Greenpeace: Statsstøtte giver mindre frihed

DEBAT: Ministeriets ønsker kommer ofte til at fylde rigtig meget, når ngo'er ansøger om statslige midler, skriver Julie Koch, kampagnechef i Greenpeace.

Af Julie Koch
Kampagnechef, Greenpeace

Forleden sad jeg til et møde med en lang række andre ngo'er. I to timer talte vi om en ansøgning om midler. Hvad ønskede det relevante ministerium? Hvad kunne vi skrive for at vise, at vi skam ville gøre som ønsket? Og hvad ville nu være strategisk smart for senere hen måske at få flere penge? Det eneste, vi næsten ikke talte om, var, hvad vi egentlig ønskede at udrette.

I lang tid var den slags møder dagligdag for mig. Ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg var blevet rigtig god til at bidrage til den slags diskussioner. Jeg følte, at jeg forstod "spillet" og forholdsvis let kunne se, hvordan vi som ngo skulle manøvrere i det. Og jeg nød faktisk den strategiske udfordring, det også var.

Efter en årrække i organisationer som Red Barnet, Dansk Ungdoms Fællesråd og Mellemfolkeligt Samvirke, der er afhængig af statslige og EU-finanser, er noget af det mest anderledes i min relativt nye stilling som kampagnechef for Greenpeace i Danmark, at det udelukkende er almindelige mennesker og et fåtal af fonde, der leverer grundlaget for det arbejde, vi laver.

For dermed ændrer samtalen sig markant. Det afgørende bliver nemlig, om en given sag eller kampagne giver mening for mig, mine kolleger og for de mennesker, som har givet os mandat til at skabe forandringer i fællesskab.

Fra forvaltning til frihed
I Greenpeace bruger vi ikke tid og kræfter på at tilpasse vores arbejde i forhold til nye politiske vinde, der påvirker administrationen af midler, nye forvaltningstunge retningslinjer eller nye muligheder for finansiering. Vi bruger i stedet tiden på at diskutere de store problemer herhjemme og i verden, hvordan vi som organisation skal udvikle os, og hvordan vi kan bidrage til at skabe de forandringer, vi oplever som nødvendige ud fra et miljøfagligt og videnskabeligt grundlag.

Også for på den mest effektive måde at anvende de bidrag, som vores støttemedlemmer betror til os – i manges tilfælde endda ud af en SU, folkepension eller beskeden løn.

Jeg har aldrig før i mit arbejdsliv brugt mindre tid på detaljerede ansøgninger, afrapporteringer i lange baner samt timeregistrering og -budgettering, som konstant er en tidskrævende udfordring, fordi virkeligheden altid ændrer sig. Også selvom Greenpeace (naturligvis) har sit eget bureaukrati i lighed velsagtens med alle internationale organisationer.

Mindre komfortabelt
Selvom jeg er gået fra forvaltningstunge lederstillinger til en mere kreativ chefstilling i Greenpeace, er der som antydet en naturlig fællesnævner: vi står til ansvar over for vores donorer. Daværende udviklingsminister Søren Pind (V) annoncerede på et tidspunkt, at hvis ngo'erne blev bedre til at vise resultater, ville han gerne slække på rapporteringskravene. Men nye ministre kom til, og gennem årene er kravene blevet større.

Jeg kan til gengæld i dag glæde mig over, at de mennesker, der udgør grundlaget for Greenpeaces arbejde, generelt ikke ønsker alenlange, tunge afrapporteringer, men gerne vil have konkrete resultater, eksempelvis formidlet på sociale medier og i emails.

Er alt så bare meget bedre uden statslig finansiering? Tja, det er i hvert fald mindre komfortabelt. Vi passer ekstremt godt på pengene, og vores økonomiske adfærd er konservativ. Lønnen er lavere end i mange andre ngo'er, per diem det samme, og på rejser bor vi som udgangspunkt på deleværelser på vandrehjem eller de billigst mulige alternativer. For det er ganske almindelige menneskers penge, vi forvalter. Det giver mening.

Forrige artikel Debattør: Civilsamfundet har brug for stærke institutioner Debattør: Civilsamfundet har brug for stærke institutioner Næste artikel Forbrugerrådet Tænk: Vores uafhængighed gavner forbrugerne Forbrugerrådet Tænk: Vores uafhængighed gavner forbrugerne