DGI: Idræt er kulturpolitik

Af Søren Møller
Formand for DGI

Morten Brustad, direktør for Brancheorganisationen for kommercielle fitnesscentre, angriber de offentlige tilskud til idrættens organisationer.

”Der har over en årrække været en massiv vækst i tilskuddet til idrætsorganisationerne, uden at politikerne har forholdt sig til, om det har givet den ønskede effekt,” påstår Morten Brustad i Altinget den 23. maj.

Sidste år afsluttede Kulturministeriet en omfattende udredning af idrættens organisationer, og den viste klart, at organisatorerne forvalter midlerne effektivt og efter hensigten. Morten Brustad tog selv del i denne udredning. Hvorfor han så finder anledning til nu at mistænkeliggøre organisationerne og politikerne, kan undre.

Muligvis ønsker den kommercielle fitnessbranche sig engelske tilstande med en lille frivillig sektor og en lav idrætsdeltagelse. Så er forretningspotentialet selvfølgelig større og især prissætningen bedre, men det er næppe til gavn for folkesundheden.

Søren Møller
Formand for DGI - de Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger

Skal vi have engelske tilstande?
Danmark er førende i verden, når det gælder befolkningens idrætsdeltagelse. Det skyldes i høj grad det frivillige foreningsliv. Ikke andre steder i verden er foreningsdeltagelsen så høj. Muligvis ønsker den kommercielle fitnessbranche sig engelske tilstande med en lille frivillig sektor og en lav idrætsdeltagelse. Så er forretningspotentialet selvfølgelig større og især prissætningen bedre, men det er næppe til gavn for folkesundheden.

Benhård konkurrence
I de sidste 10 år er DGI’s medlemstal vokset med over 200.000. I de samme år har fitnesssektoren tredoblet deltagelsen. Konkurrencen på fitnessmarkedet er benhård, og de dygtigste aktører tjener gode penge.

Et veludviklet foreningsliv er således ikke nødvendigvis en begrænsning for, at kommercielle fitnessaktører kan udvikle sig. Det er idrætsforeningerne, som sørger for babysvømning, børnegymnastik, forårsopvisninger, lilleputturneringer og et hav af andre tilbud til alle befolkningsgrupper. Det er her, 13-årige debuterer som hjælpeinstruktører og måske senere arbejder som fitnessinstruktør.

Dødfødt diskussion
Skummer den kommercielle fitnesssektor fløden på den store idrætsinteresse, som foreningslivet er med til at skabe? Eller er foreningslivet unfair konkurrence for folk, som vil tjene penge på at tilbyde idræt til befolkningen?

Det er en dødfødt diskussion, for virkeligheden er, at det er to forskellige verdner, som lever ved siden af hinanden med forskellige logikker og værdier. Vi skal fokusere på at skabe gode foreninger – og fitnesscentrene på at drive gode forretninger. Historien har vist, at vi kan få flere medlemmer, samtidig med at de får flere kunder, og begge dele er grundlæggende godt for samfundet.

Nu falder overskuddet
Når politikerne har valgt at støtte de frivillige organisationer med det beløb, som de nu en gang har valgt, er det ud fra politiske overvejelser og prioriteringer. Det er korrekt, som Morten Brustad skriver, at lottomidlerne steg kraftigt for 25 år siden. Men politikerne reagerede også på denne udvikling. Dels satte de loft over tildelingen af midler, dels foretog de en omfordeling af midlerne. Siden 2007 har midlerne ikke kunnet følge prisudviklingen, og nu er overskuddet direkte faldende.

Idræt er kulturpolitik. Og når politikerne har valgt at støtte det frivillige foreningsliv med de midler, de nu en gang har, skyldes det et ønske om at styrke frivilligheden, ansvarligheden og de forpligtende fællesskaber.