Kommentar af 
Jarl Cordua

Regeringens beslutningsmaskine er brændt sammen

Regeringen har på under en uge lidt to store nederlag på udlændingeområdet, og forude venter endnu et potentielt farligt slag i form af Ydelseskommssionens anbefalinger. Timingen kunne næppe blive værre for Mette Frederiksen. 

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har med sagen om udrejsecentret på Langeland udstillet sig selv som en dårlig politisk håndværker, skriver Jarl Cordua.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har med sagen om udrejsecentret på Langeland udstillet sig selv som en dårlig politisk håndværker, skriver Jarl Cordua.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

To kæmpe nederlag på stribe til regeringen på under en uge. Det er status for regeringen, hvor man efter længe at have fastholdt sit bombastiske standpunkt om, at ingen IS-mødre nogensinde ville komme hjem, hastigt måtte vende på en tallerken i spørgsmålet efter hårdt pres fra Radikale og Enhedslisten.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver.

Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det andet svidende nederlag kom så tirsdag aften, da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye måtte aflyse regeringens beslutning om at etablere et udrejsecenter på Sydlangeland. Et tredje nederlag til regeringen venter måske lige om hjørnet, når Ydelseskommissionen  inden for kort tid præsenterer sit forslag til et nyt kontanthjælpssystem. Et forslag, som henset til kommissoriets begrænsninger forventes at give regeringen store problemer med at omsætte til politik og i øvrigt også har potentiale til alvorligt at belaste forholdet til støttepartiet Enhedslisten.

Der er for alvor gået koks i regeringens ellers så velsmurte beslutningsmaskine.

Onsdag i sidste uge gik Mattias Tesfaye i offensiven med et forslag om etablering af et udrejsecenter ved Bagenkop på Sydlangeland med den hensigt at aflaste udrejsecenteret Kærshovedgård ved Ikast-Bording, hvor man lokalt længe har været frustreret over 130 udvisningsdømte eller folk på tålt ophold, der på forskellig måde generer beboerne.

Regeringens varemærke har siden dens tiltrædelse i juni 2019 været resolut handling, og det skete så også med ministerens beslutning, som kom påfaldende pludseligt efter, at regeringen blev udsat for heftig kritik fra de borgerlige for at hjemtage IS-mødre med dansk statsborgerskab og deres børn. Begge afgørelser, som naturligvis forinden har været omkring statsministerens bord.

Hvor beslutningen om IS-mødrenes returbillet har været nogen tid undervejs, så er placeringen af udrejsecenteret tilsyneladende sket i huj og hast. Eksempelvis købte ministeriet ifølge Jyllands-Posten forrige weekend ejendommen Holmegaard ved Bagenkop, der skal huse de 130 udlændinge, af et svindeldømt ægtepar for 13,5 millioner kroner. Og købet er sket – meget usædvanligt, når staten erhverver bygninger – uden besigtigelse. Købet har åbenbart skullet gå så stærkt, at embedsmændene erhvervede ejendommen hurtigt efter at have besøgt stedet. Alligevel kunne Tesfaye bekendtgøre, at det var de bedste bygninger, der findes til formålet.

Hvis der er nogle, der er glade, må det være det førnævnte ægtepar, der i sin tid kun gav syv millioner kroner for Holmegaard. Nu spørger alle, hvad ejendommen nu skal og kan bruges til, eller om den skal sælges igen. Selvsagt har regeringen nu åbnet for kritik for betænkelig omgang med skatteborgernes penge. Det huer næppe Mette Frederiksen, der ellers har haft held med en fortælling om et økonomisk ansvarligt socialdemokrati, som man trygt kan betro statskassen.

Fadæsen med Udrejsecenter Langeland har også blotlagt, at regeringen i de første to år har trukket hårde veksler på deres parlamentariske grundlag. Senest de ellers meget loyale SF’ere, der dog ikke ville lade sig trække til truget og bakke op om en beslutning, der var dybt upopulær i den kommune, hvor partiet har sin eneste borgmester, Tonni Hansen (tidligere næstformand og sidder med i landsledelsen).

Tesfaye forsøgte end ikke at tage SF’erne i ed forinden. Bemærkes skal det vel også, at Tesfaye selv er tidligere SF-næstformand, og hans gamle partifæller har næppe undervejs kunnet begribe, at de dermed skulle lade sig køre over af en "karrieresocialdemokrat", der ville eksportere regeringens akutte problem med udrejsecenteret til Langeland.

Det står dog også klart, at SF’erne klogt har holdt fokus på selve sagen hele vejen igennem for ikke at skade forholdet til regeringen mere end højst nødvendigt.

Corona-året i dansk politik, hvor Mette Frederiksens regering tog alle beslutninger og reducerede ikke mindst Venstres formand til en statist i hendes politiske soloshow på græsplænen ved Marienborg, er ved at rinde ud.   

Jarl Cordua
Kommentarskribent

De borgerlige partier stod heller ikke klar til at hjælpe regeringen, til trods for at de selv kræver problemerne på Kærshovedgård løst. I stedet peger de fortsat på den "øde ø" Lindholm, selv om denne løsning aldrig nåede at blive ført ud i livet under VLAK-regeringen, hvor idéen blev fostret af daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Udrejsecenteret på Lindholm ud for den sydsjællandske by Kalvehave blev i 2019 prompte aflivet af S-regeringen ved dens tiltrædelse, hvorfor det ville blive endnu en kovending i rækken, hvis regeringen mod forventning en dag går ind på en aftale med de borgerlige. Det ville heller ikke være populært hos det parlamentariske grundlag, der på det seneste har vist tænder over for regeringen.

For de borgerlige er det en sag, hvor regeringen sidder pænt i rævesaksen og kan angribes for både magtfuldkommenhed, amatørisme og for ikke at løse problemerne. Det er selvfølgelig ikke særligt hjælpsomt eller konstruktivt, men regeringen kan set i bakspejlet kun takke sig selv for, at ingen står klar med en hjælpende hånd.

Populisterne hos Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kan regeringen ikke forvente noget af. Konservative er stadigvæk et relativt lille parti på Christiansborg, og man tager intet ansvar uden store indrømmelser til gengæld. Få kan se, hvad de skulle være i denne sag. Tilbage er så det - endnu - store Venstre, der også regnes for regeringsbærende. For hvad har Mette Frederiksen egentlig gjort for at opbygge et tillidsfuldt forhold til Venstres formand, som måske kunne have hjulpet regeringen? For ikke mange uger siden hånede statsministeren Ellemann i folketingssalen med spørgsmålet om, hvorvidt Venstre nu fortsat fører stram udlændingepolitik.

Corona-året i dansk politik, hvor Mette Frederiksens regering tog alle beslutninger og reducerede ikke mindst Venstres formand til en statist i hendes politiske soloshow på græsplænen ved Marienborg, er ved at rinde ud. 

Ellemann kan se frem til en halvering af sit parti, der blandt meget andet også kan tilskrives Frederiksens effektive udstilling og lejlighedsvise ydmygelse af hans manglende erfaring og aktuelle svaghed i forhold til vælgerne. Herfra gælder det nok kun for Venstre at stemmemaksimere og gå med i forlig, hvor man kan tage sig godt betalt. I øvrigt en position og en strategi, som Mette Frederiksen selv kynisk forfulgte de sidste par år op til seneste folketingsvalg. Hun kan ikke forvente nogen hjælp fra de borgerlige.

Minister Tesfaye står også temmelig afpillet. Rwanda-aftalen ser tynd ud. Hans ministerium formår ikke at hjemsende afviste asylansøgere og udviste udlændinge i noget stort omfang, som Socialdemokratiet ellers selv hævdede før valget, at man kunne levere på. Senest er Udrejsecenter Langeland skrottet, og problemerne på Kærshovedgaard består. Sagen har udstillet ministeren som dårlig politisk håndværker, hvor der også kan stilles spørgsmål ved driftsikkerheden.

For regeringen venter nu et nyt slag om Ydelseskommissionens anbefalinger. Her rasler Enhedslisten med sablen. Det skete senest på partiets landsmøde, hvor partiets politiske ordfører Mai Villadsen for første gang tog ordet mistillidsvotum i brug. Til DR Nyheder sagde hun i weekenden:

"I sidste ende – hvis og såfremt det går helt galt, og de trækker i den forkerte retning – så kan det jo selvfølgelig ende med et mistillidsvotum, men jeg håber da ikke, at det er dér, vi kommer hen."

Enhedslisten kræver et nyt kontanthjælpssystem med en forhøjelse af ydelserne til de fattigste børnefamilier. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har omvendt nedtonet forventningerne i en grad, så det har provokeret Enhedslisten til at true regeringen. Senest på livet.

I det hele taget ser Ydelseskommissionens arbejde umuligt ud. Den skal "gentænke" kontanthjælpssystemet, som også omfatter den lavere kontanthjælpsydelse, integrationsydelsen, som typisk asylansøgere mv., der kun har opholdt sig i relativ kort tid i Danmark, får.

Regeringen kan set i bakspejlet kun takke sig selv for, at ingen står klar med en hjælpende hånd.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Dernæst skal kommissionen finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Kontanthjælpsloftet er en borgerlig opfindelse, og den vil venstrefløjen have afskaffet, men hvordan får man så sat en bremse på de offentlige ydelser, som også regeringen vil fastholde?

En mulig løsning er, hvis regeringen droppede hele reformen og i stedet permanentgjorde det midlertidige tilskud for de mindrebemidlede, der rammes af kontanthjælpsloft eller modtager integrationsydelse, som venstrefløjen to gange har fået forhandlet igennem hos regeringen. Det vil dog blotte en flanke til de borgerlige, der vil angribe regeringen for at forgylde flygtningefamilierne, som typisk er dem, der får gavn af tilskuddet.

Det er i øvrigt det eneste punkt de seneste to år, hvor regeringen indtil for nylig har været sårbar for angreb fra de blå partier om, at den har slækket på den stramme udlændingepolitik. Denne løsning vil dog heller ikke leve op til Enhedslistens i forvejen høje forventninger om stor indflydelse på dette punkt.

En løsning med de borgerlige, som mange socialdemokrater ifølge iagttagere tæt på processen foretrækker, og som finder genklang i Hummelgaards udtalelser, vil ikke føre til en større reformer. Det har den fordel for regeringen, at et blåt forlig heller ikke i samme omfang som en aftale med venstrefløjen vil udfordre statskassen, og Socialdemokratiet vil heller ikke skulle forsvare flere penge til asylansøgere.

Let bliver det ikke, for de borgerlige skal nok tage sig godt betalt, hvis de skal gå med i et forlig. Man ser næppe Venstre hjælpe regeringen tørskoet i land, for så siden igen blive udstillet af de mange rivaler i blå blok.

Ydelseskommissionens arbejde har i øvrigt været udskudt i flere omgange, og der er en formodning om, at rapporten med anbefalingerne har ligget klar længe. Timingen for regeringen kan næppe blive dårligere med de seneste politiske nederlag i frisk erindring.

Man fristes næsten til at omskrive general de Gaulles gamle ord fra 1940 til: "Regeringen har tabt flere slag, nu er det tid til at tabe et nyt!"

Det er i sandhed blevet nye tider for Mette Frederiksens indtil for nyligt så suveræne regering.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00