Debat

Forbrugerrådet Tænk om verdensmål: Vi skal have forbrugerne i spil

DEBAT: Forbrugerne skal inddrages i opfyldelse af verdensmålene, og virksomheder skal gøre det nemmere for dem at handle ansvarligt og med god samvittighed, skriver Lars Pram, direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Foto: Forbrugerrådet Tænk
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Pram
Direktør i Forbrugerrådet Tænk

FNs verdensmål nummer 12 handler om ansvarligt forbrug og produktion. 

Det handler om, at både vores forbrug og produktionsformer skal være i balance - ikke bare økonomisk, men også socialt og med tanke for miljø og klima. Det er vi fuldstændigt enige i hos Forbrugerrådet Tænk.

Større rolle til forbrugerne
Vi spurgte sidste år de danske forbrugere, og 97 procent ønsker i høj eller meget høj grad, at deres produkter er ansvarligt produceret. Det tal er ikke et udtryk for, at stort set alle danskere forholder sig meget bevidst til disse spørgsmål, men det er et udtryk for et generelt ønske om, at f.eks. kaffen kan nydes med god samvittighed og uden bitter bismag, fordi der f.eks. er sket brud på menneskerettigheder undervejs i produktionen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Vi hilser i høj grad FN’s ambitiøse verdensmål velkommen. Men vi efterlyser, at de danske forbrugere får en større rolle i den handlingsplan, som regeringen præsenterede i marts måned. Handlingsplanens præmis er, at vi langt hen ad vejen er i mål med den bæredygtige udvikling. 

Det er vi ikke.

De danske forbrugere viser gang på gang stor villighed til bæredygtige indkøb, og det – mener jeg - er en udfordring og en mulighed, som politikerne og virksomhederne i langt højere grad end i dag burde hilse velkommen og gribe.

Lars Pram
Direktør, Forbrugerrådet Tænk

På forbrugernes vegne bør politikerne sætte enkle og tydelige krav til, hvordan butikkerne og producenterne forvalter deres samfundsansvar, så forbrugeren trygt kan handle uden at skulle frygte brud på menneskerettigheder, overfiskning, problematisk kemiindhold eller overdreven miljøbelastning, når der f.eks. købes ind til aftensmaden.

De fleste af os har også andre prioriteter end at redde verden, når der handles i danske supermarkeder. Det kan være pris, kvalitet eller simpelthen at få indkøbet overstået og komme hjem til familien.

Det skal være nemt
Alligevel viser undersøgelser altså, at de fleste af os ønsker, at vi kan stole på, at varerne er produceret på en anstændig måde. Derfor bør butikkerne arbejde for, at produkter mærket med Fairtrade, økologi og andre kendte og troværdige mærkningsordninger er let tilgængelige, så det bæredygtige valg også er et let valg for forbrugere, der lægger vægt på disse forhold.

Det bør også være let at få information om produktionen, ligesom produktionsforhold bør være mest muligt gennemsigtige. Det er i høj grad butikkernes ansvar at have styr på, at de varer, de sælger, er fremstillet på en måde, der lever op til FN’s principper for virksomheders samfundsansvar med respekt for f.eks. menneskerettigheder og miljø.

FN’s verdensmål er med til at sætte en god retning.

Danmark skal være foregangsland
Men en forbedring af Danmarks internationale omdømme og langsigtede position på markederne afhænger blandt andet af, at vi i praksis er et foregangsland på dette område. ISO-standarden for virksomheders samfundsansvar kunne danne udgangspunkt for en diskussion om bindende regler - i hvert fald for større virksomheder.

En ambitiøs politik for virksomheders samfundsansvar (CSR) er den bedste garanti for at få et moderne konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv. Nogle koncerner er meget godt med, men for mange virksomheder mangler både vilje og evner til at få styr på leverandørkæderne og leve op til principperne i FN’s Global Compact.

Organisationer som Danwatch og DIEH (Dansk Initiativ for Etisk Handel) bør sikres et langsigtet grundlag for sin indsats. Og så burde det være muligt at finde penge til en løbende rating af finansielle institutioners etik i investeringerne, svarende til det internationale projekt Fair Finance, som man bl.a. har i Sverige.

De danske forbrugere viser gang på gang stor villighed til bæredygtige indkøb, og det – mener jeg - er en udfordring og en mulighed, som politikerne og virksomhederne i langt højere grad end i dag burde hilse velkommen og gribe.

Det holder ikke bare at gøre ansvarlig produktion og forbrug til et spørgsmål om det frie forbrugsvalg, og fortidens resultater må ikke være en sovepude. Der er mange konkrete ting, vi som samfund kan gøre. Det handler bare om at komme i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Pram

Adm. direktør, Dansk Sygeplejeråd
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00