Debat: Få demokratiet til at fungere, så går integration af sig selv

DEBAT: Integration handler om at danne relationer, og det handler om at kunne mærke demokratiet som et fællesskab, der er styret af et sæt retningslinjer for, hvordan vi er sammen. Indlemmelsen i fællesskabet står både Folketinget og civilsamfundet for, skriver Morten Goll.

Af Morten Goll
Direktør i Trampolinhuset

Det burde skræmme os alle sammen fra vid og sans, når vi hører, at vi skal redde Danmark ved at indskrænke frihedsrettigheder, udnævne særlige arealer til ghettoer og skabe særlovgivning for mindretal, tvangsdeportere dødssyge flygtninge, forbyde udenlandske klædedragter, placere ikkekriminelle familier på ubestemt tid under fængselslignende forhold. Og så videre …

Listen er efterhånden så lang, at jeg kunne bruge hele denne klumme bare på at remse op. Humlen er, at politikerne vil forsvare Danmarks demokrati, ligestilling, frisind og kultur med påbud, forbud, restriktioner og ensretning. Men burde man ikke forsvare demokratiet med mere demokrati?

Ligestillingen ved at dele magten og resurserne? Frisindet med liberal lovgivning? Og den levende kultur ved at fremme den krydsbefrugtning, der giver os alle sammen inspiration til at skabe vores egen tid?

Når man stiller disse spørgsmål til Folketingets flertal fra S, V, K og DF, så bekræfter de hinanden i, at det har vi jo prøvet i 40 år, og det virker ikke.

Mantraet er: “Vi tog fejl i 80’erne. Vores forgængere troede, at når ’de fremmede’ kom til Danmark og fik demokratiske rettigheder, så ville integrationen gå af sig selv, men ’de fremmede’ tog kun rettighederne og overså forpligtelserne, og så skabte de deres parallelsamfund. Så derfor skal der nu stilles krav om assimilation”.

Men der er noget, der ikke rigtig hænger sammen her. Hvis vore dages politikere har ret i, at der kun blev givet rettigheder, men ikke stillet krav fra cirka 1970 til 2001, så er det min påstand, at de nye borgere, som kom til Danmark i løbet af disse 30 år, sådan set aldrig er blevet inviteret indenfor i det demokratiske fællesskab.

Kan velfærdsamfundet overleve uden solidaritet?
Men hvad blev de så inviteret ind i op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne? De blev inviteret ind i et velfærdssamfund, som var i færd med at glemme sit eget hjerte: solidariteten.

Velfærdssystemet var socialdemokraternes svar på den sociale ulighed.

Det smukke ved velfærdssamfundet er, at det hviler på et udvidet solidaritetsprincip, som er skrevet ind i den sociale kontrakt. Hvor arbejderbevægelsens solidaritet var afgrænset til klasse, blev velfærdsstatens solidaritet principielt klasseløst. Det værdige liv blev nu forstået som en universel rettighed. Men der skete noget med solidariteten, da retten til det værdige liv blev gjort universel. Den forsvandt lige så stille, men hvor blev den af?

Måske er solidariteten sværere at forholde sig til for den enkelte, når den er parkeret i overførselsindkomsterne og skatten? Måske er det New Public Management (NPM), som blev introduceret som styringsredskab i den offentlige forvaltning fra 80’erne og frem, som har en stor del af skylden?

Læs herom i Knud Aarups klumme fra 6. juni i Mandag Morgen, hvor han skriver om NPM: “…man gik fra at se borgerne som aktører, der så på helheden for samfundet og deres lokale område, til at betragte dem som (for)brugere, der er kunder i velfærdssamfundets servicebutik og kun interesserer sig for egne institutioner og egne interesser.”

Ifølge Aarup er filosofien bagved NPM, at der ikke er et fællesskab. Borgeren har kun egeninteresser og kan derfor kun styres ved, man taler til dennes egennytte. Hvis han har ret, så var det velfærdssystemet selv, der mistede troen på, at borgeren kan handle solidarisk, og som derfor gik over til at udvikle styringsredskaber til at administrere borgernes liv for at sikre, at de opfylder deres forpligtelser.

Systemet forudsætter mistillid mellem parterne, styringsredskaberne er stok og gulerod, og solidariteten er forvist til skåltalerne.

Men hvad sker der, hvis man fjerner solidariteten og den gensidige respekt fra handlingen at hjælpe et andet menneske? Den fremstrakte hånd bliver et udtryk for formynderisk godgørenhed, men den formynderiske godgørenhed er selvisk. Den handler mere om den, der giver, end om den, der modtager.

Den formynderiske godgørenhed afhjælper i nogen grad en økonomisk ulighed, men der er ingen ligeværdighed i relationen mellem borger og system. Derfor klager mange borgere over, at systemet er til for sin egen skyld snarere end for borgernes.

Men det værste er, at den offerrolle, som systemet tildeler den nødlidende borger, skaber en ulighed, der er dræbende for den demokratiske samtale. Der er ingen, som har lyst til at være et offer, og den eneste måde, man kan bevare sin værdighed, er ved at tage afstand fra systemet.

På den måde støder staten sine svageste borgere fra sig på det psykologiske plan, samtidig med at den gør dem afhængige af sig på et fysisk plan. Når vi taler om flygtninge, som har endnu mindre forudsætninger for at forstå systemet, fordi de også er udfordrede på sproget, kulturen, et begrænset socialt netværk og eventuelle traumer, så bliver det virkelig op ad bakke, når det kommer til at forstå, hvad det demokratiske medborgerskab indebærer.

Fordi systemet i kraft af sin suveræne magt skaber en rolle til den magtesløse borger, som forhindrer demokratisk medborgerskab.

Når man så dertil lægger, at vores politikere i de sidste 20 år har ændret sprogbrug i mere og mere antidemokratisk retning, så forstår man jo godt, at det kan være svært at føle det demokratiske medborgerskab.

Jeg tænker her både på tonen i den offentlige debat, men også på kravet om assimilation, som flere og flere partier bakker op om. Mit bud er, at vores nye borgere, som er underlagt velfærdssystemets formynderiske godgørenhed på den ene side og assimilationskravet på den anden side, ikke har fornemmelsen af at være blevet inviteret indenfor i det demokratiske fællesskab på noget tidspunkt.

Politikernes rationale er, at demokratiet ikke virkede – men det er aldrig blevet prøvet. “De fremmede” er blevet tildelt medlemskab af velfærdssystemet, men de medfølgende rettigheder er ikke flankeret af solidaritetens forpligtelser, fordi det danske velfærdssystem for længst er ophørt med at tro på solidariteten og har reduceret borgerne til magtesløse ofre, som skal drives ved tvang. 

Kan demokratiet overleve uden solidaritet?
Demokratiets væsen er, ud over stemmeretten, lighed for loven, ytringsfriheden, grundloven, magtens tredeling, en social proces, der styres af nogle enkle regler, som mange lærer i børnehaven og skolen.

Det handler om gensidig respekt, evnen til at lytte såvel som at tale, respekten for mindretallet og en pragmatisk tilgang til problemløsning, som kommer af, at samtalen tvinger os til at se et problem fra så mange sider som muligt, før vi tager en beslutning.

Den gensidige respekt er et centralt element i det, Hal Koch kaldte ”demokratiet som livsform og kultur”. Gensidig respekt fordrer, at man er i stand til at se hinanden, at se igennem de fordomme, som hver eneste dag aflejrer sig i ethvert menneskes sind.

For hvis du ikke er i stand til at se et andet menneske på grund af religion, politisk overbevisning, klasse, seksuel orientering eller etnisk herkomst, så vil samme menneske aldrig føle sig respekteret i dit nærvær. Og så er det umuligt at skabe en fornuftig demokratisk relation.

Gensidig respekt består også af lige dele rettigheder og krav til den enkelte, for det er gennem forventninger til hinanden, at vi skaber tillidsfulde, ligeværdige og ikke mindst respektfulde relationer.

Forholdet mellem rettigheder og krav er uadskilleligt, så længe de bindes sammen af solidariteten. Solidariteten er selve grundlaget for den sociale kontrakt – og for demokratiet.

Demokratisk medborgerskab er det, som vi har arbejdet med i snart otte år i Trampolinhuset. Det er en social proces og et sæt rettigheder og forpligtelser. Solidariteten går begge veje. Det betyder, at vi forventer, at alle bidrager og deltager i fællesskabet.

Mange af vores nye borgere har været igennem ekstreme oplevelser, og for dem er det ofte lykken blot at blive genkendt som et menneske. Derfor kan det første møde koges ned til: “Det var sørme godt, du kom! Vi har brug for dig herovre!”

Men den åbning gør mange sultne efter mere. Vi kalder det “Learning democracy by doing democracy”, og det viser sig, at metoden faktisk er traumehelende. Folk, der har været igennem tortur, krig, nærdødsoplevelser, isolation og dræbende kedsomhed i et asylcenter, hvor man sidder uden dom på ubestemt tid, vender tilbage til livet, fordi de genvinder troen på fællesskabet, når der er nogle, der forventer noget af dem.

Nogle, der siger goddag, når du kommer, har brug for dig, din arbejdskraft, erfaring og dit venskab. Hvis vi har sunde relationer til vores omverden, er vi psykisk stærkere, har bedre chancer for at finde et nyt job, når det gamle forsvinder, og har mulighed for at finde en hånd, der er parat til at støtte.

Derfor handler integration om at danne relationer. Og det handler om at kunne mærke demokratiet som et fællesskab, der er styret af et sæt retningslinjer for, hvordan vi er sammen. Hvis demokratiet kan mærkes, så går integrationen af sig selv.

Som den opmærksomme læser vil konkludere, er indlemmelsen i et demokratisk fællesskab som beskrevet ovenfor ikke noget, Folketinget kan gøre. Det er en opgave for civilsamfundet. Min egen erfaring er, at det vil civilsamfundet hellere end gerne.

Vi har i Trampolinhuset aldrig haft mangel på frivillige, og jeg tror årsagen til, at de kommer, er, at alle vores frivillige – uanset baggrund – faktisk savner et demokratisk rum. Der er masser af civile organisationer, fra spejderne til Ungdommens Røde Kors til DFUNK, Venligboerne og flere til, som kan det her.

Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvad Folketinget melder ud. I den forbindelse må jeg rose statsminister Lars Løkke Rasmussen for det paradigmeskift, han indførte i foråret 2016 under trepartsforhandlingerne.

Med et pennestrøg blev flygtninge omdefineret fra at være klienter af velfærdsstaten til at blive potentiel arbejdskraft. Man kastede offerkortet bort, og jeg er sikker på, at der er mange taknemmelige nye borgere ude i landet, som nyder godt af dette skift.

Løkke har endda i sidste uge gentaget budskabet med ordene: “Tidligere blev man til en klient, lige så snart man krydsede grænsen. Kun tre procent blev tidligere erklæret jobparate, men i dag er tallet helt oppe på 74 procent.” 

Desværre lader vores statsminister sig overdøve af sin egen integrationsminister og andre politikere, som står i kø for at overgå hinanden med unødvendige lovforslag, som mange mindretal i Danmark med rette opfatter som diskrimination, indskrænkelse af liberale rettigheder og politisk forfølgelse.

Men vi må ikke lade os skræmme af politikernes skrækscenarier. Lad os i stedet trække vejret dybt og besinde os på at få skabt et demokrati, der kan mærkes! Så går integrationen af sig selv, og det vil være et plus for alle borgere i det her land.

Forrige artikel TV-debat: Unge skal få øjnene op for politik Næste artikel TV-debat: Vi skal respektere de folkevalgte