Det er en kattepine for ngo’er, hvis omverdenen mister interesse for deres sag

Men hvad gør man som organisation i en "død periode", hvor ens kernesag ikke fylder eller gives plads på blokken på redaktionerne, ikke tænder de store samtaler på sociale medier og ikke formår at engagere politikere, frivillige eller donorer?

Det spørgsmål har jeg jævnligt mødt som rådgiver i ngo-verdenen.

Fordi det er ganske enkelt dybt frustrerende, demotiverende og kan have store økonomiske og politiske konsekvenser for en interesseorganisation, når kernesagen eller et specifikt, strategisk fokusområde ikke kan lykkes med at tiltrække opmærksomhed i en kortere eller længere periode.

Og det kan være på trods af store indsatser og ihærdigt arbejde for at fremme sagen, at organisationen mødes af en – oplevet kynisk – mangel på interesse for det, som organisationen er sat i verden for at løse.

Løsningen på denne kattepine er ikke enkel, og det er klogt at analysere situationen relativt grundigt, før man kaster sig ud i store eller dyre armbevægelser.

Den indledende analyse går ud på at forstå dagsordenens egentlige udfordringer: Modstandere og konfliktende dagsordener, økonomiske barrierer, det politiske landskabs manglende engagement, tidens tendenser, influenter og debattører samt partnere, donorer og frivilliges holdninger og præferencer.

Ofte er forklaringerne på nedturen faktisk ikke de åbenlyse.

Eva Svavars
Partner, Lead Agency

Ofte er forklaringerne på nedturen faktisk ikke de åbenlyse.

På baggrund af analysen bliver man i stand til at kortlægge de mulige scenarier for, hvordan organisationen kan udnytte sine styrker og muligheder bedre og få sagen til at resonere på ny hos de vigtigste målgrupper, stakeholders og gatekeepers.

Når man har valgt det foretrukne scenarie, har man en ny strategi for kommunikationen og den politiske interessevaretagelse.

Spørgsmålet er så, hvordan man går fra powerpoint til powerresultater. Det kræver kreativitet.

For nogle organisationer er vejen ud af dødvandet at træde to skridt tilbage og spørge, hvis vores sag blev født i dag, hvad ville vi så gøre?

Hvordan ville vi definere vores formål, narrativ, målgrupper, budskaber og kommunikationskanaler? Hvordan vil vi opfattes? Hvordan skal vi se ud? Hvad er vores tone og stil?

En rebranding, basalt set.

For andre organisationer er en vej ud af dødvandet at træde et skridt frem og spørge: Hvis vores sag og vores formål skal resonere i det politiske landskab, i mediebilledet og i den verden, vores målgrupper allerede er engagerede i, hvad skal vi så gøre for at passe ind og være relevante her og nu?

En ny og mere kreativt fokuseret pr- og public affairs indsats, basalt set.

En tredje vej er selvfølgelig slet ikke at analysere, strategisere eller ændre det store i organisationens arbejde.

Men i stedet vente på, at sagen en dag får et nyt opmærksomhedspeak på grund af en udefrakommende begivenhed eller andet.

Det kræver selvfølgelig en vis mængde tålmodighed, tro, håb og ofte også en sund økonomi.

Endeligt er det også en vej at danne nye alliancer eller fusionere med beslægtede sager, hvor man kan styrke sin stemme sammen.

Rigtig mange interesseorganisationer er blevet virkelig gode til at opnå mere af den rigtige opmærksomhed omkring deres sager.

Og for mig er det en fryd at opleve, når kommunikationen og grebene er kreative, nemme at forstå og huske – men ikke mindst når man også tydeligt husker, hvem afsenderen er. At brandet står tydeligt frem som en logisk afsender på kommunikationen.

Det er så ærgerligt, og ikke mindst spild af penge og en god mulighed, når modtageren har set noget god kommunikation, men ikke er i stand til at mindes, hvem afsenderen var.

Fordelingen af opmærksomheden i de arenaer, hvor vi kommunikerer, kan synes uretfærdig.

Vigtige og sympatiske sager kan blive glemt, overset og svigtet, fordi andre sager tager pladsen fra dem, og fordi visse sager trender og tager meget plads på én gang.

Der er ikke plads til alt samtidigt. Det handler både om mediernes redaktionelle natur, digitale mediers algoritmer og den menneskelige psykologis båndbredde.

Skal jeg konkludere noget om, hvordan man som interesseorganisation kan genvinde tabt opmærksomhed, er det følgende: Kampen om opmærksomhed er en kamp om at være relevant, aktuel, interessant, appellerende og svær for de fleste at ignorere.

Præcis som mode. Det gælder om at finde vejen til at gøre sin sag til det nye sort.