Den ulydige skiltemaler, filantropiske strømpile og 113 velgørende milliarder

UGEREVY: Civil ulydighed i Svendborg, trends og tendenser blandt fonde og en umanerlig stor bunke velgørende pengesedler er nogle af historierne, vi skal omkring i ugens civile overblik.

En mand, man ikke skal kritisere. Det har ActionAid og andre ngo'er i Uganda fået at mærke. 
En mand, man ikke skal kritisere. Det har ActionAid og andre ngo'er i Uganda fået at mærke. Foto: ritzau/Ben Curtis
Carsten Terp Beck-Nilsson

Velkommen tilbage efter en forhåbentlig dejlig, afslappende ferie i efterårsdanmark.

Har du fået regntøjet og gummistøvlerne af?

Jamen så lad os komme i gang med den rituelle rundflyvning over det civile Danmark. På grund af efterårsferien kigger vi dog lidt længere tilbage end normalt. Ikke fordi det giver flere nedslag, end vi plejer at have. I har tilsynladende taget det lille ord ”ferie” alvorligt.

Skilte er også noget, man tager alvorligt - i Svendborg i hvert fald. Altså ikke om de er tydelige og lette at læse, men mere om nogen uden den rette autorisation skulle formaste sig til at gøre dem læsbare. Og så endda i sin fritid.

Historien om en hjælpsom 70-årig herre, der for egen regning sætter forfaldne skilte i stand, er gået landet rundt. For i stedet for et ”Tak for indsatsen” fik Nils Bennicke et ”Det må du hellere holde op med" fra kommunen. Man kunne jo ikke have, at han gik og spildte maling på nogen. Og så var der vist også noget med vejloven, fortalte formanden for kommunens trafikudvalg til TV 2.

Nils Bennickes svar til kommunen var i øvrigt: "Nå, men tak for kaffe. Så går jeg ud og maler et par skilte mere."

Og så nåede sagen ellers helt til Christiansborg.

Men det er ikke helt usædvanligt, at kommuner er i tvivl om, hvad frivillige må og ikke må, fortæller Center for Frivilligt Socialt Arbejde. For der er nemlig en stigende tendens til, at borgerne melder sig under frivillighedens faner.

”Det handler både om, at kommunerne er blevet mere optaget af frivillighed, og at der lokalt opstår flere og flere gode ideer til initiativer, der er båret af frivillige,” siger Dorte Nørregaard fra CFSA i denne artikel fra Avisen Kommunen.

Og nu vi er ved frivilligheden, så holder CFSA meget apropos sin decemberkonference, hvor centret i år stiller spørgsmålet: Hvad sker der, når vi professionaliserer frivilligheden?

Det er nu, du skal melde dig til, og du kan læse mere om det her.

Og apropos kommuner er DR i anledning af kommunalvalget om en lille måned gået i gang med at indsamle gode eksempler fra hele landet på borgerdrevne initiativer, der løser lokale udfordringer.

Det kan du se mere om her.

Var det noget med en tur til de varme lande? Uganda, for eksempel. Her kan man have det så rart, hvis bare man afholder sig fra at kritisere præsidenten. For så vanker der.

ActionAid – herhjemme kaldet Mellemfolkeligt Samvirke – er en af de tre ngo'er, der er blevet ransaget og har fået spærret sin konto i det østafrikanske land. Det skyldes, at organisationerne er kritiske over for, at regeringen vil lade præsident Museveni fortsætte ved magten, selv om han ellers er ved at falde for en 75-års aldersgrænse.

”Det ser ud til, at de ugandiske myndigheder er villige til at ofre borgernes behov og rettigheder for at bevare deres greb om magten,” siger ActionAids landedirektør Athur Larok til Politiken.

Heller ikke herhjemme er der opmuntring at hente for Mellemfolkeligt Samvirke. En måling foretaget af Norstat for Altinget viser, at kun to procent af danskerne har lyst til at støtte organisationen økonomisk.

”Det er vi selvfølgelig enormt ærgerlige over,” siger National Director Vibeke Vinther. Hun kan dog glæde sig over, at organisationen har stor fremgang i medlemstallet i disse år.

I øvrigt er Læger Uden Grænser den ulandsorganisation, danskerne helst donerer til. Det kan du læse mere om her.

Hvis idræt var en valuta, så skal vi i øvrigt love for, at der er valuta for pengene i Den Nationale Platform for Gadeidræt. 10 millioner kroner er vekslet til hele 355 idrætsprojekter over hele landet, viser en evaluering af projektet fra Idrættens Analyseinstitut.

”Det springer ret meget i øjnene på mig, at man for 10 millioner (brugt til dato, red.) har fået 355 projekter op at stå. Der er store forskelle på projekternes indhold og omfang, men overordnet har midlerne virkelig rakt langt,” siger Maja Pilgaard, som er analyse- og forskningsleder hos analyseinstituttet.

Ifølge Altinget skyldes succesen, at det er lykkedes at formindske det bureaukrati, der ellers får små projekter til at droppe at søge om penge. Det kan du læse mere om her.

Fra begrænsede midler til nærmest ubegrænsede. Den ungarsk fødte milliardær George Soros har meldt ud, at han overfører hele 18 milliarder dollars, svarende til 113 milliarder kroner, til sine filantropiske fonde Open Society Foundations.

Fondene arbejder primært med frihed, demokrati og menneskerettigheder – blandt andet i Østeuropa, hvor George Soros af samme årsag er meget ildeset i regeringskredse.

Med donationen bliver Open Society Foundations verdens næststørste filantropiske fond. Kun Bill & Melinda Gates Foundation er større, skriver Dagens Næringsliv her.

Og nu hvor vi snakker om størrelse, så er fondene herhjemme blevet så store, at det er vigtigt at få valide mål for, hvad deres uddelinger betyder. Og det med at måle er fondene ikke særlig gode til, mener professor Anker Brink Lund fra CBS.

Han siger til Børsen, at de færreste fonde for alvor har kastet sig over at måle på, om de opnår den effekt med deres uddelinger, som de ønsker. Og det er et problem, mener professoren.

“Sagen er, at fondenes uddelinger er så store, at samfundet har krav på at kende deres konsekvenser. Donationer kan nemlig også have utilsigtede bivirkninger, selvom formålet er almennyttigt,” siger Anker Brink Lund til Børsen i artiklen her. Den er bag betalingsvæg.

Professorens udmeldinger kommer efter en rapport fra konsulenthuset Deloitte. Den viser, at fondens almennyttige uddelinger er 3,5 gange så stort som regeringens økonomiske råderum frem til 2025 – forudsat at fondene holder sidste års uddelingsniveau, skriver Danmarks Fonde i artiklen her. Den er også bag betalingsvæg.

Det er denne artikel derimod ikke. Den har vi nemlig selv skrevet.

Det er en oversigt over de stærkeste trends og tendenser i den danske og europæiske fondsverden, baseret på en rapport fra Kraft & Partners.

En af de strømninger, konsulentfirmaet zoomer ind på, er en styrket tendens til at satse stort på smallere områder.

“Det er et udtryk for, at de problemer, fondene prøver at tackle, er blevet mere komplicerede. Når du forsøger at løse store problemer med begrænsede ressourcer, kræver det, at du arbejder fokuseret,” siger Gerry Salole, som er direktør for European Foundation Centre, i artiklen her.

Sku’ vi ikke lige ha’ en lille kat, inden vi lukker og slukker?

Nej, ikke sådan en lille sød, nuttet fyr. En uønsket kat af den slags, der lusker rundt i jyske boligkvarterer og pønser på gale streger.

Dem har boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg længe haft problemer med, fortæller selskabets inspektør Carsten Veje.

“Der er så mange vildkatte i vores områder, at vi er nødt til at gøre noget. Ellers stikker det helt af,” siger han til Viborg Stifts Folkeblad.

Derfor har boligselskabet nu indgået en aftale med Kattens Værn, som tager hånd om de vilde kræ. Så kom ikke og sig, at civilsamfundet ikke tager sin tørn.

Ugen, der kommer, starter helt forudsigeligt med en mandag. Og sågar en mandag, hvor Amnestys generalsekretær holder oplæg i den sidste af tre sessioner med fokus på magt og indflydelse i civilsamfundet. Og som om det ikke skulle være nok, kan du ovenikøbet opleve Altinget: civilsamfunds egen overblikkenslager på slap line. Det er hos Globalt Fokus i Rysensteensgade 3 i København.

Tirsdag uddeles Tine Bryld Prisen til en ildsjæl, der gør en særlig indsats for socialt udsatte. Det er Børns Vilkår, der arrangerer og lægger hus til. Det er på Trekronergade 26 i Valby. Og overrækkelsen sendes live på P3 fra 20-21.

Onsdag byder KVINFO indenfor til “DemokratiSalon”. Fokus er mangfoldighed i kommunalpolitik. Og diskussionen foregår i Fællessalen på Christiansborg mellem 9.00-11.30.

Vi skal lige have et par af de runde. I dag fylder Klaus Bustrup, formand for FødevareBanken, 70. Og på torsdag bliver Mads Lebech, tidligere borgmester på Frederiksberg og nu direktør i Industriens Fond, 50 år. Tillykke begge to.

Nu får du altså ikke mere i dag. Men der er et nyt overblik over civilsamfundets gavn og gerninger på mandag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00