Debat

DF: Tilliden bliver brudt, hvis reserven fordeles med kun 90 mandater

DEBAT: Midlerne i satspuljens afløser, reserven, er bundet af satspuljeforliget, og det vil bryde tilliden mellem partierne, hvis regeringen får held til at opløse forliget, skriver Karina Adsbøl (DF). 

Hvis regeringen får held til at opløse forligskredsen, vil det trække dybe spor for fremtiden, skriver Karina Adsbøl (DF). 
Hvis regeringen får held til at opløse forligskredsen, vil det trække dybe spor for fremtiden, skriver Karina Adsbøl (DF). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karina Adsbøl (DF) 
Socialordfører

Regeringen vil gerne have så frie hænder som overhovedet muligt til at fordele pengene fra den såkaldte reserve, der opstod som følge af, at den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti afskaffede satspuljen.  

Reserven finansieres ved, at en række satspuljeprojekter står til at udløbe i de kommende år, og det vil give 700-800 millioner kroner årligt frem mod 2025. 

Men i Dansk Folkeparti vil vi ikke acceptere regeringens præmis om, at bare regeringen kan finde 90 mandater, så kan de bruge pengene fra reserven, som de lyster. 

Med den nuværende regering er der ingen tvivl om, at smalle aftaler om fordelingen af reserven vil blive aftaler indgået med de røde partier. Det er en rigtig dårlig idé.  

Karina Adsbøl (DF)
Socialordfører

De sædvanlige forligsbindinger består
Reserven er en udløber af satspuljen, og derfor må det fortsat være partierne bag satspuljen, der bestemmer, hvilket formål midlerne skal gå til. Det er almindelig logik.  

Alle partierne bakkede op om at afskaffe den skæve finansiering af satspuljen. Først indgik VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti en aftale, som de øvrige partier fra den hidtidige satspuljeforligskreds tilsluttede sig den 21. december 2018.  

Puljen er som sagt afsat med midler, som er tilvejebragt delvis fra tilbageførte midler fra satspuljeprojekter og delvis fra det ekstraordinære bidrag besluttet med finansloven for 2019.  

Rammen herfor er den aftale, som blandt andre Socialdemokratiet tilsluttede sig i december 2019. I bilag 4 i aftalen står der: ”Det nye forlig, som træder i stedet for det hidtidige satspuljeforlig, indebærer ...” 

Det er altså tydeligt, at partierne tilsluttede sig et forlig med de sædvanlige forligsbindinger. Det kan regeringen ikke løbe fra. Vi er derfor helt uforstående over for, at regeringen mener, at der ikke er forligsbindinger på midlerne. 

Reserven skal gentænkes 
Der er fremadrettet behov for at gentænke den såkaldte reserve. Derfor har partierne bag reserven aftalt, at der frem mod næste års fordeling skal forberedes en drøftelse af nogle principper for, hvordan reserven kan udmøntes.  

Det skal sikre, at den i videst muligt omfang kan fremme en forventet mere virkningsfuld socialpolitik med henblik på at implementere virkningsfulde indsatser i praksis. 

Dansk Folkeparti ønsker ikke, at vi igen skal sidde og kæmpe for de samme ting, som allerede er aftalt, fordi regeringen omprioriterer midlerne.  

Derudover skal ministeren også sikre, at de midler, der er afsat, bliver fordelt efter hensigten. Desværre kan det opleves, som om man ikke udmønter tingene, fordi man hellere vil prioritere midlerne til noget andet.  

Det så vi blandt andet med plejehjemspuljen og handlingsplanen for det gode ældreliv, som regeringen mere eller mindre skrottede. 

De ældre må ikke glemmes

Vi er enige i, at pengene fra reserven hovedsagelig skal gå til det sociale område, men dertil hører naturligvis også ældreområdet.  

Vi ønsker ikke, at pengene eksempelvis ender med at gå til indvandrere og efterkommere under dække af at være sociale projekter. Den slags har vi set rigelig af og med meget begrænset gavnlig effekt.  

Med den nuværende regering er der ingen tvivl om, at smalle aftaler om fordelingen af reserven vil blive aftaler indgået med de røde partier. Det er en rigtig dårlig idé.  

Hvis historien ellers kan bruges til noget, ved vi, at de ældre vil blive stedmoderligt behandlet, og at integrationsprojekter vil nyde fremme. Det er stik imod den dagsorden, vi har i Dansk Folkeparti. 

Hvis regeringen på den ene eller anden måde får held til at opløse forligskredsen, vil det trække dybe spor for fremtiden. Regeringen vil i så fald have brudt et forlig uden varsel og reelt besluttet at lægge 700-800 millioner kroner oven i det beløb, der kan fordeles i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.  

Det vil bryde tilliden mellem partierne.  

Det kan vi aldrig have nogen interesse i, og det vil vi bekæmpe med næb og kløer for ikke sker.  

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skal reserven fordeles i fremtiden? 

Selv om satspuljen burde være død, lever den fortsat i bedste velgående. 

Nu sætter Altinget Social i debatspalterne fokus på satspuljens afløser, reserven. Et panel af centrale aktører tager debatten om spørgsmål som:  

Hvilken betydning vil henholdsvis brede eller smalle forlig om reserven have for socialpolitikken? Hvad betyder usikkerheden om selvsamme spørgsmål for organisationerne? Og hvordan bør principperne for fordelingen af reserven lyde, så reserven lever op til formålet om at fremme en virkningsfuld socialpolitik og understøtte et velfungerende civilsamfund? 

Her er aktørerne: 
  • Anni Matthiesen (V), medlem af Folketinget og socialordfører 
  • Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen 
  • Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark 
  • Karina Adsbøl (DF), medlem af Folketinget og socialordfører 
  • Mads Roke Clausen, formand, Frivilligrådet  
  • Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer 
  • Thorstein Theilgaard, generalsekretær, Bedre Psykiatri 
  • Trine Torp (SF), medlem af Folketinget og socialordfører. 

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner. 

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected]. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Adsbøl

MF (DD), 4. næstformand, Folketingets Præsidium
social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Fredericia 2005), social sundhedshjælper

0:000:00