
Ja, Donald Trump vandt valget stort og bliver præsident fra januar.
Nej, det var ikke, hvad de europæiske statsledere, minus Viktor Orbán, havde håbet på.
Ja, det kan blive katastrofalt for uønsket gravide, for klimaet, for Natos østflanke og den regelbaserede verdensorden.
Men så længe Trump holder demokratiets spilleregler, må han faktisk sige og gøre alt muligt, vi i Europa ikke er enige i.
Hvis det værste skulle ske, og han begynder at afmontere demokratiet i verdens mægtigste land, bliver det derimod farligt.
Selv da bør man ikke fortvivle. Så længe, man ikke kommer i fængsel eller bliver deporteret til Sibirien for at kritisere regeringen, kan man faktisk gøre noget.
Her er det værd at skele til Polen. Polakkerne er nemlig både i 1989 og 2023 sluppet af med autokrater, og har erstattet dem med demokrater.
Fredeligt og ublodigt. Hvilket uomgængeligt har krævet hårdt arbejde og udholdenhed.
Hvis man vil undgå blod, må man doble op på sved og tårer.
Aktivismen kan koste på sikkerheden
En vigtig forudsætning for at kunne gen-demokratisere Polen nu er, at det nationalpopulistiske Lov og Retfærdighedsparti, der kraftigt udfordrede demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne, mens de havde magten fra 2015-23, aldrig havde to-tredjedels flertal, og dermed ikke kunne ændre forfatningen.
En anden vigtig forudsætning er, at den demokratiske opposition (læs: Donald Tusk), til sidst var i stand til at lære af Lov og Retfærdighedspartiet og holde op med at ignorere borgerne i det såkaldte Polska B – folk på landet uden lange uddannelser og velbetalte job.
Sidst, men absolut ikke mindst, er der det levende, engagerede og evigt højtråbende polske civilsamfund. Det er dem, vi almindelige borgere kan lære noget af.
I sommeren 2019 var hun udsat for en personlig had-kampagne på de sociale medier, hvor blandt andet hendes adresse og navnet på hendes dengang 11-årige datter kom frem.
Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalist
Jeg har været heldig at møde en del af dem på mine rejser rundt i Polen for at forstå udviklingen og rapportere om den i danske medier.
Tag nu for eksempel Monika, der er dommer i Poznan i det vestlige Polen.
Da Lov og Retfærdighedspartiet vedtog retsreformer, der udfordrede tredelingen af magten for første gang siden kommunismens fald, kritiserede hun dem i polske medier og blev talsmand for dommerforeningen Iustitia.
Hun oplyste europæiske embedsmænd, politikere og journalister og gjorde på sin rolige, saglige måde det klart, at det her var galt.
Helt galt. For Polen og for EU.
I sommeren 2019 var hun udsat for en personlig had-kampagne på de sociale medier, hvor blandt andet hendes adresse og navnet på hendes dengang 11-årige datter kom frem.
Afsenderen var anonym, men det lykkedes et polsk, uafhængigt medie at vise, at det var en vice-justitsminister, der stod bag. Hendes egen chef. Hendes egen stat.
Alligevel blev Monika ved. År efter år.
Hun var ikke alene: Matylda er historiker, og har løbende holdt mig opdateret med dokumentation i form af billeder fra demonstrationer mod Lov og Retfærdigheds-regeringens LGBT- og retsstatskrænkelser samt de facto abort-forbud.
Mange demonstrationer. Mange billeder. År efter år.
Alliancer og standhaftighed skaber resultater
Damian, som er tolk, og Miroslaw, som er professor, er aktive i Komité til Forsvar for Demokrati (KOD) i Gdansk i det nordlige Polen.
Det var KOD, der arrangerede mindehøjtideligheder for Pawel Adamowicz, Gdansks borgmester, der blev myrdet i januar 2019 efter en massiv hadkampagne ført af de regeringskontrollerede stats-medier.
Det er KOD, der trykker de ikoniske t-shirts med "Konstytucja", polsk for forfatning, der skal ses som en konstant reminder til Lov og Retfærdighed om at overholde forfatningen.
KOD lejede busser og kørte til demonstrationer i større byer i hele Polen for at forsvare demokratiet. Og de pakkede brochurer og t-shirts i deres egne biler og kørte rundt til mindre byer i hele landet for at komme i snak med de lokale og fortælle dem om deres rettigheder.
År efter år.
Barbara arbejder med integration af flygtninge og er aktiv i det meget beskedne LGBT-miljø i Kielce i det polske bibelbælte. Da hun var med til at arrangere den første Pride i Kielce i 2019, blev hun spyttet på og truet med fysisk vold, og måtte sygemeldes.
Det tog et par år, før hun var klar til en ny omgang.
Men i 2021 viste hun mig stolt de regnbuefarvede bænke, bystyret havde fået stillet op i et offentligt anlæg. Det var noget af en præstation. Bystyret havde dengang netop besluttet ikke længere at være en "zone fri for LGBT-ideologi".
Lang vej til et velfungerende demokrati
År efter år har Monika, Matylda, Damian, Miroslaw, Barbara og hundredtusindvis af andre som dem kæmpet.
I otte år har de oplyst, demonstreret, malet skilte. I otte år er de blevet kaldt nazister, kommunister eller en pest af deres egen regering, bystyre, præster og statsmedier.
Skolelærere har fået besked på at undervise i, at de er "den forkerte slags polakker", som partiformand Jaroslaw Kaczynski udtrykte det allerede kort efter magtovertagelsen i 2015.
De er ikke politikere. De var ikke ansat til at forsvare demokratiet. De gjorde det efter arbejdstid og modtog ikke penge, men had og trusler, for deres indsats.
Der er lang vej tilbage til et velfungerende demokrati, men Polen er på vej.
Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalist
Otte år er længe at blive ved. Otte år, hvor man også skal ordne vasketøj og læse lektier med børnene, blive syg eller flytte. Otte år, hvor demokratiets tilstand i Polen blev værre og værre, hvor samfundet blev mere og mere splittet.
Otte år, hvor man hele tiden håbede på assistance fra EU, men den kun kom i begrænset mængde og uendeligt langsomt.
Otte år. Men de gjorde det.
I oktober 2023 gav deres arbejde frugt – en pro-demokratisk alliance under Donald Tusk vandt valget.
Der er lang vej tilbage til et velfungerende demokrati, men Polen er på vej. Det var ikke gået uden et civilsamfund, der blev ved, i regn og slud, selvom det så sort ud.
Demokrati er noget, vi alle sammen har glæde af. Det er nemt at ødelægge og svært at genindføre. Men man kan faktisk selv gøre noget.
Man kan ikke redde demokratiet ved at arbejde for regnbuebænke eller trykke t-shirts. Men man kan skubbe en lille smule i den rigtige retning og samtidig gøre det nemmere for andre at deltage.
Hvis man er mange nok, der skubber, kan det være, at der sker noget. I dag, i morgen eller om otte år.
Én ting er sikkert: Gør ingen noget, sker der i hvert fald ikke noget.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Vi kritiserer politikere for at være populister, mens vi labber deres fordummende synspunkter i os
- Foreningsleder: Giv alle danskere fri på grundlovsdag
- Ny ordfører vil fremme lokalmedier og foreningsliv: “Hverdagskulturen skal styrkes”




























