Forsker: Ministeren vender det blinde øje til fondenes indflydelse på folkeskolen

DEBAT: Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har besluttet at bremse en kortlægning af de private fondes aktiviteter på folkeskoleområdet. Det er en fejl, skriver ph.d.-studerende Lucas Cone.

Af Lucas Cone
Ph.d.-studerende, DPU, Aarhus Universitet

LEGO, Novo Nordisk, Mærsk, Nordea og Lundbeck. Landets største virksomheder står i dag i kø med midler til den danske folkeskole.

Anført af Novo Nordisk Fondens bevilling på 1,6 milliarder kroner til naturfagsundervisning og Mærsk Fondens skolemilliard er uddannelsesområdet gennem det sidste årti blevet et centralt filantropisk fokusområde for virksomheder, der vil gøre en forskel for børn og unge.

Med tilkomsten af de store beløb følger et voldsomt politisk ansvar. Det er af samme grund bekymrende, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et folketingssvar sidste uge meddelte, at man havde besluttet at bremse den kortlægning af de private fondes aktiviteter på folkeskoleområdet, som Merete Riisager igangsatte som minister i 2018.

Det skal ifølge Rosenkrantz-Theil være op til den enkelte skoleleder og kommunerne – og ikke politikerne på Christiansborg – at beslutte om skolerne vil ”modtage gaver med videre samt tage stilling til de konsekvenser, en modtagelse vil kunne medføre”.

Troja var jo heller ikke brændt ned, må vi huske, hvis byens ledere havde taget stilling til konsekvenserne af at slæbe en træhest gennem porten.

Mere end gode intentioner
Ser vi på den internationale forskning på området er Rosenkrantz-Theils argument for at bremse undersøgelsen af de private fondes indflydelse fejlagtig af flere grunde.

For det første – og mest banalt – er det ufatteligt svært at sige nej til gaver i et skolesystem, der mange steder lider under lærermangel og ressourceknaphed til mere langsigtede projekter.

Hvad end det omhandler LEGO-sponsorerede PlayLabs på læreruddannelserne eller gratis bøger til elever fra Mejeriforeningen, er det naivt at tro, at den enkelte skoleleder skal være bekendt ikke blot med markedsføringsloven, men også de motiver og interesser, der ligger bag donationerne.

At overlade denne stillingtagen til de enkelte skoler og kommuner underkender de magtforhold, der er på spil i omgangen med store beløb. Det risikerer i sidste ende at gå ud over de elever og lærere, der ikke nødvendigvis deler erhvervslivets visioner om skolen.

For det andet kan forholdet mellem de private fonde og de enkelte skoler ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad vi i et demokratisk folkestyre ønsker, at folkeskolen skal bevare, være og blive.

Som påpeget af skoleforskeren Christo Sims er der historisk set kort afstand fra filantropiske donationer til systemiske forandringer af skolen, der ofte realiseres uden parlamentarisk debat.

Lidt firkantet kan vi kalde det en sidelæns reformering af skolen: Snarere end tage udgangspunkt i politisk dialog mellem folkevalgte aktører, kommer skolerne i stigende grad til at rette sig efter de begreber og interventioner, som der er penge i og til. Betydningen af disse bevægelser overskrider både den enkelte skoleleder og kommune.

Blinde vinkler
Undervisningsministeren har principielt ret i, at ansvaret for folkeskolernes udgifter påhviler kommunerne. Men det er en demokratisk set misvisende konklusion, at de private fondes ”gaver” realiseres i et apolitisk vakuum.

Når Novo Nordisk Fonden bevilger et beløb, der vil kunne finansiere alle Albertslund kommunes udgifter til uddannelse og kultur i mere end tre år, kræver det både forskningsmæssig og politisk årvågenhed.

Hvem og hvad inviterer vi reelt med til at præge folkeskolens udformning? Og hvilke antagelser om den gode skole eller den kompetente lærer ligger til grund for fondenes arbejde?

Undervisningsministeren løber fra ansvaret for disse overvejelser ved at vende det blinde øje til fondenes indflydelse. Pointen er ikke, at politikere eller ministerier skal styre, hvor og hvordan de private fondsmidler benyttes i folkeskolen.

Men en grundig kortlægning – og en tiltrængt kritisk samtale om fondenes magt – er det mindste, vi som demokratisk samfund bør forlange. Det kan kun gå for langsomt.

Forrige artikel 15 ngo'er i opråb til regeringen: Tag ansvar for Danmarks globale klimaaftryk 15 ngo'er i opråb til regeringen: Tag ansvar for Danmarks globale klimaaftryk Næste artikel DFUNK: Unge med flygtningebaggrund mangler demokratiske rettigheder DFUNK: Unge med flygtningebaggrund mangler demokratiske rettigheder