvigtige nerver. Derfor er det åbenlyst, at der bør være politisk armslængde i uddeling af puljemidler, og at politikerne bør opgive satspuljens gaveuddeling, og det er åbenlyst, at det offentlige skal fare med lempe, når det ønsker at instrumentalisere den frie vilje.

Det kan godt være, at man får gratis arbejdskraft, men de frivillige mister deres kreative potentiale, jo mere låg der lægges på den frie vilje. Men det værste er, at den demokratiske dannelse, som Hal Koch kalder vigtigere, end det der foregår i Folketinget, svækkes.

Man siger, at demokratiet er kendetegnet ved magtens tredeling. Systemet, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er gensidigt uafhængige for at sikre, at der ikke opstår korruption, nepotisme eller magtmisbrug.

Det er et udmærket system, men det forhindrer ikke, at demokratiet forfalder til flertalsdiktatur. Det er borgerne, som skal skabe modvægten til flertalsdiktaturet, og metoden er at sikre en kontinuerlig demokratisk dannelse af befolkningen. Når alt kommer til alt, er vores politikere jo valgt af os selv, så selvom vi måske er opfyldt af politikerlede, så er de et spejl af os selv.

Det projekt foregår på landets skoler og universiteter, men måske i højeste grad i de frivillige foreninger og organisationer, fordi den ledelsesform, der fungerer bedst her, bygger på betingelsesløs gensidig respekt og konsensusdemokrati.

Ved nærmere eftertanke handler frivillig social bæredygtighed måske om, at vi, som driver de frivillige organisationer, ikke skal spille os selv serveretten af hænde. Hvis vi bliver for afhængige satspuljemidler og kommunal målstyring, så vi ikke længere kan følge vores vigtigste aktiv, den frie vilje, så afskriver vi os rollen som inkubationer for demokratisk proces og dannelse af alle de mange frivillige, som faktisk kommer helt af sig selv, fordi de vil gøre den forskel.

På den måde lader vi ikke kun vores frivillige i stikken, men også de 179 folkevalgte, for ikke at tale om dem, der sidder i kommunalbestyrelserne. Vore dages politikere har alt for lidt modspil fra befolkningen. I deres angst for det ukendte søger de at styre os. Det er magtmenneskers reaktion. Det er vores opgave at undervise dem i demokratisk dannelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Goll

Billedkunstner, foredragsholder, medstifter, Trampolinhuset, fhv. daglig leder, Weekend Trampolinhuset, social iværksætter
billedkunstner (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1993) MFA (Otis College of Art and Design 1999)

0:000:00