DUF: Unges trivsel i lokalsamfund handler ikke om infrastruktur, men om samhørighed

Den politiske kamp frem mod kommunalvalget til november er i fuld gang. Danskerne skal overbevises om, at netop deres parti er det rigtige til at sikre velfærd, nærhed og livsmuligheder i hele landet. For dem der bor i storbyen. Dem i stationsbyen. I provinsbyerne. Og også dem i vores landdistrikter.

Det er bestemt ikke en ny kamp. I 2015 igangsatte VLAK-regeringen en større udflytning af statslige arbejdspladser og senest torsdag den 27. maj meddelte S-regeringen, at man blandt andet vil oprette 25 nye uddannelser uden for de fire store studiebyer.

For ungdommen er de diskussioner mere end bare den daglig politisk armlægning. I ungdomsårene lægger man trædestenene for resten af livet. Derfor er det afgørende, at vi har et skarpt fokus på at sikre flest mulige unge muligheden for selv at bestemme, hvor man gerne vil slå sig ned, uddanne sig, arbejde og stifte familie. For hver generation af unge, hvor livsmulighederne bliver begrænset, har vi svigtet vores ansvar som samfund.

Ungdommen er en brydningstid, og derfor er det også naturligt, at det er unge, der flytter mest og flytter længst. Men vi skal som samfund sikre, at unge ikke fravælger byerne, fordi en holdbar boligsituation er helt urealistisk. Eller at unge fravælger provinsbyerne, fordi der ikke er job at få. Eller at unge vælger en anden uddannelse, end den de brænder for, fordi mulighederne simpelthen ligger for langt væk.

Betyder det, at vi skal bekæmpe urbaniseringen? At vi skal bruge tvang og magt til at tvinge unge ud på landet? Nej, på ingen måde. Vores mål er, at flere unge selv kan vælge, hvor de vil læse, hvor de vil arbejde, og hvor de vil bo. Fordi de valg i ungdommen har betydning resten af livet.

Det kræver politisk fokus, økonomiske prioriteringer og viljen til at understøtte unges livsmuligheder. Ofte handler debatten om de ydre vilkår. Det er bolig, job, infrastruktur. Det er alle vigtige dagsordenener, men noget af det vigtigste er følelsen af tilknytning og sammenhørighed.

Noget af det, som giver trivsel og tilknytning til ens lokalsamfund, uanset størrelsen, er vores foreningsliv. Her mødes vi om et større og fælles mål. Hvad end det er den lokale afdeling af Det Danske Spejderkorps, fodboldklubben eller fællesskabet om en lektiecafe i Dansk Flygtningehjælps Ungdom giver det sammenhold og tilknytning.

Vores fællesskaber skal have bedre muligheder for transport til og fra aktiviteterne, fællesskaberne skal have bedre adgang til egne lokaler og faciliteter, og kommunerne skal understøtte både nye og eksisterende fællesskaber i højere grad.

Men den lokale tilknytning gør det ikke alene. Vi skal også kigge på rammerne for et godt ungdomsliv i alle byer i hele Danmark. Vi skal insistere på, at det ikke skal være umuligt for unge med solide jobs at få adgang til boliger i København.

Diskussionen om by og land bliver hurtig hård og uforsonlig. For ungdommen er det vigtigt, at vi ikke dyrker ”kampen mellem by og land.”

Chris Borup Preuss
Formand, Dansk Ungdoms Fællesråd

Vi skal insistere på, at virksomheder i landdistrikterne skal have mulighed for at tilbyde unge en ansættelse for både faglærte og unge med en kandidatgrad. For hvis ikke unge kan se en fremtid i de rammer, som vi tilbyder, så bliver livsmulighederne et spørgsmål om fravalg fremfor tilvalg. Og det kan vi ikke være bekendt overfor vores ungdom.

Diskussionen om by og land bliver hurtig hård og uforsonlig. For ungdommen er det vigtigt, at vi ikke dyrker ”kampen mellem by og land.” Vi skal give plads til ønskerne om forskellige livsformer og prioriteter. Vi har ikke brug for mere polarisering, men mere respekt for forskelligheden.

Derfor vil vi i DUF også kaste os konstruktivt ind i debatten om det gode liv på landet og det gode liv i byen. For det gode ungdomsliv skal være muligt i hele Danmark.